RELIGIO

Dragør 7. maj 2007 – no. 1 Mail avis af Mikkel Starup

________________________________________________________________________________

Velkommen til det første nummer af ReligiO, en avis skrevet til Internettet om Mikkel Starups forfatterskab, med additionelle artikler om film, litteratur, filosofi, videnskab bredt og par préférence religion. Der vil fremdeles være tillæg i form af gåder og historier.

Flere af artiklerne vil bliver overført til min hjemmeside www.mikkelstarup.dk primært under rubrikken Encyklopædi, hvorfor dette er et organ både til at udbrede en mere brugbar forståelse af religion og indvielse, samt at skabe et større leksikon om emnet.

Forfatterskabet har indtil videre bestået af fagbogen ”Væsner” og romanen ”Arkleos”. Men allerede mens disse var under forberedelse til udgivelse, var jeg færdig med næste par. Det drejer sig om fagbogen ”Kulter og Mysterieindvielse” og romanen ”Pontifex”.

Ideen med de parvise udgivelser henviser til et centralt koncept i mit forfatterskab, nemlig forestillingen om tilstande der, i følgeskab med et bevidstgjort begrebsapparat, kan ændre på verdens fremtoning.

Det er mig således magtpåliggende at vise, som i tilfældet med de første to bøger, væsner fra to sider. Først behandlede jeg dem videnskabeligt, hvilket vil sige at jeg igennem både fornuft og logik præsenterede en naturlig forklaring på hvordan disse rent faktisk kan have eksistens, og siden indførte jeg læseren i deres gemyt og deres forbindelse til et menneske fra et skønlitterært aspekt.

”Kulter og Mysterieindvielse”, der netop nu er under forberedelse hos forlaget Mellemgaards grafiker og undertegnede, vil præsentere en grundig gennemgang af primært oldtidens kulter og deres religiøse praksis.

Bogen sammenligner de rituelle metoder og finder ikke overraskende konsensus disse imellem til trods for, at flere af dem ligger i kulturer uden nogen som helst berøring med hinanden.

”Pontifex” er så den fabulerende side af indvielsen, en mosaik af liminelle og transcendente oplevelser, i følge med en systematisk undervisning af protagonisten.

Begge bøger er færdige, og jeg har påbegyndt den næste tohed, hvor den faglitterære side er ”Lovbogen”, der gennemgår alle relevante lovkodekser igennem tiderne – med vægt på brahmanen Manus kastesystem. Den vil nå frem til et anbefalelsesværdigt lovsystem for et samfund, sammenlignet med den fallit forfatteren mener det nuværende har spillet på dette område, centreret omkring den umenneskelige tese, at alle mennesker grundlæggende er ens og derfor skal behandles lige.

”Lovbogen” vil igen følges op af en skønlitterær pendant, men denne er endnu kun skitseret.

Jeg har udarbejdet to filmmanuskripter, holder foredrag om mine bøger og om at skrive, holder en føljeton for børn i et mindre blad, om en dreng der får evnen til at transformere sig til det dyr han berører, fotograferer kvinder i dyreham (til en fremtidig udgivelse), har skrevet en erotisk trilogi ”Hjulet” på Smils hjemmeside (sado.dk, under Artikler og her under Noveller), har projekteret og skrevet en serie til tv om fobier (Zentropa turde, efter adskillige møder og oplæg, alligevel ikke) og planlægger i nær fremtid en bog hvor jeg vil gennemgå de centrale myter, deres former og følge hvordan de har udviklet sig til folklorens eventyr og nutidige vandrehistorier.

Således en kort introduktion til forfatterskabet. Endnu en gang velkommen. Jeg håber, at de følgende sider vil vække en appetit for bøgerne, og måske til at hyre forfatteren til et holde foredrag eller bestille et værk, hvem ved?

Abonnementet fungerer på følgende måde; det er gratis at modtage avisen, der vil udkomme som jeg får tid til at skrive den, men som en modtjeneste kan læseren videresende denne avis til en anden læser i venskabskredsen, der kunne interessere sig for disse emner. På den måde kan jeg håbe på en større udbredelse og et måske lidt større bogsalg.

Man subskriberer ved at sende mig en mail.

For det skrevne gælder naturligvis reglerne for copyright, nemlig at hvis noget fra ReligiO skal gengives, skal forfatteren kontaktes først og hans tilladelse indhentes. Dette er især vigtigt fordi disse sider vil blive udgivet med tiden, og derfor skal opfattes som forlæg til originaler.

Deres

Mikkel Starup

____________________________________________________________

INDHOLD

s. 4  Ajour

s. 6  Musica

s. 12  Cinema

s. 16  Links

s. 17  Artikel

s. 21  Fabula

                                                                                       s. 25  Mysterium

____________________________________________________________

Ajour

Kulter & mysterieindvielse

Denne faste rubrik vil omhandle forfatterskabets udgivelser, og som behandlet i forordet er den aktuelle bog ”Kulter & mysterieindvielse”. Bogen var allerede færdig i slutningen af 2005. Da Arkleos var udgivet på Mellemgaard sendte jeg den naturligt til deres gennemlæsning, vel også i håbet om, at de kunne varetage mine udgivelser fast fremover.

Jeg hørte imidlertid ikke noget i flere måneder og henvendte mig flere gange uden at få et svar. Til sidst efter 7 måneders ventetid, nær opgivelse, fik jeg et brev fra en advokat om at forlaget var gået i betalingsstansning. Dette var naturligvis en kedelig nyhed både for forlaget, og for mig der havde ventet så længe på intet.

Jeg gik nu videre til andre forlag, der alle var overvældede, eller måske lidt for overvældede. ”Imponerende materiale” skrev Gyldendal, ”såvel tekstmæssigt som billedmæssigt”, og Sankt Ansgars forlag fulgte trop med at udtale at det var en ”imponerende viden der her fremlægges”, mens forlaget Prudentia viste sig endnu mere interesserede ”Jeg har sjældent set et så flot gennemarbejdet manus” og gik videre med projektet, der dog løb ud i sandet.

Men ved fornyet kapital opstod Mellemgaard igen, og det viste sig, at en af redaktørerne havde læst min bog og fundet den udgivelsesværdig, inden det hele krakelerede. Dette brev havde jeg imidlertid fået lidt sent, men nu da skibet atter kom ud på havet, vente jeg tilbage og efter nogle forhandlinger om et nedsat antal farvefotos (over 250 S/H og farve i alt) indvilgede de entusiastisk i at udgive bogen. Vi var i mellemtiden nået frem til slutningen af 2006 og i skrivende stund skal billederne indpasses med teksten. Dette er et møjsommeligt stykke arbejde, selv om der kun er omkring 150 billeder tilbage.

Pontifex

Romanen er som bekendt færdig, men stadig i håbet om at holde mig til et fast forlag, venter jeg med at udsende denne til ”Kulter & mysterieindvielse” er på gaden. Derefter kan Mellemgaard vurdere om de vil samle toheden eller om jeg skal gå andre steder hen.

Foredrag

Dalgasskolen i Århus underviser voksne med psykiske lidelser. Den 22 maj holder de et debatarrangement om det overnaturlig og jeg er inviteret til at holde oplægget. Faktisk var det eleverne der havde læst VÆSNER og derfor foreslog at jeg skulle introducerer emnet.

Der vil blive lavet en bro mellem psykiatrien og læren om væsner. Arrangementet er åbent og skolen ligger på Dalgas avenue 12.

Richard Wagner

På et mere privat basis, er jeg ved at forberede en aften om Wagner. Det har vist sig et større projekt, der både indbefatter den bedste biografi Ernest Newmanns ”The life of Richard Wagner” (omk. 2500 sider[!] fordelt på 4 bind), Wagners ”Mein leben”, hans forskellige brevvekslinger, hans talrige litterære værker, som regel i artikel format, læsning af de centrale bøger han havde i sit bibliotek, herunder især om buddhismen og værker af Schopenhauer og endelig sekundær litteratur af forskel form.

Dertil kommer selvfølgelig det centrale, nemlig gennemlytningen af ALT hans musik (113 WWV [opusnumre], hvoraf en del er skitser og/eller uafsluttet) og et grundigt studium af hans librettoer.

Det bliver til et foredrag med musiklytning, visning af sjældne videoklip af opførelser af hans værker, videoklip af musik der inspirerede ham, fremvisninger af kunstværker som stemningsunderbygning og oplæsning af diverse relevante tekster til en samlet forståelse af hans gesamtkunstwerk.

Jeg håber at kunne indskrænke det til 8 timer, men chancerne for at det kommer til at vare betydeligt længere et til stede. Værket vil blive filmet på dv-format (til senere erhvervelse) og teksten vil komme til at fremstå som et selvstændigt værk i mine udgivelser (som man kan rekvirere).

Det bliver derfor intet mindre end en begivenhed!

Musica

Det er en gammel sandhed, at musik taler højere end ord. Dette skal ikke forstås som volumen, men som kunst. Det hænger uadskilleligt sammen med den affekt lytteren kan komme i ved lytning, den tilstand han kan føres til.

Melodisk musik kan dog sjældent bringe andet end salighed og momentan opløftelse, hvor decideret rituel musik er konstrueret til at bringe lytteren ud over kanten. Vi vil dog gennemgå begge genrer under denne kategori, dog primært klassisk musik, der igennem sin forandring gennem tiderne, har udviklet så mange undergenrer, hvoraf nogle af dem har hentet musisk inspiration netop fra naturfolk.

For den musikinteresserede vil det måske interessere at læse afsnittet om Pythagoras og det om Orpheus i ”Kulter & mysterieindvielse” når denne udkommer. Her præsenterer jeg flere aspekter af musikudøvelse og musikforståelse.

I denne faste kolonne skal det primært omhandle cd og dvd udgivelser af musik, og anmeldelsen vil hver gang have et tema.

	Dinu Lipatti

Mine forældre hørte kun lidt klassisk, men de havde en pæn pladesamling, og da interessen for musik begyndte at proliferere i mig, hørte jeg dem igennem. Der var flere gode, men én plade kunne jeg ikke slippe. Det var en såkaldt last recital af den rumænske pianist Dinu Lipatti. Der var en sjælden tilstedeværelse i hans spil og jeg har aldrig tabt fascinationen.

I dag har jeg vel alt der er indspillet med ham, og jeg skal her give en kort diskografi som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Den autoritative udgave er EMIs serie på 7 cd’er.

63038

Lipatti var blandt andet kendt som autoriteten med hensyn til Chopin-fortolkning, hvilket ikke siger så lidt, da mange pianister har specialiseret sig i denne pianokomponisternes komponist, og cd’en starter med en uforglemmelig version af Chopins Piano sonata no. 3 Fortolkningen er exceptionel fordi den viser alle aspekterne af Lipattis spil. Det er hans overlegne teknik, blandt andet muliggjort af hans meget lange fingre (på en cd vises et billede, hvor han tager en akkord fra A^b på den ”Store oktav” til G^b på den ”Tostrengede oktav” et spænd på næste tre oktaver), den lethed hvormed han spiller meget svære passager, hans velvalgte tempi (der ikke lader sig styre af at han kunne spille hurtige passager meget hurtigere), den kraft der ligger bag anslaget og den forfinethed hvormed han udtrykker de langsomme satser.Men alt dette er blot elementer i hvad mange lyttere af hans musik vil finde som et overjordisk, ekstradimensionelt og åndfuldt spil. Alt står klart, underliggende melodier i akkompagnementet opdages, fordi Lipatti fremhæver dem antydningsvist, og enigmatiske kompositioner fremstår pludselig i forklarelsens lys. Violinisten og komponi-

sten George Enescu, blev meget overrasket da han hørte Lipattis fortolkning af hans 3. Piano sonata, som Lipatti også spiller på denne cd; ”Din fortolkning genskabte alle mine intentioner, og selv jeg kunne ikke have sagt mere”.

Det var dog på ingen måde nogen letkøbt ekspertise. Da han blev spurgt om han ville opføre Tjajkovskij’s 1. klaverkoncert, svarede han ja, men at det ville tage 3 år at indstudere den (med det in mente, at han sikkert kunne spille den godt ved prima vista).

Cd’en indeholder desuden Liszt (hvis spil han måske i virkeligheden overgik, da Wagner engang udtalte, at denne var en stor pianist, blot manglede han fornemmelsen for det dramatiske, som man finder i operaen), Ravel og Brahms (som han spiller sammen med sin lærerinde og ven Nadia Boulanger), der viser hvor bred han var i sit repertoire.

63497, 67572 og 69792

Disse tre cd’er sidestilles fordi de alle viser Dinu Lipatti som solist med orkester. På den første udviser han usædvanlig overblik i Griegs så velkendte klaverkoncert. Der er flere passager, der godt kan virke mudrede i selv de største pianister hænder, men Lipatti, der som bekendt selv var komponist, forstår tydeligvis hensigten og finder en vej igennem.

Derudover strukturerer han opførelsen ved en velovervejet og velplaceret rytmik igennem hele koncerten. Adagioen er blødende og dybtfølt, hvilke hans adagio-fremstillinger altid er, måske fordi han selv i store dele af sit liv kæmpede med leukæmi.

Naturligvis kan en så terminal sygdom lige såvel gøre patienten indadvendt og bitter, men nogle mennesker hører en stemme i dødens nærværd, en besynderlig tilstedeværelse, fordi alting pludselig får dybere betydning.

Det kan godt irritere, at man altid skal høre om Lipattis sygdom i noterne til cd’erne, det er sensations-journalistik, men det er alligevel en usædvanlig information at Lipatti ved de fleste af sine indspilninger havde hævede kirtler under armene, at han måtte have specialsyet tøj og tydeligt var besværet af dem under sit spil.

Skal man have lidt for at kunne udtrykke lidelse? Det hjælper i hvert fald, men fejltagelsen ligger ofte i, at disse adagioer skal udtrykke noget sørgeligt. Langsomme og smukke satser peger indad i lytteren, vækker det sorg, er det fordi der er sorg at finde, vækker det glæde og opløftelse er dette ligeledes en spejling.

Der er jo selvfølgelig en ekstra dimension i dette, altså at vi enten føler glæde eller sorg ved langsomme satser, og her er vi tilbage til Lipattis leukæmi. Adagio-satser er præ-liminelle.

En glad forårssang, festlige satser eller drillende scherzi, ligger alle indenfor hvad vi ville kalde refleksioner over eksistensens almenhed. Når vi sætter tempoet ned, drager de inderlige melodier frem, kommer vi pludselig i en anden form for affekt fordi døden, livets afslutning, verdens forgængelighed og altså vores egen mening og ende kommer nær. Naturligt vil mennesker reagere forskelligt men intenst på dette.

Chopins 1. klaverkoncert er cd’ens anden feature. For mig har begge disse koncerter for meget staffage – som Chopin havde tendens til, men selv her kan Dinu skære igennem. Han spiller med en tilpas hurtighed og lethed, der aldrig giver plads til det kvalmende, mens den langsomme sats bibeholder den så vigtige klarhed i Chopins musik.

69792 eksponerer to unikke kunstnere. Lipattis karriere var eksploderet fra midten af 1940’erne og han havde mødt flere kollegaer, der straks blev overrumplet af hans spil. Allerførst var det Alfred Cortot, der forlod en jury (med blandt andet pianisten Wilhelm Backhaus og dirigenterne Felix Weingartner og Clemens Kraus) fordi man gav en ældre modkandidat førsteprisen i en klaverkonkurrence i Wien – fordi han var ældre (sic), siden Edwin Fischer (skrev ”Da hebt es eine Seele aus dem Dunkel, und führt sie in den letzten Vorhof des Göttlichen. Er hatte des Maximum an Besselung erreicht.”), Clara Haskil, Wilhelm Kempff (kaldte Lipatti en af de største interpreter i vor tid), Arturo Toscanini (der sagde; Endelig har vi en Chopin uden capriccier og med et rubato som jeg kan lide), Arthur Schnabel (der en gang stod i kø for at høre Lipatti spille, og som udtalte efter tre (!) gennemlytninger af Lipattis indspilning af Griegs klaverkoncert ”This is not only marvellous piano playing, it is an entirely new way of playing the piano”), Yehudi Menuhin og Igor Stravinsky. De to sidste indsamlede penge for at købe en ny meget dyr medicin til Lipatti i håb om at forhindrede dødens endelige ankomst.

Backhaus blev siden en stor beundrer af Lipatti og skrev i et brev efter dennes Lipattis død ”Ein so herrliches Talent, eine so grosse Meisterschaft, ein solcher Ernst, Gewissenhaftigkeit und Tiefe.”

Karajan, den anden kunstner på cd’en, var også blevet grebet af den fremstormende virtuos og de indspillede Schumanns klaverkoncert sammen. Han var begejstret og de gentog succes, men denne gang med Mozarts klaverkoncert no. 21, en oplevelse han siden kaldte en ”Gnadengeschenk”.

Schumanns koncert har altid kedet mig, selvom Lipatti løfter den til sit yderste, men Mozart er transcendental i sin klarhed og fylde. Man glemmer ikke Mozarts udtalelse til kritikken af en af hans operaer, da kurfyrsten mente at den havde for mange toner; Der er lige præcis det antal toner der skal være. Sådan er Mozarts musik, og sådan fremfører Lipatti den. Der er en kraft i anslaget, en voldsomhed lige ved siden af en hans forfinede, poetiske rubato-spil. Karajan skrev ”Es war nicht mehr Klavierspiel, es war Musik, losgelöst von jeder Erdenschwere, Musik in ihrer reinsten form. Das einzige, das wir daraus nehmen dürfen, ist die Berührung mit einer Vollkommenheit.“

Andante-satsen er gribende smuk, og så er det værd at nævne, at cadenzen i tredje sats er komponeret af Lipatti selv. Ikke at man lægger mærke til det, for her kommer ikke blot komponisten frem i Lipatti men også en usædvanlig evne han havde fra barnsben af.

Hans mor sagde, at han kunne spille klaver før han kunne smile. Om man skal tro på dette er mindre vigtigt, et faktum er det, at han startede meget tidligt.

Som Mozart selv spillede han så snart fingrene i to-tre års alderen kunne bevæge sig tilstrækkeligt, og som fireårig (ved sin egen dåb) gav han sin første koncert. Men det forunderlige, godt hjulpet af hans forstående forældre, var hans evne til at ”tale” på klaveret.De fleste vidunderbørn sættes straks i streng undervisning, men hans mor lod ham improvisere på klaveret længe før han lærte noder. Dette, ved siden af den medfødte egenskab, gav ham evnen til at imitere følelser og give musiske fremstillinger af personer han kendte. Han havde totalt gehør og hans far blærede sig i selskaber med at spille en kompleks akkord og så lade drengen benævne alle tonerne i den. Ved den første time hos hans første klaverlærerinde, Florica Musicesscu, var hun forbløffet over hans evne til at forklare sine musiske intensioner ved blot at improvisere dem for hende. En anekdote fortæller ligeledes om en reception hos den Bulgarske regering, hvor Lipatti blev bedt om at improviserer. Dette gjorde han ellers ikke mere, fordi han anså det for artistisk ekshibitionisme, men han lod sig overtale og publikum var mundlamme da han begyndte at improvisere præludium og fuga over Bach, en allegro over Haydn, en Mozartsk menuet, et intermezzo a la Brahms, en nocturne inspireret af Chopin og et præludium i Debussys stil. Denne evne brugte han i sin komposition af cadanzen til Mozarts klaverkoncert, og den syntes at falde så naturligt, at man føler Mozarts ånd i den. Måske blandt andet derfor Paul Dukas, der underviste Lipatti i komposition, præsenterede ham som maitre (mester) overfor de andre studenter, ikke student.

Med 67572 når vi måske et højdepunkt, hvis man kan tale om sådanne hos Dinu Lipatti. Det er ikke nogen tilfældighed, at bagsiden prydes af et citat af den legendariske producent hos EMI Walter Legge. Han havde i sit lange liv optaget et ocean af verdens største fortolkere, men sagde om Dinu Lipatti ”God lent the world His chosen instrument, whom we called Dinu Lipatti, for too brief a space.”

Vi hører tre koncerter, der ikke overraskende igen viser hans store musikalske spænd fra klassicisme, over romantikken til modernismen. Det er Bachs 1. klaverkoncert, Liszts klaverkoncert og Bartoks 3.

Bachs klaverkoncert er en åbenbaring, Liszts er fuld af mystik og naturlig virtuositet, mens Bartok, som han anså for den største af de moderne (på hans tid), viser hans fascination af dens emotioner og renhed.

Bartok havde, som Lipatti selv, dybe folkloristiske rødder med i sin musik. Disse gav et ofte skævt og atonalt forhold i musikken, og derfor dets særpræg og dramatik, men de var også musikkens og komponisternes kulturelle rødder – deres sprog og identitet. Dette var Lipatti bevidst om, hvorfor vi finder en til tider så transparent, til andre en massiv men altid fabelagtig fortolkning hos Lipatti.

66222 byder på en studie-optagelse af Chopins 14 valse med et unikt overskud, en kontrolleret balance og rytmik og Lipattis legendariske klarhed. Han spillede dem også ved sin sidste koncert (som vi ser på om lidt), men noget anderledes fordi han bogstavelig talt var ved at dø.

Herudover er der tre ekstra kompositioner af Chopin. Barcarolle, hvor man føler Venedigs vuggende bølgeslag, Nocturne i d-mol, hvor selv ikke Rubinsteins indspilning når den til sokkeholderne og en Mazurka med en friskhed og drillende tempostyring uden sidestykke.

Endelig kan vi runde af med de to sidste optagelser. Den ene er 69800 to studieoptagelser fra 1947 af henholdsvis Scarlatti og Mozart og Lipattis sidste studieoptagelse af størstedelen af hans Bach-repertoire fortaget et i hans eget hjem af Walter Legge, et par måneder inden hans død i 1950. Der er også nogle gengangere af disse på hans sidste recital (65166), fordi de stod hans hjerte nær.

Håbet er lysegrønt, og en ny medicin, der som tidligere fortalt var erhvervet ved hjælp af nogle af hans venner, havde givet forhåbning om helbredelse, men efter en kort fremgang og glæde, med efterfølgende planlægning af nye koncert, gik det drastisk ned af bakke, så drastisk, at han ikke aflyste koncerten.

Det kan måske virke selvmodsigende, da han de sidste år aflyste mange koncerter netop på grund af sin sygdom. Vidste han, at det ville blive den sidste koncert? Hans kone har i et rørende brev beskrevet de sidste timer. Alle frarådede ham at spille, men han insisterede. De kørte til salen i BesanÇon, Lipatti kunne dårligt gå op af trappen, og måtte stoppe flere gange på grund af svimmelhed. Publikum var overvældet af følelser, skriver Madeleine, de var også klar over hans situation, og lejlighedens finalitet. Han gennemfører koncerten, men da han spiller Chopins valse (hvor han grundet sin svaghed laver nogle småfejl) må han udelade den sidste grundet udmattelse.

Publikum klapper begejstret i håbet om et sædvanligt ekstranumre. De fleste regnede, grundet udeladelsen af den sidste vals, dog nok ikke med mere. Men så satte han sig atter til klaveret og spillede sit sidste nummer nogensinde, Bachs chorale i G ”Nun komm’ der Heiden Heiland”. Stykket taler for sig selv.

Cd’erne er monumentale. For det første er de en døende kunstners testamente, siden en epifani af musisk udtryk og sidst er de et vidnesbyrd, og essentialiteten; tilstedeværelse igennem forening af menneskeligt udtryk af guddommelig ide.

Størst indtryk gør måske Schuberts Impromptu D. 899 no. 3 og den 3. vals (valsene som han for øvrigt spillede i en anden rækkefølge for at forstærke deres tonale sam- eller modspil og deres emotionelle klimaer).

Da man så troede, at der ikke fandtes mere, dukkede der pludselig en dobbeltcd op fra Archiphon med nyopdagede indspilninger. Her er eksempler på hans første optagelser i et studie i 1936 af blandt andet Brahms og senere fabelagtige optagelser af Schumanns Symphonic etude og Liszts Gnomenreigen.

Endnu bedre bliver det med indspilninger med cellisten Antonio Janigo af Faure og Ravel så intense at man forsvinder.

Der er ekstranumre fra en koncert i Zürich; to etuder af Chopin i exceptionelt virtuoseri, hvilket er nødvendigt i disse lærestykker, for at få forståelse af deres form. Walter Legge, der indspillede mange af Lipattis plader skrev om hans virtuositet ”He made no display of it; his incredible, transcendental pianistic equipment had been developed only to serve purely musical, interpretative ends. But the virtuosity was there and he often made me and many others smile at the insouciante élégance, grace, and boyish impudent ease with which he whirled through passages of notorious difficulty.”

Den anden cd er opførelser af Dinu Lipattis egne kompositioner. Det er ikke et ukendt fænomen at solister komponerer ved siden af. Flere af dem havde mange overvejelser om hvilken af de to veje de skulle vælge. Dirigenter som Furtwängler, Klemperer og Bernstein var i tvivl i mange år, og det bragte en håndfuld ikke uinteressante kompositioner med sig. I dette tilfælde er kompositionsdelen så meget mere dominerende end den almene lytter af Dinu Lipattis musik måske er klar over.

Mange af hans solist-venner priste hans kompositioner højt og jeg vil ved denne lejlighed nævne Concerto en style classique, og andensatsen af hans Symphonie concertante for to klaverer, der er noget af det mest astrale musisk jeg nogensinde har hørt. Det står og dirrer som fata morgana i sommerluft, snart ubevægeligt, snart foruroligende påtrængende, snart uhyggeligt tomt og snart med et overvældende nærværd.

Kort før sin død, optimistisk efter den første synlige effekt af den nye medicin, planlagde han indspilningen af Beethovens ”Waldstein” sonate, og en koncert med Furtwängler som dirigent. Det vil man gerne have hørt (!), men vi må tage til takke med det vi har fået.

Man skriver ofte om store kunstnere at de giver kunsten alt, men i Dinu Lipattis tilfælde var dette en skæbnesvanger sandhed. Walter Legge skrev, efter at have hørt Lipatti spille de Falla’s Danse rituell du Feu, ”The crescendo he made in the opening bars rose to such a fortissimo that I expected the Steinway to part in the middle an let him through like the Red Sea at Moses’ behest.“

Cinema

Denne rubrik er ikke til generelle filmanmeldelser, men til anbefalinger. Det vil sjældent være velkendte film, mere repræsentationer fra det obskure og særegne.

Filmkunsten har fra genrens fødsel vitterligt vist mange eksempler på kunst. Kunst her anskuet som en præst, der opretter forbindelse igennem ritualet til opløftelsen. Den sidstnævnte kan anskues som affekt, inspiration i ordets oprindelige betydning, eller som en besættelse.

Film kan vel betragtes igennem seks kategorier; skuespilpræstationer, instruktionen, scenografien, underholdningsværdien og historien. Den sidste forblivende uden definition, da den kan være et særpræg ved en film, en finesse eller noget ganske andet.

Film der excellerer i alle kategorier er naturligt sjældne. De der fokuserer på underholdningsværdien er meningsløse og tomme – af hvilke der er i overflod, en stor skuespillerpræstation, kan ikke holde en film oppe alene, instruktionen gør den seværdig, men ikke nødvendigvis god, sceneri og finessen alene er blot staffage, og så er der kun historien tilbage. Holder den vand, holder filmen altid (ja, jeg er forfatter). Intet kan ødelægge en film med en god historie; den kan være præsenteret dårligt, være komisk i sine kulisser (især gamle scifi-film) og scenerne kedsommeligt lange, men rejser man sig fra sofaen i hjemmet eller biografen, med en historie der var fantastisk, vil den alene kunne opløfte sindet, til hvor det hører hjemme.

	EQUUS

”Alle har hemmeligheder om natten” opdager en ung mand, da hans konservative far dukker op i samme pornobiograf som han selv. Alan, som drengen hedder, er der med en pige, og scenen skal vise os en brik i hans begyndende psykose.

Faren har aldrig forstået sønnike, som da han tilfældigt ser ham sidde i sengen, foran en plakat af hesten Prince, og piske sig selv iført nøgenhed og bidsel.

Moren er indpisker af Biblens opbyggende moral og her støder vi på den ene konflikt. Faren er plebejisk og skjult erotisk, mens mor er pietistisk enøjet.

Heri ligger blot en traditionel, men trods alt også sofistikeret psykologisk konfrontation.

Det raffinerede er, at disharmonien mellem det syndefulde og det dragende ved hans spirende seksualitet, identificeres igennem Jesus og hesteånden Equus. Hvorfor også moderen kun kan se djævlen i lidenskaben.

En central begivenhed, hvor drengen stak øjnene ud på seks heste, ansporer filmens omdrejningspunkt, mødet og samtalerne mellem psykologen Dr. Dysart, spillet rystende godt af Richard Burton, og den ligeså velagerede dreng Alan.

I doktoren, der skal helbrede den syge, vækkes langsomt en beundring, og som han lærer om drengens ”problem”, især en barndomsoplevelse, hvor drengen talte med en hest, vokser denne til en misundelse. Dysarts eget liv er lidenskabsløst, og hans vildskab udlever han igennem sit mangeårige studium af oldtidens Grækenland. Det er dog på sikker afstand at han beundrer deres instinktive, lidenskabelige kultur, og han revurderer herigennem sit liv og finder tomhed og kompensationer.

Komikken er selvfølgelig, at et disciplineret men hæmmet mennesket skal helbrede, hvad der i drengen kun er usundt i sit udtryk i forhold til et samfundet der er uforstående over for sådanne handlinger.

Brikkerne falder på plads. Alan lærte som dreng at de sydamerikanske indianere troede, at de kristne korsriddere var et med deres hest og derfor guder, og en sådan mødte han som dreng. Fordi hesten fortalte ham om smerten ved bidslet, men at dette aldrig kommer af, identificerede Alan den med Kristus. ”De galopperer til de dør”, siger han om hestene, men Equus vil forløse ham, bære ham væk, de skal være én og Alan ofrer til den, en sukkerknald, hvori hans synder ligger.

Alt dette får Dysart ud af Alan ved sit håndværk, psykologien, og alle hans ”tricks”, men ved processen fjerner han Alans smerte, den smerte det kræves af et menneske for at finde sin ånd. Han vil blive et pænt menneske, uden smerte, men som Dysart udretter det snoede, fjerner særpræget, mærker han selv hvordan bidslet river ham i munden.

Slavens forhold til en herre ligger underforstået både i drengens seksuelle ophidselse ved at røre ved og ride på heste, men også ved hans identifikation med hesten og især selvfølgelig bidslet og pisken.

Måske er det ikke tilfældigt, at doktorens navn, med præfikset dys og suffikset art, betyder dårlig kunst?

Hvem er syg, psykologen er patienten?

Dysart kan høre Alan hviske til ham; ”Jeg har galopperet! Har du?”

	ALFRED HITCHCOCK PRESENTS – Sæson I og II

Op igennem 60’erne, og især i tiden efter, voksede seriefænomenet. Fidusen var selvfølgelig, at hvis seerne kunne lide serien, vendte de trofast tilbage, men samtidig var det en måde at belyse et emne fra forskellige sider.

The Twilight Zone startede i 1959, The Outer Limits så dagens lys i ’63, Star Trek blev lanceret i ’66, men allerede i ’55 havde Alfred Hitchcock premiere på sine små skæbnefortællinger.

Hvert afsnit blev indrammet af en introduktion og en epilog. De var skrevet af James Allerdice, men fremført af Hitchcock selv. Heri forholdt han sig med morbid humor både til episodens essens, til forbrydelse generelt, til tv-mediet, om forholdet mellem seeren og skuespilleren og til sponsoren, der altid blev idealiseret sarkastisk.

Historierne omhandler en som alle mord eller forbrydelser generelt, hvilket er et pudsigt fænomen; det at være tiltrukket af at beskue det samfundet har fundet amoralsk og forkert, eller som Hitchcock udtrykker det tørt; I abhor violence. That is why on this program, we use stabbing, shooting and garrottings, only when they are absolutely essential to the plot … or when the whim strikes us.

Forcen ved de såkaldte lead-ins og lead-outs var, at de på elegant vis evaderede at tage stilling til de moralske implikationer ved denne tiltrækning mod forbrydelsen.

Folk stopper som bekendt op på gaden for at se på et trafikuheld, eller et skænderi og årsagen skal findes i surrogatet. Vi lærer hinanden i den vestlige verden, at de mest voldsomme af vores drifter er uønskede, fordi de ikke kan forenes med ideen om et harmonisk samfund. Utopien skygger dog for idealets udførelse, hvilket fører til to ting; enten finder de undertrykte følelser deres udtryk et andet sted – et sted hvor de ikke hører hjemme, eller også forsvinder drifterne.

I det første tilfælde bliver de undertrykte drifter ofte til forbrydelser, i det andet medfører de til et driftsløst mennesker, der kun kan føle igennem andre mennesker. De bliver til voyeurister, andre følelser appliceres til dem som proteser, og følelsen, som de genoplever for et øjeblik, er flygtig – farer og voyeurisme bliver til et drug. Man spejler sig i den blodrus, frygt eller desperation forbryderen overmandes af, og oplever hvad man kunne kalde en fantomemotion.

Indtages de som et rusmiddel er de uskyldige, og i værste fald uetiske, men opleves de og lukkes ind i det driftsstærke menneske, er de mentalt provokerende, epistemologisk udfordrende og således befordrende for sindet.

Vi finder derfor lejlighedsvis et afsnit hvor sympatien ligger hos den ”lille forbryder” der hutler sig igennem tilværelsen og håber på kuppet der vil redde ham. Han fanges ikke altid, som i den logisk raffinerede ”A bullet for Baldwin”, der handler om at overgive sig til den dominerende hallucination, eller ”The Three Dreams of Mr. Findlater”, hvor en sexet fantasi overtaler manden til at myrde sin kedelige kone, men hvor en forudvarslende drøm kommer til live og giver ham hans fantasi uden mordet. Episoden er skrevet af Alan Alexander Milne, der senere blev så kendt for historierne om Peter Plys.

Vi møder skuespillere som den distingverede John Williams, en ung udgave af både Charles Bronson og John Cassavettes, Joanna Woodward, Claude Rains og Joseph Cotton i afsnit skrevet af Ray Bradbury, Dorothy L. Sayers, Roald Dahl og Robert Bloch, men Joseph Ruscoll og Raymond Mason bør også nævnes. De bedste afsnit var instrueret af Hitchcock selv, Justus Addiss og Robert Stevens, hvor de to sidstnævnte også instruerede afsnit af Twilight Zone og Stevens af Amazing Stories.

Det er ofte en fornøjelse at følge afsnittene, og hvis man fristes til at købe de to udgivne sæsoner, og falder for dem, kan jeg glæde jer med, at serien løb over otte år – der kommer meget mere.

Links

Ingen hjemmeside, blog eller e-mail avis med respekt for sig selv udelader links. De er som elektriske neurale baner i hjernen, hvorved man kommunikerer over en bredere palet.

Er de konstrueret originalt kan de universer de tilbyder fremstå som transitioner til andre verdner. Alle kan potentielt nå alle, men man kan også gemme sig. Vira rejser ad de samme baner som brugbare informationer, så for at låne et motto ”Findes der, så findes der her”.

pensum.dk/

Bor du ikke lige ved siden af et antikvariat, kan du gå ind på denne side, både for at købe, men også for at sælge dine egne bøger. Systemet er nemt, betalingen sikker og så er her også en liste over antikvariater og boghandlere på nettet.

junkerhaus.de/

Karl Junker arbejdede i en årrække på at bygge og udskære sit eget hus af træ. Han forelskede sig i som snedkerlærling i mesters datter, men det gik ikke og så byggede han sig et hus i stedet. Vælg eventuelt knappen ”Das Junkerhaus“ og gå rundt i huset. Ganske imponerende.

sex-is-sacred.org/home.htm

Her kan man lære om oldtidens forhold til seksualitet. Der præsenteres et liberalt syn på sex og at det kan være transcendensbefordrende! I hvert fald er det helligt, og grækerne gjorde det også! Desværre forfalder sidens forfattere også til pjat og overfladiske anskuelser, men der er også pudsige indfald. Det er faktisk en ret omfattende side.

	Artikel

Det er fristende blot at leve som mystiker i sit bibliotek, aldrig komme uden for en dør, og holde sig til kommunikation med husalfen og andre engle, men når man i sine mange bøger læser om kulturer, hvor det rent faktisk er lykkes at leve i et åndrigt og helstøbt samfund, er det vigtigt som menneske at forsøge at højne standarden i nutiden.

Jeg har selv forsøgt igennem artikler at give mit besyv med, og de er udstillet på min hjemmeside under Artikler.

I denne sektion vil jeg udtrykke min samfundskritik, men for at det hele ikke skal være nedbrud, vil jeg også, som en appetizer til ”Lovbogen”, der er under udarbejdelse, fremlægge en teori om det ideelle samfund.

IDEAL

Hvad er det højeste et menneske kan nå? Lykke? Ære? Eller er det en ren samvittighed, som æblerne på træer lover?

Og måske mere vigtigt, hvad skal man gøre for at opnå disse?

Hovedparten af trinene mod lykken er hvad det industrialiserede samfund – herskende da plakaten blev tegnet – anså for en sober levevis; hårdt arbejde, udholdenhed, økonomi, punktlighed og mådehold, og disse var kendt netop for den der ville frem i forretningslivet og op ad den sociale rangstige.

At disse er bedsteborgerdyder, især i modsætning til spilleri og spekulation i aktier, er intet nyt, men at disse skulle føre til den ideelle tilstand for mennesket er et fænomen hørende til vores moderne samfund.

På stigen ser vi ser stadig et par dyder fra middelalderen, som mod, ufordærvethed og klogskab, men de er med tiden også blevet fjernet, og tilbage er købmandskabets gyldne regler.

Hvad er her vigtigt? Høj indtjening. Du bør vise dig med stand – hvilket i dag betyder at kunne følge med moden, du bør bo og køre godt, og så skal du helst dyrke en sportsgren og erhverve alt udstyret, alle mål der koster penge at kunne opfylde. Hertil kan man føje et velafbalanceret sind, men det koster også penge i dag i form af psykologbistand, en coach, styling, rådgivning og diverse kurser i forståelse af jeget, til udlevelse af drømme og til forståelse af vejen igennem livet.

Jeg har foreslået, at mennesker i hvis hænder det ligger, at ændre andre menneskers skæbner, kun må få en almindelig løn. Vi taler om advokater, læger og politikere. På den måde kan man sikre sig, at de kun tager jobbet fordi de brænder for det.

Hertil kunne man føje hele flokken af åndelige rådgivere og givere af diverse kurser hvor folk skal finde sig selv. Men pengene lokker og det er desværre nemt at rådgive modløse mennesker, uden egentlig at sige noget; grib nuet, lev, kend dig selv, mærk verden og elsk er blot nogle af de markedsførte, hårdtslående kraftord. Men der er ingen kraft i dem, eller i de medfølgende overfladiske udredninger, fordi de virker som mærkater på en nuanceløs vare.

Du kan bruge den samme etiket på de samme varer fordi de er ens, men mennesker er forskellige og har forskellige skæbner. Vi skal derfor ikke alle lære de samme ting, forstå det samme eller gå mod det samme endelige mål.

Går vi tilbage i tiden, vil trinene på trappen i første omgang tage karakter af ridderdyder, og i anden omgang af religiøse idealer.

Ser vi på tegningen bruger håndværkeren, politikeren og adelen den samme stige, og selvfølgelig er der fælles dyder, men økonomi og hårdt arbejde er ikke for en præst og punktlighed næppe noget for en leder – fordi han hele tiden må føle sig frem efter den ideale inspirations råd. Hvad skal en håndværker bruge mod til, andet måske end ved valget af sin vej, og hvor er de tjenende ånders dyder som trofasthed og hengivelse?

Udover generelle dyder som ufordærvethed, klogskab og mådehold har vi brug for en helt anden stige – den er for det første længere og for det andet har den fire ophold eller rum.

At klasselag også skulle repræsentere grader til opnåelse af idealet, vises igennem moderne tiders udskiftningen af lag med trin; det er meningen du skal stige op! Men en ægte laginddeling, der tager højde for menneskets evner og skæbne, vil naturligvis idealisere det lag hvortil disse evner og denne specifikke skæbne tilhører.

Kendetegnende for de fem lag er, at de alle har både privilegier som begrænsninger. Der er derfor ikke et lag der er bedre end et andet, men det udmærker sig ved at fokusere på en bestemt egenskab ved mennesket.

Det højeste samfundslag er præstekasten. Kendetegnende for denne er præstens evne til at modtage inspiration, eller sagt med oldtidens termer, han taler med guden. Det kræver et mådehold overfor visse ting, så som social omgang, ikke at leve i overflod og talrige andre, hvad der for de øvrige kaster ville være, afsavn.

I kasten finder vi præster, hvis egenskab det er at modtage og overbringe verdens love, hvilket også vil sige dens mening og ideal, og vi finder derfor også de kunstnere, der igennem deres kunstværker har præsenteret ikke blot en forståelse af universets love, men også har været giverne af dem. Han overfører sin vision til virkeligheden, gør det potentielle til det aktuelle, henter sin inspiration i sine egne dybder og ikke fra andre kunstnere, men som oversætter af et tidløst system til verdens skabelse.

Hans funktion er at finde de universelle byggeklodser, at forstå planeternes interaktioner, menneskets relationer til urkræfterne og bygge bro igennem ritualet eller kunstværket.

Skal man afvige fra Manus ideal, kan man dele brahmankasten op i præsten og lederen. Det er et trin ned af rangstigen, altså ”udvikling”, fordi samfundet mister den direkte eksponering af idealet, i stedet for en oversættelse af lederen, så man kan bruge det som en overgang mod idealet.

Lederen kan se og forstå alles pladser i samfundet, respekterer alle som en nødvendig del af helheden, og hjælper dem til at forstå deres position. Han vil ikke få visioner, ej heller leve et almindeligt liv i sameksistens med andre, men vil have sit klarsyn af kunsten eller den religiøse ide og sine evner til at koordinere alle stemmerne til en hel klang.

Krigerkastens soldater har visse egenskaber til fælles med tjenestekasten. De adlyder, lægger ansvaret og beslutningerne i andres hænder, men har samtidig tiltro til at disse foretager det rette. De er stærke, og hjælpsomme, tro, men ikke blinde, solidariske og selvopofrende, defensive men ikke aggressive.

De forstår ikke kunstnerens ideal, men de hører lederens oversættelse, inspireres af hans sande tale og udfører herved samfundets vilje. Der er stadig egenskaber her som klogskab og integritet, men i særdeleshed mod, udholdenhed, ære, disciplin, loyalitet og troskab overfor pligten.

Hvorfor skal soldaten forstå alle? Hvorfor skal han have visioner? Nej, han skal hengive sig til et kodeks, han skal leve for det og måske død for det, og heri finder han sin lykke.

Håndværkeren, købmanden og bonden dominerer den næste kaste. De kendetegnes ved to egenskaber. Håndværkeren kan udforme den ide der opstod hos kunstneren og som blev formuleret og videregivet af lederen. Her får den materie, her giver den mening for mennesket fordi den får form og indhold, men dens ide er kunstnerens eller præstens. Det var derfor egypterne her så pottemageren Khnemu. Men håndværkeren er ikke kunstner, hvilket vi i dag roder frygtelig rundt i. Han kan forme og gentage, han kan aflæse og tilmed fortolke, men han skaber ikke. Det er landskabsmaleren der har lært faget og nu tegner løs, det er den moderne konceptkunstner, der har lært stilen og jargonen, og nu fremstiller ”egne” koncepter. Det happeningkunstneren, der har set andre lave happenings og nu ”selv” finder på nye. For at skabe kræves en vision, der i sagens natur er helt personlig fordi den kommer fra en personlig stemme, og værket opstår når kunstneren, uden at tage forbehold for tidens form for udtryk, overgiver sit værk i dets oprindelige præsentation.

Den anden egenskab er købmandens oprindelige ideal som handelsmand at overføre genstande fra et sted til et andet. Det formede skal fragtes derhen hvor det skal bruges og denne egenskab besidder købmanden.

Håndværkeren tager kunstnerens ide og udformer den, mens bonden tager gudens ide og kultiverer den. Det er det samme, men i dag naturligvis helt uforståeligt. Vi lærer om bondens forhold til gudens ide, blandt andet i historien om Demeter, der giver sin viden om indsamling af korn, rydning af skov, pløjning af jord, nedlægning af korn og høst, med andre ord kultivering. Her ser vi altså roden til kultur, nemlig at tage en ide og igennem et ritual, at få den til at prokreere og vokse og herved skabe en verden ifølge denne.

Endelig er der tjenerkasten, det menneske der i sig har den prisværdige egenskab at kunne hengive sig til et andet menneske, en idé og især til et andet menneskes befalinger og idéens nødvendighed. Han har her visse fælles egenskaber med præsten, der er guden og derfor samme idé underdanig, men i sin tjenesteiver modtager tjeneren taknemmelighed, og fordi det er den eneste måde hvorved et sådant forhold kan opretholdes ideelt, kærlighed, der derfor er gensidig.

Tjeneren gør det muligt for en i de øvrige kaster at udføre sit erhverv, og man møder ham derfor som forbundet til alle lag.

Ser man alle lagene under et, vil man få essensen af magi. Altså idéen, ideens modtagelse og overbringelse, den beskyttelse, dens udformning som samfund og trofastheden og hengivelsen overfor den.

Alle disse lag kan selvfølgelig korrumperes, og synderen er pengene. Udføres nogle af disse ærefulde erhverv for pengenes skyld, fordærves de og mister deres mening. Deres mening værende at alle lag understøtter hinanden, er til for hinanden såvel som for ideen, og ved nærmere undersøgelse af denne grundide vil man finde, at ideen er samfundet – det bider med andre ord sig selv i halen.

Den græske viise Solon var en af de første til at fordømme økonomiens indstiftelse, og allerede i hans dage kunne han se den negative effekt ved pekuniær handel. Over alle de umiddelbare negative sider ved rene økonomiske interesser står kasteforvirringen.

Den øverste kaste er nemlig ikke mere præsten eller kunstneren, men den rige. Han har indflydelse og en unaturlig magt, der samtidig gør at majoriteten af samfundets borgere søger dette øverste lag og så er vi tilbage til The Ladder of Fortune. Du skal stige op, stræbe mod rigdom, for blandt æblerne i træets top er også lykke, ære og Guds favorisering lige ved siden af indflydelse, et godt ry, succes og et langt liv.

Men det er købmanden der taler, den moderne købmand, det er den falske politiker, den dårlige leder, den uhellige præst og den konstant beklagende tjener. De vil alle have det bedre end de har det, have mere, fordi de er i en forkert kaste og føler sig forkerte. De kasteløse er de mennesker der står i en forkert kaste grundet misundelse, begær og bedrag, de har forkastet sig selv.

De vil som alle andre have lykke, et langt liv, succes og indflydelse, men de tror de får det igennem opnåelsen af rigdom, der gudskelov kun fører artificiel magt og indflydelse med sig, og på ingen måde lykke, ære, god samvittighed og selvrespekt.

Stigen er altså øverst den skabende kaste, med overgang til eller forbundet med den der overbringer loven fra ideen, til den der som soldaten opretholder loven, til den der formen loven i håndværk og afgrøde og fragter den i handel, og endelig tjeneren der giver sine ydelser og derved eksponerer det ædleste princip, nemlig at give.

Penge er ikke kun et onde, folk må for min skyld indtjene så mange af dem som de har lyst til, de skal bare ikke gøre det ved at udnytte andre mennesker og forvanske deres skæbner.

Sælger de en vare som mange vil have og har glæde af, er rigdom harmløs, men den vil aldrig forstå lykke ved at udføre sit sande hverv, at følge sin sande vej, at give igennem opfyldelsen af sin skæbne og modtage for at kunne udføre den.

Dette er ideen med det naturlige kastesystem, der ikke styres af blodet, men af arven (generne) og essensen ved ideen der inspirerer til det hele er netop dette selvopretholdende system hvori kærligheden er den overordnede formidler.

	Fabula

Nu skulle denne avis gerne reklamere for forfatterens arbejder, så her vil løbe en føljeton omhandlende drømme, videnskaben til deres forståelse og edderkoppespindet af dets forgreninger.

Morpheora

Er det sundt at drømme? Kan man overhovedet leve uden at drømme? Mennesker der forsøgsvis afskæres fra at drømme, bliver rastløse, rodløst og kan ikke koncentrere sig. Deres øjne bliver tomme, deres hud bliver bleg, deres holdning er slatten og deres tanker flyder. De er med andre ord som levende døde og præcis sådan havde jeg følt mig igennem længere tid – i længere tid uden en eneste drøm.

Mit ydre havde dog aldrig betydet så meget for mig. Mit hår blev klippet efter grydemodellen, mit skæg fik lov til at vokse hvorhen det ville og det var derfor ikke særligt tit at jeg kiggede ind i mit spejl. Jeg gik altid rundt i tykke sweaters – vinter og sommer – lange fløjlsbukser og Ecco-sko, og det var tydeligt for alle at jeg var vokset op, og stadig befandt mig, i 70’erne. Min hverdag var heller ikke videre eventyrlig, men jeg var nu ganske godt tilfreds alligevel, lige på nær, at jeg ikke mere kunne drømme.

Men hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt for os at drømme? Er det fordi drømmene er bevidsthedens måde at ordne hverdagens begivenheder på, og at vi afskåret fra denne oprydning opbygger et uhyrligt roderi af ufordøjede og ikke-arkiverede informationer? Er det fordi vores bevidsthed ikke kan sove og at den bliver som en tiger i et for lille bur, hvis den alligevel holdes nede og ikke for lov til at udfolde sig om natten? Eller er det fordi at drømmelandet virkelig er et andet land, et moderland hvori mennesket er friere og hvorfra vi som en slags agenter får dessiner om hvordan vi skal leve vores liv – overbragt af drømmelandets tågebanker?

Jeg vidste det ikke, og jeg havde heller ikke så meget som overvejet de spørgsmål før jeg så annoncen i avisen den 1. april.

Denne dato skal man, som en gylden regel, holde sig langt væk fra sine venner, ikke tage telefonen og generelt ikke tro på noget som helst, hvis man altså vil undgå at være offer for en aprilsnar. Jeg havde dog alligevel vovet mig udenfor og købte nede i kiosken den mest konservative avis jeg overhovedet kunne finde, for, tænkte jeg, her til ville ingen aprilsnar finde vej.

Bagest i avisen faldt jeg så over annoncen. KAN DU IKKE DRØMME? En eller anden professor søgte frivillige til at underkaste sig visse forsøg. Der blev selvfølgelig lagt vægt på at forsøgene var ganske ufarlige og at man udover at komme til at drømme igen, ville få en anseelig sum penge for sin deltagelse.

Annoncen var som indsat af Herren selv. Jeg var både flad og kunne som sagt ikke drømme. Penge havde jeg dog aldrig haft særligt mange af, så jeg vidste ikke hvad jeg gik glip af, men fantastiske drømme havde jeg haft og det var derfor et stort afsavn at undvære dem.

Det er det værste. Når man har og siden mister. Jeg har nu som 45-åring ikke drømt i hen ved fem år, hvilket er dejligt længe ikke at betale skat, men forfærdeligt længe ikke at drømme. Jeg kan endnu huske stemninger, scenerier og handlingsforløb, men jo længere fra dem jeg kommer, jo mere forsvinder de ud i horisonten.

Jeg blev født på landet som min mors første dreng af to og al den friske luft, vandet, træerne og dyrene bar på enorme mysterier, som min fantasi udforskede både nat og dag. Men storbyens mursten gav ikke den samme motivation til at drømme, og jobbet som brugsuddeler, der havde bragt mig til byen, var heller ikke den store udfordring for min tankeverden. Man skulle måske tro, at et kedeligt job gav mulighed for dagdrømmeri, men det skulle min chef nok sørge for at forhindre – allerede i tilløbet.

Hjemme holdt fjernsynet min fantasi stangen, men om natten vidste jeg ikke hvad der forhindrede mit sind i at give los og flyve af sted. Det var et klart problem for mig, fordi jeg aldrig følte mig udhvilet, men jeg ville på den anden side heller ikke gå til lægen med mit problem, alene af den grund at jeg ikke troede hun kunne gøre noget ved det.

Men annoncen gav mig håb. Jeg tog telefonen og ringede. En venlig dame svarede og gav mig uden videre en tid næste dag klokken 12. Jeg ankom præcist, og det gjorde cirka 250 andre ikke-drømmere også!

Vi blev budt velkommen af endnu en venlig dame, muligvis den samme jeg talte med i telefonen og fik at vide, at man kun havde brugt for fem i første omgang. Størstedelen blev dog hurtigt siet fra igennem nogle spørgeskemaer der skulle udfyldes, og siden kom vi til personlige samtaler, hvorved jeg mistede kontakten med de tilbageblevne. På et eller andet tidspunkt var de blevet færdige med at frasortere, og jeg var af uvisse årsager en af de endelige fem.

Da jeg langt om længe kom til at tale med professoren himself, var klokken blevet lidt i otte. Strandvejsvillaen, hvor prøverne havde fundet sted, var hans egen bolig, og den var åbenbart stor nok til, at vi kunne vandre rundt uden at møde de andre fem deltagere.

Hans egentlige navn var David Sorensen, barnebarn af et håbefuldt dansk ægtepar der i 1920 var emigreret til Amerika som Sørensen, og søn af deres barn Christian Sorensen, der atter var vendt hjem. David, eller professor Sorensen som alle kaldte ham på stedet, var uddannet psykolog og havde hurtigt vendt sine studier imod drømmenes verden. Han var ikke klassisk freudianer, hvilket, ifølge ham selv, havde givet ham mulighed for at bevæge sig friere igennem sine studier, og følge de for ham logiske veje der gav resultater.

Professoren var nu kommet så langt i sine forsøg, at han havde brug for råmateriale. Han havde med andre ord brug for en hjerne med en bevidsthed, vel at mærke en der ikke kunne drømme.

   – Vores forsøg kræver, at du kan tage fri den næste uges tid.

Jeg havde forudseende allerede meldt mig syg på arbejdet, og jeg forsikrede ham om, at det ikke ville blive noget problem.

– Godt! sagde han veltilfreds, – så kan vi vel gå i gang med det samme!

– Hvad mener du, spurgte jeg noget overrasket, – jeg har været i gang med interviews og spørgeskemaer hele dagen, og jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig udkørt.

Professoren grinede for sig selv.

– Du mener med andre ord, at du er dødtræt!

Jeg kunne pludselig se det åndssvage i min indsigelse. Undersøgelserne gik jo netop ud på, at jeg skulle sove og hvad bedre tidspunkt end når jeg var træt.

Vi gik ned i kælderen, der var fuldstændig moderniseret. Persiske tæpper på gulvene, klassiske billeder på væggene, svag belysning, en behagelig temperatur og ingen larm. For enden af en lang gang lå så mit værelse, og jeg forestillede mig, at de øvrige døre langs gangen, var de andre fems soverum.

I midten stod en bred seng og til venstre for sengen stod en række, for mig, mere eller mindre ukendte apparater. Til højre stod en behagelig lænestol og foran den stod der et lille bord med en lille bordlampe.

– Læg dig ned!

Jeg lagde mig ned.

– Hvordan føles sengen?

– Udmærket, svarede jeg.

– Den skal ikke være udmærket, det skal være den bedste seng du nogensinde har ligget i! Husk på at du skal tilbringe det meste af en uge i den.

Jeg prøvede at vende og dreje mig. Jeg trykkede mig ned i dens fjedre og hoppede siddende op og ned. Det var den bedste seng jeg nogensinde havde ligget i!

– Jeg ta´r den! prøvede jeg og professoren småklukkede i sit store skæg. Han var i det hele taget en skikkelig person. En jovial karakter med et unikt ydre. Ud over et stort sort skæg havde han et par tunge brune hornbriller, et pjusket kort hår, men et ulasteligt nobelt jakkesæt og den obligatoriske hvide kittel hængende udenpå. Umiddelbart virkede han til tider lidt åndsfraværende, men efterhånden som jeg talte med ham, viste han en knivskarp iagttagelsesevne, en fænomenal hukommelse og en næsten pågående tilstedeværelse. Han var venlig og til tider morsom, men når det gjaldt hans arbejde, var han meget seriøs og fokuseret.

Sorensen havde sat sig ned i hvad der skulle være hans seng i den næste uges tid. Lænestolen lignede Chesterfield, og det var tydeligt at han følte sig hjemme i det brune læder. En sygeplejerske kom ind og spurgte om jeg ville have en pyjamas på, eller om jeg ville foretrække at sove au naturel. Jeg tog pyen.

Det næste stykke tid gik med at Sorensen forklarede mig, hvad han kunne gøre og hvad han ville gøre.

– Der er ingen grund til at du prøver på at forstå det tekniske, men jeg vil dog alligevel kort beskrive nogle hovedlinier, så du kan overbevises om det ufarlige ved forsøget.

Han lagde armene bestemt over kors og lænede sig forsigtigt tilbage i stolen. Når han talte lænede han sig af og til frem igen, men kun et øjeblik, hvorefter han atter faldt tilbage. Armene derimod forblev sammen.

– Selve målet er som bekendt, at du skal drømme, og at jeg skal lære om dine drømme og derved om drømme i det hele taget. For at komme til dette mål vil jeg benytte mig af to ting. Elektrisk stimulation af visse nervebaner og en sideløbende verbal suggestion baseret på en simpel rejseplan.

Hans fingre havde fået fat i skægget og redte det, kradsede i det og kælede for det som var det et lille dyr. Dette kunne han gøre uden at armene slap deres fælles greb.

– Både de elektriske og de verbale stimulationer skal påvirke hypothalamus, den del af hjernen hvorfra vores drømme styres, og der igennem påvirke underbevidstheden – drømmene. I hjernen er hypothalamus noget af en hovedcentral der via ordrer fra hjernebarkens bevidsthed frigører hormoner i hypofysen og således styrer kroppens funktioner og hvad der er vigtigere for os – menneskets følelser.

Via den elektriske stimulation bliver det i stedet mig der giver bevidstheden ordrer, og via et specielt designet computerprogram kan jeg sideløbende med mine verbale ordrer tilføre bevidstheden billeder. Så i stedet for at bevidstheden påvirker den fysiske krop, påvirker den nu din drømmekrop. De billeder du visualiserer i den drøm jeg aktiverer, vil jeg kunne forstærke i deres grad af virkende virkelige og samtidig vil jeg få feedbacks med informationer fra din rejse. Det hele bliver til en rejse ned i drømmeland – ned i underbevidstheden.

– Har jeg slet ingen indflydelse?

– I allerhøjeste grad! Din personlighed vil højst sandsynlig farve omgivelser og i det hele taget sætte kulisserne og din personligheds habitus vil, i det øjeblik jeg har ført dig ned i drømmene, med al sandsynlighed tage over og efterlade mig som tilskuer.

– Du skal altså åbne for strømmen og lokke mig til at drømme videre derfra – med dig som observator?

– Præcis.

– Hvad går rejseplanen ud på?

– Hvis du ved det kan jeg ikke se om mine stimulationer virker eller om det bare er din bevidsthed der, præpareret, blot vil bygge videre på disse informationer.

Sygeplejersken var kommet tilbage og begyndte nu at forbinde mig til computeren og en række måleapparater med alskens ledninger. Så tændte hun det hele, trippede ud igen og lukkede døren bag sig.

Nu var det alvor!

Professor Sorensen rejste sig og gik hen til panelet. Så drejede han her og justerede der, indtil han vendte sig om og kiggede på mig.

– Er du klar?

– Jeg er klar!

Han drejede på nogle flere knapper og gik, med en slags fjernbetjening i hånden, tilbage og satte sig i stolen.

– Luk øjnene og slap helt af.

Jeg gjorde som han sagde og trak dynen op til ørerne. I et par minutter sagde han ikke noget, og jeg blev, på grund af dagens strabadser, hurtig døsig. Inden jeg forsvandt helt talte han igen sagte til mig.

– Forestil dig, at du står foran en trappe.

Han talte langsomt og holdt mange og lange pauser.

– Den kan være ny eller gammel, den kan være rød eller blå. Forstil dig, at du står på stueetagen og at trappen går ned til en kælder. Forestil dig, at du begynder at gå ned af trappen og forestil dig, at der er lang vej ned … der var lang vej ned og halvvejs nede slog trappen et knæk. Jeg havde først svært ved at holde balancen fordi der ikke var noget rækværk på min venstre side, men jeg kunne støtte mig til væggen på min højre side. Den var hvidkalket, men tidens tand havde slidt det meste af kalken af og afrundede røde mursten stak frem flere steder.

Jeg fulgte trappen rundt i knækket og rundt i endnu et knæk, men hele tiden gik det nedad og hele tiden blev det mørkere.

Til sidst måtte jeg famle mig frem, men så så jeg et svagt lys længere inde. En gammeldags messinglampe med et stearinlys i, sendte et ulmende lys hen for enden af trappen og ledte mig videre hen ad en smal og lav gang. For enden af gangen spærrede et rustent gitter for videre passage, og inde bag gitteret trådte der pludselig en mand frem!

	Mysterium

Herunder vil du finde en gåde, et enigma eller et mysterium at løse, hvilke potentielt kunne bringe en erkendelse med sig.

Går man ind på nettet og leder efter ”gåder”, vil man finde den moderne afart af mytens gåder, som vi ser det i historien om Oedipus (øvrige eksempler igennem verdenshistorien, kan findes på min hjemmeside under Koan). Den er ofte blevet forvansket og fremstår som pjat og tidsfordriv, men en ægte gåde, fører ved sin løsning, en underliggende erkendelse med sig. Følgende er taget fra undertegnedes roman Pontifex.

Hvilken mad, der har været spist en gang, kan spises igen?

Løsningsforslag kan mailes til forfatteren. Svaret kommer ikke i næste nummer.

Epilog

Det var så alt hvad det kunne blive til for denne gang, som de siger i fjernsynet, og måske endte det med at blive en god avis?

Næste nummer vil dukke op alt efter efterspørgslen, indeholdende næste afsnit af Morpheora, en ny artikel der videreudvikler idéen om kaster og svarer på nogle af de mange spørgsmål som naturligt vil dukke op, nye anmeldelser af musik og film og en ny gåde til hjernecellerne.

Til da, på gensyn!

© Mikkel Starup 2007