Spøgelser og generaliseringer

Der er dukket to spøgelser op i vesten. Spøgelser fordi de ofte har spøgt i vores historie, men også fordi de ikke altid har turdet stå åbenlyst frem. Fremmedhadet og religionsangsten. Især fremmedhadet har haft det bedst i mørke kroge og det af flere grunde. Når det ikke kommer frem i lyset kan det ikke angribes direkte, og samtidig kan det stå tæt ved de politiske beslutningstagningers epicentrum og iagttage uden at blande sig direkte. En anden grund til denne dulgte tilværelse var at humanismen var oppe i tiden og at et åbenlyst had derfor hurtigt ville møde massiv modstand – offentligt i hvert fald. Endelig har man ikke ment at der har været nogen bæredygtige argumenter for racismen.
Det vil sige indtil for nyligt.
Hvis man lukker grænserne for indvandrere på grund af dårlig økonomi, pladsmangel eller andre lignende grunde, er det ikke racisme, men rationelle argumenter. Men vil man ikke have flere ind fordi man ganske enkelt ikke kan lide dem, er det racisme, og de eneste grunde hertil er had og frygt, eller isolationisme. De to første mærkater er der vel ingen der umiddelbart ønsker at give sig selv, mens isolationismen ikke er populær i disse centralistiske tider, og derfor heller ikke noget man skilter med.
Hvis en befolkning vil være racistiske og alle er enige om det, må de vel have lov til det, men er et land og dets befolkning åbenlyst imod racismen, bliver det problematisk hvis man alligevel lukker racismen ind af bagvejen. Men hvordan ser den ud?
Racisme er generalisering. Man kan finde et vist belæg for at hade et menneske der har dræbt ens elskede eller ven, men at hade naboen ligeså meget bare fordi vedkommende nu engang bor ved siden af, eller at hade morderens landsmænd fordi de bor i samme land eller har samme hudfarve, er racisme.
Racismen ville derfor have svære kår hvis vi ikke kunne se forskel på hinanden. Men var vi alle sorte eller hvide, skulle racisterne nok finde andre grunde. Er det ikke hudfarven der er rigtig, er det tøjet man går i, det sted man bor, eller de meninger man har – det er lige meget. Når racismen skyldes frygt, eller den mere irrationelle angst, skal den blot have et ansigt så den ikke eksploderer i ens eget.
De fleste kan godt se det forrygte i den generaliserende racisme, netop fordi man blinder sig selv ved at hade noget der intet har med sagen at gøre, men med attentatet og i særdeleshed med de efterdønninger der er kommet, syntes flere af argumenterne pludselig at være gangbare. Det er i orden at have frygt for nu er den pludselig velbegrundet. Tænk hvis det skete hos os. Det er i orden at hade fordi det var så afskyvækkende en handling, og det er i orden at vi isolerer os for at holde ondet ude. Hvad der for kort tid siden var uhørt, er blevet til god tone.
Ydermere er frygten for religion, eller den fanatiske religion, vokset. Det er frygten for hvad den fanatiske kan finde på at gøre i sin guds navn. En hær der kommer løbende med våbnene fremme kan man skyde ned og så ryste på hovedet bag efter, men en hær man ikke ved hvor kommer fra eller hvad kan finde på, er meget farligere og mere uoverskuelig – eller skulle man sige meget stærkere.
Men frygten er også for det irrationelle ved religionen. Vi kan ikke måle og veje den eller dens ingredienser – troen, kærligheden og hengivelsen, og det er derfor det nemmeste af afskrive den. Igen har terrorhandlingen givet os en grund til angst. Hvis religion kan få et menneske til dette og religion kan føre til krig, er religion et onde. Men det kan politik også! Er politik så også et onde? Spørgsmålet er forkert og pludselig bliver religionsangsten generaliserende. For alt kan føre til krig og det har ikke noget specifikt med idéen religion at gøre. Problemet opstår når vi absolut alle sammen skal være i samme båd. Vi centraliserer og prøver at udbrede vestens goder – OG moral, men det er ikke alle der vil have den, og de må så blive til de onde der bruger desperate og umenneskelige metoder for at være sig selv.
Det er angsten der generaliserer. Frygt har man for en mand der står med en pistol foran én, men angst har man selv om der ikke står nogen. Angsten stammer andre steder fra og bliver derfor irrationel hvis man eksponerer den i andre sammenhænge – og så bliver den farlig. Ligeså farlig som terrorister i passagerfly!

Det kan således ende med en større krig end vi (læs amerikanerne) har bestil. En ting er at bekæmpe terrorisme for at redde vores liv, en anden er det af angsten opståede fremmedhad der kan føre til en helt anden og noget mere modbydelig krig.
Vi er bange for krig, ja, de fleste er helt og aldeles imod krig i enhver form, men som skribenten af Prædikerens Bog i Biblen siger, der er en tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. Man viser sin kærlighed ved at forsvare det man elsker, men man opbygger og vedligeholder også samfundet og dets konstitution, eller idé, ved hele tiden, igennem sine handlinger at tydeliggøre dets standpunkter. En stærk stat må have en stærk moral, men for at en stærk moral kan opretholde sin styrke, må den være parat til at forsvare sig og sine standpunkter, og det kan føre til krig.
Det er det nærmeste man kommer definitionen på en nødvendig krig. Men krigen der opstår igennem angstens generaliseringer er den absolut unødvendige og nederdrægtige krig, og den er tættere på end man lige skulle tro. Man må huske på at krige kan udkæmpes på mange måder, med mange forskellige soldater og på mange forskellige kamppladser. Radikale synspunkter kan som sagt også komme ind ad bagdøren og blive præsenteret på en indbydende måde, og man undgår derfor helt en debat om emnet. Nogen politikere bruger denne strategi. Nogen af dem vejre i disse tider morgenluft, mens andre lader sig påvirke eller inspirere af stemningen i befolkningen og så er vi tilbage i starten. Frygten, hadet og isolationismen er kommet på dagsordenen, først som antydninger der dog hurtigt kan vokse til racisme i forklædning.
Den såkaldte Indre Svindehund der har fundet sin plads på torve rundt om i landet, burde måske have været en smilende politiker der rækker hånden venligt frem! Flere forfattere og politikere har tidligere og mange gange advaret mod denne tendens, men nu syntes den at stå for vores hoveddør og banke på. Om vi vil lukke den ind, er helt op til os, og for en gang skyld betyder det virkelig noget hvor vi sætter vores kryds næste gang. For ud over alle de sædvanlige stridspunkter, igennem hvilke det til tider kan være ret svært at adskille partierne, skal vi også stemme om vores lands moralske tilstand, og dermed netop tydeliggøre dets habitus og besejle dets videre skæbne. Der er ingen tvivl om at partierne vil blive nødt til at vise flaget på udlændingeområdet, men hvor tydeligt gør de det. Lader vi angsten, hadet eller andre følelser råde når vi skal stemme, er der ingen tvivl om hvor vi vil lande. Det er en rullende snebold at lukke op for det skjulte fremmedhad, og de er som bekendt næsten umulige at stoppe igen sådan nogen.

Et tredje farligt spøgelse der er dukket op, er den autoritet og det mandat politikerne har givet sig selv i situationen. Sidst jeg så efter levede vi i et demokrati, et tilstræbt om ikke andet, og et demokrati er uanset hvordan man vender og drejer det, et folkestyre hvor politikerne er folkets tjenere.
Idealet er at beslutningstagerne er identiske med, eller i hvert fald tæt på, de mennesker beslutningerne påvirker, men det ideal har fået alvorlige buler i lakken med disse tiders centraliserende sværmerier. Centralisering er i det hele taget ikke noget særlig demokratisk ord, det der centraliseres er nemlig beslutningstagningen, og den er kommet langt væk fra dem den påvirker.
Det kan man så mene om hvad man vil, men når politikerne ikke kan videregive bevisbyrden omkring Osama bin Laden til Talibanstyret eller til os andre, vel at mærke den bevisbyrde der skal retfærdiggøre krigen i Afghanistan, er det endnu et søm i demokratiets kiste.
Hvis det var amerikanernes egen krig, var det måske en anden sag, nemlig deres, men da vores egne soldater kan risikere at komme i krig, har det bestemt relevans.
Skal vores soldater gå moralsk blinde i krig? Hvis jeg skulle slås imod nogen ville jeg gerne være sikker på at min fjende virkelig var min fjende, og det ville ikke være nok at Poul Nyrup forsikrede mig om det. Krigen i Afghanistan ender muligvis hurtigt, og der bliver sikkert ikke brug for vores hjælp, men så længe muligheden er til stede, må moralen omkring krigens bevæggrunde være i orden.
Man forstår amerikanernes frygt og vrede i situationen, men det kan være sværere at acceptere deres krav om andre landes sympatierklæringer. Hvor amerikansk! Er i med os eller imod os?! Det de egentlig gjorde, var at trække en række neutrale nationer med ind i deres krig, og der var da også brug for ordmanipulationen.
Terroristerne, og nu, talibanstyret og deres alierede, har hele tiden rettet deres militære og verbale angreb mod USA alene og deres verdensherskertendenser, men amerikanerne kaldte det straks for et angreb på hele vesten, og på friheden og demokratiet. På den måde involverede de pludselig andre lande, og da landenes ledere gav USA rådeplads, en masse civile indbyggere.
Det problematiske ved en sådan handling er selvfølgelig, at hvor terroristernes angreb tidligere kun var rettet mod USA, kan de risikere nu også at vende mod Europa. For nogen mennesker er fundamentalisterne måske bare en flok skydegale psykopater der gerne vil dø, men amerikanerne kaster benzin på bålet. De inspirerer til djihad mod hele vesten, fordi de har fået hele vesten til at stille sig næsten betingelsesløst på deres side.
Det minder lidt om skolegården da man var mindre. To drenge kunne ikke lide hinanden, de kom op at skændes og et slagsmål var uungåeligt. Men den ene dreng begyndte at samle ”allierede” fra klassen fordi han ikke var sikker på oddsene, og for på den måde at sikre sig en sejr. Den anden dreng måtte så selvfølgelig gøre det samme for ikke at tabe, og gik det helt galt endte dette i en mindre bandekrig. To klaner imod hinanden. Havde de to drenge klaret det alene ville slagsmålet have endt med en sejrsherre og en der havde fået tæsk. Metoden er i bedste fald problematisk og noget usympatisk.
Udover risikoen for angreb på vesten, har amerikanernes handlinger (og terroristernes selvfølgelig) også pirket op i andre kriser. De to atommagter Indien og Parkistan rører på sig, men også de fundamentalistiske muslimske mindretal i andre lande vil yde afghanerne støtte. Hvis vi vil have os en verdenskrig, er det bestemt måden at gøre det på.

Manipulationen med ord ses også andre steder. Terroristerne foretog, i hvert fald umiddelbart, den første krigshandling, men det er så nemt straks at udråbe alle deres handlinger som værende vanvittige, og deres kultur til at være mindreværdig. Man har så travlt med at pudse sin egen glorie, mens man maler et afskyeligt fjendebillede, i stedet for kun at forholde sig til deres handlinger. Man kunne se hvor meget vrøvl der kom ud af propagandaen mod Rusland under den kolde krig, og det samme er ved at ske igen.
Fundamentalisterne dræber for eksempel uskyldige kvinder og børn, mens amerikanernes drab er uheldige ofre for krigen. I begge tilfælde er det mord uanset hvordan man vender og drejer det. I vesten tager vi det forbløffende roligt når amerikanerne har dræbt civile i Afghanistan. Men vi syntes at det er til at leve med, måske fordi deres landsmænd spildte det første blod. Men drab på civile er mord, uanset hvem der startede.
Fundamentalisten er vanvittig når han ofre sit liv for sin tro, mens den amerikanske soldat er en stor patriot og helt når han dør i kamp for sit land. Hele tiden skal der få ord til at vende hele handlingens ladning, men sådan går det når befolkningen begynder at tro på fjendebillederne.

Vesten føler sig ikke helt trygge, men de er dog ganske overbevidste om at de er langt de stærkeste i denne krig. USA og England har udtalt at de vil på et eller andet tidspunkt besejre terrorismen. En rimelig besynderlig bemærkning når man tænker på begge landes succes på det område indtil videre. Især Englands mangeårige konflikt i Nordirland der efter talrige krigshandlinger, kampagner og fredsaftaler stadig er uløst. Hvad er det så der får dem til at tro at det kan lykkes, nu hvor ”fjenden” er blevet spredt ud over hele verden, i form af fundamentalistiske muslimske sympatisører.
Man erindrer om at det er en krig imod al terrorisme, og ignorerer det faktum at fundamentalisterne, som vesten, aldrig vil ”æde” et eventuelt nederlag, men selvfølgelig blive endnu mere motiverede til at slås. Man kan ikke bare udrydde det man ikke kan lide.
En stor del af terrorismen og den såkaldte vold, har i det hele taget ændret sig fra deciderede politiske budskaber, til et krav om handlefrihed og selvstændighed. Ikke at der derudover skal være nogen sammenligninger, men det er de samme decentralistiske idéer De Autonome og visse nordirere har. De vil være sig selv og de vil være i fred. Det kan de ikke få lov til, for andre vil det anderledes. De kan så vælge en af to ting. Enten at indordne sig eller at slås for det de tror på, og sådan opstår interne stridigheder.
Det er svært at finde på et argument der kan forsvare terror, men det er ligeså svært at finde på et til fordel for racismen. USA blander sig i Mellemøstens politik og et had opstår langsomt. De slår tilbage med terrorisme og USA slår tilbage mod terrorismen. Angrebet og krig vækker frygt og had, og det blinde had får sig et ansigt i Danmark. Det virker som en kædereaktion og den syntes ikke at have fundet alle sine led endnu. Herhjemme må vi passe på ikke at lukke den tilslørede racisme ind. Hvad man lukker ind i sit hjerte, bliver man til.