Religionsangst og adrenalindrift

Religionen og menneskets tro har trange kår. Fra den egyptiske kultur og op igennem antikken, hvor samfundet fundamentalt var religiøst, er det siden hen gået jævnt ned af bakke. Fundamentalistiske muslimer der dræber uskyldige mennesker i Allahs navn, vores hendøende danske folkekirkes åndløshed, pædofile katolske præster og internationale kulter der rekrutterer og hjernevasker naive sandhedssøgende har fra hver deres side sat religionen i et mildest talt uheldigt lys. Ydermere har videnskaben igennem oplysningstiden prikket hul på en del illusioner, som for eksempel at der ingen guder sad bag himlens firmament og at "naturkræfterne" kunne henføres til naturens processer, og for mennesker uden en religiøs forståelse eller erfaring, har dette ekskluderet religionen endegyldigt.
Til trods for dette er der alligevel talrige mennesker der vil betegne sig som religiøse og i hvis hverdag religionen har en central plads. For at forstå dette og i særdeleshed for at forstå hvad religion er, må vi kort gennemgå menneskets forhold til det religiøse igennem tiderne.
Det er en udbredt forestilling at naturfolk, i mangel på bedre og mere videnskabelige modeller, samt motiveret af angst for naturens kræfter, forklarer umiddelbart uforståelige fænomener ved hjælp af mytologien og dens guders interaktioner - heraf betegnelsen primitive. Men den forestilling forudsætter at urmennesket først har været areligiøst og så siden "opfandt" religionen. Hvis man anskuer menneskeracens historie, vil man tværtimod se at det er gået den anden vej. Mennesket var først religiøst og har så siden hen mistet sit forbund med guderne.
I tidernes morgen vandrede vi side om side med vores skabere, vi var ganske enkelt i familie med dem, som vi blandt andet ser det i den græske mytologi. En sådan tilværelses eksistensberettigelse lå hos guderne, lige såvel som barnets ligger hos sine forældre. Men menneskenes genstridighed, det vil sige deres vilje til at gå egne veje, skilte langsomt de to, og en verden opstod hvor menneskene levede for sig selv.
Denne adskillelse indførte så to begreber; synd og religion. Synden var den genstridighed der havde forårsaget splittelsen og som gnosticismen senere hen forbandt med åndens "fængsling" i kødet. Vores forfædrende guder havde givet deres børn en skæbne med, en pant i det åndelige, men menneskene ville selv, de spiste af æblet og fik viden om valget mellem godt og ondt. Det gode var den åndelige skæbne, mens det onde var menneskets jordiske vilje der trak ånden ned på jorden hvilket fik den til at føle sig fanget, eller som Jahve siger det i Biblen; "Min ånd skal ikke blive i menneskene for evigt, eftersom de jo er kød".
Religio betyder at forbinde og religionen blev vejen tilbage, befrielsen ved at slippe kødet, og det er her vi møder de første kulturer, Egypten og Mesopotamien - religionen i sin ungdom.
Samfund før disse anses for barbariske, men igennem myterne finder man hurtigt at det var guderne også. De dræbte, forstenede, nedkastede og druknede for et godt ord, og var efter vores målestok ofte amoralske i deres handlen. Selv jødernes Jahve hævnede og nedslagtede fjender og ser vi på naturen er den ligeledes uforsonlig hård og ganske uciviliseret. Guddommelig handlinger som skabelse, liv og død er barbariske.
Desværre kan vi ikke undvære gudernes barbariske indflydelse, for det er herfra livet udstrømmer og skærer vi den religiøse forbindelse over, giver vi os selv det hvide snit. Vi har gudernes levevis med i vores genmasse, og vi er derfor guderne nærmest i vores lidenskaber, hvor vores kærlighed til en ting eller et andet menneske kan få os til at tilsidesætte andre. Som guderne bliver vi vilde og ustyrlige, hver gang ånden kommer over os, som da disciplene blev besat af Helligånden i pinsen, med civilisationens opståen og udvikling, fjernede vi os fra dette vores guddommelige ophav ved at modificere lidenskaberne.
I vores videre verdenshistorie tabte den nyopstående kristne kirke sin uskyld i magtbegær og prisen var at ånden forsvandt. Præsterne, der ikke længere blev udvalgt af guden selv - som visionære, mistede deres evne til at indvie og forene mennesket med guden. Man begyndte at tolke biblens ord hvilket selvfølgelig kun kunne lade sig gøre fordi ingen kommunikerede med Guden mere. Den kristne idé forsvandt og menigmands forhold til religionen blev langsomt reduceret til håb og drømme.
Fra en tilværelse fuld af "mening", ånd og liv, som den religiøse var det for grækeren, stod man nu med en tom fornemmelse, og længslen mod disse åndrige tider affødte romantikken.
Med den senere alternative bevægelse er der opstået en blind søgen i alle retninger mod noget eksotisk og enkelt. Alt er "spændende", men intet er helligt. I det moderne samfund har man ikke tid til fordybelse og man tager derfor lidt af det hele i stedet for meget af det ene. Det er nemt, men jo nemmere det er, jo mindre betydning har det som regel også.
Vi bliver trukket mod det religiøse igennem det lidenskabelige, og lokkes uden at slippe hverdagens moral. Men det er som at have en løve i sig og opføre sig som et æsel. Religion er bestemt også moral, men den er løvens moral, hvor æslets er angst. I dag er vi er angst fordi vi har mistet vores rødder, og den angst kan man genkende i vores forhold til religionen, og således er vi tilbage til starten.
Vores samfund bliver igennem terrorisme og rekrutterende kulter konfronteret med voldsomme sider af påstået religiøsitet. Hvis dette vitterligt er religion skræmmer det os, og hvis det ikke er, giver det os et forkert billede fordi vi tror at det er religion. Men hvem er disse ekstremister?
Fundamentalister dræber i Allahs navn. For de fleste er det en vederstyggelighed, men ser vi det fra palæstinensernes synspunkt minder deres situation om vores egen under anden verdenskrig. De ser jøderne som en besættelsesmagt som vi så tyskerne, de placerer bomber så mennesker fra denne besættelsesmagt og de selv dræbes, og modstandsbevægelsen detonerede bomber så tyskere og nogen gange de selv blev dræbt. Danskerne blev til helte herhjemme, mens vi opfatter palæstinenserne som vanvittige psykopater!?
Så er der den danske folkekirke der lider under det fænomen at man ikke kan sammenblande sin egen hjemmestrikkede moral med Gudens. Kristus siger at man ikke skal eje noget, Kristus forlader og ignorerer sin familie, Kristus bliver oprørt over profitvinding og Kristus siger man skal vende den anden kind til. Det er skrappe sager som folkekirken på listig vis har ignoreret, for ingen præster kan vist bryste sig af at følge alle de forskrifter, endsige én af dem. Men tager man ikke sit kors og følger Kristus som han siger, er man ikke hans discipel. Derfor er folkekirken død.
De pædofile præster har blot understreget at embedet består af ganske "almindelige" mennesker. De er ikke på nogen måde udvalgt af guden som visionære, de er tvivlere og håbefulde søgende som alle andre og når det ikke mere er guden der udvælger dem, kan alle blive "guds tjenere", inklusive pædofile.
Organisationerne som Moon og scientology taler for sig selv. I det øjeblik et religiøst center bygger på inkassering af medlemmernes formuer, må alt andet komme i anden række. Man er det man dyrker.
Endelig er der videnskaben, men hvad er det egentlig den har gjort. Jeg påstår at det er Thor der kører i sin kærrer hen over himlen når det tordner, mens en videnskabsmand modargumenter at det er regndråber der slås itu af opstigende varme og fugt hvorved der opstår positive og negative udladninger. Har det egentlig ændret så meget? Hvor mange mennesker forstår virkelig hvad der sker rent videnskabeligt? Vi har bare accepteret at videnskaben nok har ret og erstatter én forklaring med en anden. Dette er alle videnskabers styrke og begrænsning; de kan kun forklare verden indenfor egne parametre. Videnskaben er derfor én verden, mens religionen er en anden.
Det er disse organisationer og disse handlinger lægmanden forbinder med religion, og der er derfor ikke noget at sige til at den har trange kår, men når det kommer til stykket er de fleste mennesker religiøse uden at de er klar over det. Som vi har set det er vores slægtskab bevaret i vores lidenskab, men vi finder inspirationen til religiøsitet flere steder.
Religiøsitet er hengivelse til det rige vi alle bærer i os, eller som Jesus sagde det "… riget er i jeres indre og for jeres øjne". Man behøver altså ikke at gå i kirke eller blive medlem af en kult for at være religiøs og som vi har set det i Ny Testamente, kunne ånden dale ned i mennesket de underligste steder.
Den religiøse oplevelse kan defineres som noget ud over hverdagstilstanden, og man kan derfor anskue alt der trækker én ud af denne, som motiveret af ånd. Driften mod grænseoverskridende handlinger som rutschebaneturen, ekstreme sportsgrene, eksperimenterende sex og det fobiske fremkalder adrenalin og giver os til trods for den blandede fornøjelse, ofte lyst til at gøre det igen.
En mere vedvarende religiøsitet starter som regel som en fornemmelse af en tilstedeværelse - man samtaler eksempelvis med sin samvittighed. Det kan udvikle sig til et personligt forhold, men selvfølgelig ikke uden at man hengiver sig til denne skæbne. Lader vi lidenskaben gribe os, som disciplene gjorde det, føler vi os levende fordi vi har nedkaldt ånd i os. Ånden er overalt, i alt, og vi kan gribe den igennem alt, hvor og hvornår den kalder på os, og bygge bro mellem jorden og himlen. Der vil religionen altid leve.