Kvinden

En bekendt sagde engang, at den ultimative kvinde for ham havde en kvindekrop og en mandesjæl. Hvor tillokkende dette måtte virke (på ham), udviser det nogle umiddelbare problemer. Zeus stod overfor det modsatte problem, da den forenede mand og kvinde var for magtfulde, og han endte med at kløve dem i to, af frygt for at de i enhed kunne springe op i himlen.
   Hvad der har været samlet før og adskilt, kan samles igen, men et himmelske bryllup var ikke min vens pointe; han kunne bare ikke (som så mange andre mænd) fordrage kvinders mentalitet, men kunne samtidig ikke modstå deres krops attributter, og mente at have fundet, den lidet sympatiske, løsning nævnt i starten.
  Vi skal med udgangspunkt i dette, se på kvinden fra så mange perspektiver som nødvendigt, både for at restituere hende, ikke blot for hendes krops skyld (som indrømmet er vidunderlig i alle former; når den er formet af en skøn sjæl) men også, selvfølgelig, for at gøre den bekendtes udsagn til skamme.
   Vi kender alle til skrækhistorierne om kvinder. De er jaloux, forfængelige, pyntesyge, misundelige, selvmodsigende; eller som den danske socialdemokratiske politiker Steincke engang sagde; Modsig aldrig en kvinde. Hold en pause, - og hun modsiger sig selv. De er sladderhanke, løgnere, rænkespillere, utro, hævngerrige, ja dødelige.
   Det er naturligvis alt sammen sandt (!), men det er en sandhed med modifikationer. Med mindre kvinder ikke er blevet ødelagt af manipulerende forældre, af generel dårlig opvækst, af manglende kærlighed eller af voldtægt og undertrykkelse, har de den unikke egenskab, at være totalt hengivne overfor den mand de elsker.
   Hvis en kvinde elsker en mand, vil hun bære hans verden på sine skuldre, hun vil være hans verden, følge hans regler, virkeliggøre hans visioner, støtte hans projekter, stemme på ham, købe hans bøger, se hans film, købe hans produkter, passe hans børn, lave hans mad og være hans hede elskerinde, MEN …
   Til gengæld kræver hun nogle få, enkle ting.
   Freud sagde en gang, at det store spørgsmål han ikke havde formået at besvare var, hvad en kvinde ønsker sig. Svaret er (selvfølgelig) at blive elsket, og ikke mindst at manden skal SE hende. Det ligger i hendes natur, er essensen af hele hendes væsen, at hun og kun hun skal kunne trække mandens tanker ned på jorden og skabe en verden. Hun har fået nogle dertil specielt indrettede evner og attributter der gør, at selv den mest standhaftige munk, kan have svært ved at forsage hende.
   Hun er smuk i mange afskygninger, og kun grim, når hun ikke bliver elsket.
   Hun er mild, blid og elskværdig, men rummer et orkanisk temperament, når hun bliver svigtet.
   Hun er den hedeste elsker, hengiven, selvopofrende, fræk og pirrende tillokkende, men uhyggelig kold og fjern, melankolsk og uforståelig farlig, når hun ignoreres.
   Hun er trofast som en skødehund, venter i årevis på mandens hjemkomst, men bagtaler ham og er utro, hvis han har glemt hende.
   Hun arbejder i hjemmet, pynter det, som var det hende selv, men ofrer manden det ingen interesse og ignorerer hendes indsats, falmer hjemmet såvel som kvinden.
   Kvinder er med andre ord skønne i en mands beundrende øjne, og hun finder sig derfor i meget for at nå dertil. Eller som Coco Chanel sagde det; Skønheden behøver vi kvinder for at mænd skal kunne elske os, og dumheden for at vi skal kunne elske mændene.

Nu kunne man så give kvinden skylden for hendes usympatiske sider; Det bedste våben mod en kvinde er din hat, sagde skuespilleren John Barrymore engang, snup den og løb, men en sådan udtalelse nærmer sig det kvindeangste og misogyne, og det er nærliggende, at søge problemet hos de dvaske, ligeglade, barnerøve af nogle mænd, der glemmer hvorfor de har giftet sig.
   Kærligheden og forelskelsen er en gave fra Amor, men en dag skal han og hans pile videre, og pludselig skal manden selv ville sin kvinde. Når man elsker, skal man ville sin kærlighed, man skal ofre sig selv til hende, man skal ville hendes krop og sjæl, for ellers kan man ligeså godt forlade hende som en MAND, end at blive hængende for tryghedens skyld, af dovenskab, ugidelighed eller angst – strategisk.
   Du skal elske hende og blive, eller respekterer hende og forlade hende.

Kvinden er ikke dum. Der er faktisk mange mænd, der tror det, men de eneste idioter i den ligning er dem selv. De vil vågne op en morgen og forstå alle de ting, hun godt vidste men ikke sagde, alle de ting hun havde fået fortalt af veninder men ikke reagerede på. For hende blev valget foretaget, da hun sagde ja. Hun bliver ikke, fordi hun er doven eller strategisk, hun bliver fordi hun elsker dig – endnu!
   Når hun så bryder sammen, bliver hun anmassende. Hun vil vide hvorfor, eller hvorfor ikke. Hun vil vide, hvad der er galt med hende, hvad hun mangler. Hvorfor du ikke er der mere, hvorfor, hvorfor, hvorfor? Og manden værger sig, forklarer roligt, agiterer, forsvarer sig til sidst i knæ. Enten bryder han sammen og forsøger at vende tilbage, hvilket sjældent går, eller også undsiger han sig og hun smider ham ud.
   Det er en ynkelig forestilling, og min sympati er helt på kvindens side. Elsker man en kvinde, skal man give hende ALT, elsker man hende ikke, skal man give hende friheden, uanset om hun vil have den eller ej. For som Gustav Wied siger det; Kvinder er ubetinget det bedste, man har af den slags.
   Mange mænd tør ikke elske, de er drenge der aldrig kan finde en kvinde at hengive sig til. De søger og søger, men tør ikke når hun kommer, de opstiller regler og forbehold i deres forhold, alt sammen for at undgå at miste sig selv til kvinden.
   Den eneste de nogensinde vil elske er enten deres mor eller dem selv. Begge dele er en sørgelig erstatning for det kvindelige væsen, de kunne forene sig med og stige op, som vi så det i starten. Det kræver en mand at have en kvinde, at lede hende, at tæmme hende, at give sig selv til hende.

Historisk set har man også kunnet følge, hvordan mænd har forholdt sig til hende. Den første storkultur, egypternes, var mandlig. Osiris var den øverste gud. Han var konge over en verden uden død, evigheden, men han blev narret af misundelse og dræbt, og han var dermed den første der døde.
   Det er derfor fædre strides med sønner, når de kommer i puberteten. Faderen er giveren af love og mening, viden og erfaring, og sønnen udfordrer dette, fordi han ved, at han en dag skal overtage positionen. Denne ønsker faderen ikke umiddelbart at give afkald på, og her har vi forklaringen på alle den græske mytologi’s børne- og fadermord.
   Men af døden opstår som bekendt livet, og Isis, der elskede Osiris, der i mellemtiden er blevet delt i mange mindre dele, begyndte at lede efter ham. Hun fandt ikke uden dramatik hans lem (selvfølgelig!), og satte sig på det (den første dildo), og sammen fik de Horus, faderens hævner og ”konge over de to horisonter”, det mandlige og kvindelige. Cirkulationen var startet, en selvom Osiris atter blev samlet, vendte han tilbage til sin evighed.
  Kvinden derimod blev på jorden. Vi ser hendes forbund med årstiderne igennem hendes menstruation, men også ved at hendes rolle, som præstinde, nu var at hidkalde den mandlige ånd efter vinterens kulde og at føde deres afkom foråret. Men det var ikke nogen løs affære, de havde et bånd imellem sig, et bånd der gjorde, at hun ikke kunne leve uden hans ånd (det potentielle, ideale), og at han ikke kunne leve uden hendes jord (det reelle). Båndet blev også kaldt kærlighed.
   Set fra kvindens perspektiv, var der to veje; hendes higen efter den fysiske forening med manden (hans sæd), for at prokreere, og kvindens nysgerrighed og higen efter hans visdom, der fører hende til himmels. Det handler om at give eller at modtage. Nu kan nysgerrig være farlig, hvilket historierne om Eva og Pandora vidner om, men det er denne higen, sammen med lidenskab, der både nedkalder den mandlige ånd og som driver livets hjul rundt.
   Forfatteren Ambrose Bierce siger; Bare man dog kunne falde i en kvindes arme uden også at falde i hendes kløer. Manden søger kvinden, fordi hun forløser ham ved at virkeliggøre hans idé, men når han har givet året, trækker ånden sig ud igen, selvom hun holder fast med klørene. Helt slipper hun ham dog ikke, og som slangen der bider i sin egen hale opretholder de således livet.
   Det er en del af manden Pandora åbner, hun forløser nogle af hans hemmeligheder, men når disse mister deres plads, får de liv og betydning, de bliver fanget, grebet, bliver dødelige, og deres frigørelse fører til en ny alder med modgang og hårdt arbejde.
   Osiris havde trukket sig tilbage og var blevet potentiel. Den eneste vej ind til ham var igennem dødsriget, hvorigennem han skulle nedkaldes, hvilket nu var en religiøs handling, og hvem bedre til at forestå en sådan nedkaldelse end en hellig (altså en smuk og liderlig) kvinde.
   Denne gudinde var uopnåelig for ”almindelige” mænd, og et russiske ordsprog passer godt her; En kvinde er som en skygge. Følg hende, så flygter hun. Flygt, så følger hun dig.

I det senere Grækenland ser vi kvinden fra flere perspektiver. I Demeter er hun netop idéen omkring cirkulationen, her omkring kornets såning, spiring, blomstring, høst, død og genkomst, og det er tydeligt at se den mandlige guds rolle, netop som den transcendente (ikke-realiserede), potentielle gud, der kommer, der befrugter, blomstrer, tager bort, hviler sig og siden kommer igen.
   Men med tiden opstod der en angst for den voldsomhed hidkaldelsen af ånden, her Dionysos, bragte med sig. Denne angst ser vi især senere i romerriget med de berømte, berygtede kejsere. De mandlige magthavere var dog ikke som Osiris. På nær Cæsar og Augustus, der begge havde et højt ideal (et transcendent), excellerede kejserne i forfald. Kærlighed blev til voldtægt, teatrets gudespil blev til arenaens gladiatorkampe og kongens gavmildhed blev til kejserens erobringer.
   Pludselig var kvinden blevet til husmor uden stemmeret eller indflydelse. Hun blev nu beskrevet af romerske forfattere som værende evnesvag, det svage køn, infirmitas consilii manglede evne til at styre sit eget liv og levitas animi et overfladisk væsen.
   Målestokken gør forskellen. Hvis vi ser på samfundslagene eller kasterne, giver det mening. I Egypten var det præstekasten, altså guderne, der herskede. Hos sumererne var det kongerne, der stod i direkte forbindelse med guden. Men hos romerne var det soldaten, hvorfor vi ser, at religionen begynder at træde i baggrund. Når kvindens ”evner” vurderes, bliver det derfor i forhold til den mandlige styrke og lederevne, underforstået som soldaten, og her må hun melde pas på stort set alle fronter. Vi finder hende derfor i hjemmet, som prostitueret eller i templet.
   Forholdet mellem kvindens prostitution og hende pris, bliver her kommenteret af både en kvinde og en mand; Dolly Parton sagde engang; Du ville blive forbavset over, hvor meget det koster at se så billig ud, hvor Guy de Maupassant skrev; De kvinder, der ikke er til salg, koster mest.
   Nu er det kvindens idé, der er blevet potentiel. Hendes egenskaber ignoreres, og hendes idé bag landbruget bliver til et kultspil med en nødvendig indvielse for forståelsen. Til sidst adskilles hun og landbruget, og hendes rolle bliver rent kultisk.
   Men for at vende tilbage til forståelsen, virkeligheden, må man igennem hendes port igennem hendes død.
   I romerriget lod soldaten sig dog ikke lokke. Han var trofast og han parerede ordrer uden at tænke; den såkaldte kadaverdisciplin.
   Hermed var hendes nedtur forseglet. I hendes hellige rolle huskes hun som nonnen, men hendes egentlige rolle som helligt væsen, er igennem hendes seksualitet, der i den grad nedgøres efterhånden som kristendommen træder ind på scenen.
   Denne religion er opstået netop som et modspil til hendes lokkerier, og da kejser Konstantin underskrev sin pagt med den voksende skare af kristne, underskrev han samtidig kvindens dødsdom.
   I tiden efter blev hun som bekendt forfulgt som heksen, både fordi hun lokkede manden til sex, og fordi hun inspirerede til trolddom og magi, levnene efter de religiøse kulturer, interaktionen med naturen, hvor hun som tidligere beskrevet havde været forgudet for sine evner.
   Det er ikke overraskende i dette perspektiv, at middelalderen blev anset for at være mørk, fordi kvinden jo ultimativt set er naturen og dens frugtbarhed. Verden var blevet gold, og kejsere og konger styrede med jerngreb i hård konkurrence med paver og præster. Magt og indflydelse var noget man enten købte eller stjal, og vi skal først op i renæssancen i 1500-tallet før vi ser en forbedring.
   Den var en genfødsel af antikkens idealer inden for kunsten, hvor humanismen var det inden for litteraturen, og begge bragte mennesket tilbage som det centrale, underforstået spillet mellem det mandlige og kvindelige, cirkulationens natur, hedenskaben.
   Kunsten spirer frem, og kunstinteressen er netop en usagt, ubevidst søgen tilbage til religiøsiteten igennem kvinden. I kunsten hengiver vi os, opløftes, glemmer, vi søger den tabte, ubeskrevne mening, som den hårde, kristne soldater-realisme ikke kunne tilfredsstille.
   Den nye tid fandt også plads til frivolitet, og da kvinden igen begyndte at blive beundret, så nogen dette som indgangen til helvede. En sådan frivolitet, menneskelighed og religiøs søgen kunne ikke ånde uforstyrret. Katolicismen havde stadig et stærkt greb om magten i hele Europa, og den havde ikke tænkt sig sådan lige at give slip. Religionskrigene, som trediveårskrigen, den engelske borgerkrig og den franske krig mod huguenotterner, florerede og den hårde realisme vendte tilbage.
   Kvinden blev sekundær igen, og når vi møder hende verdenshistorisk som Elisabeth i England, som Marie Stuart i Skotland eller som Maria Theresia i Østrig er hun blevet til en mand.
   Kulden efter varmen afføder nye kapitler i filosofien med Descartes og Spinoza. Descartes var matematiker og søgte i sin filosofi derfor sikker viden, religionens modsætning, fordi det var en målelig viden, overfor en emotionel, seksuel og åndelig viden, en modsætning der måske ses tydeligst hos Spinoza, der vendte ortodoksien ryggen, altså hans jødiske folks tradition. Hans udgangspunkt var ligeledes matematikken og idealet klar, beregnelig viden!
      Igen beskuer de naturen og forholder sig til hende. Filosofferne vil forstå hendes grunde og årsager, men hun skjuler dem godt. De prøver på at gribe hende, at afsløre hende, men så snart de griber, mister de hendes egentlige mening.
   Da filosofferne ikke er religiøse mennesker, og derfor ikke går til sagen med hjertet og drifterne, må de vælge andre briller at anskue hende med, og videnskaben opstod heraf, og igennem alkymien og astronomien, som et erstatningsmiddel til sandhedssøgning.
   Oplysningstiden ville se realiteterne i øjnene, men mens det på den ene side betød videnskabens dissektion og mistro til religionen, åbnede det på den anden side en fascination af naturen, og der var nu atter åbnet en vej til kvindens genkomst. Det er blandt andet igennem Rousseau, at vi møder denne glæde og tiltrækning, der naturligvis kun kunne accepteres, fordi den var rettet mod naturens grønne og ikke dens fundament, nemlig kvinden.
   Endelig kommer vi til romantikken, der forguder kvinden, besynger hende, drømmer om hende, men også igennem en realisme på den måde forstået, at hun forgudes som uopnåelig. Romantikken drømte netop om hende, men, som hos Wagner, nås hun sjældent, og indfanges hun, er kærligheden umulig og døden den eneste vej ud. Det er igen religiøsitet, fordi den implicerer døden som sin realisator.
   Som endnu er modreaktion ses 1800-tallets victorianisme, hvor kvinden meget beskrivende måtte skjule sine egenskaber og attributter, som lå de under jorden!
   Hendes seksualitet var tabu, det var hendes skyld, at mænd var deres koner utro og at de i det hele taget fik lyster ud over det ”normale” eller med Strindbergs ord; Desværre fastsætter loven ingen straf for kvinder, der forfører mænd. Og hun blev derfor holdt i bur, bogstaveligt talt, men også af regler for anstændighed og af enorme rober og krinoliner.

Det endelige brud med fordommene kom først i 1960’erne og 70’erne hvor emancipationen blomstrede, men hvor frigørelsen kvindeligt og seksuelt hurtigt fortsatte over i den modsatte grøft. Man handlede impulsivt og derfor ofte i blinde, fordi ethvert bånd til den religiøse forståelse var forsvundet. Det blev til seksualitet for seksualitetens skyld, for menneskets egen skyld og ikke for kærlighedens bånds skyld.
   Således er vi nået til nutiden. Hvordan ser kvinden og især hendes position og anseelse i samfundet ud i dag? De mest populære kvinder, er med min bekendtes citat fra starten, dem der opfører sig som en af drengene, som man kan snakke med, pjatte med, drikke med og så knepper senere på aftenen (hvorefter man selvfølgelig fortsætter med at drikke).
   Så er der den selvrealiserende kvinde, der igen blot ønsker at blive set, og det kan gå frygteligt galt før det går godt, hvis det går godt. De finder ud af, at de var dronninger i tidligere liv, de sætter kvinden på en piedestal og kaster manden i mudderet og sviner ham til, de bliver til kunstnere, forfattere og direktører, de mediterer og ligger med krystaller for at finde den indre glød og tiltrækning, de spiser underlige fødevarer og drikker uhyrlige væsker for at blive smukkere, og hvem var det der sagde at; Min kone havde muddermaske på i fem dage. Først var hun vitterligt blevet smukkere, men så faldt masken af.
   Der er også kvinder som har fundet en styrke, som tør vise deres seksualitet, og som går deres egne veje, uanset hvad andre siger, men de er stadig få. De fleste piger og kvinder prøver stadig at gøre deres far, eller mand glad, og taber sig selv i processen. Og som så mange gange før i historien, står hun standby!
   Hun er gået fra at være en guddommelig del af helheden, som yin i yang, til at være en egoistisk mand. Hvor gik det galt?
   Som manden kan være det højeste, mest guddommelige og ridderlige, er han oftest egoistisk og doven, hvilket har gjort, at i stedet for at dyrke jorden (kvinden) som en elsker, vil han beherske hende, ikke i et kærligt, dominerende forhold, men på samme som han prøver at beherske naturen ved at rette åer ud, fælde skove, lave landeveje, bygge højhuse og slå græsplæner (til golf).
  Og kvinden selv? Ivrig efter at blive elsket og accepteret af manden, følger hun trop. På den ene side spiller hun mand, mens hun på den anden side kæmper for sin liberation, der betyder at mænd og kvinder skal have lige rettigheder, altså at hun bliver som manden! Vi er ad omveje nået til manden og kvindens forening, ikke i kærligt bånd, men ved at udligne deres særegenheder, deres dyder, deres styrker. Vi glemmer, at der må og skal være afgørende forskel på os. Vi må repræsentere de to dikotome sider af helheden, for at vi netop igennem delene kan forenes, ikke bare som to brikker, der passer ind i hinanden, men som to adskilte personer, der slipper deres egoers behov og hengiver sig til hinanden, slynger sig ind i hinanden; kærlighed er at afgive kontrollen over sig selv, og at nedbryde grænsen til den del, der vil gøre, ikke dig selv, men jer begge hele sammen.

Kvinde du hyldes, også for dine til tider usympatiske handlinger, da de altid skyldes, at manden ikke forstår dig. Kvinde du hyldes!

 

©   Mikkel Starup  2008