'dette er skriftet som det foreligger'

'Platon & Sokrates'

Jeg er i færd med at skrive en bog om kulter og mysterieindvielse. Denne virksomhed kendes fra antikken og oldtiden, men findes stadig hos blandt andet zenbuddhismen og dens afsidesliggende klostre.
Her tropper mennesket der ønsker at blive zenbuddhist op foran døren og banker forsigtigt på. En præst kommer ud og siger at der ikke er plads til ham og smækker døren i igen. Elevaspiranten sætter sig så ved døren og venter. Dette kan tage et par dage, hvor præsten flere gange kommer ud og vil have ham til at gå. Er han ihærdig nok bliver han endelig lukket ind og uddannelsen eller indvielsen begynder.
Udover at de sad på hårde bænke, kun spiste lidt og sov endnu mindre, blev de givet en koan de skulle tænke over.
Det lyder jo meget godt, men en koan er ikke som vores gåder.
Et spørgsmål har altid et svar og en gåde har derfor altid en løsning, men det afgørende er distancen mellem de to og hvilken karakter svaret derfor har. Helt konkret er det et spørgsmål om lag.
Jeg spørger om hvad de tre menneskealdre er? og svaret må være barndommen, det voksne og alderdommen! Her en den eneste distance den fra uvidenhed til viden om en almen logik.
Jeg kunne også spørge med Sfinksen; Hvad er det der først går på fire, så på to og så på tre? Svaret er det samme, altså et barn, en voksen og en ældre med stok! men distancen er større. Svaret er ikke umiddelbart og således ikke ifølge vores almene logik. Havde man en anden tankegang kunne svaret være indlysende, men det har vi ikke og vi skal et ekstra lag igennem for at finde den nye form for logik vejen til svaret benytter sig af.
Endelig er der de spørgsmål hvor svaret skal igennem et tredje lag. Ikke nok med at svarets logik er en anden, det peger helt ud af begrebet logik og medtager ikke ualmindeligt spørgsmålet i sit svar.
Mente eleven nu at han havde fundet svaret på sin private koan, kom han for mesteren og gav det videre. Var mesteren ikke enig i denne konklusion, gav han eleven et par flade og denne måtte tilbage til kontemplationerne igen.
Kapitlet om zenbuddhismen bliver det korteste min bog, alene af den grund at zenbuddhisten gør sig umage med at slippe det almene sprog for at kunne adoptere et nyt. Alle forklaringer på religionen vil derfor altid være en degradation af ånden, og den eneste måde at viderekommunikere denne på, er derfor igennem enigmatiske fortællinger eller ved forklaringer der blot transformerer det enigmatiske, indtil det afslører sine hemmeligheder og viser sig fra en side der giver mening for eleven, opløfter denne og giver ham indsigt – satori.


Den første koan er hjemmelavet i form af en historie der ikke slipper én ud igen. Når man først har læst den, bider den sig fast eller omklamrer læseren, og en løsning af den er den eneste frigørelse. Dette kræver selvfølgelig at man kan forstå den.