Del III

Forklaring

 

Introduktion

Når vi i verden ser en voksende kriminalitet, mere hærværk, sort arbejde, skattesnyd, økonomisk grådighed og generel egoisme, skyldes det blandt andet, at folk ikke føler, at det land de bor i er deres. For hvem ville stjæle fra sig selv? Hvem ville ødelægge sit eget hus?

I dag ændrer verden sig så hastigt og så radikalt, at hvad der den ene dag var demokratisk, er den næste diktatorisk, hvad der den ene dag var styret af orden, er den næste kaotisk og hvad man den ene dag havde tiltro til, ja, byggede hele sin eksistens på var sandt, viste sig den næste at være en løgn.

Som verden, som lande, som folk er vi splittede. Det afhjælpes ikke ved uoverskuelige sammenslutninger, men det afhjælpes ved, at mennesker rundt om gives frihed til at skabe mindre samfund, hvor de kan samles under en fælles moral eller tro. Kun da kan mennesket genskabe kulturen, som vi ellers kun ser på museer og læser om i historiebøger. Vi er blevet uniforme som forbrugere, vælgere og som liberale verdensborgere, men vi må blive individer, ikke igennem egoisme, men igennem vores egenskaber, igennem patos og etos, lidenskab og etik, for igen at blive dele af en fælles og meningsfuld helhed.

 

Der er nok allerede nu en del læsere, der tænker sit:

programmet er romantisk og naivt - og jeg vil stort set være enig!

Der er ingen tvivl om, at programmet har et strejf af romantik. Moderne politik er efterhånden så uinspirerende og blodfattigt, fordi politikere er bange for at fremstå som useriøse. Magtkampen er i den grad blevet tilspidset, og det mindste fejltrin eller tegn på excentricitet bliver trukket igennem mudderet af kolleger og presse. Ingen tør indrømme fejl eller svagheder, og sandheden lever en forhutlet tilværelse i den politiske verden.

Symparti starter på bunden, og der har det tænkt sig at blive, for bunden er den danske muld - fundamentet. Vi vil ikke have magten, blot afbalancere den; vi vil ikke vælges, blot have ørenlyd og vi higer efter de perioder, hvor der var tid til det grundige håndværkerarbejde, hvor lederen bekymrede sig om den enkelte borgers ve og vel, hvor soldaten var en trofast og stærk vogter, hvor arbejderen stolede på sin arbejdsgivers retfærdighed - og hvor han kunne stole på den - og hvor præsten rent faktisk havde kontakt til det guddommelige ophav for folkets moral og tro.

Dette er uden tvivl romantisk og naivt, og oveni kommer så, at det nok bliver mere end svært at gennemføre det forslåede program; men det er nødvendigt og bestemt realiserbart.

Hvis ikke den vestlige verden tager sig gevaldigt sammen, og fjerner magten fra de økonomiske interesser for at give den tilbage til den sande leder, til samfundet som helhed og til mennesket heri, vil det nok ske af sig selv. Systemet kan simpelt hen ikke klare at blive udpint og udnyttet til egeninteresser mere, og når det hele bryder sammen, vil mennesket tage over. Det vil overleve, men både igennem strid og samarbejde, og små descentrale samfund vil atter opstå

- men prisen vil være høj.

 

I de følgende afsnit vil vi se på de samme emner, blot mere dybdegående.

 

 

__________________________________

 

I. SAMFUNDSLAG SET HISTORISK

Vores verdens historie er også historien om samfundslag. Samfundet har altid været opbygget af forskellige erhverv, og til disse har der været forbundet et fællesskab. Oprindeligt var erhvervene forbundet igennem landets fælles etik og igennem symbiose, men med tiden begyndte lagene at adskille sig og symbiosen forsvandt. Et lag udnyttede et andet, tilranede sig magten og landets goder, og mange stridigheder og revolutioner kan tilskrives den såkaldte klassekamp; lagenes kamp om magten.

 

Kommunismen faldt, fordi der altid vil være ledere, der søger magten, diktaturer falder, fordi der altid vil være soldater, der vil gribe magten, men liberalismen og kapitalismen vil også falde, fordi der altid vil være forretningsmænd, der søger at handle med magten.

 

Vi forestiller os i dag, at lighedsidealet og den såkaldte demokratiske samfundsstruktur har fjernet lagene, men sandheden er, at netop fordi den frie konkurrence dominerer i vores samfund, inddeler vi os igen i lag; denne gang ikke efter evner, fortjeneste eller egenskaber, men efter indkomst.

Menneskene vil altid leve i samfundslag, om vi vil det eller ej.

 

Spørgsmålet er så, hvordan vi undgår de unaturlige lag?

 

Der syntes at være flere grunde til at systemer kollapser: lande bliver så store, at mennesket forsvinder, eller idealet forsvinder i magtkampe, men overordnede set er der kun én grund:

 

at man ikke accepterer og respekterer menneskets individuelle egenskaber.

 

 

_________________________________

 

II. MENNESKET BÆRER PÅ SANDHEDEN I SIG SELV

 

Uanset, hvor meget vi har stået igennem i verdens historie, uanset hvor mange systemer vi efterhånden har afprøvet, bærer vi stadig på sandheden i os. Det eneste et samfund kræver, er, at vi lægger alle vores fordomme, forventninger, analyser og spekulationer langt væk, og i stedet lader vores egen natur belære os. Vi burde derfor heller ikke lave om på det aftryk, disse egenskaber sætter på samfundet.

 

ET EKSEMPEL

Et skib synker et sted i troperne og kun tyve mænd og kvinder overlever i en redningsbåd. Efter adskillige dage på det åbne hav, støder de på en ø og går sultne og forkomne i land.
   De finder hurtigt vand og frugter og kommer atter på benene. De næste dage undersøger de øen og finder, at den er øde.

 

Hvad sker der så?

   Socialisten og demokraten forestiller sig, at de sætter sig ned under et palmetræ og planlægger, hvordan de skal overleve på øen.  Der skal udføres en del arbejde, for at de kan klare sig, indtil de bliver fundet – hvis de bliver fundet, og de må uddelegere arbejdet ligeligt.

   Andre vil mene, at de vil slås om ressourcerne, fordi det kun er den stærkeste der overlever, og fordi mennesket fundamentalt er et dyr, mens andre igen vil mene, at de så vidt muligt vil begynde at reproducere det samfund de kom fra, fordi det i bund og grund er det bedste af alle systemer.

 

Det der i virkeligheden vil ske, grunder, som før sagt, på, at mennesket selv bærer på sandheden. Hvis der ikke er noget system til at vejlede eller styre, hvis der ikke er en masse traditioner, interesser eller forventninger, hvis der med andre ord ikke er nogen manual, vil

menneskets egenskaber automatisk tage over.
  

Af de tyve mennesker vil der anslået være én præst, én leder, seks soldater, seks håndværkere, fem arbejdere og en dovenkrop. De vil ikke nødvendigvis være det af fag fra den verden de kommer, men de vil være det fra naturens side.


   Den religiøse vil straks formulere de moralske implikationer ved deres situation, og vejlede i de sjælelige, lederen vil begynde at organisere og planlægge både konstruktionen af deres samfund impromptu og deres overlevelse, soldaten vil tænke på øens forsvar og mulige farer generelt, håndværkerne vil gå i gang med at bygge huse, vandforsyning og andet praktisk alt sammen efter lederens anvisninger, mens arbejderne vil assistere de der har brug for hjælp. Dovenkroppen vil finde sig et godt sted, hvorfra han kan overskue det hele − siddende.


   Straks vil der være læsere af dette, der vil komme med indvendinger. Hvorfor skal lederne bestemme over de andre? Hvorfor tænker soldater altid på fjendtlighed? Skal arbejderne ikke have noget at sige? Hvornår bliver den dovne sat i sving?

 

Disse gode og velbegrundede spørgsmål kan besvares med ét svar:

Lederen, soldaten og de øvrige gør det de er bedst til −

når de får lov og plads.

 

Det går galt, når arbejderen vil have, at alle skal lave lige meget fysisk arbejde, hvis den moralsk kræver, at alle skal læse de samme bøger eller hvis soldaten vil have alle til at undergå militær træning.

Idealet bag denne tanke stammer netop fra tiden efter revolutionerne, hvor man udråbte, at nu skulle alle behandles lige og have samme rettigheder. Problemet er bare, at hvis vi som udgangspunkt er forskellige, men behandles ens, ender vi ulige!

 

Hvis man giver en høj og en lav mand det samme tøj, vil det så ikke kun passe den ene af dem?

Nogle mennesker er bedre til at tænke, mens andre er mere fysiske anlagt. Hvis man overlader tænkning til den fysiske og det fysiske arbejde til tænkeren, bliver etikken være usammenhængende og overfladisk, mens arbejdet vil være udført dårligt.

Skal de fysisk svage og pacifistiske forsvare vores etik, sammen med de stærke og soldaterduelige, vil de første falde på et øjeblik i en krigssituation.

 

Uretfærdigheden opstår på forbløfende vis, når vi giver forskellige mennesker det samme! Vi kan derfor enten vedblive med at tvinge den samme skabelon ned over hovedet på forskellige mennesker, eller vi kan acceptere forskelligheden og den derfor naturligt graduering.

Sandheden er desværre også, at det er meget nemmere at give alle det samme - i hvert fald som udgangspunkt - fordi administration koster tid og penge. Men vi må ikke lade et utopisk ideal om lighed liste tid og økonomi ind ad bagdøren, for de er endt ved hoveddøren.

 

 

_________________________________

 

III. SAMFUNDETS OPBYGNING

   Samfundet starter med de unge. De skal hjælpes til at finde deres egenskaber og evner, deres skæbne. De skal støttes i at finde sig selv, de skal vejledes, de skal ikke efterlades frustrerede og fortabte, for de er samfundets fremtid, men de må gå den sidste vej selv. De er også betydeligt tættere på deres egne egenskaber, da de stadig kun er mindre påvirket af de unaturlige samfundslag.

Vi vil her kigge nærmere på de naturlige lag, der ligger inde i mennesket, og som giver et naturligt samfund, hvis disse egenskaber får lov til at træde frem.

Hvis vi så vender vores opmærksomhed mod vores indre natur, vores egenskaber, finder vi seks arketyper.

 

En præst, der har forbindelse til og som holder etikken i hævd
En konge, hvori etikken bor, og som mægler mellem mennesker ifølge etikkens retfærdighed, og hans dronning, der, som landets moder, er et lysende eksempel på det etiske liv
En soldat, der forsvarer etikken
En handelsmand, der handler gennem etikken og som står for etikkens logistik, og en håndværker, der skaber håndværk, hvorigennem etikken bliver til materie
En arbejder, der tjener etikken, som dens fundament
En kritiker, der altid stiller spørgsmål ved etikken og især ved dens grad af trofast udlevelse i samfundet.

 

Præsten

Mennesket er som bekendt ikke kun formet af jorden. Vi føler, tænker, analyserer, begærer, aspirerer og filosoferer, og hvem er bedre til at forstå og overskue de sjælelige aspekter; hvem kan overskue moralens dybde og etikkens konsekvenser, hvem andre modtager inspiration eller har evnerne til at træde i åndens nærhed andet end den sande religiøse?

 

Lederen

Man kan ikke leve i et samfund uden en vis grad af organisation. Uden en sådan ville vi dø af sult, fryse ihjel om natten eller dræbe hinanden i kampen om den smule føde, der kunne indsamles uden kultivering.
  Der skal derfor findes en person med lederevner, retfærdighedssans, empati, troværdighed og ydmyghed; og den eneste der har alle disse egenskab er en ægte leder.

 

Soldaten

Hvis vi rent faktisk blev angrebet af en fjendtligsindet, ville du ikke helst forsvares af en stærk, våbenkyndig og modig mand? Hvortil selvfølgelig kommer, at han skulle være af ædel natur, så han aldrig ville angribe uskyldige eller gribe magten selv, men altid forsvare kulturen. Hvem andre end den trofaste soldat indeholder disse egenskaber?

 

Håndværkeren & handelsmanden

Hvem har evnerne og tålmodigheden til at forme, bygge og konstruere? Hvem sidder i timevis og snitter, skærer, udformer og tilpasser indtil konstruktionen fungerer optimalt? Hvem andre end den standhaftige håndværker har evnerne og viljen til at opbygge de så vigtige redskaber og bygningsværker i vores samfund?

Og hvem udveksler kyndigt varerne, og har udviklet transportruter? Hvem er ærlige nok til at handle uden at snyde med vægten, friskheden eller prisen andet end den ægte handelsmand.

 

Arbejderen

Hvem andre end den hæderlige arbejder, der besidder så mange forskelligartede egenskaber, uden at eksilere i én, vil hjælpe andre og tage imod ordrer?

 

Kritikeren

Og dagdriveren? Er der brug for ham? At svare nej, ville være det samme som at sige, at samfundet kun har brug for nogle af os.
   De er en minoritet, og deres funktion er at stille spørgsmål ved alt. De brokker sig uden selv at yde; de påpeger problemer uden nødvendigvis at have løsningen, og de bryder det dårligt konstruerede ned. De er derfor samfundets vagthunde og nedbrydere hvis det kræves. Man skal ikke regne med deres hjælp, men man kan stole på deres, for samfundet så nødvendige, skånselsløse kritik.

 

___________________________________

 

Fagene og de egenskaber det kræves for at opretholde dem er samfundets byggesten. Mennesker med evner tilhørende et af disse kan placeres forkert, deres fag kan glemmes eller egenskaberne kan være umoderne, men evnerne forsvinder aldrig, og fra det øjeblik de respekteres og gives plads, vokser de atter frem som små planter igennem asfalten.

Hvis vi accepterer, at mennesker er forskellige, og at de har forskellige egenskaber, må samfundet også differentieres således, at de forskellige erhverv får bestemte privilegier som lige præcis de har brug for for at udføre deres arbejde. Det er her at ligheden træder ind; altså ved at behandle forskellige mennesker forskelligt, i stedet for at behandle forskellige ens.

 

 

___________________________________

 

IV. Samfundets kerne

 

Er samfundet nu også så slemt?

 

Det vigtigste i vores liv er blevet til en fodnote i partiprogrammet, eller også er det en politisk plakatoverskrift, der blot har til formål at vinde vælgernes sympati og stemme, hvorefter partipolitikken igen tager over. Problemet er både rødt og blåt, og vores tiltro til politikerne og det politiske system er efterhånden tyndslidt.
   Spørger du politikeren, hvad politik er, svarer han ”Statsvidenskab, der har til formål at skabe et retfærdigt samfund med plads til alle”, spørger du borgeren, svarer han ”Et skånselsløst spil om magt”.
   De færreste stemmer derfor i dag af dybtfølt overbevisning men vælger det mindste af to onder.

Er det ideelt?

Men hvad skal man gøre? Politik er i dag druknet i de to blokkes kamp om magten, hvor alt modparten gør, skal nedgøres og betvivles for at stille denne i et dårligt lys. Politik er blevet til mudderkastning, og hvor den ene fløj støttes og finansieres af erhvervslivet, støttes og finansieres den anden af fagforeningerne – begge ligger de under for økonomiske og magtmæssige interesser.

I vores tilstræbte lighedsideal bliver vi ulige, i vores ideale retfærdighed bliver vi uretfærdige, vi undertrykker for at bevare vores ytringsfrihed, vi forurener naturen til et punkt, hvor den snart ikke længere kan reddes, en majoritet i den vestlige verden støtter et system, hvor kun omkring 3 % af befolkningen sidder på over halvdelen af verdens goder og på magten. Store dele af den resterende befolkning støtter dette system, men kun fordi de selv drømmer om at komme blandt eliten. Staten er så langt væk fra borgeren, at den naturlige og nødvendige forbindelse er væk, alting bliver skåret ned i den offentlige sektor, hvis det ikke privatiseres og ofte derved forringes, alt imens toget kører videre i udviklingens navn, uden at vi stopper op og ser os omkring.

   Store centre og kæder tager efterhånden al handlen fra de små specialiserede butikker, og efterlader bydele og landsbyer øde, og store politiske partier har den fornødne kapital til at føre valgkamp på et helt andet plan end de små og gives derved en afgørende fordel.
   Fælles for dette er uretfærdighed, men vi har selv nedkaldt den gennem vores valg og handlinger.


   Magten er steget politikerne til hoved. De er så bange for at miste deres position, at de sjældent tager ansvar for deres handlinger, at de sjældent fortæller hele sandheden, at de lover uden at holde, at de laver studehandler bag kulisserne, at de går på kompromis med deres idealer og at de derfor

ikke mere repræsenterer folket!

 

Det hjælper ikke, at politikerne har én etik bag forhænget og en anden på mediescenen.

Opbygningen af ét eller flere symbiotiske samfund må ske igennem

indstiftelsen af en fælles etik

Det betyder, at for at få samfundet til at fungere, må der være konsensus på etikken, nemlig den etik, hvorigennem menneskets egenskaber respekteres, egenskaber der skaber samfundets struktur. Herefter kan man opbygge sin stat, sit samfund.

Alle må tro på etikken, og ved at leve ifølge den, bliver man opfyldt af den. Etikken er beåndet, er en ånd, hvis den er fundet igennem menneskenes hjerter.

Det betyder selvfølgelig også, at kritikkeren må gives plads til sin kritik, men at der derfor samtidig må gives plads til stolthed overfor sit samfund, sit land, hvis det holder, hvad det lover, hvis det har en kultur, hvis det bygger på ære, retfærdighed og ikke mindst på sandfærdighed.

 

 

___________________________________