Fra vugge til grav

Jeg troede at der med regeringens nye lov om aktivering af de arbejdsløse, ved at skære i bistandsklienternes udbetalinger, ville komme et ramaskrig. Det kom ikke og man må konkludere at de fleste mennesker er tilfreds med loven. Idéen er typisk god jysk venstrepolitik. Op klokken seks om morgenen og ud og kom i gang. Der er ingen tvivl om at det kan fungere hvis man er opdraget på denne måde, men det er desværre ikke universalmidlet, lige så lidt som kolde afvaskninger nedsætter sexlysten eller åreladninger fjerner alverdens sygdomme.
Et ideal og en fordom er grundlaget for den nye lov, nemlig at de arbejdsløse skal aktiveres og de arbejdsløse er dovne. Og hvorfor er det nu de er dovne? Jo, hvis de ikke var dovne så havde de jo et arbejde. Ah ja, selvfølgelig, og så skal vi hjælpe dem på vej, ved at skære i deres bistand så de bliver motiveret til at holde op med at være dovne og finder sig et arbejde. Javel ja.
Denne form for deduktion er muligvis logisk for nogle mennesker, men jeg må nok stå af. Er det nogensinde faldet regeringen og dens støttepartier ind at størstedelen af de arbejdsløse gerne vil have et arbejde, men bare ikke kan finde et. Punkt ét vil de gerne have et arbejde, men kan ikke få et. Punkt to, de er derfor på bistand til en fjerdedel af hvad de kunne tjene ved at have et arbejde og punkt tre, som straf for dette sættes de nu ned i bistand, hvilket vel nærmest kan virke som en hån mod disse mennesker.
Det ser pænt ud på et stykke papir at nu skal de arbejdsløse i arbejde, og det gør også en række mennesker rolige, de mennesker der er trætte af at betale til de arbejdsløse, men grundlaget for en sådan lovændring er at skaffe penge til i første omgang et skattestop og siden til skattelettelser, da enhver vel kan regne ud at der ikke kommer flere jobs af at motivere de arbejdssøgende.
Ret skal være ret. Der er nogen arbejdsløse der er dovne og der vil helt sikkert komme flere i arbejde efter den nye lov, da visse brancher melder om arbejdsmangel, altså de brancher ingen gider arbejde i. Det være sig fabriksarbejde, eller det nogen ville kalde idiotarbejde. Men idiot eller ej, arbejdet er vigtigere end glæden ved det, når det drejer sig om bistandsklienter i hvert fald, for så bidrager man til samfundet (ved at være idiot) og får en større frihed ved at tjene sine egne penge - man kunne næsten fristes til at sige arbeit macht frei!
Men hvordan kom det så vidt? Hvordan nåede vi helt derud i vores samfund, hvor staten sørgede for at ingen faldt igennem, hvor staten tog sig af sine borgere og hjalp dem hvis det ikke gik så godt. Hvordan kunne det dog gå så galt. Jo, det var vel Stauning man kan bebrejde den svinestreg. Den ugerning at beskytte sine medborgere fra vugge til grav og sørge for at alle havde til dagen og vejen. Måske ikke meget, men nok til et anstændigt liv.
Men hvad ville der havde været sket hvis ikke Stauning havde gjort hvad han gjorde. Situationen var at en del af befolkningen levede i slum og fattigdom, en situation der selvfølgelig inspirerede til kriminalitet og sort arbejde. Nogle mennesker blev simpelthen desperate for at overleve og faldt igennem. Men regeringen blev socialdemokratisk, hvilket betød nedrivningen af slumkvarterene og nybyggeri, sociale reformer, og så forsikringen om at alle ville blive beskyttet og hjulpet.
Den sociale politik, der udlignede en smule på skellet mellem de fattige og rige, har stort set kørt lige siden og alle partier har siden holdt det ideal højt og gjort den til central i deres politik, selvom det var en socialdemokratisk idé.
Den har indlysende dårlige sider, som f.eks. en pacificering af visse elementer, og mange gode, men kigger vi på USA, kan vi se skrækscenariet hvis vi ikke havde den. Procentvis meget større del af befolkningen der lever i fattigdom, meget højere kriminalitet og meget grovere kriminalitet. For hvad sker der når man pludselig ikke har råd til huslejen og banken vil have sine renter, ja så må man sælge hus og hjem, og et hurtigt kup på nabobyens tankstation lokker pludselig.
Af en eller anden grund er der ingen der tror det vil ske i lille Danmark, og det vil selvfølgelig heller ikke ske i samme grad, men det vil ske. To grupper vil vokse eksplosivt. De subsistensløse og de kriminelle, og når det sker er der ingen der vil nævne at denne lov havde skylden. Disse to grupper vil som sædvanligt være et problem der skal løses. Og den løsning kender vi. Strengere love og mere politi. Og hjælper det når vi ser tilbage? Nej. Hjælper det at komme kriminelle i fængsler? Nej. Men hvad skal man ellers gøre? Svar; Man skal blandt andet lade være med at lave denne slags love.
Hvad er egentlig motivationen for loven? Vi skal have flere penge. Og sort ser det jo ud. Mange danske familier har mere end én bil. Vi har stort set alle computere eller nem adgang til dem og derved global kommunikation. Vi tager alle på ferie hvis vi har lyst, de fleste har råd til at spise ude af og til, og rigtig mange har råd til en del mere. Denne situation må der gøres noget ved og det bliver der nu.
Men hvorfor ikke tage fra de rige der slet ikke betaler skat. Hvis de såkaldte internationale firmaer, der via dygtige revisorer undgår at bidrage til samfundet, betalte deres skat som alle andre borgere, ville det give mange flere penge end at fjerne de få brødkrummer bistandsklienter modtager.
Det skal selvfølgelig heller ikke være sådan at de rige ikke må være rige. Lad dem tjene alle de penge de vil - and then some! Så længe de ikke tager dem fra de fattige og det er lige det der sker nu. Det er den omvendte Robin Hood, vores helt der hjælper de fattige der nu er blevet til den rige der tager fra de fattige. Men det er der åbenbart ingen der kan se det.
Ved rundspørger viser det sig faktisk at mange mennesker gerne ville betale mere i skat, hvis de herigennem fik garanti for at hospitalerne og skolerne ville fungerer bedre. Mon ikke også de ville give afkald på den tredje bil hvis det betød at kriminaliteten ville falde og færre mennesker ville bo på gaderne. Men hvem kan sige nej, når Anders Fog Rasmussen vifter med pengesedlerne.
Nu står vi altså i den situation at loven er gennemført og Staunings slagord har åbenbart mistet sin styrke og inspiration. Vi har vores bistandsklienterne der prøver men ikke kan finde arbejde, vi har vores regering der vil have de arbejdsløse i arbejde men som selvfølgelig ikke kan tryller arbejdspladserne frem af den grund, og vi har derfor som resultat en voksende kriminalitet og flere mennesker på gaden.
Men der er flere steder hvor loven vil ramme hårdt. Der er nemlig en del mennesker der rent faktisk arbejder hårdt hver eneste dag, men som har valgt en svær branche. Det er de såkaldte selvaktiverende mennesker, der fra morgen til aften prøver at overleve indenfor deres fag, men som kun i begrænset grad har succes.
Det er som bekendt nemmere at overleve ved f.eks. at skrive tekster til reklamefilm end det er at skrive om egyptisk mytologi, alene af den grund at reklamebranchen betaler bedre, og bliver der skåret i støtten, bliver det pludselig nødvendigt at søge der hen hvor pengene er. På den ene side betyder det så at man kommer til at tjene flere penge, på den anden side betyder det at der ikke bliver skrevet bøger om de mindre populære emner. Skal vi have et bredt og menneskeligt samfund må der være plads til begge.
Der er blevet skrevet mange bøger af bistandsklienter inden de kunne forsørge sig selv, men er der nu kun plads til virksomhed der straks giver afkast, forsvinder nicherne inden for alle genrer. Vi får et samfund hvor kronerne bestemmer alt, og et samfund uden det smalle, bliver til et ensrettet samfund.
Og jo, der bliver også lavet meget bras af kunstneriske bistandsklienter der aldrig bliver til noget og som heller skulle få sig et andet arbejde, men det er en ringe pris at betale for at hjælpe en gruppe i vores samfund der ellers ville have det meget svært.
Vi glemmer at kultur hovedsageligt bliver skabt af kunstnere, og når vi har besøg af turister, hvad er det så vi viser dem - kunsten. Vi viser dem vores særegne arkitektur, vores danske design og vi bryster os af vores kunstnere som Kierkegaard, Andersen og Carl Nielsen. Ville det så ikke være på sin plads at vi også var et land der kunne bryste sig af at hjælpe kunstnerne inden de blev kendte og velansete - inden de kan forsørge sig selv. Og hvor tager vi selv hen i Danmark? Vi tager i hvert fald ikke til landsbyen der kun har en brugs, en slagter og en benzinstation. Nej, vi tager derhen hvor vi kan blive underholdt. Musik, film, museer etc. Det er kunsten der gør forskellen på to byer, fordi kunsten giver kultur.
Men hvad er løsningen på problemet med de mange arbejdsløse? Både de der skal finde et normalt arbejde og kunstnerne. Løsningen er vejledning af de arbejdssøgende! Ikke socialrådgivere der flytter dem fra den ene kasse over i den anden så det ser pænt ud i statistikken. Udbyg socialkontorerne og ansæt eventuelt en mand fra erhvervslivet til at rydde op i bureaukratiet. Socialvæsnet kan effektiviseres mange gange, både så folk kommer i arbejde, men måske endnu vigtigere, så folk kommer i det rigtige arbejde eller på den rigtige uddannelse hvor de bliver. Det vil spare penge og tid, og så vil det gøre mange mennesker tilfredse. De arbejdssøgende og dem der betaler til deres underhold.
Alternativet er den blinde aktivering der på langt sigt ingen steder fører. Med denne nye lov er vores samfund blevet ringere, fordi den humanistiske idealisme der lå til grund for at hjælpe mennesker af alle slags fra deres vugge, er blevet til et samfund hvor vi fjerner den hjælpende hånd. Og hvis ikke skubbet fører de arbejdsløse hen til det rette arbejde eller den rette uddannelse, bliver det til et skub ned i graven.