ReligiO

     Dragør   December   2007      no. 2            Mail avis af Mikkel Starup

  ___________________________________________________________________

 

 
 

Nu kendetegner udgivelsen af volumen to af et blad som regel at nummer ét var en succes, men i dette tilfælde er det ingen indikator. Forfatteren hører nemlig til den slags, der skriver uanset læserskarens størrelse eller grad af begejstring.
   De tilbagemeldinger jeg fik var dog udelukkende positive. Flere nævnte artiklen om Dinu Lipatti som vellykket, der var flere (forkerte) bud på gåden og de anmeldte film blev kommenteret.
   På den anden side kan de øvriges stilhed være alarmerende! Nu kender jeg stressniveauet hos de fleste af mine venner, men det skal ingen undskyldning være. Jeg havde nemlig håbet på nogle kommentarer til min artikel om samfundsstrukturen, i bedste fald nogle forargede opstød, men der skal nok i virkeligheden mere til at støde min omgangskreds.
   Jeg konfronterede min ven Maximilian med artiklen, men han anså sig stort set for at være enig i pointerne. Jamen, hvis der således ikke er nogle indvendinger, fortsætter vi på samme spor.
   Julen nærmer sig, og jeg føler, at jeg må gøre opmærksom på flere ting ved den lejlighed. Nytårsforsæt fremsiges den 21. december (den egentlige juleaftens dag). Her vender bøtten, jorden ændrer sin vinkel mod solen og lyset begynder at vende tilbage. Vi er derfor nu i Dødens greb, men når vi alligevel er dernede, er det tiden til at fremlægge planerne (ønskerne) for det kommende års materialisation. Jeg ønsker mig ikke ”Worldpeace”, men ”Worldtruth” hvilket vil give mindst lige så mange krige, blot ville de vil i sagens natur – være ærlige. Det første luftkastel der ville falde var EUs storhedsvanvid. De vil så gerne have, at vi alle skal være i samme båd, uheldigvis glemte de at læse navnet på skibssiden – der stod ”Titanic”.

 

Deres

Mikkel Starup

 


 

 

INDHOLD

Ajour

Musica

Cinema

Links

Artikel

Fabula

Mysterium

Epilog

 

 

 


 

Ajour

Kulter & mysterieindvielse
Så syntes der endelig at ske noget på bogfronten. ”Kulter og mysterieindvielse” er nu færdig og afsendt til trykkeriet, og en udgivelse skulle være klar enten 28. december eller 2. januar.

 

Richard Wagner
Gik foredraget godt? De formodede otte timer, jeg ville forsøge at holde foredraget på blev til elleve, flere tilhørere besvimede af udmattelse, mens andre hallucinerede på vej hjem, og de til lejligheden fremlagte notesblokke og kuglepenne til kommentarer blev fundet dagen efter rødglødende af noter og underlige tegninger!
   Forfatteren selv var tilfreds. Jeg var igennem et større hav af emotioner og forunderlige oplevelser blandt andet efter at have stået op eller vandret rundt i de mange timer, af at have søvnunderskud inden foredraget og efter de mange informationer jeg sendte igennem mit hoved. Klokken fire om morgenen lagde jeg mig i min seng – og forsvandt!

Et mere måleligt resultat var Alexanders begejstring, der udmøntede sig i et kontant forslag om udgivelse af foredraget igennem en ven på Peoples Press. Omskrivningen af foredraget til en mindre bog, vil sandsynligvis okkupere foråret 2008. Alexander ytrede ønske om at indføre nogle sammenlignende kommentarer, og dette kunne virke igennem den rette strategi.

 

Hemmelig agent og fobiserie
Et andet resultat af foredraget var udlevelsen af Oscars drøm om at blive hemmelig agent! Han syntes at gennemgangen, og forfatterskabet generelt, havde så mange interessante tangenter, at han tilbød sig som agent.
   Det har allerede udmøntet sig i adskillige møder (jeg kan ikke oplyse adressen, da det jo er hemmelige møder!) og affødt et nu fælles projekt om en gyserserie til tv om fobier.
   Vi holdt et møde med en interesseret producent, hvor vi alle fandt en dragning mod denne genre, og jeg har efterfølgende skrevet ti afsnit til serien, der alle blev godtaget. Nu har jeg så udarbejdet et storyboard til det først afsnit. Jeg har tilmed komponeret seks originale kompositioner til dette afsnit, alle skrevet på og for klaver, der skal være seriens underlægningsmusik.

 

Tibina og sex
Pengene vælter ikke ligefrem ind, så min kone, der er familiens økonom (ingen misunder hende jobbet), kommer en gang imellem med nogle venlige forslag om andre og lidt mere salgbare projekter fra min side. Hun syntes vældig godt om den erotiske novelle på SMils hjemmeside og ansporede mig til at skrive nogle flere. Det er hermed gjort! Jeg har just færdigskrevet femten noveller under titlen ”Diorama - En pornografi”.
   Nu skal man som læser ikke forvente sig rent masturbationsmateriale, men også historier om seksualitetens psykologi, forholdet mellem det mandlige og kvindelige, og især kvindens seksualitet og mystikken bag denne.
   Jeg kalder historierne for Diorama, hvilket vil ringe en klokke for de naturhistorisk interesserede. Det er nemlig disse opsatte kasser eller små rum med lys i, hvor man kan studere en egn eller periode i den geologiske verdens historie, eksempelvis nordpolen og dens dyr, eller savannen. Det er måden at eksponere et emne, der inspirerede.
   Planen er at indlægge billeder imellem historierne af kvinder klædt ud som dyr, et projekt jeg er i gang med i skrivende stund. Først afklæder jeg kvinderne mentalt, afslører deres animalske idé, hvorefter jeg udklæder dem i dette dyr. Oplægget har naturligvis totemistisk karakter i en kultur der har glemt alt om  eller undertrykt vores dybeste natur. Jeg ser allerede hvor voldsom en sådan proces er for ”emnet”, hendes seksuelle fundament træder frem og besættelsen skulle gerne vise sig i billederne.

Oven i dette er jeg ved at færdiggøre det næste foredrag for vennerne. Emnet er aktuelt, nemlig sex, og de vil nok blive en smule bestyrtet efterhånden som aftenen skrider frem. Men hvad, de ville nok blive mere overraskede, hvis der ikke var noget de ville blive overrasket over sådan en aften!

 

Pontifex
Nu da ”Kulter og Mysterieindvielse” snart ligger i boghandlen, har jeg sendt forlaget mit manus til den næste roman ”Pontifex”. Den er en skønlitterær pendant til fagbogen og består af en hel del transcendentale oplevelser fra hovedpersonens liv. Bogen er befolket af diverse underlige væsner, liminelle erfaringer og så lægger den ud med en reel indvielse, tankerne omkring denne, og samtaler med tærskelvogteren. Det er skræmmende! Opildnende! Inspirerende! Mindblowing!!

 

 


 

Musica 

Hvordan kommer vi videre fra Dinu Lipatti? Han er i mine øjne en kunstner i særklasse, uforlignelig, og hans tilgang til musikken, er et overstået kapitel, vel at mærke når det drejer sig om klassicismen. Det betyder ikke, at kunsten at fortolke er død, men det nærmer sig. En fransk violinist jeg ikke husker navnet på sagde en gang, at det ville være en fornærmelse overfor musikken, og kunsten, at udråbe den største kunstner og den bedste fortolkning. Selvfølgelig må man tilslutte sig denne tanke umiddelbart, men ikke uden forbeholdt.
   Jeg har hørt adskillige fortolkninger af Beethovens sonater, og gider snart ikke mere. Godt nok er de kendt for deres dybde, og mange har fundet uopdagede sider i dem, men dette sker ikke mere. Der er grænser for hvor mange måder man kan spille ”Måneskinssonaten” på.
   Desuden vil jeg fremføre et andet argument i samme åndedrag – tidsånd! Det er normalt et begreb man væmmes ved, fordi det lægger en begrænsning i en anskuelse og indfanger ånd i tid. Men når det er sagt, så er det et faktum, at forskellige tider har forskellig lødighed. Det er derfor det virker så akavet, når tidens musikere finder barokkens instrumenter frem og indspiller musikken ”som den lød på Bachs tid”! Aha, og mikrofonerne, båndoptageren eller cd’en?
   En tid kendetegnes både af hvordan vi ser på den, men også efter hvilken tid den kommer. Og tider kommer ikke igen som de var. Vi lever ikke i barokken, og kommer aldrig tilbage dertil.
   Hvad så? Kan man ikke opføre klassisk musik i dag? Den kunstner vi skal behandle i nedenstående artikel havde et bud på dette.

 

 

Glenn Gould  

David Oppenheim, daværende direktør for Columbia records ”Masterworks” division besøgte engang den russiske violinist Alexander Schneider. De lyttede til en plade med Dinu Lipatti, der var død fem år forinden. ”Hvorfor kan vi ikke finde sådan en til? spurgte han Schneider. ”Det kan vi også” svarede denne, og anbefalede ham at lytte til Glenn Gould, og så for øvrigt tage en kontrakt med når han besøgte ham, for sagde Schneider; han er lidt skør, men han har en bemærkelsesværdig, hypnotisk effekt på klaveret.

Sådan kom vi på elegant vis fra den mest klassiske og transcendentale af alle pianister Dinu Lipatti, over til den mest provokerende, insisterende og innoverende af alle pianister Glenn Gould.
   Nu kan man få et ganske godt billede af Gould ved at læse en af biografierne (jeg kan ikke anbefale en frem for en anden), nogle af hans breve og artikler – ved siden af selvfølgelig en intensiv gennemlytning af hans indspilninger på cd og dvd (video).

Men man kan også nævne den velkonstruerede bog ”Den kreative Løgn” af Karl Aage Rasmussen, der dog lejlighedsvis ligner sit oplæg Otto Friedrichs biografi lidt vel meget. Men den er velskrevet, og evner at sammensætte de mange divergerende aspekter til et overskueligt og umiddelbart funktionelt billede, ofte konsistent med Glenns eller hans nærmeste venners udtalelser. Den er både kritisk og beundrende, den lader sig ikke forføre blåøjet, men ser igennem de klassiske aversioner, og ender med at finde et menneske med overmenneskelige evner.
   Nu har jeg uheldigvis et vist antipati overfor biografier generelt, i hvert fald de dele der intet har med musikken at gøre. Det kan så argumenteres, at alt omkring musikeren har med hans musik at gøre, men så er vi efter min mening ude i en sommerfugl i Bongo, der påvirker vejret i Brønshøj.
   De bedste kapitler omhandler musik, Rasmussens eget område, men han kan ikke stå for fristelsen til at grave lidt i Goulds mange særheder. Det fører ham, som de andre biografer, også ind på områder, som Gould ikke anså for andres business.

Det er tydeligt, når man læser Glenn Goulds interview med sig selv, at han i sin parodi på kritikeren og journalisten, som Wagner ligeledes gjorde det med Beckmesser i ”Die Meistersinger”, netop eksponerer dennes sædvanlige fokusering på det uinteressante, uvæsentlige og ikke mindst på det ukunstneriske.
   I virkeligheden er det ikke bedre end fru. Olsen, der læner sig vel meget ud af vinduet, for at se hvad der sker hos naboen. Dette ville enhver indigneres over. Jeg ser egentlig denne adfærd, som et forsøg på at få forståelse – generelt. Moderne mytiske personer vækker vores manglende forståelse af vores egne liv, og ved at bore i deres gives vi forklaring, og håber på afklaring hos os selv. Denne er naturligvis usandsynlig herigennem.

Skal vi tæt på en stjerne, må vi gøre det ved at indlæse vores drift imod dem, og så ellers lade dem være private. Mange fans er blevet skuffet når de så endelig kom tæt på idolet, for den personlige tiltrækning ligger et sted mellem idolets agerede ”rolle” og noget bagved os selv, som vi finder ved at beundre plakaten eller fascineres af musikindspilningen – begge har forsvindende lidt med stjernen privat at gøre.
   Vi finder dog en åben Gould i de unge år, og det bærer hans indspilninger præg af. Videoindspilningen af Bachs femte klaverkoncert, eller den første med Thomas Mayer begge fra 50’erne udviser inderlig, næsten kærlig dybde, og det samme i den første indspilning af sjette partita over for den senere på video.

Gould skrev følgende om Bach: Jeg kan faktisk ikke komme på nogen anden musik som er så altomfattende, som rører mig så dybt og så vedholdende, og som, for at bruge et temmelig upræcist ord, er værdifuld hinsides al dens kunnen og virtuositet på grund af noget som er mere meningsfuldt end som så – dens menneskelighed.
   Han var med Menuhins ord; meget bevægende, blød og ekstrem sensitiv, næsten hjerte-givende. Men hurtigt blev han angrebet af den føromtalte kritiker, der mente at det var nødvendigt at fokusere på hans underlige gestikulationer og øvrige excentriske vaner, og ungdommens smukke naivitet og åbenhed blev forbeholden. Langsomt gik det op for ham, at han måtte finde en anden vej.   Jeg tror alle kunstnere (og unge mennesker i det hele taget) oplever dette. Det er lidt som politikere der ikke mere tør sige deres mening før den er clearet med en række konsulenter. Hvad kan pressen og modstandere ikke få ud af ens ærlige udsagn. Og sådan er det inden for hele medieverdenen.

Fænomenet har skabt en kunstig limbotilstand, hvor intet kan siges uden alles accept. Hvem ønsker at blive kørt igennem mediemaskineriet, miste stemmer, gøres til grin, udstilles for sine svagheder etc. Desværre er det samtidig vores kulturs død, vores livs, fordi vi hermed mister den så vigtige individualitet og den dybt personlige lidenskab der lever heri.

Vi står altså lidt det samme sted som Gould gjorde. Kritikeren og biografen er for en stor del vildledt og fejlfokuseret. For at komme videre herfra, må vi søge ind i fugaen og kontrapunktets væsen.
   Den gregorianske sang viser os hvordan en-stemmig musik bevæger sig igennem et en-dimensionelt univers. Den er et udsagn eller måske endda en ledestjerne, når den bølger sig igennem sin umiddelbart ensomme verden, men den besidder også en styrke og viser sig netop hel, fordi det er herfra dualismen blev født. Kontrapunkt opstod som en ekstra dimension, men det var en deling inde i helheden, der forblev intakt udenpå. Det er som at dele vand; du får mange dråber, men de vil altid fortælle om havet. 
   Hvor kanon-formen kun udviklede én stemme, hvorefter denne blev emitteret som af en skygge, forandrede fugaen sig til en interaktion de to stemmer imellem, man siger at de jager hinanden.
   Stemmerne tiltog og i ”Das wohltemperierte Klavier” er der to fugaer med op til fem stemmer (en anekdote fortæller at Bach engang improviserede en fuga med otte stemmer) og det er nærliggende at se en tredje dimension åbne sig i formen.

Det karakteristiske ved kontrapunkt er stemmernes egalitet. Én træder frem, men erstattes af en andens svar eller konsekvens, en slags musikalsk, dikotomisk kausalitet. Det er princippet om lighed, og melodien ligger både i den høje og den lave stemme.
   Som opposition hertil, set fra én synsvinkel, står romantikken med den isolerede melodi. På klaveret er venstrehånden ”degraderet” til at akkompagnere, og en ulighed er opstået, ikke ulig den man så i samfundets skæve klassedeling. Her sad adelen med magten og sandheden (de var som regel også lovgivere) eller skulle man sige melodien, og folket fulgte med som akkompagnementet. På den vis er romantisk musik heterogen og kontrapunktisk musik demokratisk. Det er en debat. Et argument fremføres i fugaen og andre kommenterer dette. Men i modsætning til demokratiet skal her ingen beslutning tages, hvilket gør musikken levende på en unik måde.

Dette er selvfølgelig blot en anskuelse. For mens klassedeling kan have et forræderisk fundament, hvor adelen (melodien) ikke leder på baggrund af særlige evner, visdom eller sans for retfærdighed, men grundet enten blodlinien (arveretten) eller usurpati, kan den i sjældne tilfælde også være bygget på sande lederevner. På samme måde kan det også være med melodien.
   Man kunne også foreslå at melodi var maskulin og akkompagnement var feminin, eller måske er det i virkeligheden omvendt. Som regel er mænd retningsgivere og kvinder underbyggere, men melodien er i mange tilfælde feminin dekoration, i romantikken grænsende til staffage, og manden det fundament hvorpå der tegnes.

Pointen er, at i den romantiske musik ligger der et spil herimellem. Den er med andre ord erotisk i mange henseender, hvor kontrapunktisk musik er mandlig og (religiøst) logisk.
   Gould sagde en gang til en ven; Jeg tror jeg er begyndt at se, en måde at spille det midterste og sene 1900-tals repertoire, i hvilken den fremherskende karakteristik vil være tilstedeværelsen af organisk enhed og ikke det fortløbende … sammenstød af uligheder som, syntes jeg, ligger under størstedelen af fortolkninger af 1900-tallets musik. Alt hvad jeg gør er bevidst reduktion af de maskuline og feminine kontraster af tema-områder til fordel for afsløringen af korrespondancen af det strukturelle materiale mellem tematiske blokke.
   Og i et brev skrev han: Jeg tror ikke det er den lange nærkontakt med barokkens filigran-værk som gør mig usympatisk stemt, men snarere at hele tanken om en melodisk kvalitet som værende adskilt fra bestanddelene i en harmonisk omgivelse, på mig altid har virket antistrukturel, og sågar, tør jeg sige det, udemokratisk.
   Der hersker ingen tvivl om, at Gould havde den auditive og taktile evne til at adskille flere stemmer, hvilket gjorde den kontrapunktiske musik indbydende, men han fandt også heri den serenitet, som Bach kultiverede, og Goulds spil forandrede sig.

Fra den naive dreng der ville vise verden sin egen dybde igennem sin opfattelse af musikkens umiddelbare skønhed, blev han til videnskabsmanden der konstruerede et kunstværk, men med palisadeværk og hemmelig løngang. Det var dog stadig to sider af den samme sag, og midlet, som altid forbigås i biografierne, var det samme; han slap forbindelsen, hvilket var en ubevidst rituel (religiøs) handling og herigennem modtog han værket, forståelsen, ånden.
   Nu er det som bekendt ligegyldigt om man forstår, endsige tænker, over tyngdekraften og dens love, det ændrer ikke på det faktum, at vi alle ligger under for den og disse. På samme måde er det med de religiøse lovmæssigheder. Det er de færreste mennesker, der har nogen som helst anelse om disse, men vi berøres af kræfter der ofte overrumpler os, og må trods vores overbevisninger erkende denne lovmæssigheds dominans. Det kan være uetiske handlinger, der pludselig giver os dårlig samvittighed trods vores egen legalisering af disse, eller det kan være det voldsomme indtryk og den menneskelige transformation uventede oplevelser mellem mennesker eller i naturen kan give. For slet ikke at tale om vores drifter, som folk i dag, i ni ud af ti tilfælde, helst ville være foruden, af den simple grund, at de er ubelejlige, eller i værste fald uetiske med dagens briller. Det ændrer dog ikke på det faktum, at de i visse tilfælde er præsente og nogen gange med en ret så voldsom tilstedeværelse.

Det syntes naturligt herfra, at religion er et forsøg på at træde ind i disse lovmæssigheder, både for at forstå dem, men også for at give sig hen til dem – den religiøse (ekstatiske) oplevelse.
   Men hvordan opnås denne tilstand? Og er der konsensus på dens ideal?
   Egentlig er det den gamle sang om hvordan musik skal fremføres og komponeres bedst. Musikkens historie er en lang gentagelse af ét bestemt tema; status quo kontra innovation. Stilstanden har altid været den foretrukne for majoriteten af komponister og lyttere, blandt andet fordi det almene, velkendte er trygt, mens alternativet provokerer sanserne mod afgrunden. Vi programmerer konstant os selv, så vi kun forandrer os med så lille hastighed som muligt.

En masse godtroende kritikere er ofte talsmænd for det ”klassiske” ved alting, og ”nytænkning” roses kun når den er uskadelig.
   Vi har altså to former for kunstnere. Den ene er innoverende, der hurtigt bliver træt af de konventionelle former, og går helt nye veje – den egentlige kunstner, og siden de reproducerende, der egentlig bør kaldes håndværkere. De første styres ikke kun af fornyelsestrang, men også af en dybereliggende personlighed der vil virkeliggøres.

Det religiøse hos kunstnerne er netop denne søgen indad efter deres idé, hvorefter de eksponerer denne igennem deres udtryk. Det vil sige at den kunstneriske proces er religiøs, fordi begrebet betyder at forbinde (en tanke man i anden formulering også kan finde i Wagners skrifter).
   Vi har altså eksempelvis en tids udtryksform, oprindeligt inspireret af en eller to komponister, et sted at udforske, at bebo, som langsomt bliver til sandheden for dets beboere. Siden kommer ”kunstneren” og foreslår radikale ændringer, hvilket altid har affødt et ramaskrig. Han kæmper for sine idéer, agiterer for den nye form, men kun få lytter. Hen mod komponistens alderdommen eller posthumt forstår man måske hans veje, men kun fordi man har vænnet sig til dem. Pludselig virker det forfriskende og man ser det geniale i alternativet.

Problemet er også kritikeres og lægmands beskrivelser af hvad der er god musik, eller komponisters forsøg på at beskrive hvordan deres musik skal opleves og høres. Disse er ofte ubrugelige og et godt eksempel i denne forbindelse er John Cages Strygekvartet, der er tiltænkt at være ”indbydende uinteressant”. Jeg syntes, at den er indbydende interessant, og den slags programnoter, som når Gould forsøger at forklare hvorfor den eller den komponist er dårlig eller dette stykke er godt, er i virkeligheden sekundære. Goulds meget insisterende objektive argumenter står i stærk kontrast til hans idealisering af lytterens subjektive smag. Jeg elskede for eksempel hans alla turca fra Mozarts 11. sonate eller adagioen fra no. 14. Og ja, især rondoen er spillet helt forkert, og hvad så? Vender Mozart sig i sin grav? Næppe og hvis han gjorde, var det hans sag. Det viser bare vores manglende evne til at bryde igennem uforandrethed.

Det minder ligeledes om mennesker med seksuelle fordomme, der insisterer på hvordan god (og anstændig) sex bør dyrkes – altså under dynen med slukket lys og i missionærstilling til det formål at få børn. Deres gode intensioner og standhaftige argumenter hjælper bare ikke på et menneske der har drifter mod eksempelvis SM. Argumentationen virker komisk, og det modsatte ville være ligeså akavet (altså at alle skulle dyrke SM).
   Hertil kommer så svaret på hvordan vi når til den ekstatiske tilstand; igennem kunstneren. Han er overbringer af guld fra bjerget og ved vores møde med samme, opløftes vi igennem kunsten.
   På samme måde kan mødet mellem den ekstatiske solist og det teknisk præcise optageudstyr virke problematisk og selvfølgelig går der noget tabt i studiet. Men andet vindes. Goulds fascination af lytterens forhøjede medvirken i musikkens fremtoning er forståelig. Igen peger det hen imod vores drifter.

Når vi taler om individuel smag, viser det aspekter af os selv. På den ene side en miljømæssig indflydelse igennem opdragelsen, eller en særdeles stærk oplevelse. Begge medfører smag. Hvis mor altid serverede havregrød om morgenen med smør og appelsinsaft, kan denne ret føles tryg og rar at spise senere hen i livet, eller hvis man spiste en syltet rødbede, første gang en kvinde klædte sig af foran én, kan indtagelse af netop denne grøntsag virke forunderligt stimulerende.
   På den anden side kan smag pege tilbage til vores gener underforstået vores idé, og drifterne peger samme vej. Det er her hverdagen kan blive neurotisk (overtroisk), netop når man udfører bevidste eller ubevidste ritualer fordi deres rette udførelse medfører enten et værn imod noget uønsket eller en opnåelse af en bestemt følelse.
   Hvis det sidst er målet, er smagen, underforstået den der peger mod vores drifter, så meget mere interessant at kultivere i betydningen styrke.

Det er ikke svært at føre Gould selv ind i denne kategori, men hans glorificering af lytterens frihed til at tilforme musikstykket præcis efter eget ønske, peger også herhen. Det er som at indstille på det varme vand til badekarret indtil det er rigtigt. En anden ville skolde sig, eller måske fryse. Vi søger indtil vi finder vores egen frekvens, og det er naivt at tro, at en eller anden tilfældig pianist kan ramme denne præcist.
   Jeg har i mange år lavet kassettebånd, hvor jeg trak satser eller dele af satser ud af sammenhængen og satte dem sammen med andre. Det ligger tæt på kompositionens ideal, fordi man i sammenstykningen af elementer tegner et billede af sit indre væsen, men kan lige så vel være et personligt ritual netop til opnåelsen en bestemt personligt opløftende stemning. I virkeligheden er det det samme!
   På samme måde skal mine foredrag ses, specielt selvfølgelig det seneste om Wagner, hvor hele mosaikken var min egen opløftelse. Men entusiasme inspirerer.

At musikindustrien og koncertvirksomheden ikke har lidt synderlig skade af manglen på lytterens indflydelse på musikken, skyldes at denne drift mod en bestemt udførelse og oplevelse, hører sammen med en hvis grad af kreativitet, som de færreste menneske besidder.
   Alle mennesker har en personlighed, men ikke alle har behov for at udforske og eksponerer denne. Det er et karakteristika ved visse personer. Eksponeringen af ens personlige væsen er for øvrigt en trang, man ikke må forveksle med den mange har igennem ”kunsten” for i virkeligheden blot at blive set og, selvfølgelig, elsket. De ”realiserer” sig selv som kreative, men vil bare vise sig frem, som når en kvinde tager smukt tøj og make-up på.

Når komponisten trækker sin idé ned igennem musikken i en religiøs proces bliver han til præst. Når fortolkeren manipulerer med kompositionen, for at opnå en helt bestemt personlig stemning, bliver han til præst, og når lytteren indstiller sin equalizer til en helt bestemt setting bliver han til præst.
   I det perspektiv kan Bernstein ses som håndværkeren, der med sin sublime indlevelsesevne og musikalske indsigt, virker som en opdagelsesrejsende i musikkens enorme hav, mens Gould er manipulatoren, der trækker favoritter ind i sin egen indsø og fremviser et forunderligt væsen. På den måde manipulerer han sig selv og sin lytter, og det var også med en hvis beundring, at han kaldte Stokowski ”den gamle iscenesætter par excellence” og Mendelssohns musik for ”en smule kalkuleret”.
   Han opponerede mod hedonismen i både Mozart og Beethovens musik, og det er nærliggende at give ham mærkatet selv, men det var ikke ham selv han søgte at eksponere, men hans ånd. Hvilket til en hvis grad kan forklare hans ellers besynderlige dragning mod det koldeste nord (hvor han og hans hænder jo ville fryse), og dettes (indlæste) renhed og kreativitet.

Ved siden af denne model, kan man anskue hele musikkens historie som en grænsesøgning, der kulminerede da musikken et sted i 70’erne ophørte med at være musik. Pointen var, at på et tidspunkt var kunsten gået fra netop en indre dybtfølt sammensmeltning til spekulation. Det der driver kunstneren mod hans indre idé er religion (at forbinde) og for netop at nå derind, må han transcendere normen. Når kunsten bliver rent spekulativ (håndværk) og ikke følt, vil den instinktivt (fordi den imiterer kunstneren) søge mod afgrunden, men aldrig turde tage det endelige spring, fordi den i modsætning til kunstneren der drives mod en indre stemme, ikke har noget der vil gribe den på den anden side.

For Gould var den atonale, dodekafone og senere den serielle musik ideel i sit ækvilibrium, mens udviklingen ind i det aleatoriske, netop var springet uden mål. Bernstein gjorde opmærksom på hvor mange ubevidste dodekafone tilnærmelser der faktisk var i Wagners musik, og at Schoenbergs musik var en naturlig konsekvens. Gould skrev om Schoenbergs musik: … den kendsgerning at efter den første afvisning af tonaliteten kom en periode med dyb tvivl og depression som derefter resulterede i værker med en ekstrem komprimering, sågar atomisering af det tematiske materiale …”.

Han splittede musikken op i mindre dele, anskuede hver del nøje og satte dem sammen igen. Det er en demokratisk musik, en kontrapunktiske inspireret operation og helt igennem kompatibelt med Gould idealer.
   Med Fluxux kunne musikken ikke komme længere ud i det ”kunstneriske spørgsmål”, og alt i dag er en tilbagevenden til tidligere genrer, igennem fusion og mix. Med andre ord tilbageblik. Man kunne sige, at verden i dag er et museum. Vi ser tilbage og prøver at finde en vej videre. Desværre er kunsten på dette område hurtigere end samfundet, så hvad kunsten har vist igennem sine eksperimenter, vil vi, om nogle år, se samfundsmæssigt som et ekko.
   Vi finder også her den definition på geni, som Rasmussen ikke mener vi endnu ved hvad er og på det han ser som paradokset mellem de erkendelsesmæssige eksperimenter indenfor musikken og den teatralske forførelse.

Geni er at møde og konversere (interagere med) sin genius (heraf ordet geni) enten igennem uddannelse eller religiøs søgen. Den originale komponist finder den, men også en snedker eller en statsleder kan opnå denne status igennem total åbenhed overfor sine indre motiver, som kun drifterne fører til. At så Beethoven eller Napoleon brugte et helt liv på at finde ud af hvem denne stemme var, er en anden sag.
   Forskellen på eksperimentet og forførelsen er den før omtalte spekulative dødsdrift (moderne klassisk musik uden emotionel drift), der bliver bange ved verdens ende, og så den ekstatiske (teatralske, emotionelle) musik der forfører fordi, den allerede har taget springet ind og nu viser sine erkendelser.
   Hvor skal vi så putte Glenn Gould ind i alt dette? De fleste er enige om den paradoksalitet han bærer rundt på, men meget af dette tror jeg skyldes biografers indlæsning i ham. Man kan kun komme så tæt på et andet menneske, før det bliver ren spekulation.

Men ét åbenlyst paradoks ses netop i forholdet mellem kunstner og håndværker, eller visionær og repetitør. I første omgang var Gould som solist en håndværker, og hans forsøg udi kompositionen blev fåtallige og problematiske, som vi har set det hos Furtwängler eller Klemperer.
   Hans talenter lå tydeligvis i den kliniske musik, fordi den viste sig at kunne bringe hans yndlingsbarn, det kontrapunktiske, i moderne kontekst, netop en tid som han, så vel som andre, oplevede som eklektisk. De mange stemmer, han som Bach kunne høre og styre, fik en måske endnu mere tiltrængt fortaler, fordi stemmerne er så mange netop i dag. Hans mission var, bevidst eller ubevidst, at udligne de mange stemmer, at føre dem ind i sin ligning og ækvivalere dem.

Et godt eksempel er fra en korrespondance, hvor Gould forklarer fordelene ved musikken sønderdeling: … og derfor er følgelig den lagvise dissekering af for eksempel en fuga af Bach ikke kun værdifuld for dens effektive adskillelse af musikken, men har faktisk noget at sige musikkens virkelige natur som, naturligvis, er af multi-lineær karakter.
   Han fortsætter med at beskrive et forslag til Columbia records om at udvikle quadrofonisk lydsystem, hvor hver stemme indspilles separat og derefter udsendes i hver sin højttaler. Tænk en gang en effekt der kunne opnås igennem diverse manipulationer!
   Hans musik var kunstig, som nogen vil, men ikke mere end Mozarts. Den var artificiel som verden er det, fordi oplægget (drifterne bag) er det eneste virkelige. Verden er flygtig, og når vi reproducerer vores indre idé, når vi aktualiserer den, bliver den levende, hvilket vil sige, at den også kan dø igen. Kun idéen forbliver. Det er interessant i den sammenhæng, at citerer Gould fra endnu et brev: Jeg er, for eksempel, rimelig sikker på, at hvis jeg fik lejlighed til at arbejde fuldtids inden for tidsskriftbranchen, ville jeg komme til at afsky udtrykket ”periodica”, og forsøge at skabe noget som måske fortjente at blive kaldt ”permanentica”.

Vores udsagn, vores fortolkninger, vores kompositioner er kunstige netop fordi de er levende, men det gør dem ikke forkerte eller ubrugelige, vi må bare være klar over, at idealet står altid over, og kun kunstneren kan finde ind i dette via sit religiøse spring. Når han vender tilbage igen, bliver han og hans medbragte guld flygtigt igen, men sådan er verdens modus operandi.
   Det var også derfor William Blake udsagde, at verden er sanserne. Det er den moderne musiks force, at provokerer sanserne, og derigennem at føre lytteren hen til kanten, hen til verdens ende. Men hvor den som regel ikke er i stand til epistemologisk at føre os over til idéerne bag, fordi den som sagt ofte er spekulativ og ikke emotionel, kan vi selv tage over, og lade os gribe af vores egen stemme i springet.
   Gould var drevet af denne puritanisme, men stod som alle mennesker overfor det driftmæssige, der ikke kan puttes ind i ligningen uden at miste sin kraft. Her opstod neuroserne og fobierne, angsten for bakterien der bragte driften eller følelsen nærmere, og ham selv væk fra det kontrapunktiske (følelses-gennemsigtige) ideal.

Vi ender med at se Gould bag en mikrofon eller med et telefonrør i hånden. Umiddelbart taler han ud og bringer sin musik videre, men i virkeligheden spillede han, som alle andre egentlige kunstnere, ind. Han klippede og klistrede, formede, lyttede og formede videre indtil musikken havde et helt bestemt ansigt, et han havde set, inde i sig selv. Sådan fuldendes musikken og heri vil dens overlevelse altid ligge.

Den sidste del af denne essay, vil jeg bruge på en kort gennemgang af musikken og se på nogle indspilninger. Som sagt i starten er der en tydelig emotionel forskel på den unge Gould og den ældre. Skellet kom efter de første dybfølte indspilninger. Vi finder helt tilbage i ’51 en god Shostakovich, de to Bach klaverkoncerter nævnt i starten og i ’55 en eminent Goldberg, men forskellen er tydeligst ved dobbelt-indspilningerne. Den ældste repræsentation på video af Beethovens 17. sonate ”Stormen” er kraftfuld og melodisk, næsten dæmonisk aggressiv og intens følende i forhold til den senere studie-indspilning, der straks er mere afdæmpet og spekulativ.

Sinfoniaerne live fra Salzburg i 1957 er poetiske og så delikate, at de føles overmenneskelige, mens de samme indspilninger fra ’63 og ’64 er anskuende, dissekerende og alvorlige til det strenge.
   Det er omkring 1960 og især ’62 efter en del indspilninger med orkester, kammermusik og orgel, at man hører en forandring i hans anslag og tilgang. Han vender tilbage til soloklaveret med Bachs ”Das wohltemperierte Klavier” og her er forskellen tydelig. Han tager mange akkorder i et løb i stedet for sammen, spillet er enklere, melodiforløbet er kalkuleret, tonerne er klarere adskilt og anslaget er velovervejet, mere accentueret og tilbageholdt.

Han forsøger sig i ’62 med Brahms første koncert (som jeg ikke syntes er så outreret som andre), men tager en logisk vej og redder sig ind igennem Schoenbergs og Strauss’ musik der passer bedre til forandringen i hans spil. Han forsøger sig, lejligheds succesfuldt, med Mozart og Beethoven (video-optagelsen af op. 110 er transcendetal!), men har i mine øjne ligeså meget eller mere pondus i Prokofievs 7., Hindemiths, Byrds og Gibbons’ klavermusik.
   I ’66 spiller han med Menuhin og hans allerede kølige spil passer faktisk vældig godt til Yehudins tynde, vibrerende lyde på violinen. De står musikteoretisk som eminente modsætninger, men mødes som musiske paritetiske væsner i musikken. Efter ”The idea of the North” i 1970, kommer han godt ind i ’70’erne med Bachs engelske og franske suiter og fortsætter stærkt med toccataerne, der syntes at passe til hans klaverspil. Den sidste periode i hans liv, er en klarificering hen imod slutningen.

Først Bachs ”Concerto” BWV 974, så Scriabin op. 57, så en recital planlagt med Monsaingeon, hvor han blandt andet overvælder med flere eminente fremførelser af preludier og fugaer fra Wohltemperierte Klavier, og endelig lukker han bogen med Goldberg i en homogen ny-indspilning.   Han viser i det sidste, sit spil fra de to sider. Den naive, kærlige og unge Gould, der slipper sit tag i den melodiske sang og det ekstatiske akkompagnement, overfor den ”gamle”, ”viise”, styrende, finurlige og elskværdige, der holder sin hånd over projektet og styrer alle trådene, så alle bliver hørt!
   Og her vil han altid stå for mig.

 


 


 

Cinema

 

The Outer Limits

Hvordan ser fjenden ud? Hvem er fjenden? Er der kun én fjende? I det øjeblik man fremsætter en moral og en dertilhørende lovgivning, tegner man samtidig et fjendebillede, nemlig dem der er uenige i denne moral og som potentielt bryder lovene.
   Men hvis moralen kommer fra et menneskes indre, uanset om den er opstået igennem deduktion og fornuft eller fra en indre stemme, er det vel også her vi skal finde fjenderne.
   Scifi-genren er måske den første der gjorde opmærksom på dette. Menneskets søgen efter liv andetsteds, er i sidste ende en søgen efter meningen med vores egen eksistens. Derude ved The Outer Limits møder vi ofte os selv, vores fordomme, vores drømme eller vores angst.

I serien støder hovedpersonen på fantasifulde væsner, ofte som ufonauter klædt som mennesker (den neurotiske angst som vi ser udspillet i The Body Snatchers). Tiden var 1963. Det var koldkrigstid, og amerikanerens værste mareridt var invasionen, undertrykkelsen af deres dyrebare frihed og værdier. Men skal vi finde den egentlige fjende i sindet, må det være angsten for transformation. Vi lever bedst i tryghed, det vil sige repetition. Trues denne, er der ikke meget vi vil afstå fra at kaste i hovedet på fjenden.
   Selv vores største problemer undgår vi løsningen af, fordi det ville kræve at vi slipper nogle forestillinger og vante handlingsmønstre, og det gør alligevel for ondt.
   Mange af seriens afsnit handler om konfrontationen med det fremmede; væsner fra forskellige energier, bølgelængder eller dimensioner. Det starter som nysgerrighed, men drejes ofte til angst.
   En dreng undervises i ”The speciel one” af et overnaturligt væsen, men dette er naturligvis ondt og drengen får afværget truslen. Samme tema beskæftiger ”The children of Spider county”, hvor et overnaturligt væsen vil hente sin specielle søn hjem.

Nej, at være menneske med alle de fejl og mangler det medfører er et besynderligt ideal. Det syntes at være lægmands lærdom, at vi skal være glade for hvad vi har, men er det i virkeligheden ikke en angst for den egentlige menneskelige udvikling. Udnytter vi, hvad vi er givet?
   I ”The sixth finger” sendes en vred ung mand, der intet har at tabe, ind i en evolutionsmaskine, der udvikler hans hjerne. Han lærer nu at idealet er mind over matter, en viden vi fandt hos englene, et ideal vi må vende tilbage til, som han siger. Her er evolutionen altså sindets, hvor den normalt observeres i materien. Vi kendetegnes ved vores tekniske udvikling, et sted vel fordi vi søger bort fra de byrder Gud gav os,, da han kastede os ned på jorden efter Adam og Evas synd.

Vi søger lykken i frihed til valg, lav arbejdsbyrde, lange ferier og overdådige resourser af kapital. Problemet er bare, at mange mennesker har haft dette, uden at finde lykken nogen steder heri. Hvad burde konklusionen så være? At finde et andet ideal! Men når idealet skal findes igennem den førnævnte transformation, medfølger et ubehag for forandringen og vi foretrækker tapeloopet, det utopiske, og ender med at spilde vores tid på at udnytte hinanden som det næstbedste.
   Der er også afsnit hvor væsnerne er venligsindede, og hvor den menneskelige mistro og drift mod at udnytte/misbruge alt ukendte det møder er fjenden. I ”The Galaxy Being” skabes kontakten af en drevet radiomand og væsnet, der dukker op i den tredimensionelle statiske forstyrrelse, fortæller at han ikke kender til døden og at materien, rummet og tiden er det samme – Allans forestilling om Gud. Et uheld sender væsnet ud i virkeligheden og hans ”stråling” brænder dem, som var han en engel. Inden han vender tilbage kommer han med den velkendte formaning, hvor afsnittets forfatter fyrer sin egen forestilling om lykken af, og hvordan vi burde være overfor hinanden.

”The guests” er mennesker fanget i et underligt limbo-hus hvor der ingen flugtmuligheder er. Et goble-agtigt væsen på loftet holder dem fangne fordi han mangler en dybere forståelse af menneskets følelser og handlinger – der er et missing link. Igennem Wade finder han det og åbner døren for denne. Men Wade har imidlertid forelsket sig og vil ikke ud. I døråbningen skal han løse en gåde, friheden eller bondagen i kærlighed i dette evige hus? Konnotationerne er tydelige.
   Det er svært at åbne sit fjernsyn i dag uden at støde ind i repetition efter repetition. Dette er der ingen risiko for i ”The outer limits”. Afsnittene er originale og problemstillingerne interessante. De bedste afsnit er instrueret og skrevet af Gert Oswald, Leslie Stevens (der skrev og instruerede Den besynderlige film Incubus med William Shatner) og Joseph Stefano, der både er kendt for at have skrevet til ”Next generation” og screenplayet til ”Psyko”.
   Af skuespillere finder vi Donald Pleasence, Martin Landau, Martin Sheen, Leonard Nimoy (den senere Mr. Spock i Start trek) og Robert Duval.

The Ghost and Mrs. Muir

Forelskelse er total. Vi ser et andet menneske og drages mod vedkommendes personlighed, adfærd, duft, ord ja hele sfære. Men manglede kroppen ville dragningen ikke blive mindre. Vi kender alle til fascinationen af et andet menneske uden for vores umiddelbare rækkevidde. Det kan være en filmskuespillerinde, en legende eller en romankarakter. Forelskelsen består her i indlæsning og er rent mental.
   “The Ghoust and Mrs. Muir” er fra 1947 og instrueret af Joseph Mankiewicz, primært kendt for en velinstrueret “Julius Caesar” og en mindre vellykket ”Cleopatra”.

Lucys mand er død. Hun bor hos hans familie, der ikke vil lade hende flytte, men hun er viljestærk og driftig og ønsker, nu for første gang, at leve sit eget liv. Familien er hendes første modstand. Hun tager et hus ved havet, som ingen vil have fordi det er hjemsøgt, og møder den næste forhindring. Boligens administrator vil ikke overlade det til hende. Ved første beskuelse, jages de begge ud af huset, men mens ejendomsmægleren har travlt med at komme væk, syntes Lucy, at det er ”absolutly fascinating”.

Hun flytter ind og møder apparitionen, overbevisende spillet af Rex Harrington, og igennem stemningsfulde billeder af fotografen Charles Lang (der helt fortjent blev nomineret til en Oscar) og underfundig musik af Bernard Herrmann, drages vi nu ind i deres i starten konfliktfulde forhold.
   Han er grov i munden, hader kvinder og deres svagheder, og hun er dydig og bestemt. Han er hendes næste forhindring. Men hvad skal vi med al den modstand? Lære om Lucy Muir!

Ikke blot tegner Gene Tierney et fascinerende billede af hende, men hendes karakter og skæbne står gradvist tydelige frem i hendes modspil til spøgelset kaptajn Craig, husets tidligere ejer. Han vil have hende ud, men lader hende blive boende fordi hun elsker huset og grundet hendes karakter som han hurtigt falder for.
   Lucy, som han hurtigt omdøber til Lucia, har ingen penge og han forslår eller måske nærmere beordrer hende til at skrive hans erindringer. En af pointerne i bogen er forskellen på ”a sailor” og ”a seaman”. Landkrabber er dovne, bange og kedelige, men søens mænd lever. Deres fælles historie bliver udgivet og er snart en succes.
   De ved dog begge to, at deres nu begyndende kærlighed, er umulig, og Craig opmuntrer hende til at finde en levende mand. Modvillig tager hun imod en charlatans tilnærmelser, men hverken Craig eller hendes trofaste stuepige kan lide ham. Han viser sig også at være gift, men inden da har Craig forladt hende og visket hende i øret at deres møde blot var en drøm.

Hun lever nu alene og bliver gammel, men vi opsummerer som seere. Havet er ærligt, siger hun, men hvem er havet? Kaptajnen. Hun elsker huset, Men hvem er huset? Craig. Hvorfor kaster hun sig så ikke i havet som Senta i Wagners ”Den flyvende hollænder”?
   Det er nok ikke svært at gætte slutningen, eller måske alligevel. Filmen er stille, og næsten udelukkende fokuseret på deres langsomme forelskelse. Den er kun svagt bølgende som havet, lidenskabelig på en tilbageholdt måde og så viser den subtilt hvordan efterlivet skal forstås. Menneskets valg og handlinger fører dets sjæl mod fuldbyrdelsen.

 

 


 

Links

http://classics.mit.edu./index.html
Nu har størstedelen af læserskaren kastet sig over de nye og ”spændende” forfattere tiden kan byde på, men er man ikke faldet i dette hul af tidsspilde og ubesvarede spørgsmål, kan det anbefales at vende snude mod fortiden. Der er en grund til at Platon og Homer stadig sælger bøger!
   Men da efterspørgslen trods alt er dalende, er det sjældent at støde på antikkens forfattere, i særdeleshed når det drejer sig om de mindre ”kendte”.
   Hvor finder man Aescylus, Pindaros, Sophochles, men også Lao-tzu og Confucius? Svaret er selvfølgelig her på denne side. Deres bøger er gratis, de er oversat til engelsk og kan udprintes (hvis man altså ikke er bibliofil) uden det store besvær, da det ofte drejer sig om mindre voluminøse værker. Gør jer selv den tjeneste at prøve. Indrømmet, de er ikke så nemme at æde sig igennem som nutidens forfattere, men heri ligger naturligvis forcen, da indholdet er så meget dybere og givende. Det er i mange tilfælde teatrets (når man ser bort fra dets egentlige fader Dionysos) og dets genres fædre, og alle nutidige ynkelige derivationer er inspireret heraf.

 

www.lovefilm.dk/
Kan du godt lide at se film? Mangler du ofte lysten til at gå ud i kulden og regnen for at finde en videobutik og leje? Glemmer du at aflevere tilbage til tiden og betaler strafleje?
   Så er svaret Lovefilm!
   Ja, man skulle tro at jeg havde aktier i foretagendet, men det er udelukkende som tilfreds kunde at jeg bringer linket videre.
   Der er flere modeller, men den bedste er at betale 160,- om måneden og så kan du leje ligeså mange film du kan nå at se! Man får to ad gangen, ser dem, smider dem i svarkuverten, der er den samme som den de kommer i, og smider den i postkassen når man er færdig.
   Deres samling er enorm, de får hurtigt de nyeste film, men har også gamle klassikere, eller undergenrer som scifi, gyser, serier, animation og mange andre. Man kan søge på nyheder eller på de mindst lejede film! og mange andre særdeles brugbare søgemuligheder.
   Vi har kæmpet os igennem alle Star trek, Next generation, deep space Nine og Voyager på denne måde og herefter bliver det til Enterprise. Ved siden af ser vi et bredt udvalg af nytilkomne titler, eller gamle travere. Det er billigt og nemt.

 

www.allposters.com/
På denne adresse findes alle plakater! Ja, måske ikke alle, men rigtig mange. Her er plakater af musikere, filmplakater, kalendere og selvfølgelig kunstplakater. Der er langt imellem noget jeg ville have hængende, men det er ikke hjemmesidens skyld. De har også det usædvanlige og svært opdrivelige.
   Her følger et par repræsentative eksempler.

 

 

 

 

 


 

Artikel

I den første artikel fandt vi, at i stedet for en fælles stige mod et fælles ideal, må der være flere stiger, der tager hensyn til forskelligheden hos mennesket. Vi inddelte dem i præsten/kunstneren, lederen, soldaten, en gruppe med håndværkeren, købmanden og bonden, og sidst tjeneren.
   De repræsenterer henholdsvis overbringeren af lovene, lederen der formulerer og aktualiserer dem, soldaten der beskytter dem, håndværkeren der former efter dem, handelsmanden der overfører dem, bonden der kultiverer dem, og endelig tjeneren der tjener lovene og assisterer i deres virkeliggørelse. På den måde bliver de til en krop, hvor alle lemmerne, som i andre samfundsmodeller, fungerer sammen, men her hvor den plads mennesket udfylder er fundet igennem det enkelte menneske. Kærligheden er den overordnede formidler, men systemet kan misbruges hvis den motiverende faktor er penge.
   I dag er toppen af samfundslagene en drøm om magt og penge, og de fleste søger derhen, mens de i virkeligheden skulle lede efter deres egen ide. Det er mode eller misforståede idealer der leder folk på gal vej, og et ideal-samfund burde bruge sine ressourcer på borgernes introspektion.

Hvad er det næste skridt? Decentralisering. Uanset hvor begejstret man måtte være for det modsatte, er det er faktum, at mennesker bliver tabt. Når administration, for at spare tid og penge, samles på et mindre område, men dækker et større, mister man nærkontakten til den enkelte. Det gør, at vi som samfund mister vigtige dele af den føromtalte krop. Vi vælger at ”sætte ind” på bestemte områder, men må negligere andre og skævheden opstår. Ikke bare en skævhed i fordeling af midler, men en skævhed ved at kun en del af befolkningen finder deres rette sæde. Vi kan ikke alle styre bilen, vi skal også bruge hjul og motordele.
   Det er som regel det første spørgsmål jeg får. Hvordan realiseres kastesystemet i dag? Men svaret ovenover er naturligvis kun overordnet. Det andet spørgsmål er som regel hvordan finder man ud af hvem der hører til hvor? Det er jo et kendt faktum, at folk går på diverse kurser for at finde sig selv, og en omstrukturering af samfundet, vil nok ikke gøre det nemmere for dem.
   Når du kører en tur på landet og hver anden bondegård tilbyder healing eller billeder fra eget galleri, skyldes det to ting. Den ene er fikse idéer fra mennesker der ikke fandt deres vej igennem livet i tide. Og hermed mener jeg som teenager. Den andet skyldes usynlighed.

Mange kvinder bliver ikke set af deres mænd. Nogle af dem ville i et vist omfang være lykkelige for at tjene deres mand ved at holde hjemmet, men når det ikke værdsættes, og når hun end ikke ses, forsvinder hun. Enten lever hun i dette mørke eller også ”realiserer hun sig selv”. Det betyder ikke nødvendigvis, at hun har nogen som helst kunstneriske gener, men at hun prøver at blive set. For hende er det som at gøre sig smuk. Når tøjet og udsmykningen ikke gør jobbet, må hendes handlinger tage over.
   Alle mennesker vil have kærlighed, ALLE. På den ene eller anden måde. Men de får det kun i det omfang, at de kan vise hvem de er. Især teenagere mærker dette. Først som en dødsdrift, hvorigennem de skal slippe deres barndom og gribe deres skæbne videre i livet, og siden når de føler den styrke de finder i netop en sådan vej.
   Vores vestlige kultur er en teenage-kultur forstået på den måde, at vi ikke er kommet længere end til dødsdriften - drømmen om en skæbne, men siden overvældes samfundet af angst for samme og vi bliver i uvisheden. Nogen finder vejen fordi deres skæbne er tilstrækkelig stærk, andre kæmper hele livet med at finde den.

Så hvad gør man? Svaret er nok, at for de fleste er der ingen vej tilbage. De kan ikke vende om, og begynde at lede efter det tabte. De må opregne et kodeks, som de selv finder idealt, og så leve efter det så godt som muligt. De unge derimod, er der hvor man skal sætte ind. Skal kastesamfundet blive en realitet, er det vitalt at fokusere på det stadie de når til i 12-13 års alderen. Når døden vågner i dem, skal de drives mod kanten i et velkonstrueret ritual, hvorved de rives ud af barndommen, og således hængende over afgrunden tvinges til at gribe den bedste og eneste skæbne. Her afsløres det hvilket mennesket de er, hvad de skal og hvor deres evner ligger. Herfra skal de hjælpes på alle mulige måder til at realisere dette (i deres eget tempo), og vi vil få stærke mennesker ud af det i stedet for en frustration der breder sig ud i hele kulturen.

Man kan ikke have en kultur uden følgende. En ide (brahmankasten), en menneskelig og retfærdig lov på baggrund af idéen (kongen), beskyttelsen af loven (soldaterkasten), realisering af loven (håndværkerkasten) og lovens mål (tjenerkasten). Loven er selvopretholdende, betydende at den er skabt for de mennesker (kaster) den består af, men dens fornemmeste opgave er at beskytte de svageste, de der samtidig gør det muligt, at den eksisterer.
   Skal vi realisere det i morgen? Nej, jeg stiller mig ikke op hverken i folketinget, eller på speakers corner for at missionere. Idéen er født, og den vil ligge i dvale i nogle år. Vores samfund nærmer sig den lavest mulige kulturelle fællesnævner, hvor mistro, egoisme, misundelse og fascisme er dagsordenen. Vi kalder det bare noget andet, og da flertallet er enige om det, kører vognen videre – mod afgrunden (teenage-kultur).
   Nu er det svært at vække folk, når de syntes at de har det godt. Vores forbrug er overdimensioneret, vi har råd til ekstra bil og ferie – overkøbmandens plan (Fog Rasmussen) virkede. Når vi så har fået orden i økonomien, er det tid til at se på de svage. Desværre er det for sent nu, for der er i mellemtiden opstået en kaste af fattige ved siden af forskellige grupper af meget utilfreds mennesker, der i forskellige grader er parat til at gøre noget radikalt for at komme ud af dette dødvande.

Vores sundhedssystem er på vej mod amerikanske forhold, især med indførelsen af private hospitaler, vores bistandssystem er i den grad blevet degraderet for at vende arbejdsløsheden. Det sidste er lykkedes, men prisen har igen været for høj. Enten er hjælpen stoppet og folk er flyttet på gaden, eller også får de et arbejde de ikke er tilfredse med. Begge dele er usundt og ubrugeligt for et samfund.
   Endelig har vores nyvundne formue gjort os nærrige og angste, og det er i dag accepteret at tale ned om andre racer og især at tale ned om andre kulturer, hvilket har givet os et mandat til at invaderer andre udemokratiske lande for at indføre vores egen forståelse af et demokrati – om det passer befolkningen eller ej. For det er jo det bedste, det ved vi, også selvom vores eget samfund udstiller det ene problem efter det andet.

Når vi så har kørt os selv og alle vores naboer i sænk, eller hvis et folk eller en gruppe har fået nok og tager mere drastiske metoder i brug, vil vi pludselig stå med en sønderskudt verden, hvis eneste håb er, at rejse sig igennem en anden metode, en anden samfundsstruktur end den der forårsagede sammenbruddet.
   Vi ser tendenserne hos rockerne, de autonome, indvandregrupper, teenagere generelt der syntes uden for land og lov. Vi arbejder sort uden at tænke på at det undergravet landets økonomi og stabilitet, og vi snyder i skat. Terrorismen er flyttet tættere på, men alt dette får os kun til at se de respektive punkter som problemer man må fjerne. Vi overvejer end ikke, at det skyldes vores eget samfunds idiosynkrasier. Afvigerne er opstået som en modvægt til centraliseringen, generelt til politikernes rænkespil.
   Her kommer kastesystemet til sin ret. I virkeligheden er idealet ikke indisk, men taget fra mindre stammer, om det er indianere, oldtidens grækere eller asiatere. Disse har til alle tider formet sig ifølge den oprindelige kastelov, den naturlige, der ikke behøver at blive skrevet ned. Men når man som samfund står på bar bund, er det rart med lidt hjælp.
   Den er hermed givet. God fornøjelse.

Afslutningsvis skal det nævnes, at denne artikel og forgående, blot er recensioner af "lovbogen", –projektet jeg er ved at skrive. Her gennemgås lovgivningen historisk og analogisk, og en rød tråd viser sig langsom.
   En af pointerne er at klassekampen gennemsyrer samfundene igennem tiderne noget mere end normalt antaget. Ser man verdenshistorien som de forskellige klassers kamp mod hinanden, giver det pludselig et helt andet billede. Religionskrigene er klassekamp, de nationale magtkampe er delvist klassekampe og den menneskelige konflikt og identitetssøgning afspejler klassekampen og dens forskellige idealer.
   Det har vist sig et noget større projekt end jeg først antog, og der går nok et år eller så før den kommer på gaden, men indtil da vil jeg fremlægge nogle af dens kongstanker nu og da.

 

 

 


 

Fabula

Morpheora II

   – Hvad vil du? spurgte manden og gik hen mod gitteret.
   Først blev jeg bange. Endnu en messinglampe kastede sit bølgende lys hen over mandens ansigt og fik ham til at se ondskabsfuld ud – ellers var der mørkt.
   Jeg blev stående et par meter fra gitteret, og kiggede på den foruroligende skikkelse.
   – Det ved jeg ikke. Hvem er du?
   Manden smilede og vendte sig mod mørket.
   – Jeg er vagten. Og hvem er du?
   – Jeg er Sten.
   Vagten fnysede ud gennem et større overskæg og de buskede øjenbryn bukkede sig anstrengt ned over de alvorlige øjne. Hans kappe var sort og ulden, og støvlerne slog mod den stenede jord som kul og tegnede et kort over hans gang.
   – Vil du ind eller går du hjem igen, som du plejer?
   – Kender du mig?
   Jeg vågnede fra min forundring. Mine tanker havde svævet underligt udesigneret, jeg havde ikke kunnet fokusere på noget mentalt og hver gang jeg prøvede at udregne hvor jeg var og hvad jeg lavede her, drev tankerne videre, som en opdagelsesrejsende uden mål.
   – Kender dig, jo, jeg kender alle.
   – Hvorfor? Er det en vigtig port du bevogter?
   Manden grinede igennem næsen, der syntes at være hans primære luftkanal og gik hen mod gitteret.
   – Du ved virkelig ikke hvor du er, hva?
   Jeg kiggede mig rundt, men interiøret syntes at være ligeså flygtigt som mine tanker. Væggene bevægede sig og trappen drejede. Jeg tænkte om jeg måske var ved at blive lukket inde i kælderen, og ville gribe fat i gelænderet inden det forsvandt, men manden grinede.
   – Altid bange for ikke at komme hjem?
   Jeg stoppede op foran de nederste trin.
   – Hvad mener du med altid? Hør, hvad er det her for at sted?
   Han tog fat i gitteret og ruskede i det.
   – Et fængsel for nogen, en befrielse for andre. Her gives mange hemmeligheder, men drømme bristes også. Ofte er her forvirrende, men få ser klart og går dybt ind i landet.
   – Godt, det er altså et land. Hvorfor havelågen? Holder I folk indespærret mod deres vilje?
   Denne gang grinede han med åben mund og slap gitteret så raskt at overskæg længe stod og vippede i mørket.
   – Vil du ikke prøve det selv?
   – Ikke før du fortæller hvilket land det er.
   – Det kan jeg ikke, sagde han tørt, – det har ikke noget navn, det er ikke et bestemt sted, alt er flygtigt, intet er virkeligt som du kender det, evigheden findes herinde, Døden, men også Rædslen, Angsten og Det Bristede Håb. Er det sorgens land – eller måske glædens, jeg kan ikke sige det. Vi er et spejl, en mudret vandpyt du kigger ned i. Vi resonerer, giver ekko, men føjer også til. Intet er sikkert, intet uden mening. Her er rester fra mange verdenen, men også et stabilt fundament. Og her er væsner ...

Han vendte sig rundt og kiggede ind i mørket, mens han pegede samme vej med den ene arms krogede finger.
   Jeg var ikke klar over om han prøvede at skræmme mig bort eller lokke mig ind, men jeg måtte indrømme, at jeg var fristet til at træde igennem døren.
   – Kan man gå ind og ud som det passer en?
   Jeg gik et skridt nærmede de rustne jernstænger der holdt mig udenfor.
   Manden trak sin arm tilbage, men holdt blikket vendt mod de mørke konturer.
   – Det kommer an på hvem du er. De fleste føres, slipper gerne grebet, for turen kan være en ren fornøjelse. Andre bestemmer intet, de ved slet ikke, at de er her. Mange glemmer alt de oplever her, mens andre husker brudstykker. De forsøger at finde mening, og vende tilbage til de bedste steder, men vejen er labyrintisk og svær, og kun få kan manøvrere. Ind ja, her kan du bestemme i dag, ud nej, det bestemmer du ikke. Fristet?
   – Jo, lidt.
   – Men også lidt bange, hvis jeg kender dig ret.
   – Nu siger du det igen. Hvor kender du mig fra?
   – Du kommer hertil hver aften.
   – Hver aften?
   – Ja, med nogle få undtagelser.
   – Går jeg ind?
   – Nej, svarede han kort og drillende.
   – Hvorfor ikke?
   – Spørg dig selv, men mit bedste bud er …
   Han vendte sig om, og hans ansigt havde forandret sig af at være inde i mørket. Øjnene var sorte, munden snæver og rundet, og hans stemme dyster og ru.
   – … at du er bange.
   Jeg gik et skridt tilbage. Jo, deri havde han nok ret. Men kunne det virkelig være rigtigt, at jeg ikke turde gå derind? Jeg anså mig selv for rimelig modig. Skulle jeg ikke tage springet, gøre det? Mon ikke jeg kunne finde ud igen. Der var jo metoder til at finde rundt i labyrinter.
   Jeg kiggede i mine lommer, men fandt intet jeg kunne bruge.
   Så kiggede jeg ned på jorden. Der lå en masse ral fra de eroderede mursten. Jeg bukkede mig ned og fyldte lommerne. Mig skulle han ikke narre.
   – I orden, luk mig ind.
   – Ah, modet er vendt tilbage, kan jeg høre. Er du nu sikker?
   Jeg gik helt hen til gitteret og ruskede i det.
   – Jeg er sikker, er det låst?
   Manden gik også hen fra sin side.
   – Nej, fnysede han.
   – Hvorfor kan jeg så ikke komme ind?
   – Måske er du ikke … stærk nok?
   Jeg lagde alle kræfter i, men stadig intet skete.
   – Holder du mig for nar?
   – For at komme igennem, begyndte han roligt, – skal man ville det. Man skal flytte foden fra der hvor man stod før, og sætte den det nye sted.
   Jeg fangede ikke hentydningen, og han fortsatte.
   – Porten åbner ind til dine drømme, Sten! Du skal slappe af og give dig hen. Gitteret er bare … din bevidsthed.
   Han kiggede på mig, men da jeg stadig ikke kunne åbne porten, fnysede han en sidste gang og tog fat.
   – Da det er din første gang … i lang tid, vil jeg hjælpe dig. Han tog fat i gitteret og kiggede skælmsk på mig, – men der følger en advarsel; bliv ikke overmodig!

Så rev han døren op, og en voldsom vind trak mig ind i mørket.
   Straks jeg var inde, så jeg glimt af utallige drømme og brudstykker fra min hverdag. Jeg løb hen af en sti, der tilsyneladende løb bag en række baghaver. Hen over stien havde folk hængt vasketøj ud, men snorene var i knæhøjde fordi de kun havde hængt strømper til tørre.
   Jeg måtte springe over dem, men jeg ved ikke hvorfor jeg løb. Så kunne jeg høre nogle hunde gø, og med et stod jeg på en havnemole. Måger svævede over havneindløbet og skreg ned over mit hoved. Det var morgen, en færge lå i lejet, og en svag røg drev op af den enorme skorsten. Så kom der en gammel mand hen til mig og grinede.
   – Stenene, råbte jeg til mig selv og greb ned i mine lommer. Jeg smed en bunke på molen, og den gamle mand kiggede ned.
   – Mursten kan jeg se. Jo, de er fra muren.
   Så hørte jeg hundene bag mig og vendte mig om. Der stod en pige og smilede. Hun var nøgen. Jeg kendte hende, men vidste ikke præcis hvem hun var. Hun hed Ulla eller Miriam. Hun havde to ansigter. De lå ind over hinanden. Det ene, Ulla tror jeg, var sød. Hun kunne lide at kæle. Miriam derimod, var drillende. Hun ville hive i mig hele tiden.

Molen var væk. Ulla hviskede at Månen snart ville komme frem og det glædede mig, fordi vi var ingen steder. Måske Månen ville være et sted. Jeg smed nogle af de røde småsten og kiggede på Miriams bryster. Hun skød dem frem og slikkede sig frækt om munden.
   Hundene kom atter frem, men jeg kunne ikke se dem. Så løb jeg igen, sprang hen over tørresnorene med sokker på og kiggede ned i baghaverne. Det gik ned ad bakke. Små piger legede. En mor kom ud og kastede strømper efter mig. Jeg smed mursten tilbage.
   Så blev jeg trukket op i luften og hoppede tilbage på de bunker af murstensral jeg havde smidt rundt om. Jeg kunne høre en hård lyd. Det var den sidste mursten der var landet på stengulvet. Jeg var tilbage. Gitteret smækkede og mørket tiltog. Jeg blev trukket op ad trappen, som en hundehvalp i nakken og vågnede brat i en stor bred seng. Da jeg så apparaterne omkring mig, vendte erindringen om drømmeforsøget tilbage.
   Da jeg vågnede skyndte sygeplejersken sig ud. Kort tid efter kom hun tilbage med søvnlægen. Sorensen gik hen til sengen og kiggede alvorligt på mig.
   – Der gjorde du os alvorligt bange, Sten.
   – Hvorfor?
   Han satte sig i sin lænestol og trak vejret dybt ind og ud.
   – Du faldt i søvn efter planen og viste tegn på at drømme. Du kom i REM-tilstanden, men rejste dig så pludseligt op i sengen og sagde; Jeg skal dø!

 

 

 


 

Mysterium

Under kapitlet om sufismen, vil man i ”Kulter og mysterieindvielse” finde følgende paradoks.
   Allah er Herren for muslimerne, som Jahve er det for jøderne og Gud er det for de kristne. Han er det oplæg, den idé eller det evige fundament hvorpå verden bygges. Af Ham bygges verden, men samtidig er Han også den verden der bygges af Ham, thi Han er alt og er i alt. 
   Gud er altså både verden bag, som en isoleret guddom, uaktualiseret, og guden i verden, fordi der er intet udover Guden. Heri består mysteriet; hvordan kan han være potentiel og aktuel på samme tid?
   Løsningen er central for forståelsen af universet, og et uundgåeligt skridt i opstigningen til himlen.

Herudover vil jeg tilføje en interessant lille historie, som i første omgang ikke tager sig ud som hverken et paradoks eller en gåde.
   Galileo byggede som bekendt en af de første kikkerter, og var den første der vendte den op mod himlen. Her fik han svar på sin mistro til den religiøse forestilling om det geocentriske verdensbillede, og bekræftede Kopernikus’ teori om at det heliocentriske.
  Kirken ville ikke høre om den slags sludder, og han rejste derfor til Rom for at få præsterne til at se ind i hans kikkert, hvor de så ved selvsyn ville opdage, at eksempelvis fire små måner kredsede om Jupiter (og altså ikke om jorden). Men de nægtede at kigge ind i hans djævelske narreværk.
   De fleste vil nok tænke, at de stakkels præster forblindede sig selv, men der er en interessant hage ved historien. Havde præsterne ikke ret, når det kommer til stykket!? Var det et, måske ikke djævelsk, så i hvert fald verdsligt narreværk? For hvad sker der, når vi søger en bestemt indsigt? Vi leder til vi finder. Og hvem er det der giver os vores fund; vores instrumenter.

Vi indstiller på dem igen og igen, udbygger og ombygger dem, indtil de viser os, hvad vi ville se. Hvem anden end Djævlen har rollen at give Faust hvad Faust ønsker.
   Der er derfor ikke én verden, man bare skal åbne øjnene for at se, det kræver mange stadier, operationer og forberedelser før man kan se verden igennem videnskabens øjne.
   Når vi tager en (guddommelig, evig) idé og forsøger at virkeliggøre den, trækker vi den med andre ord ned på jorden og giver den liv. Vi trækker den ned fra himlen i den form vi ønsker det, og fortsætter vores kvest igennem livet, fanget i vores nye ”sande” verdensbillede. Sådan går verden videre, men også datidens kirke trak sine sandheder ud af Biblen, sandheder de selv ønskede var virkelige.

Bag hver menneskelig idé står der en engel, men den falder ned på jorden med mennesket som en dæmon. Det partnerskab er så gammelt som tiderne, og der er kun tre tilgange til den sandhed. Enten fornægter man samarbejdet og stiger til himmels, man indgår et ubevidst samarbejdet på englens præmisser eller man laver en (bevidst) regulær overenskomst som Faust gjorde det, men gør det med eftertanke!
   Men hvordan griber man bevidst en engel og virkeliggører dens ide?
Jo, når man er vred, har man grebet vreden, når tilgiver, har man grebet tilgivelsen, og så fremdeles. På den måde kan man manøvrerer sig igennem eksistensen via overenskomster, ved bevidst at kende sine handlinger (dæmoner).
  Man kan selvfølgelig også bare gribe sin skæbne, så slipper man for alt det pjat, men det er en helt anden sag.

 

 

 


 

Epilog
 

Så lykkedes det endnu en gang at færdiggøre et nummer. For mig har det udadtil været det bedste år nogensinde, forstået på den måde at opmærksomheden omkring forfatterskabet har været usædvanligt stor. Nu er opmærksomhed i sig selv ikke noget at efterstræbe, men den har været foranlediget af interesse.
   For mig er det vigtigt at få udbredt mine tanker, især om samfundslagene. Bare idéen om sådanne er i dag tabu. Dette skyldes for en stor del venstrefløjens ihærdige og aldeles velmente humanisme, blot er det misforstået godhed, og den er godt i gang med at klippe lagenes bånd over.
   Først når ledningerne forbindes korrekt, kan elektriciteten strømme igennem kroppen, der således bliver levende. Uanset hvor du bryder forbindelsen, oppe eller nede, vil hele systemet bryde sammen, og isolerer sig. Strøm cirkulerer og sendes ikke ud, hvis intet vender tilbage.
   Strømmen forbliver i generatoren, strømfordeleren lukker kun luft ind, sikringerne holder vagt mod ingenting, de systemer der skal bruge strømmen til at arbejde står i stampe og det lys strømmen skal give udebliver og efterlader en mørk verden.
   Men forbindes delene og lades strømmen flyde uforhindret, lyser verden op, med mening og liv. God jul!
 

 

 

© Mikkel Starup 2007