Det hellige intet

Jeg tror det var en af Venstres unge spydspidser, der i en debat på DR2 udsagde, at han var da ligeglad med hvorfor selvmordsbombere gjorde hvad de gjorde. Selve handlingen var ham vederstyggelig og deres motiver gjorde derfor ingen forskel!
Det må være sådanne udsagn, der skaber krig. For hvor står vi, når vi ikke længere gider høre på vores modstanderes argumenter? Det er også det, der gør en krig meningsløs. Det bliver fjendens sidste handling, der afføder et modtræk, og det modtræk der afføder fjendens modtræk.
På samme måde er en konflikt opstået grundet nogle tegninger, som alle har travlt med at bede om undskyldninger for og med at undskylde for. Alligevel syntes det ikke at være nok.
Man glemmer kernen, nemlig at muslimer ikke vil have, at man gengiver deres profet Muhammed på billeder. Det er jo på sin vis et ret enkelt ønske, som man skulle tro selv Jyllandsposten kunne forstå. På samme måde viser man ikke nøgenbilleder af Dronning Margrethe (hvis sådanne altså fandtes), det ville være majestætsfornærmelse og man ville foruden bøder og hæfte, risikere at få hele den danske befolkning på nakken. Og hvem har lyst til det? I stedet viser man billeder af en profet og fornærmer hele den muslimske verden. Men det være hvad det er ubegavet og ondskabsfuldt. Nu har man så travl med at undskylde, men skulle i stedet prøve at sætte sig ind i fornærmelsens karakter og forstå hvorfor de er blevet fornærmede.

Hvad kan idéen være med ikke at ville gengive sin gud? Vi forstår måske, at man bliver fornærmet over nedsættende og komiske gengivelser, da de tydeligvis er ment som en provokation, men hvad med de respektfulde?
Vi forstår det ikke, og måske er det ikke så underlig. Majoriteten af vores informationer gengives i billedform og tale, i de fleste tilfælde vel fordi det er langt det nemmeste medie for mennesket at fordøje. Dette sker så på bekostning af fordybelse, da formålet som regel er at vække en interesse for enten at købe et produkt eller blive på kanalen.
Men hvad er det vi billedliggører? Man har en idé og bringer den på en eller anden måde ud i verden. Det kan være som en genstand man bygger, en bog man skriver eller et tv-program man laver. At inkarnerer sådanne gør ingen skade på selve idéen, men der er visse tanker, der kun kan tabe ved at omformes til billeder.
Vi kender alle eksemplet med den store kærlighed. Skulle man gengive denne som et billede, ville den miste sin intensitet, sine følelser såvel som sit formål. Men hvorfor?
Forholdet mellem menneske og Gud har altid beroet på en sådan kærlighed. Vi ser det i alle religioner; jo mere man hengiver sig til sin gud, jo større er chancerne for, at han besøger én, hvilket viser sig som varme, lys, forståelse eller sågar som en vision. En sådan besættelse så man hos Jesu disciple i påsken. Guds ånd kom over dem og de talte med fremmede tunger.
Mennesket bliver ekstatisk, og bevæger sig langt væk fra hverdagens fornuft, men det er også det nærmeste man som regel kommer en beskrivelse af sådanne oplevelser, for vender fornuften og den verdslige logik tilbage, forsvinder ånden, og man kan derfor tale om en vis uforenelighed de to imellem. Visionen er imellem mennesket og guden, mens billedliggørelsen er en objektivering. Man kunne også sige, at ånden var den føromtalte kærlighed, mens beskrivelsen eller billedliggørelsen af samme skyldes rationel tænkning i sproglige og derfor objektive baner.
At forholde sig til en følelse ved at gengive den for andre, er at omforme den, eller i religiøse forhold; at give noget uformeligt form.
Det blasfemiske ved en sådan transformation er ikke noget ukendt fænomen. Hele vores vestlige kultur bygger på en kristen indflydelse, det vil sige det ny testamente, men så sandelig også det gamle. De ti bud ligger et eller andet sted til grund for vores egen lovgivning, er her står der klart og tydeligt i det andet bud, at; Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himlen og sågar eller nede på jorden eller i vandet under jorden.
Årsagerne var de samme som hos muslimerne, men alligevel valgte man ved konciliet i Nicæa år 787 at tillade gengivelser af det hellige og af Herren selv.
En af grundene hertil var, at dele af befolkningen ikke kunne læse, og da man gerne ville have udbredt budskabet, hjalp det betydeligt med nogle billeder, så alle kunne følge med.
Man kan så spørge sig selv om Gud kom nærmere ved at vi tegnede ham, og svaret kunne findes i dag, hvor religionen har sin måske største krise nogensinde. Det er nok mere nærliggende at Gud blev distanceret herved. Som visse begreber og handlinger kan vinde ved at visualiseres, kan andre forringes, profaneres og miste deres indhold.
Et andet aspekt er menneskets indlæsning. Når vi skal ud og rejse, og bladrer igennem kataloget med de mange rejsemål, lader vi os ikke lokke så meget af beskrivelserne som af billederne; det hvide sand, de skyggegivende palmer og den lille hytte ved vandkanten. Men det er ikke billedet i sig selv der lokker, det er de associationer vi får, når vi ser på det, der sælger rejsen.
På samme måde er det den sultne pige med sin tomme madskål, der vækker vores medynk og dårlige samvittighed, så vi giver et bidrag til Røde Kors.
Billeder giver altså associationer, gode som dårlige, men hvad så med de religiøse?
Som vi så, giver et middelmådigt udført billede af for eksempel Muhammed, eller billeder der direkte provokerer, karikerer eller latterliggører, tilsvarende dårlige associationer. Kunne man så ikke lave et billede, der viste manden som en helt, et ophøjet menneske eller en gud?
Problemet med associationer er, at de er vidt forskellige. Hvad en tegner kunne gengive som et heroisk ansigtsudtryk, kunne en anden aflæse som komisk, og der har vi balladen. Vi ser ikke det samme, når vi kigger på et billede. Ved derfor at afholde sig fra at udskære sig billeder af det hellige, forbliver det helligt.
Så er der den rent mystiske tilgang. Tager vi de jødiske kabbalister, altså rabbinere der aflæste Biblen som en vejviser op til Gud, anså de det højeste trin keter for at være den endnu immaterielle og uendelige Gud også kaldet ain, intet.
Igennem hans skaberakt, steg han ned i forskellige trin, der gav verden sine dimensioner, sin masse og sin form. Det var en transformation fra noget uhåndgribeligt til noget håndgribeligt, og flere religioner, som for eksempel den kristne, har set denne nedstigning som et fald, et fald fra noget helligt til noget mindre helligt. Eller sagt med andre ord; når noget æterisk inkarneres, gøres det objektivt og profant.
Den proces det er at give form og dimensioner, er altså en proces fra det æteriske eller åndelige til det fysiske. Når man derfor tegner et billede, der jo må siges at bestå af dimensioner og forestillingen om masse og form, må dette stå nede under denne proces, fordi det er en del af processen når en idé bliver fysisk.
Kærligheden vil altid være stærkest, når den lever i sin oprindeligste frie form, nemlig som den æteriske tiltrækning mellem en mand og en kvinde, eller en gud og mennesket.

Man skulle i stedet for at sige undskyld for tegningerne i en avis, der blot kæmper for at overleve internettets massive fremmarch og derfor prøver at overgå Ekstra Bladet i blasfemi, stille sig op og berette om, at man forstår hvorfor Muhammed er hellig og hvorfor han ikke skal gengives. Det ville være en respektfuld handling.
I stedet dækker man sig under påberåbelse af ytringsfriheden!
Medfører denne at man kan sige og trykke hvad man vil?