Hvad er meningen?

Et af de vigtigste aspekter ved menneskets valg af religiøse idéer eller systemer, er det rent personlige. Et religiøst paradigme, uanset om det beskæftiger sig med det chtoniske, det verdslige eller det celestrale, er for de fleste mennesker ubrugeligt hvis ikke det beskæftiger sig med de mest nærliggende menneskelige spørgsmål.
Når man læser om religion, moderne eller antik, skyldes det oftest en personlig interesse i såkaldte åndelige erfaringer. Uheldigvis er der langt fra hverdagsanskuelsen til den religiøse, og det viser sig som oftest at være en tour de force bare at forstå den religiøse tanke. Det faktum leder så en masse mennesker i mere let fremkommelige alternative tankemønstre, der af indlysende årsager bibringer mindre. "Bliv shaman på en uge" eller "mediter dig ind i lyset" og så skulle den være hjemme. Det er alt sammen frygteligt spændende, men ganske harmløst og uden virkning, for motivationen er som regel proportional med udbyttet. Ønsker man kontakt med, eller transition til, "energierne", det åndelige, eller hvad man nu ønsker at kalde det, må dette hidkaldes eller man må indtage en tilstand der gør dette muligt. Hvis man gør det hver søndag presset ind mellem arbejdet og fodboldkampen, og er ens tanker andetsted, bliver resultatet naturligvis derefter. Gør man det derimod ikke som sur pligt, men motiveret af en enorm tiltrækning, hengivenhed og kærlighed bliver resultatet et andet.
Hvad er så problemet? Ja, problemet for de fleste er umiddelbart at de ikke ved hvad de skal hengive sig til, og at de ikke har tid til det voldsomme engagement religiøsitet medfører. Men det egentlige problem viser sig dog ofte at være Meningen!
Hvis vi vil have svar på de mest centrale spørgsmål mennesket som regel stiller til religionen om livet, må vi først en lille rent erkendelsesmæssig omvej.

I jagten på indhold i livet er det vigtigt for mennesket at forstå, ja, det er måske den vigtigste af alle religiøse tanker, og det af flere grunde. Der har i tidens løb ikke indskrevet sig mange religiøse åbenbaringer for mennesket ved blot at meditere, altså slappe af og fokusere, eller ved at læse bane op og bane ned om energiernes bevægelser og motivationer. Den største hindring til dette er at nissen flytter med, og nissen er vores opfattelses- og erkendelsesmodus - vores sprog.
Flere steder, blandt andet på SETI-instituttet i USA, sidder UFO-freaks og lytter til lyde fra stjernerne og tågerne bag. Deres officielle opgave er at registrere eventuelle signaler der kunne dukke op fra det ydre rum, men den egentlige motivation er selvfølgelig drømmen om et møde med De fremmede.
Hvad kan så tilfredsstille vores lyttende venners nysgerrighed? Indlysende! Et signal der afslører afsenderens høje intelligens. Det betyder at støj fra rummet vil blive siet fra, fordi det ikke vil falde indenfor de lyttende computeres definition på intelligens.
Det lyder jo meget rimeligt, men den opmærksomme læser vil måske undre sig. At lede efter en tabt ring i sandet, kræver af indlysende grunde et nogenlunde præcist billede af ringen i ens hoved, så man kan genkende den og samle den op. Man prædeterminerer med andre ord sit fund fordi man vil finde ringen og går derfor udenom muslingeskallen, ravklumpen og det røde krappeskjold.
Problemet for vores UFO-freak er af en lignende karakter. Han prædestinerer ligeledes sit fund ved på forhånd at definere hvad han antager for at være et signal, altså for intelligent liv, og hvad der blot er støj. Han indstiller sine lytteapparater fordi hans forestillinger om UFO-mødet er hans ring i sandet. Signalet kommer altså ikke udefra i den forstand, men fra ham selv fordi han indstiller sine måleapparater og i anden omgang sit sanseapparat til kun at modtage specielle signaler. Når han sætter parametrene, sætter han scenen.
Pointen med disse UFO-freaks er at drage en parallel til den filosofisk eller religiøst motiverede sandhedssøgende. En ting man må gøre sig klart når man søger, er nemlig hvordan man søger og i særdeleshed hvilke redskaber man benytter sig af.
Et redskab alle må benytte sig af er sproget. Da vi både tænker og taler i sprog, har det selvfølgelig altafgørende betydning hvordan vores sprog er udformet. Sproget bliver frembragt af fysiske redskaber i vores mundregion, ordene påhæftes fysiske genstande og kan nedskrives som en repræsentant for genstanden, men motivationen til og tankerne bag sproget er mentale og derfor uden fysisk form. Da det således har et ben i begge lejre, er sproget centralt i forståelsen af grænselandet og trafikken imellem materie og ånd.
En af de oftest benyttede grunde til at lægfolk ikke accepterer den religiøse oplevelse eller indsigt, er dens mangel på kommunikabilitet og dermed på bevis. Vores kriterium for at købe en verdensforklaring er enten at vi selv kan gå ud og måle efter - den var sgu 21 meter! - eller at nogen vi stoler på måler for os, altså videnskabsfolk.
Som regel bliver det det sidste, og når sandheden skal frem er vi i vores hverdag omgivet af uforklarlige, ja nærmest overnaturlige genstande. Hvor mange mennesker kan for eksempel overskue omstændighederne, og implikationerne for den sags skyld, ved telefonen eller fjernsynet?
Man vil hurtigt komme til kort, hvis man overfor en aboriginal skal forklare hvordan et fjernsyn fungerer, men han vil til gengæld lige så hurtigt komme til kort, hvis han skal forklare os hvordan han kan kommunikere med ånden bag træet. Vi griner fordi han snakker om en kraft bag træet som kun nogen mennesker kan se, men glemmer at vores telefoner og fjernsyn blandt andet fungere ved hjælp af afsendelse af modtagelse af usynlige bølger der rejser gennem luften.
Dér hvor vi går forbi hinanden, er ved vores valg af sprog. Ikke så meget folks varierende nationalsprog, men om vi vælger et kommunikerbart, eller et mere religiøst og derfor i første omgang personligt og mindre kommunikerbart sprog.
Vores sprog udmærker sig ved at kunne præcisere, en evne det har udviklet igennem blandt andet krav fra vores videnskabelighed og fra vores lovmæssighed. Fysiske forsøg kræver nøjagtighed, og love kræver utvetydighed. Vi kræver præcis tid og præcis længde for bedre at kunne definere. Vi føler os mere trygge i det veldefinerede, hvori vi blandt andet håber på at finde det objektivt gode og dårlige, og det objektivt rigtige og forkerte.
Men definitionen på disse har ikke et endeligt. Vi når med andre ord aldrig frem til den totale enighed, og alternative definitioner vil altid udkrystallisere sig i nicher og fraktioner. Det er en endeløs jagt. Men sådan har vi opnået vores sprog og sådan virker vores sprog udmærket. Prisen er den personlige opfattelse - den personlige definition.
Enhver ved hvor ustabilt vores veldefinerede korthus er. Tager vi armbåndsuret af og brænder målebåndet, begynder vores eksakte virkelighed at blive abstrus, eller skulle man sige personlig. Ingen vil mere kunne den præcise tid eller den præcise længde på en bygning, og personlige instanser som humør og årvågenhed vil pludselig begynde at influere.
Sproget giver og tager således. Vi bruger det objektive sprog til at mødes et sted, et sted vi kalder virkeligheden. Til dette giver det objektive sprog. Men jo mindre objektivt sproget er, jo mere upræcist og uvirkeligt er det. Når vi for eksempel bruger sproget til at forklare hvad havet er, prøver vi samtidig at fjerne den personlige angst der er forbundet med det dybe. Vi forklarer hvad der er dernede, hvordan der ser ud, og at der ikke er noget uhyre i Loch Ness, og håber på den måde at tøjle fantasien, men angst er irrationel og lader sig derfor ikke jage væk af bortforklaringer. Det er ikke torsken eller havgusen man er bange for, det er noget nede i mørket, og de to former for sprog kan ikke forenes. I havet er der altså både torsk og havuhyrer. Torsk vi kan måle og veje, og monstre der dør når vi prøver at gøre dem til torsk ved at måle og veje dem.
Sproget er ringen i vores hoveder, som UFO-freakens parametre. Vi leder efter signalet og finder det hele tiden! Vi opstiller et koncist sprog og får et koncist svar, eller vi opstiller et personligt sprog og får et personligt svar. Og til de mennesker der således afkræver den mystiske oplevelse et bevis, kan man kun sige at det ikke kan lade sig gøre, men at det ikke er bevis for at den ikke eksisterer. Beviset hører til virkelighedens parametre, det er jagten på beviselighed der har formet vores verden, mens et religiøst verdensbilledes bevis må begrænse sig til et mere personligt.
Således begynder vi at ruste os til nærmere at kunne besvare de centrale menneskelige spørgsmål for vores undersøgelse. For det første; Hvem er jeg, - og hvorfor?
Opfattelsen af et isoleret Jeg blandt genstande og andre mennesker, er nært forbundet med den før omtalte specifikke sproglighed. Den sproglighed der udmærker sig ved at kunne definere og derfor klart afgrænse. Et eksempel. Vores specifikke hverdagssprog giver os mulighed for at adskille en mand og hans kasket. Han har gået med kasketten i 35 år og han er så glad for den at han sover med den på. Man ville sige at kasketten var en del af manden, som et armbånd eller en ring kan være en del af sin ejer. Kasketten er altså blevet en del af mandens personlighed, en del af hans sjæl, og at miste den ville være ligeså slemt for ham som at miste en arm. Vores sprog adskiller dog nemt de to. En mand og en kasket. Men når mandens venner tænker på ham, altså tænker på ham som den person de opfatter ham som, har de kasketten med i billedet, og har derved udvidet deres sprog. Kender man ikke manden har éns sprog ikke denne tilføjelse og det viser hvordan sprog kan blive mindre kommunikerbart men samtidig bredere fordi der bliver mere personligt. Det viser også at en sådan personlig udvidelse kan deles af flere og bibeholde en grad af virkelighed.
Genstande, andre mennesker og én selv, kan således vokse eller krympe ved at man bygger til eller trækker fra, samtidig med at vores sprog mister eller vinder egenskaber til at udtrykke sig med. Det specifikke sprog kan tydeligt beskrive hvordan henholdsvis kasketten og manden ser ud, men det er dårligt til at forklare ingredienserne i hans personlighed og hans følelser.
Opfattelsen af at være forbundet med verden, er til gengæld forbundet med den gradvise ophævelse af dette stramme sprog, og det udvikler sig ikke til egoisme som man måske kunne tro. Jeg'et begynder at brede sig ud over sine ellers så præcist afstukne grænser, og integrerer omgivelserne i sin personlighed. Det vil sige at Jeg'et langsomt mister sin betydning som isoleret fænomen og kasketten bliver en del af Jeg'et. Det bliver således mindre og mindre vigtigt at tale om et isoleret jeg.
Det er heller ikke mere så vigtigt at jeg kan beskrive den smukke solnedgang for min nabo. Ved tabet af det præcist definerede, mister man evnen til at gribe fat i det oplevede via et kommunikerbart sprog. Man oplever og handler, og i stedet for at Jeg'et handler med andre Jeg'er og genstande, bliver handling til en uadskillelig interagerende sameksistens. Man vil begynde at forstå er der ikke findes noget udenfor ens opfattelse af virkeligheden, det er ganske enkelt umuligt at isolere et objekt fra dets beskuer - andet, naturligvis, end i sproget. Sondringen mellem mit og de andres Jeg'er ændre karakter.
Hvem er jeg? Svaret er afhængigt af hvordan spørgsmålet stilles, men et generelt svar kunne være at Jeg'et ikke er noget konstant, men en variabel form og at det isolerede Jeg kun er når det definerer sig selv. At man overhovedet kan spørge om hvad et Jeg er, hænger sammen med at man opfatter et isoleret Jeg og således samtidig former det. Jo fjernere man kommer et defineret Jeg, og derfor samtidig ophæver en moralsk spændetrøje, jo nærmere kommer man sin personlighed.
Beviset for, eller den præcise definition på, hvad Jeg'et er, eller på hvem en eventuel gud bag Jeg'et er, som den søgende søger, vil derfor altid blive formet efter valg af sprog. Det er kravet til bevisets karakter der bestemmer det det skal bevise.
Jeg kan bevise at solen står op og går ned med skiftende intervaller, men jeg kan ikke bevise at jeg synes at den er smuk. Jeg ved jeg synes det, men beviset må på grund af mit valg af sprog - den personligt oplevede solnedgang - begrænse sig til at overbevise mig selv.
Du kan ikke bevise at du elsker din hustru, om du så ridsede det ind i et træ. Det ville ikke bevise det for nogen, på samme måde som man kan bevise at to plus to er fire.
Et bevis er altså begrænset af sin definition på det det vil bevise. Signalet fra rummet er begrænset af den definition man har på et intelligent udsendt signal og så fremdeles. Beviset er derfor ikke endegyldig i nogen bred forstand, kun i en afgrænset forstand. Beviset bliver som et par briller man kan tage på og af.
Med uret på håndleddet vinder man en præcis tid, men man mister den personlige. Med en neurologisk definition på Jeg'et, vinder man en biologisk forklaring, men man mister en følelsesmæssig.

Et andet almindeligt spørgsmål kan derfor passende stilles her; Hvad er meningen med livet? Igen er det klart at for at få tilfredsstillet sit spørgsmål må man prædestinere svaret. På samme måde er det med et begreb som sandheden.
Rent teknisk, eller skulle man sige magisk, anskuet - den egentlige indgang til det religiøse - betyder det at når man med meningen og sandheden søger noget beviseligt og kommunikerbart, søger man ned på jorden, ned i den fælles virkeligheden, og når man søger noget personligt og emotionelt, søger man væk fra den fælles virkelighed.
At verden bliver mindre virkelig gør den ikke mindre rigtig, den transformeres blot i samme grad som vores parametre ændres. Man kunne således opstille en skala med grader af objektiv virkelighed, det vil sige grader af beviselighed. Jo mere beviseligt og måleligt, jo mere objektivt virkeligt, og jo mindre beviseligt og måleligt, jo mere subjektiv virkelighed. Meningen med livet kan findes på samtlige af skalaens punkter. Den er ikke rigtigere det ene sted end det andet sted, men den er forskellig.

Næste spørgsmål kunne så passende være hvad det religiøse sprog er. Hjernen er den neurologisk begrænsede definition på Jeg'et, der kan forklare bevidsthed inden for neurologiens idiomer og begrebsapparat, psykologien kan ligeledes beskrive fænomenet med sit fagsprog, men søger man den religiøst eller åndeligt betingede forklaring og medfølgende bevis, må man benytte sig af det religiøse sprog.
Det afgrænsede Jeg er altså opstået for at kunne kommunikere med andre Jeg'er, og for at kunne bevæge sig mellem andre genstande. Jo vagere en definition på Jeg'et vi vælger, jo mere forsvinder det præciserede Jeg, jo mere åndelighed er der og jo nærmere på en forståelse af Gud er vi. Jo nærmere er vi Gud.
Og hvorfor nu det? Jo, mange religiøse forstillinger omkring det åndelig i eller bag verden, er af animistisk eller panteistisk karakter. Bag alting er der et stykke ånd og samlet er denne ånd Gud. At være længst væk fra Gud vil derfor sige at være isoleret i en genstand blandt andre genstande - også kaldet virkeligheden - og at være ét med Gud vil sige at have opløst den adskillelse den specifikke og objektive sproglighed kræver, og som den personlige opfattelse af verden fører til.
Det religiøse sprog er således det sprog der opløser grænserne, og ser man på mysteriereligionernes indvielsesprocesser vil man hurtigt opdage at gennemgående syv trin, eller syv døre, skal passeres for at nå til himmels. Disse syv døre er så aflæggelsen af den verdslige objektive virkelighed, det materielle, eller det sprogligt koncise og målelige, da det er dette der har skabt verden. Hvad der har skabt verden må altså aflægges for at fjerne sig fra verden igen, og det religiøse sprog er redskabet til opnåelse af dette.

Her når vi så til vores nisse. At han ikke er sådan at ryste af sig, giver som ovenstående udredning antyder, visse problemer. Nissen er vores hverdagssprog, og når de føromtalte mindre seriøse studerende ud i de okkulte videnskaber sjældent opnår resultater, er det fordi de ikke evner at adskille dette fra det religiøse sprog. Det er en selvmodsigelse, eller en sproglig umulighed, at benytte det præcise sprog til at forklare det personlige og mere religiøse - det upræcise. Når det upræcise gøres præcist ved at forklares inden for veldefinerede parametre, gøres det præcist og mister derved sin upræcished. Et andet eksempel på dette kunne være forskellen på at tie og tale. Hvis jeg vil forklare andre at jeg tier, tier jeg ikke mere, og omvendt. De to er usammensmeltelige da de repræsenterer to forskellige tilstande. Det samme gør hverdagssproget og det religiøse, og man kan ikke bruge det ene på det andet, uden at kompromittere det ene når det andet skal forstå det.
Det er også her positivisten giver op. Et menneske har haft en overnaturlig oplevelse og positivisten afkræver naturligvis straks manden et bevis, ellers vil han ikke tro på det. Hvad han ikke ved er at beviset ville jage det overnaturlige væk alene fordi det tilhører en anden tilstand, et andet sprog.

Endelig kan vi behandle det sidste af de ofte stillede religiøse spørgsmål. Hvad er det evige liv? Det evige liv er eksistens abstraheret fra konkret tids- og rumopfattelse. Det siger næsten sig selv. Hvis det er evigt, kan det ikke bestå af tid som vi forstår tid - hvornår ville man kunne konstatere om det var evigt? Jeg har levet i fem tusind år, men dør næste morgen af lungebetændelse! Det evige er ikke tusind år eller en milliard for den sags skyld, det er når tiden ophører med at være lineær. Tid forstås som sondringen mellem kausale tidsafsnit, for eksempel nat og dag - det at noget er adskilt og afsluttet så vi kan tælle og måle det - samt ved lineær bevægelse - at det andet afsnit kommer efter det første og så fremdeles. Heri finder man også kausalitetens væsen, det at tingene følger hinanden og helst på det rigtige tidspunkt og i den rette orden. Tiden er stadig til stede når den orden ophører, den er blot ikke kausal længere, men evig fordi den ikke skal nogle bestemte steder. Cyklussen mellem liv og død ophører også, men igennem blandt andet kausalitetens død.
Liv hænger som bekendt sammen med død, og at tale om liv i forbindelse med det evige, giver derfor ingen mening. Det er igen et sprogligt og i sidste instans et erkendelsesmæssigt problem. Med vores veldefinerede hverdagssprog ophører livet når vi dør. Punktum. Kausaliteten er en af byggeklodserne i vores specifikke sprog og uden for vores præcise sprog, i de mindre veldefinerede og mindre kommunikerbare egne, og i de egne hvor tiden og rummet er blevet fleksibelt og personligt, får det evige større gyldighed.
Forestillingen om en himlen i det evige og en jord i det afmålte beror altså på sprog, og at rejse fra jorden til himlen beror på ændringen af det sprog. Vores nisse er den måde vi berør verden på ved at tale om den, den prædetermination der opstår når vi søger efter vores ring. Når prædeterminationen ændres, ændres verden, det vil sige den tilstand vi er i. Intet sted eller tilstand er mere eller mindre rigtigt, men ethvert sted er afhængigt af dets parametre og det krav beskueren stiller til det. Mennesket kan ikke adskilles fra verden og meningen med livet, og parametrene og kravene bliver derfor fleksible. Det faktum sætter beskueren, og dennes sproglighed, i en meget central rolle, en rolle der med den rette forståelse giver denne beskuer, dette menneske, en nøgle i hånden til at låse de syv døre op, de syv døre der fører til himlen.