ReligiO  

     
     

Dragør      Oktober  2008      no. 3           Internet avis af  Mikkel Starup

 

 
 

  

Dette er den til dato mest ambitiøse udgave af Religio. Jeg medsender teksten fra foredraget om sex, påbegynder en serie om mysticismen i musik, og har derudover modtaget en gennemarbejdet introduktion af Per og Rune til den vel for de fleste ret ukendte religion Candomblé. Artiklen fører videre til en række ætiologiske myter de to har oversat, hvor de emulgeringer der opstår af de velkendte kosmogoniske gudeinteraktioner, gøres levende i deres hverdagsagtige tilgang.

Desuden kan man i dette nummer være vidne til fødslen af et forlag, men tingene går så hurtigt i øjeblikket, at informationer herom det ene øjeblik, har ændret karakter det andet. Den selvbestaltede udgivelse af ”Diorama” syntes dog at inspirere til andre udgivelser, og som tiden går med forlagenes redaktionelle tovtrækkerier virker det mere og mere tillokkende selv at udgive bøgerne. Udover at introducere forfatteren Maximilian Stauffensee vil det unavngivne forlag også oversætte en række spektakulære værker, der endnu ikke har set dagens lys i dansk oversættelse.

Vejen er som bekendt også målet, og det husker jeg på, hver gang udgivelsen af mine bøger besværliggøres. Ikke at have dette som perspektiv, er vel lidt som kun at søge orgasmen, og så bedømme sex-akten efter hvor hurtigt den kan bringe én til denne udløsning, eller at søge udbetalingen af lønnen, frem for selve arbejdet.
   Når man kun søger den ene mister man den, fordi den anden er døren.
   På samme måde er det med livet og døden. De fleste søger livet, men døden er døren.
   Hvad?
   Jo, der er en pietistisk og gold kvinde der hvisker i dit ene øre, at du skal opføre dig ordentligt, spise din grød og lave dine lektier, og en ung og smuk pige, der hvisker i det andet, at du skal tage fat i hendes hånd og løbe bort med hende.
   – Hey, jeg ville da tage den unge pige!
   – Ville du virkelig?
   – Ja.
   – Så gør det!


Religio III er landet

 

 

Deres

Mikkel Starup

 

 


 

INDHOLD

Ajour

Musica

Orixá

Ordforklaring

Cinema

Links

Artikel

Fabula

Mysterium

Epilog

Aiskrologi

Foredrag

 

 

 

 


 

Ajour

Kulter & mysterieindvielse
Endelig udkom bogen og meningerne var blandede, men en ting var den meget brogede skare af anmeldere enige om – det er en bog for en snæver, indviet og ikke mindst indforstået kreds.
   Anmelderen der skrev dette var ikke sikker på, om det var min intension – men det var det!
   Jeg var udmærket klar over, at de fleste ville blive blå i hovedet efter få timers læsning, men bogen er netop skrevet til mennesker der ligger og roder med disse ting i forvejen, og derfor et lille publikum.
   Chresteria, ENWs seneste kone, kom også med sin vurdering, men det var ikke overraskende en vaskeægte ENW-anmeldelse. Hun kunne ikke se hvorfor andre skulle skrive om emnet, når Erwin nu gjorde det så godt. Nej, hvorfor dog ...
   Jeg har skrevet et genmæle, der udkommer i Bathos’ oktobernummer.
   Gudskelov kan en stor del af ENWs læsere tænke selv, og flere af dem har tilkendegivet, at de fandt bogen aldeles brugbar. På min hjemmeside kan man læse nogle uddrag af anmeldelserne.

 

Sex
Det forrige foredrag om sex gik ganske godt. Første del var historisk anskuet, mens anden del var spisning af en enorm penis af fars – den blev spist forbløffende hurtigt. Tilhørerne fik også smidt en aiskrologi i hovedet. Fænomenet kendes fra de eleusinske mysterier hvor mysterne bliver svinet til for ikke at opbære for store (og begrænsende) tanker om sig selv. Både foredraget og aiskrologien gives videre som appendiks, hvis man skulle få brug for en god opsang!

 

Skuespil
En æra er slut.
   Den næste foredrag omhandlede skuespil. Først gennemgik jeg sædvanligvis de historiske perspektiver, og så blev der mørkt.
   Under anden del af foredraget havde jeg inviteret Dionysos, og for dem der havde første del præsent huskede man, at Dionysos delte sig i sin død i det evige og det cirkulerende.  Jeg havde derfor klædt mig ud som Dionysos/Satan og trådte ud af mørket i en fødsel til tilskuernes store skræk.
   Han vågnede og opdagede en kvindelig dukke ophængt i stuen, med meer inde i sin kjole, og da han begærede hende og kom, døde han og blev delt i to. Det evige gik ind i kvinden (en dødsmaske/tragos) og livet fortsatte i stuen/verden (Djævlens maske/komoi), evigheden og tiden, underverdenen (i himlen) og jorden!
   Nu har foredragsformen imidlertid udlevet sin nytte, og jeg vil finde andre veje at betræde. Måske bliver det i et teater. Se ”Øvrige nyheder”.

 

Lovbogen
Jeg har afsluttet gennemlæsningen af hen ved ethundrede bøger om lovgivning, og er nu godt i gang med færdiggørelsen af mit syn på samfund og lovgivning. Essensen er anskuelsen af, at verdenshistorien kan ses igennem kasternes respektive regentperioder. Først var det præstestyret i oldtiden, siden kom kongen, først selv som ypperstepræst, siden med en præst som kanal. Så kom kongen fra krigerkasten, og hans lov var den stærke hånd. Håndværkerne og herunder i særdeleshed handelsmanden har regeret fra han blev formuende, og derigennem fik indflydelse på politik, mens arbejderen regerede under kommunismen og, om ikke andet så i hvert fald på papiret, i liberalismens demokrati.
   Idealet man genfinder i bogen er kasternes symbiose. Kun den hvis skæbne det er at lede (kongen) må besidde denne post, kun den der kan kommunikere med guden må være præst, kun den der har krigeren eller ridderen i sit blod må bære våben og slås, og så fremdeles, og de er blevet givet en evne, for at de kan bruge af den, og give af dens egenskaber til mennesker der ikke har den.
   Strømninger som modejobs, økonomisk afkast som jobindikator og liberalismens fortærskede ligheds- og frihedsideal er med til at underminere den rene kaste, den meningsfyldte stand. Idealet blandt unge i dag om bred erfaring ved mange forskellige jobs og den abnorme rejselyst, er med til i første omgang at svække menneskets forbindelse til sin skæbne og i anden svække samfundet symbiose.
   Se eventuelt artiklen om musik, der også vil berøre dette synspunkt.

  

Diorama
Billedet på forgående side er fra forsiden til min næste bog, der lige sådan klemmer sig ind mellem ”Kulter og mysterieindvielse” og ”Pontifex”. De erotiske noveller er færdige og fire fotoserier er taget med velvillige modeller, mens jeg stadig mangler en.  Hun er blevet interwievet og vi skyder serien en af dagene.
   Bogen vil blive udgivet af undertegnede selv, fordi jeg ikke gider at slås med forlag om moralske spørgsmål.

 

 

Pontifex
Som hentydet i forordet er jeg blevet uvenner med mit forlag. De overgår sig selv i  uprofessionalisme hver gang de skal foretage sig de simpleste handlinger, og nu må det være nok.
   Jeg har sagt farvel og tak, og sendt mit manus til et andet forlag, der har meldte tilbage at det ser lovende ud. Desværre udgiver de kun bøger på omkring 300 sider og min roman er på 500 A4 sider, hvilket nok bliver til 6-700 i bogform, så ...

 

Øvrige nyheder
Ellers arbejder jeg lidt med en idé om at leje et nedlagt teater til forestillinger (mysteriespil), filmfremvisninger, foredrag og overordnet som et forum for seriøse religiøse studier, lidt som i ”Pontifex”.
   Jeg har brugt min ungdom på at læse og eksperimentere, nu er det tid til at bygge Huset.
   Jeg har talt med nogle ejendomsmæglere og allerede været ude og bese mulige ejendomme, men intet er fundet endnu.
   Derudover overvejer jeg at udgive andre bøger af andre forfattere på det forlag der ellers kun skulle været opstået til og nedlagt efter udgivelsen af ”Diorama”. Men jeg vil først lige se hvordan det kommer til at gå med de erotiske historier derude i verden.

 

 

 


 

Musica

Jeg har den tvivlsomme fornøjelse i øjeblikket at gennemlytte al musik af de største komponister. I skrivende stund er jeg færdig med Mozart, Bach, Beethoven, Brahms, Chopin, Mendelssohn, Schumann og Wagner, men der er også blevet plads til Ligeti og Rued Langgaard og jeg er ved at lytte til værker af Cherubini og Liszt.
  Det tvivlsomme ved denne tour de force er gennemlytningen af meget kedelig eller direkte dårlig musik fra de respektive komponister. Tag Mozart, af hans 626 værker, skal man blandt de 200 første kompositioner lede længe efter noget man gider lytte til igen. En kyrie Köchel 33 og den fjerde klaverkoncert (k. 41) har fine elementer, men så skal vi helt op til symfoni nr. 25  (k. 183) før der igen er kød på benet.
   Der er dog også belønninger. Pludselig dukker der en genistreg op i en minuet (k. 355), et oratorie (k. 469) eller en adagio for orgel (k. 594) og ørkenvandringen har ikke været omsonst.
   At gennemlytte Liszts omnia er som at få trukket alle tænderne ud. Han er staffagens mester (djævel), og i hans utallige transskriptioner af andre komponisters værker, ligger han til hvad den oprindelige komponist har trukket fra. Vi tager den igen og igen, i en anden form, med lidt flødeskum på og så en gang til for Prins Knud.
   Men der er også her sjældne belønninger som Dantesonaten S161, hans 1. klaverkoncert S124 eller koncertetuderne S145, og pludselig glemmer man alt om den onde tandlæge!

Artiklen er en føljeton og skal omhandle mysticismen i musik. Nu er musik nærmest per definition mystisk blot ved det at den er asproglig og æterisk, men der er musik som er skrevet direkte for at være opløftende og endda transcendens-befordrende.
   Enten er den hentet direkte som inspiration fra religiøs praksis, som en slags sfærernes musik, eller også er den frembragt efter forsøg netop udi dens psykomutoriske effekt.

 

Sfærernes musik

I landets mange helsekostbutikker kan man købe cd’er med afslappende og smuk musik, der ved lytning ikke blot giver velbehag, men også helbredelse af visse sygdomme. Sæt båndet på, læn dig tilbage i stolen, og svæv ind i de helbredende sfærer.
   Jeg har det dog præcist modsat. Lytter jeg til dem bliver jeg syg på et øjeblik. Det starter med en borende hovedpine og ender med diarre og sure opstød.
   Konceptet bygger på at behagelig musik giver en behagelig stemning og tilstand, og endelig en vis udretning af det krumme i forståelsen helbredelsen af det syge.
   En af hovedproblemerne ved indtagelse af piller mod diverse sygdomme er, at det er symptombehandling frem for årsagsbehandling. Giver en kræftsvulst i hjernen hovedpiner, hjælper det ikke blot at tage hovedpinepiller. Men på samme led hjælper det heller ikke at fjerne kræftsvulsten operativt, da dennes fremkomst også har en årsag. I mange tilfælde kommer den igen.
   Behagelig musik helbreder derfor ikke andet end måske stress, hvis man altså sidder ned og hører den (og ikke samtidig kører 160 km/t på motorvejen og taler i mobiltelefon!).
   Det skaberne af disse helsebånd gerne ville kunne gøre med musikken, var at gå ind i nogle vitale centre i menneskets hjerne, og ændre vores sinds-, bevidstheds- eller sygdomstilstand.
   Idealet er nok Orpheus der igennem sin musik kunne ændre på naturen, tale med dyrene og ikke mindst træde ind i underverdenen. Den afgørende forskel på denne og helsedrømmerne er, at Orpheus havde kontakt til underverdenen. Hvis noget skal ændres, vel at mærke noget der ikke syntes muligt at ændre, skal man igennem underverdenen, for af døden opstår verden og derfor også dens dele. I transformationen er døden en ligeså vigtig spiller som livet.
   I de kulturer hvor musik bruges til magiske formål, er konstruktionen af et musikinstrument altid forbundet med et offer. Derved frigøres den ånd der bebor dyret og flytter ind i instrumentet, der derved transformeres i sin beåndelse.
   Den fysiske side ved instrumentet er grad af resonans, den åndelige er grad af forbindelse mellem musiker og instrument. Det er ikke noget ukendt fænomen at musikere kun spiller på deres egne instrumenter. Med en violin kan det forstås, men pianisten Michelangelo spillede kun på sit eget flygel og kun under ideelle forhold. Det er ikke svært at forestille sig, at hans flygel beboede en sjæl som han var forbundet med, som han plejede og som kun han selvfølgelig måtte spille .
   Musikeren er præsten, instrumentet er mediet og musikken er det immaterielle/ånden. Døden vågner når mediet vækkes, og i den grad musikeren formår at indstifte forbindelsen og i den grad instrumentet er beåndet, beåndes musikken.
   Døden er færgemanden der fragter sjælen over i den musiske hengivelse, både i lytterens og musikerens tilfælde, og musikken er fartøjet. Musikeren stiger ned i underverdenen, mens ånden stiger op i verden, den ånd vi hører og bliver grebet af når han spiller.
   Man berøres af en sådan musik, går i affekt med den frembragte ånd og det måske mest tydelige tilfælde på dette er sirenerne.
   Når de synger kan ingen ifølge myten modstå dem, og overfarten er ligeså uundgåelig som den er irreversibel. Dette er musikkens magiske aspekt, når den bringer musiker eller lytter i affekt, og vi støder ofte på det ved gennemlytning af naturfolks musik.
   Som udgangspunkt er deres musik religiøs. De spiller ikke for at underholde, men for at hidkalde. Den ånd de nedkalder, er den stemning de kommer i, fordi den lægger sig i dem, og herigennem ser vi musikkens rituelle funktion.
   Religionen gennemsyrer alt, fordi den ånd stammen er bundet til igennem en pagt, er altings mening og idé. Der er ingen spekulationer eller debatter, hvorfor sådanne samfund heller ikke kender til hverken politik, filosofi og kunst i vores vestlige forstand.
   Politik erstattede de love guderne overgav, filosofi erstattede den mening religionen gav og kunsten blev til en søgen efter den opløftelse eller reelle transcendens feticher eller  musikken havde givet i ritualet. Hvad der altså havde været en kærligheds pagt uden tvivl blev nu til blind søgen.
   Et andet aspekt der bliver gennemgået grundigt i ”Lovbogen” er, at i den øverste præstekaste finder vi også kunstens genier. For hvad andet er kunstneren end modtageren af inspiration, som præsten er modtageren af en guds lovbud. Hvor præsten overfører disse bud igennem et mytologisk sprog, der siden oversættes af kongen til lovsprog, er det for komponisten det musiske sprog der videregives.
   Jeg taler om strømmen fra de idébærende guder, igennem præsten i det mytologiske sprog (som Pythia der svarer i gåder), til kongen der overfører det i lovsprog, hvorfra det blandt andet igennem håndværkeren bliver til det vi kender som virkelighed eller kommunikativt sprog.
   Komponisten modtager et tema eller en melodi, som han oversætter til nodesprog, således at musikere kan kommunikere hans inspiration til andre.
   Vi ser bevægelsen fra det i sindet tilhørende æteriske eller sfæriske sprog, og dets transformationer til materien og dens kommunikative sprog.
   Jeg holdt en række foredrag på teknisk skole om at skrive, og startede som regel med at gøre dem opmærksom på, at store dele af det vi omgiver os med, er opstået af en idé, en tanke, en inspiration i et menneskes hjerne. Vi lever i andres idéer. Men der er selvfølgelig også delvist vores egne, når vi følger en tanke eller når vi realiserer en drøm. Vi giver dét uden materie substans, og eksponerer det for andre, eller blot for os selv.
   Denne proces er så meget desto vigtigere, når man medtager en graduering af inspirationerne og måske især inspirationskilderne. Vi kan nemlig modtage dem fra andres idéer eller fra egne, fra andres kilder eller fra egne, og den afgørende forskel er, at ved gengivelsen af andres idéer reproduceres en idé der allerede har fundet en materie.
   Bag et menneske ligger der en idé, der materialiseres bedst af dette menneske, bag et træ ligger der en ånd, der bedst realiseres i dette træ, og på samme måde er det med inspiration. Denne er ånd uden materie, og den bevæger sig naturligt mod bestemte mennesker, mennesker den bliver tiltrukket af og forbundet med, og igennem hvem den bedst realiseres.
   Andre mennesker vil opfyldes af denne idé, hvis den vel at mærke materialiseres ordentligt og ifølge dens idé – i komponistens tilfælde, kræver det at han kan sit håndværk ordentligt, men de begår vanrøgt hvis de lader sig inspirere af idéens materialisation til selv at producere et lignende værk, fordi de kun har kontakt til denne ånd igennem den del af ånden der vises i materialisationen. Det bliver til et ekko, mens den originale idé samklinger med kunstneren fordi han ser dens umaterialiserede væsen.
   Musik set fra denne vinkel er altså en form for besættelse, og den eneste liberation er for kunstneren at virkeliggøre denne sfæriske musik til noder, og derved gøre endnu en vej for strømmen, for ånden.
   Det er også derfor man hos kunstnere oplever en pludselig trang til ensomhed, og et voldsomt behov for dagligt eller med kun få afbrydelser, at udføre sit hverv. Han er en kanalisator, og udfører han ikke de rette ritualer, altså transformationen af inspirationen til nodesprog, ophobes denne i lommer, og ånden må finde andre veje.
   Han er som præsten, der hidkaldes til templets prægnante mørke, hvorfra ånden taler til ham, og hvorfra han bringer den ud i lyset, som lyset.
   Man fornemmer måske også hvor vital denne kommunikation og transformation er både for overbringeren og for samfundet. Når man derimod lever af ekkoer, kopier, formørkes vores verden, for det lys strømmen giver ved dens rette og umiddelbare overbringelse og videreførelse, blegner i dens reproduktion.
   Hvis vi opfører Wagners musik efter de rette anvisninger, og hvis interpreterne gør det i nogenlunde overensstemmelse med hans direktioner, og kun tilføjer deres egen opløftelse ved at opføre musikken og af musikkens væsen (der blev indfanget ved det kompositoriske ritual), vil ånden i musikken leve videre i uendelighed. Men kopieres Wagners kompositionsteknik og –idéer på baggrund af hans operaer, drænes ånden.
   Den kongeniale opførelse bliver til et ritual for frembringelsen af den (i flasken/musikken) indfangne ånd, hvorved ånden giver, mens musikken i den genbrugte teknik tager af ånden.
   Den afgørende forskel er forholdet til åndens ideelle strømning. Vi har alle en rolle i dens strømning og når vi opfylder denne skæbne åbner vi for ånden ved at modtage og give videre. Det er derfor mennesker har egenskaber. Disse er kun til for på den ene side at gribe og på den anden side at videregive.
   Når vi modtager en uberørt (umaterialiseret) ånd, er vi præster eller kunstnere, når vi modtager, forstår og oversætter præstens mytologiske sprog eller komponistens musiske nodesprog bliver vi til kongen eller håndværkeren og når vi modtager, forstår og realiserer kongens lov eller musikkens opførelse bliver vi til arbejderen og lytteren, der med lov bygger land og med kunst gives liv.
   Endelig er der i kastesystemet den kasteløse, eller den skæbnesløse (den der ikke griber sin skæbne), som kun er brugere, opædere og i nogle tilfælde snyltere, og igennem disse vil ånden bliver overmaterialiseret og opbrugt, altså dens verdslige aspekt, hvorefter cirklen er sluttet.
   Denne helt igennem religiøse tanke, som vi også finder dele af hos D. H. Lawrence, finder dog sin overlevelse i den kerne som kunstnere ikke kan materialisere (men som han til stadighed forsøger alligevel). Den forbliver i templets mørke, i æblets kerne og i musikkens ophav. Når døden derfor har spist sig mæt for at gøre hovedrent efter konsumeringen, kan denne idé atter stige ned på jorden, frisk og uberørt som foråret.

Vi så i starten at behagelig er bundet af personlig smag, men finder alligevel eksempler på at musik kan helbrede ved at uddrive såkaldte onde ånder. Det onde ved dem er, at de for dette specielle menneske er fremmede.
   Som vi så før passer ånder til forskellige materialisationer, som når de finder deres equilibrium, når materialisationen kommer i affekt. Det betyder at flere led i processen fjernes, så ånden forbliver ren. Den skal med andre ord ikke presses ned i for små sko eller rumle i en for stor kasse. Ånden må passe til materialisationen og sammen er de.
   Nogen vil måske også kunne se et gyldent skær over en sådan eksistens, fordi den er evig, men så snart ånden skal forklares eller tilpasses mister den en del af sit skær, fordi den herved fortæres i stedet for at kanaliseres og hvis den skal dele pladsen med andre ånder. I et samfund bliver dette til multikultur, og i mennesket bliver det til skizofreni.
   En sådan var steget ned i Saul og man hidkaldte David, i hvem Gud boede, og han tog sin citer og spillede den onde ånd ud af Saul. Men den var ikke permanent borte, og en dag David spillede, ville den gøre det af med sin undertrykker, og fik Saul til at kaste et spyd efter ham. David undveg dog flere gange og Saul frygtede ham nu på grund af den ånd der beboede ham.
   Men hvordan kan musik kurere? spørger videnskabsmanden nu sig selv. Han tager sin blyant frem og begynder sine udregninger på papiret. Mange har gjort det før ham, fra Athanasius Kircher, til Marsilio Ficino, til Giovanni Battista Porta, til Don Robins, til Richard Brocklesbury og listen er lang.
   Men vi kommer længst med at beskue sagen sympatetisk og homøopatisk. Jeg nævnte i et tidligere nummer fænomenet med den sørgelige musik. Det være sig en sørgemarch eller bare largosatser i sonater eller symfonier. Ved gennemlytning af sådanne er der nogle mennesker der kommer til at græde. En sorg eller fortrængning tvinges frem, fordi musikken spiller på samme streng som sorgen.
   Andre har det modsat. Den sørgmodige musik er ”smuk” og man føler sig henført. Det er derfor nærliggende at hypotetisere. Den stille sats med det smukke tema korresponderer med en emotion. I det omfang man er i sine emotioners vold, føres man ind i hvad der kunne minde om den religiøse oplevelse. Mens den der opstiller sig selv som bestyrer over sine følelser, og derved holder nogle ude, indstifter et slør imellem menneske og drift.
   Emotioner er jo i videste forstand vores forhold til drifterne. Nogle accepterer vi og kanaliserer videre, mens andre blokeres og undertrykkes.
   Musikken har en forunderlig evne til at pille ved vores forsvarsværn. Der er flere eksempler på kurering af melankoli ved netop skønsangen. Fænomenet kaldes similia similibus curantur og betyder at kurere med det der forårsagede sygdommen, altså homøopati. Herved bliver musikken religiøs fordi den igennem emotioner forbinder mennesket med en bagvedliggende og i nogle tilfælde undertrykt drift.
   Vi har i vores samfund tendens til at beskytte depressive mennesker fra det der gav dem sorgen, mens de i virkeligheden skulle forlig sig med den.

Jeg vil runde denne artikel af med det fænomen vi mødte hos sirenerne. Vi har bevæget os omkring forbindelsen mellem en ånd og dens materialisation, og beskrev hvordan en bestemt inspiration er bundet til et menneske. Herigennem realiseres ånden og komponisten nedskriver den, hvorved et ritual opstår til åndens potentielt evige revitalisering. Man kunne også se det som en pagt, da overbringelsen af musik til verden ofte er forbundet med komponistens og musikerens overholdelse af visse regler og tabuer.
   Det starter med kunstnerens egne ritualer omkring at skrive eller komponerer, hvilket kan være en bestemt pen, et bestemt arbejdsværelse, med bestemt tøj på og lignende, men kan udvikle sig til isolation, hvilket gør at ånden tør træde nærmere. Dette bliver til en pagt (kunstneren der underskriver en kontrakt med djævlen ved en korsvej) og herefter kan strømningerne begynde.
   I tilfælde af musik ligger der en ekstra dimension, da de væsner der hidbringer musikken naturligvis også kan fremmanes eller fremstille sig på anden måde. Sirenerne er ét tilfælde. I Norge taler man om Nøkken der sidder ved åbredden og spiller violin og kelterne mødte feer der spillede musik for dem, ganske rammende gengivet i filmen ”Darby O’Gill”.
   Nu skal man ikke tro, at musik er overnaturlige væsners modersmål, for idéen er, at de taler mange sprog, udviser mange former og fremtoninger, blot søger de en kommunikationsform der forstås af de indfødte (mennesker).
   De er at se som opdagelsesrejsende der benytter forskellige former for sprog og gestikulationer for at gøre sig forståelige overfor dem de møder. Forskellen er blot den, at overnaturlige væsner kun har et grundsprog og dette har mange forsøgt at sætte på formel. Pythagoras er et eksempel og kabbalismen et andet. Væsner kommunikerer det som er muligt for dem, og i det sprog hvorigennem det er muligt at kommunikere det. Musik er én form, da den som bekendt er ”universel”, men det er i virkeligheden en sandhed med modifikationer, for langt fra alle forstår musikkens sprog.
   Mange er ganske uberørte over skønheden i Mozarts Requiem eller Bachs Matthæus-passion, og de kan ikke lære at kunne lide det. Er de dumme? Nej, de er blot umusikalske, og musikkens sprog er kaudervælsk for dem.
   Jeg vil aldrig finde glæde i at skille en bil ad og samle den igen. Jeg ville sandsynligvis heller ikke kommer længere end til vinduesviskeren før jeg gik i stå, mens jeg kender mennesker der gør det med største behændighed og glæde. Er jeg dum? Det er fristende at sige ja, men svaret er nok, at jeg blot ingen evner har som mekaniker.
   Skulle en ånd i kontakt med en mekaniker ville den derfor nok komme som en lækker bil, som i et sjældent godt afsnit i Voyager, hvor deres styrmand tager en lille rumskib ind i lastrummet fordi han finder det drivende omkring i rummet uden besætning. Han inspireres af arbejdet på at istandsætte skibet, til at tegne en dragt han har på når han sidder i det og det viser sig da også at det er organisk, er hunkøn og ender med at lægge hårdt an på ham.
   Pointen er de mange sprog væsner kan. Databasen væsnerne tapper ind i er menneskets hjerne, og de ekstraherer hvilken kommunikationsform de kan bruge for at kommunikere med dette menneske, og altså hvad der vil vække glæde hos samme.
   Ofte møder mænd smukke kvinder i skoven eller i havet, og kvinder ædle riddere eller erotiske og veltalende vampyrer, men det kan også forme sig efter menneskets erhverv. Til en præst kan de tale det mytologiske sprog (deres eget sprog, hvorfor udvekslingen glider nemmere her), til kongen taler de retfærdighedens sprog, til krigeren er det kraftsprog med våben i hånd, til digteren er det poesi og til komponisten synger eller spiller de musik – hans sprog.
   Overordnet udstrømmer al denne ånd fra én gud, men som Han deles kvorteres Han i mindre guder eller idéer der har deres særegenhed, deres egenskab ved sammenhængen. Disse søger mennesker at forbinde sig med, og fremtoner ifølge deres egenskab og efter menneskes behov. Ultimativt set gendannes guden således som materie ifølge oplægget, ved at ånderne finder deres udtryk i materien.
   Mange så pagten mellem mennesket og en ånd som noget farligt, som en pagt med Djævlen, men den kontinuerlige imprægnation, fødsel og død er virkelighedens fundament.
   Gud stiger ned igennem sine engle som verden, men bliver i processen mere og mere materialiseret. Når musikeren forenes med ånden og spiller gudbenådet, bringer han åndens strøm videre ned på jorden, hvilket er en nedstigning for ånden. Men så længe han kanaliserer den musik, det er ham givet evnen til at spille, holdes åndens stier rene. Den gives ham, han videregiver den, et menneske lytter til den, opløftes af den, men bruger sin opløftelse til at give igen. Kun når den beholdes, gemmes eller arkiveres dør den. Det eneste onde er at få gaven igennem pagten og så ikke bruge den.
I dette perspektiv er musik eller anden kunst ikke meget anderledes end frugter fra naturen. Du kan plukke dem, spise dem og laver dem til næring og jord, men forsøger du at opbevarer dem for længe, trækker ånden Dionysos sig ud af dem og de mugner. Ånd har brug for bevægelse og transformation, og når den gribes i en pagt, lever den kun så længe, at pagten overholdes, så længe den bruges til at give.

Næste gang skal vi se mere konkrete eksempler på mysticisme i musikken. Det være sig Pythagoras, chasidisme, sufismen og andre. So stay tuned!

 

 

 

 


 

Orixá-dyrkelse
 

af Per Adler Rosenberg og Rune Hjarnø Rasmussen

Dyrkelsen af orixá-gudefamilien er en ny voksende verdensreligion, som lever i det kulturområde, der normalt benævnes det Sorte Atlanten. Den har sine rødder hos yorubafolket og beslægtede folkeslag i det sydøstlige Nigeria ved Beninbugten. Den transatlantiske slavehandel bragte denne religion til vestsiden af Atlanten, hvor motiver fra en række andre afrikanske, amerikanske og europæiske religioner fandt anvendelse. Samlet betragtet anslås det, at afro-atlantisk religion i dag tæller omkring 90 millioner tilhængere på verdensplan. Afro-atlantisk religion rummer en række temmelig forskellige former: santeria (Cuba), vodou (Haiti), obeah (Jamaica), xangô (Trinidad) for bare at nævne nogle stykker. I denne præsentation af orixá-religion vil vi tage udgangspunkt i den vigtigste brasilianske form,
candomblé, et eksempel på en særdeles dynamisk form af afro-atlantisk religion.  Orixá-dyrkelse ligner på mange måder førkristen europæisk religion. Det er en oplevelsesorienteret besættelseskult centreret om esoteriske indvielsesforløb, der i den første indvielsesgrad, ião, 'gudens brud', knytter en initiant til sin orixá. Orixáerne er en gudefamilie af udpræget Olympisk format. De nedsteg i urtiden fra Orum, oververdenen, til Aiê, vores del af verden, på bjerget Ifé i det nuværende Nigeria. I dag påkaldes de med hellige trommer, nedstiger i kulten, besætter initianterne og vælger nye hustruer blandt menneskene. De vigtigste orixáer er tricksteren Exú, krigsguden Ogum, jagtguden Oxóssi, den androgyne vildmarksgud Logum-Edé, medicinguden Ossaim, modergudinden Nanã, sygdomsguden Oba luaê, regnbueslangen Oxumaré, tordenguden Xangô, stormgudinden Iansã, krigsgudinden Obá,
ærlighedsgudinden Oxum, tvillingeguddommen Ibéji, havgudinden Iemanjá,
Alter opstillinger
spådomsguden Orunmilá og faderguden Oxalá.   Exú er altså sammenlignelig med Loke og Hermes. Der er en Thor/Jupiter-figur i Xangô, og en Freja/Venus-figur i Oxum. Nanã synes at ligne Frigg og Hera, Ossaim minder om Asklepios, og Oxóssi er næsten identisk med den nordiske gud Ull, kendt i den keltiske verden som Herne the Hunter. Gudekongen Oxalá ligner en Yahwe-drejet Odin. Valkyrien Iansã minder kraftigt om Athene, og Artemis-lignende skikkelser findes i et par blandingsmanifestationer mellem Oxóssi og Oxum. Selvfølgelig er det ikke så simpelt som beskrevet her. Snarere end et fast galleri af afgrænsede skikkelser er hver orixá et mindre system af forbundne entiteter. Hver orixá findes i en specifik række manifestationer, hvori blandt andet indgår overgangsformer til andre orixáer. Disse manifestationer aktualiseres yderligere i en manifestation, som identificeres med det indvielsesnavn, der knyttes til en initiant. Endvidere kan ingen orixá manifesteres i kulten uden dens merkuriale aspekt, en Exú, som ”åbner døren”, så orixáen kan komme igennem til Aiê.  Candomblé administrerer også interaktion med en række andre væsner, der ofte identificeres som for-
faderånder, egungum. Disse er ofte frække, karnevaleske og bombastiske.
En nyindviet iáo

Man har også begreber, der betegner overordnet udifferentieret ånd, kaldt Olodumaré eller Olorum, hvilket naturligvis er blevet oversat ”Gud”. I den oprindelige Yoruba-kosmologi praktiseres endvidere divinations-systemet Ifá, en descendenslære, som kan måle sig med Yi Jing og Kabbalah i kompleksitet.

   Som det ses, ligner den afro-atlantiske religion i høj grad førkristen europæisk religion. Denne lighed har sammen med nogle historiske forhold defineret europæeres opfattelse af religionen. Det er, som om genkendelsen slår ud i en slags kulturel fobi over for en humanistisk polyteisme, som en aggressiv kristen dæmonisering har fortrængt på europæisk jord. Hvis en klog kone i Nordjylland således udfører et helt indfødt, dansk ritual og stikker nåle i en dukke, kan dette på nudansk kaldes ”voodoo”. Den afro-atlantiske religions tiltrækning har dog også været stærk, selvom den ikke har kunnet markere sig over for den voldsomt fordømmende diskurs. Til magthavernes udelte rædsel er europæere siden begyndelsen blevet optaget i afro-atlantiske religioner. F.eks. fæstnede en indvandring af haitianere til New Orleans vodou på nordamerikansk

jord. En samtidig journalist observerer med frygtblandet forargelse, hvordan en ung, hvid kvinde svinges rundt ”in the arms of a negro blacker than the ace of spades”.   I dag har kristendommens kulturelle hegemoni dog trukket sig tilbage, og europæeres fascination af afro-atlantisk religion er blevet legitim. I Brasilien har religionen f.eks. krydset raceskellet, og man kan finde hele kulte, hvor det er vanskeligt at finde en eneste mørklødet person. Brasiliansk candomblé er en dynamisk, moderne religion, som praktiseres af automobilmekanikere, hjerneforskere og buschauffører og docerer fuldstændig tolerance med hensyn til f.eks. race og seksuel orientering. Både cubansk og haitiansk religion har allerede indfundet sig i Nordamerika, og det må formodes, at vi inden længe vil kunne finde afro-atlantisk religion i Europa.

Her vil vi præsentere en række afro-atlantiske myter, nærmere bestemt én for hver af de mest populære af candomblés orixáer. Med undtagelsen af den første myte kommer de alle fra den brasilianske mytesamling Mitologia dos Orixás af Reginalo Prandi. Det er første gang, de foreligger i dansk oversættelse. Efter myterne findes en ordforklaring (s. 32, red.) med en kort beskrivelse af alle de nævnte orixáer. Vi har bevaret de brasilianske stavemåder af personnavne, steder og særlige termer. I særdeleshed betyder det, at læseren skal være opmærksom på, at "x" udtales "sj", orixá udtales altså orisjá, og Oxum osjum. Trykket ligger på stavelsen med accent på vokalen, eller på sidste stavelse, hvis ordet ikke har accent. Som skikken byder indledes med en skabelsesmyte:

I begyndelsen var der kun himlen og vandene nedenunder. Dette beherskedes af de mægtige orixáer, gudernes råd. Olorum herskede over himlen, og Olocum var herre over alt, som var i vandene nedenunder. En dag besluttede guden Obatalá at skabe det tørre land. Han bad om tilladelse fra Olorum og om råd fra Orunmilá, den viseste af orixáerne.
'Du skal bruge en lang guldkæde, et sneglehus fyldt med sand, en hvid høne, en sort kat og en palmenød,' sagde Orunmilá.
Så snart han havde samlet alle disse ting i en taske, hang Obatalá guldkæden fra et hjørne af himlen og begyndte at kravle ned, ned, ned. Han blev ved med at kravle ned, ned, ned, i meget lang, lang tid, indtil han til sidst nåede enden af kæden. Obatalá hældte sandet fra sneglehuset ud i tågen under sig og slap hønen fri. Hønen landede på sandet og begyndte straks at hakke og skrabe i det og spredte sandet i alle retninger. Sandet blev snart til vidtstrakte bjerge og dale. Obatalá plantede palmenøden, og snart stod der en hel palmeskov. Obatalá var meget tilfreds med sit arbejde. Han kaldte landet Ifé og slog sig ned med katten for at bo i det ny land.
Efter adskillige måneder begyndte han dog at kede sig. Han begyndte at lave figurer af ler, og mens han arbejdede, drak han palmevin. Obatalá blev ved med at drikke, den ene skål efter den anden, og han blev ved med at lave figurer. Da han var færdig, bad han Olorum om at puste liv i sit lerfolk. Næste dag så han sit arbejde leve og ånde, og han forstod, at de alle var grimme og deforme. Rædselsslagen svor Obatalá aldrig at drikke igen og begyndte at lave nye, perfekte væsener af ler. Så snart Olorum havde pustet liv ind i dem, begyndte de straks at bygge huse og byer. Således blev Obatalá menneskets beskytter, især de deforme.
Alle orixáerne glædede sig over hans værk. Alle undtagen Olocum, havets herre, som aldrig var blevet spurgt om skabelsen af jorden og menneskene. I vrede skabte han en stor oversvømmelse, som næsten udryddede alle Obatalás skabninger. Så snart vandet trak sig tilbage, begyndte alle at tage havet mere alvorligt.

 

_________________________________________________________

 

Exú får magt over korsvejene

Exú havde ikke rigdom, havde ikke jorder, havde ikke floder,
han havde intet erhverv, hverken håndværk eller kald.
Exú flakkede om i verden uden stop, uden rast eller ro.
Så en dag kom Exú til Oxalás hus.
Tog til Oxalás hus hver dag.
Hos Oxalá fornøjede Exú sig med
at betragte den gamle skabe menneskene.
Der var rigtig mange, som kom for at besøge Oxalá,
men de blev der kun kort,
fire dage, otte dage, og de lærte ikke noget.
De bragte gaver, så den gamle orixá,
beundrede hans arbejde og tog så af sted igen.
Exú blev i Oxalás hus i 16 år.
Exú lagde nøje mærke til formgivningen
og lærte, hvordan Oxalá skabte
hænderne, fødderne, mundene, øjnene og mændenes penis,
hænderne, fødderne, mundene, øjnene og kvindernes vagina.
Igennem 16 år blev han der og hjalp den gamle Orixá.
Exú spurgte ikke.
Exú observerede.
Exú var opmærksom.
Exú lærte det hele.

En dag bad Oxalá Exú om at gå ud og stille sig ved korsvejen,
hvor alle passerede, som var på vej til hans hus.
For at stå der og ikke lade dem komme igennem, som ikke bragte
en gave til Oxalá.
Der var hele tiden flere mennesker, som Oxalá skulle skabe.
Oxalá ville ikke spilde sin tid
på at modtage alle de gaver, som de bragte ham.
Oxalá havde end ikke tid til de besøgende.
Exú havde lært alt og kunne nu hjælpe Oxalá.
Exú tog imod ebóerne til Oxalá.
Exú tog imod offergaverne og gav dem til Oxalá.
Exú gjorde sit arbejde godt,
og Oxalá besluttede at belønne ham.
Således blev det, at dem, som kom til Oxalá,
også måtte betale Exú et eller andet.
Exú blev hele tiden på sin post
og vogtede Oxalás hus.
Bevæbnet med en ogó, en kraftig kølle,
holdt han de uønskede væk.
Han straffede enhver, som forsøgte at snyde sig forbi hans årvågenhed.

Exú arbejdede hårdt og byggede sit hus der,
lige der ved korsvejen.
Han vandt sig et lukrativt erhverv, og han fik således sit sted, sit hjem.
Exú blev rig og magtfuld.
Ingen kan længere gå gennem en korsvej
uden at give noget til Exú.

 

_________________________________________________________

 

Ogum giver menneskene jernets hemmelighed.

Ogum giver menneskene jernets hemmelighed.
På Jorden, som Obatalá havde skabt i Ifé,
levede og arbejdede orixáer og menneskelige væsener i lighed.
Alle jagede og dyrkede med skrøbelige redskaber
lavet af træ, sten eller blødt metal.
Derfor var arbejdet meget udmattende.
Som befolkningen i Ifé voksede, begyndte der at blive knaphed på føde.
Det blev nødvendigt at beplante et større område.
Orixáerne mødtes for at beslutte, hvad de skulle gøre,
for at fjerne træerne fra jorden og forøge landbrugsjorden.
Ossaim, medicinens orixá, gjorde sig parat til at gå først ud
og rense jordloden.
Men hans machete var af blødt metal, og det lykkedes ham ikke.
På samme måde som Ossaim,
prøvede alle de andre orixáer.
En efter en mislykkedes de
i den opgave at rense jordlodden til plantning.
Indtil da havde Ogum, som kendte jernets hemmelighed, dog ikke sagt noget.
Da alle de andre orixáer var udkørte,
tog Ogum sin machete af jern, gik ud i buskadset og ryddede jordlodden.
Forundret spurgte orixáerne Ogum, af hvilket materiale
så stærk en machete var lavet.
Ogum svarede, at det var jern,
en hemmelighed modtaget fra Orunmíla.
Orixáerne misundte Ogum de fordele, jernet gav,
ikke blot i landbrug, men også i jagt og selv i krig.
I lang tid plagede orixáerne Ogum
for at få jernets hemmelighed at vide,
men han holdt den for sig selv.
Så besluttede orixáerne at tilbyde ham kongemagten,
imod at han lærte dem
alt om dette metal, der var så stærkt.
Ogum tog imod dette tilbud.
Menneskene kom også til Ogum
for at bede ham om kendskab til jernet.
Og Ogum gav dem kendskab til essen,
indtil den dag, hvor hver en jæger og hver en kriger
havde sit eget jernspyd.
Men på trods af, at Ogum havde accepteret lederskab over orixáerne,
var han dog frem for alt jæger.
På et tidspunkt tog han ud på jagt og blev mange dage væk
i hårdt vejr.
Da han kom tilbage fra skoven, var han beskidt og laset.
Orixaerne brød sig ikke om at se deres leder i denne tilstand.
De foragtede ham og besluttede at støde ham fra tronen.
Ogum var skuffet over orixáerne,
for da de havde brug for ham - på grund af essens hemmelighed -
gjorde de ham til konge,
og nu sagde de, at han ikke var værdig til at herske over dem.
Så Ogum vaskede sig,
klædte sig i trævler af palmeblade,
tog sine våben og tog af sted.
På et fjernt sted kaldet Irê byggede han et hus
under et acocô-træ, og der blev han.
De mennesker, som havde modtaget jernets hemmelighed fra Ogum,
glemte ham ikke.
Hver december måned fejrer de Iudê-Ogum-festen.
Jægere, krigere, smede og mange andre
ofrer for at ihukomme Ogum.
Ogum er for altid jernets herre.

 

_________________________________________________________

 

Oxóssi lærer jagtens kunst af Ogum

Oxóssi lærer jagtens kunst af Ogum
Oxóssi er Ogums bror.
Ogum holder særligt af denne bror.
En dag, hvor han kom tilbage fra slaget,
fandt Ogum broren stiv af skræk
omringet af fjender, som allerede havde ødelagt det meste af landsbyen,
og som skulle til at nå hans familie og tage hans jord.
Ogum ankom udmattet fra en anden krig,
men han blev rasende og hævntørstig.
Han samlede sine kræfter for at blive ved med at kæmpe
og fór i retning af fjenderne.
Med sit jernsværd kæmpede han lige til solopgang.

Da han til sidst havde besejret angriberne,
satte han sig med broren og beroligede ham
og lovede ham sin beskyttelse.
Når der var brug for det,
ville han altid komme ham til hjælp.
Så lærte Ogum Oxóssi at jage,
at åbne veje i skoven og i tætte vildnis.
Af sin bror lærte Oxóssi jagtens ædle kunst,
uden hvilken livet er meget vanskeligere.
Ogum lærte Oxóssi selv at forsvare sig,
at passe på sit folk.
Nu kunne Ogum vende roligt tilbage til krigen.
Ogum gjorde Oxóssi til skytsherre.
Oxóssi er Ogums bror.
Ogum er den store kriger.
Oxóssi er den store jæger.

 

_________________________________________________________

 

Logum-Edé avles af Oxum og Erinlé

En dag mødte Oxum Ipondá jægeren Erinlé
og forelskede sig hjælpeløst i ham.
Men Erinlé ville ikke vide af Oxum.
Oxum gav ikke op og opsøgte en babalawo.
Han sagde, at Erinlé kun følte sig tiltrukket
af skovkvinder, ikke af flodkvinder.
Oxum betalte babalawoen og lagde en plan:
hun smurte sin krop ind i honning og rullede sig i skovbunden.
Nu, forklædt som skovkvinde,
opsøgte hun sin elskede.
Erinlé forelskede sig i hende i samme øjeblik han så hende.

En dag glemte Ipondá spåmandens ord
og inviterede Erinlé til et bad i floden.
Men vandet vaskede honningen af hendes krop,
og forklædningens blade faldt af.
Erinlé opdagede straks, hvorledes han var blevet narret
og forlod Oxum for altid.
Han tog af sted uden at se sig tilbage.

Oxum var gravid og bragte Logum-Edé til verden.
Logum-Edé er halvt Oxum, halvt flod,
og den anden halvdel er Erinlé, halvt skov.
Hans halvdele kan aldrig mødes,
og han bor i floden noget af tiden,
og resten af tiden bor han i skoven.
Han jager med ofáen, bue og pil, som han har arvet fra sin far.
Og spejler sig i abebéen, det spejl, som han har fået fra sin mor.

 

_________________________________________________________

 

Ossaim giver et blad til hver Orixá

Ossaim, søn af Nanã og bror til Oxumarê, Euá og Obaluaê,
var herre over bladene, kundskaben og urterne,
orixáen, som kendte helbredelsens hemmelighed og livets mysterium.
Alle orixáerne var afhængige af Ossaim
til at helbrede enhver lidelse, ethvert kropsligt onde.
Alle var afhængige af Ossaim i kampen mod sygdom.
Alle gik til Ossaims hus og tilbød ofre.
I bytte gav Ossaim dem magiske præparater:
bade, teer, udtræk, salver,
abô, drikke.
Han kurerede smerter, sår, blødninger;
dysenteri, hævelser og brud;
han kurerede epidemier, febre, skadede organer;
rensede betændt hud og blodudtrækninger;
befriede kroppen fra alle onder.
En dag vedtog Xangô, som var retfærdighedens gud,
at alle orixáerne måtte tage del i Ossaims magt,
kende urternes hemmelighed og helbredelsens evne.
Xangô vedtog,
at Ossaim skulle dele sine blade med de andre orixáer.
Men Ossaim nægtede at dele sine blade med de andre orixáer.
Da beordrede Xangô,
at Iansã skulle slippe vinden løs og bringe
alle bladene fra Ossaims skov til sit palads
for, at de kunne fordeles blandt orixáerne.
Iansã gjorde, hvad Xangô havde besluttet.
Hun frembragte en hvirvelvind, som løsrev planternes blade
og sendte dem gennem luften i retning af Xangôs palads.
Ossaim forstod, hvad der var sket og råbte:
"Euê Uassá!"
"Bladene virker!"
Ossaim beordrede bladene at vende tilbage til sin skov,
og bladene adlød Ossaims ordrer.
Næsten alle bladene kom tilbage til Ossaim.
De, som nu var i Xangôs magt, mistede axéen,
de mistede helbredelsens kraft.

Orixá-kongen, der var en retfærdig orixá,
indrømmede Ossaims sejr.
Han forstod, at bladenes kraft udelukkende skulle tilhøre Ossaim,
og at det måtte forblive således gennem tiderne.
På trods af dette gav Ossaim et blad til hver orixá,
gav et euê til hver af dem.
Hvert blad med sine axés og sine ofós,
som var de troldsange,
uden hvilke bladene ikke fungerede.
Ossaim fordelte bladene til orixáerne,
for at de ikke skulle misunde ham mere.
Nu kunne de også gøre bedrifter med urterne,
men de dybere hemmeligheder holdt han for sig selv.
Ossaim fortæller ikke de dybeste hemmeligheder til nogen,
Ossaim taler ikke engang.
Han taler gennem sin tjener, Aroni.
Orixáerne blev taknemmelige over for Ossaim,
og altid viser de respekt for ham, når de bruger hans blade.

 

_________________________________________________________

 

Iroco hjælper heksen til at hævne den døde søn

Iroco var en flot og stærk mand
og havde to søstre.
Den ene af dem var Ajé, en heks,
den anden var Ogboí, der var en almindelige kvinde.
Ajé var heks, Ogboí ikke.
Iroco og hans to søstre tog sammen af sted fra Orum
for at bo i Aiê.
Iroco boede i et bladrigt træ,
og hans søstre i et almindeligt hus.
Ogboí havde ti børn,
og Ajé havde kun et: en lille fugl.

En dag da Ogboí måtte tage af sted,
efterlod hun de ti børn i Ajés varetægt.
Denne passede godt på børnene indtil søsterens tilbagekomst.
Senere da Ajé ligeledes var nødt til at rejse,
efterlod hun fuglebarnet hos Ogboí.
Så skete det, at Ogboís børn sagde til moren,
at de ønskede at spise fugl.
Hun tilbød dem en høne,
men med øjnene på fætteren afslog de.
De skreg af sult, de ville spise,
men det skulle være en lille fugl.
Moren tog derfor i skoven på jagt efter de fugle,
som hendes børn krævede at få.
Ogboís børn dræbte, tilberedte
og spiste Ajés søn i morens fravær.
Da Ajé vendte tilbage og opdagede de tragiske hændelser,
gik hun fortvivlet ud efter Iroco.
Iroco modtog hende i sit træ, hvor han bor den dag i dag.
Og så hævnede Iroco Ajé,
han lod slagene hagle over Ogboís børn.
Fortvivlet over tabet af halvdelen af sine børn
og for at undgå restens død,
tilbød Ogboí ofre til broren Iroco.
Hun gav ham et gedekid og flere andre ting,
og også et gedekid til Exú.
Iroco godtog ofret og skånede de resterende børn.
Ogboí er alle almindelige kvinders mor,
kvinder som ikke er hekse,
kvinder som stadig mister børn
for at formildne vreden fra Ajé og hendes heksedøtre.
Iroco bor i det hvide figentræ
og bestræber sig på at tilbyde sin justits
i striden mellem hekse og almindelig kvinder.

 

_________________________________________________________

 

Nanã bidrager med leret til udformningen af mennesket

Man fortæller, at da Olorum betroede Oxalá opgaven
at lave verden og at forme menneskevæsenet,
prøvede orixáen forskellige veje.
Han prøvede at lave mennesket af luft ligesom sig selv.
Det gik ikke, idet mennesket snart blev opløst.
Han prøvede at lave det af et stykke træ, men skabningen
blev hård.
Næste forsøg af sten var værre.
Han skabte af ild og mennesket opbrændtes.
Han prøvede olie, vand og endda palmevin, men intet.
Så skete det, at Nanã Burucu kom ham til hjælp.
Hun pegede på søens bund med sin ibiri, sit scepter og våben,
og derfra tog hun en klump mudder op.
Nanã gav Oxalá mudderklumpen,
leret fra søens bund, hvor hun boede,
det mudder under vandene, som er Nanã.
Oxalá skabte mennesket og formede det i ler.
Med Olorums åndepust bevægede han sig.
Med orixáernes hjælp befolkede han Jorden.
Men der kommer en dag, hvor mennesket dør,
og hans krop må vende tilbage til jorden,
vende tilbage til Nanã Burucu.
Nanã gav materien i begyndelsen,
men vil til sidst have det tilbage, der er hendes.

 

_________________________________________________________

 

Obaluaê er sin mor ulydig og straffes med kopper

Obaluaê var en meget ulydig dreng.
En dag legede han tæt på en smuk have fyldt med små hvide blomster.
Hans mor havde sagt til ham, at han ikke måtte træde på blomsterne,
men Obaluaê var ulydig overfor sin mor og trådte med vilje på blomsterne.
Hun sagde ikke noget, men Obaluaê lagde mærke til,
at hans krop blev helt dækket af små hvide blomster,
som blev til bylder og forfærdelige blærer.
Obaluaê blev meget bange.
Han hylede og bad sin mor om at befri ham fra denne sygdom, kopper.
Obaluaês mor sagde, at dette var sket
som straf for hans ulydighed,
men hun ville dog hjælpe ham.
Hun tog en håndfuld popkorn og kastede på hans krop,
og som ved et trylleslag begyndte sårene at forsvinde.
Obaluaê forlod haven ligeså rask, som han var kommet ind.

 

_________________________________________________________

 

Oxumarê tegner regnbuen på himlen for at stoppe regnen.

Det fortælles, at Oxumarê ikke brød sig om Regnen.
Hver gang den samlede sine skyer
og gjorde jorden våd i lang tid,
pegede Oxumarê truende imod himlen
med sin bronzekniv
og fik Regnen til at forsvinde og give plads for regnbuen.

En dag fik Olodumare en sygdom, som gjorde ham blind.
Han tilkaldte Oxumarê, som giver blindhed, og han kurerede ham.
Olodumare frygtede imidlertid at miste synet igen
og tillod ikke Oxumarê at vende tilbage for at bo på Jorden.
For at have Oxumarê tæt på, besluttede han, at han skulle bo hos ham
og kun fra tid til anden komme på besøg på Jorden, men kun på besøg.
Så Oxumarê kommer ikke til Jorden,
alle kan se ham på himlen med hans bronzekniv,
hvor han altid gør sig til regnbuen for at stoppe regnen.

 

_________________________________________________________

 

Euá forvandler sig til en kilde og slukker sønnernes tørst

 

Der var en kvinde, der havde to sønner,
som hun elskede over alt på Jorden.
Hver dag tog hun børnene med i skoven
på udkig efter brænde, brænde som hun samlede
og solgte på markedet for at brødføde sine børn.
Euá, hendes navn var Euá, og dette var hendes hverv,
gik i skoven med sine sønner hele dagen.

Engang de tre knoklede i skoven,
opdagede Euá, at hun var faret vild.
Hvor meget hun end søgte at orientere sig,
kunne Euá ikke finde vejen tilbage.
De forvildede sig dybere og dybere ind i skoven.
De to børn begyndte at klage over sult,
over tørst, over udmattelse.
Jo mere de gik, jo større var tørsten, jo større var sulten.
Børnene kunne snart ikke gå
og råbte til moren efter vand.
Euá søgte, men fandt ingen kilde,
ingen bæk, ingen dam med vand.
Sønnerne var ved at dø af tørst
og Euá mistede alt håb.
Euá tryglede guderne,
bønfaldt Olodumaré.
Hun lagde sig sammen med de døende sønner,
og dér hvor hun lå,
forvandlede Euá sig til et væld af vand.
Kildens vand strømmede krystalklart og friskt,
og børnene drak af hende.
Og vandet stillede børnenes tørst.
Og Euás sønner overlevede.
De slukkede tørsten med Euás vand.
Kilden fortsatte med at strømme
og vandene forenedes og dannede en lille sø.
Søen løb over sig,
og de forreste vande skabte en ny flod.
Det var floden Euá, Odô Euá.

 

_________________________________________________________

 

Xangô anerkendes som Orixá for retfærdighed

Xangô og hans folk kæmpede med en nådesløs fjende.
Xangôs krigere, der var fanget af fjenden,
blev lemlæstet og torteret indtil døden uden medlidenhed eller medfølelse.
Grusomhederne kendte snart ingen grænser.
Fjenden sendte Xangôs folk til ham sønderdelt.
Xangô var fortvivlet og rasende.
Xangô gik op på toppen af et stenbrud i nærheden af lejren,
og derfra rådspurgte han Orunmilá om, hvad han skulle gøre.
Xangô spurgte Orunmilá om hjælp.
Xangô var vred og begyndte at slå på stenene med oxéen,
at slå med sin dobbeltøkse.
Øksen slog gnister på stenene,
som i luften tændte grådige tunger af ild,
der fortærede fjendens soldater.
Det tabte slag blev vendt til sejr.

Xangô vandt slaget.
Fjendens ledere, der havde beordret
massakren på Xangôs soldater,
blev udslettet af et lyn, som Xangô kastede på højdepunktet af sin vrede.
Men de fjendtlige soldater, der overlevede,
blev skånet af Xangô.
Fra nu af blev Xangôs sans for retfærd
beundret og besunget af alle.
Gennem tiderne
har orixáerne og menneskene henvendt sig til Xangô
for at få løst alle slags stridigheder,
at dømme uenigheder og administrere retfærd.

 

_________________________________________________________

 

Oiá spiller på Ogums blæsebælg for at få egungumerne til at danse

Oiá var Ogums kone,
hun arbejdede med ham i smedjen.
Ogum bad Oxóssi om at dræbe en tyr i junglen,
han tog skindet af den, og af dette lavede han en blæsebælg.
Oiá holdt gang i blæsebælgen og pustede til ilden,
mens Ogum brugte hammer og ambolt.
Sådan holdtes essens ild i live.
En dag var der en fest for forfædrene,
og egungumerne gik på gaden.
Hver familie kom bagved den egungum,
som repræsenterede deres slægts afstamning.
Alle blev glade over at gense sin far eller bedstefar
tilbagevendt til samværet med sine nære,
hver var pragtfuldt tildækket af løse og farverige stoffer
med ornamenter af perler og skinnende spejle.
Oiás blæsebælg, som hun holdt i gang med stor kraft,
udsendte en høj og rytmisk lyd.
Egungumerne, som gik forbi Ogums værksted,
begyndte at danse til lyden af blæsebælgens musik.
Oiá så egungumernes glæde
og spillede på blæsebælgen med større kraft, rytme og intensitet,
glad som hun var over forfædrenes tilfredshed.
Folk samlede sig om forfædrene og priste dem.
Egungumerne dansede til lyden af Oiás blæsebælg.
Derfor kaldte folk hende for
Kvinde-som-Styrer-Egungum-med-Blæsebælgens-Lyd.
Da Ogum så folkeansamlingen,
blev han stolt af sin kvinde.
Ogum tog kronen af sit hoved,
tog sin acoró af og satte den på hovedet af Oiá.
Tog hendes plads ved blæsebælgen
og sendte hende med kronen på hovedet
ud på vejen for at danse med egungumerne og med folket.

 

_________________________________________________________

 

Obá bliver skyld i at Xangôs hest dør

Xangô var erobrer af jord såvel som af kvinder.
Han bevægede sig altid fra sted til andet.
I Cossô gjorde han sig til konge og giftede sig med Obá.
Obá var hans første og vigtigste kone.
Obá brugte sin dag på at passe på Xangôs hus,
kværnede krydderier, lavede mad og efterlod alt rent.
Xangô var erobrer af jord såvel som af kvinder.
En gang så Xangô Oiá vaske tøj ved flodens bred
og blev umådelig forelsket i hende.
Han giftede sig med Oiá.
Men Xangô var erobrer af jord såvel som af kvinder
og giftede sig snart på ny.
Oxum var den tredje kone.
De tre levede i strid på grund af kærligheden til kongen.
For at behage Xangô,
gav Obá ham en hvid hest.
Xangô var meget glad for hesten.
Efter nogen tid drog Xangô ud for at føre krig og bragte Oiá med sig.
Seks måneder gik, og Xangô var stadig langt væk.
Obá var fortvivlet og rådspurgte Orunmilá.
Orunmilá rådede Obá til
at give en iruquerê som offer,
en fluedusk lavet af en hestehale,
og bød hende sætte iruquerêen på husets tag.
For at lave det offer, oraklet foreskrev,
bad Obá Eleguá om en hestehale.
Og foranlediget af Oxum skar Eleguá
i samme nu halen af Xangôs hvide hest.
Han skar ikke kun hårene af, men hele halen,
og hesten forblødte.
Da Xangô vendte tilbage fra krigen,
kiggede han efter hesten, men fandt den ikke.
Derpå stødte han på iruquerêen bundet til husets tag,
og han genkendte halen af den forsvundne hest.
Han hørte fra de andre kvinder, at offeret var lavet af den første kone.
Xangô blev rasende og sendte Obá bort.

 

_________________________________________________________

 

Oxum undfanges af Iemanjá og Orunmilá

En dag forlod Orunmilá sit palads
for at gå en tur i selskab med hele sit følge.
På et særligt sted stødte han på en anden kortege,
i hvilken den vigtigste skikkelse var en meget smuk kvinde.
Orunmilá blev imponeret over en sådan skønhed
og sendte Exú, sin budbringer, for at undersøge, hvem hun var.
Exú præsenterede sig for kvinden i fuld ærbødighed
og sagde, at hans herre, Orunmilá, gerne ville kende hendes navn.
Hun sagde, at hun var Iemanjá, vandenes dronning og Oxalás hustru.
Exú vendte tilbage til Orunmilás nærvær
og fortalte alt, hvad han havde fået at vide om kvindens identitet.
Orunmilá sendte hende derpå en invitation til sit palads
og sagde, at han ønskede at lære hende at kende.
Iemanjá reagerede ikke umiddelbart på invitationen,
men en dag besøgte hun Orunmilá alligevel.
Ingen ved med sikkerhed, hvad som skete i paladset,
men kendsgerningen er, at Iemanjá blev gravid
efter besøget hos Orunmilá.
Iemanjá bragte en smuk datter til verden.
Da Iemanjá allerede havde mange børn med sin mand,
sendte Orunmilá Exú af sted for at undersøge, om barnet
var hans datter. Han skulle kigge efter tegn på kroppen.
Hvis pigen udviste noget mærke,
plet eller knude på hovedet, var det Orunmilás datter,
og skulle medbringes for at kunne leve hos ham.
Således blev det bekræftet, gennem fødselsmærker,
at Iemanjás yngste barn var Orunmilás.
Hun skabtes af den far, der fulgte alle sine luner.
Derfor voksede hun op fyldt med lyst og forfængelighed.
Denne datters navn er Oxum.

 

_________________________________________________________

 

Ibéjierne forvandles til en statuette

De er børn af Iemanjá,
de to tvillingebrødre Ibéjierne.
Ibéjierne tilbragte dagen med at lege.
De var børn, og de legede med Logum-Edé,
 og de legede med Euá.
En dag legede de ved et vandfald,
og en af dem druknede.
Den Ibéji, som blev tilbage, begyndte at sygne hen,
så stor var hans ensomhed og sorg,
han blev tungsindig og uden livslyst.

Så tog han til Orunmilá og bønfaldt
ham om at bringe broren tilbage.
At Orunmilá skulle forene dem igen,
så de kunne lege som før.
Orunmilá hverken kunne eller ville gøre noget sådant,
men han forvandlede dem begge til figurer af træ
og befalede, at de skulle være sammen for altid.
De ville aldrig mere vokse,
og de ville aldrig skilles.
De er de to tvillingebrødre,
som for evigt er legende børn.

 

_________________________________________________________

Iemanjá hjælper Olodumaré i skabelsen af Verden

Olodumaré-Olofim levede alene i det Uendelige
kun omringet af ild, flammer og dampe,
hvor han næsten ikke kunne færdes.
Træt af denne dystre verden,
træt af ikke at have nogen at tale med,
træt af ikke at have nogen at slås med,
besluttede han at afslutte denne situation.
Han slap sine kræfter løs,  
og deres voldsomhed piskede vandene i storm.
Vandene kæmpede med de frembrydende klipper
og åbnede i undergrunden dybe og store hulninger.
Vandet opfyldte spalterne,
skabte havene og oceanerne,
i hvis dybde Olocum skulle bo.
Af det, der ikke blev oversvømmet, tog landjorden form.
På havoverfladen, der støder op imod landjorden,
dér tog Iemanjá sit kongerige,
med sine søstjerner, tang,
fisk, koraller, skaller, perlemor.
Dér fødtes Iemanjá i sølv og blå,
kronet af regnbuen Oxumaré.
Olodumaré og Iemanjá, orixáernes mor,
herskede over ilden i landjordens indre,
og den overdrog de i Aganjus magt, herre af vulkanerne,
hvorfra den tilfangetagne ild stadig udåndes.
Ilden, som opbrændte på jordens overflade, slukkede de,
og med dens aske gødede Orixá Ocô markerne,
formildnende opvæksten af urter, frugter,
træer, krat, skov,
som var givet Ossaim i varetægt.
De steder, hvor asken havde været sparsom,
fødtes moser, og i moserne pesten,
som af orixáernes mor blev givet til sønnen Omulu.
Iemanjá blev fortryllet af landjorden,
og udsmykkede den med floder, vandfald og søer.
Således opstod Oxum, herskerinden over ferskvandet.
Da alt var skabt,
og alt man stødte på i naturen var i et af Iemanjás børns varetægt,
efterkom Obatalá omgående Olorums ordrer
og skabte menneskevæsenet.
Og menneskevæsenet befolkede Jorden.
Og orixáerne blev æret af menneskene.

 

_________________________________________________________

 

Oxalá skaber perlehønen og overrasker Døden

For længe siden bosatte Døden sig i en by
og ønskede ikke at tage derfra igen.
Massakren, han startede, var uden sidestykke,
og de lokale folk var forfærdede.
Hvert øjeblik faldt endnu én død om.
For Døden gjorde det ingen forskel,
om den afdøde var mand eller kvinde,
om den henfarne var gammel, voksen eller barn.
Fortvivlet og hjælpeløst søgte befolkningen tilflugt hos Oxalá,
de bønfaldt ham om at hjælpe denne ulykkelige by.
Oxalá befalede derfor, at de skulle give ofre,
at de skulle ofre en sort høne og kalkpulveret efum.
De gjorde alt, hvad Oxalá havde beordret.
Med efum malede de prikker på den sorte hønes fjer
og satte den derefter fri på markedet.
Da Døden så det mærkelige dyr,
blev han forskrækket og tog øjeblikkeligt bort,
og lod byens beboere i fred.
Det var sådan, Oxalá skabte perlehønen.
Siden da er iaõs, orixáernes præstinder, blevet malet ligesom den,
for at alle skal huske Oxalás visdom
og hans barmhjertighed.

 

_________________________________________________________

 

Ordforklaring

Abebé: Vifte, insigne for kvindelige orixáer. F.eks. er Iemanjás abebé af sølv og bærer et billede af en fisk eller en havfrue. Oxums er af messing med en stjerne i midten.

Abô: Bad af hellige blade og urter, der bruges under rituel renselse.

Acocô: Vestafrikansk plante af bignoniaceae-familien anvendt ved kroningsceremonier og indsættelse af ypperstepræster.

Acoró: En lille krone, et af Ogums insignia.

Aganju: I Afrika er han vulkanernes herre, og i nogle myter Xangôs far. I Brasilien er han blevet til en af Xangôs manifestationsformer.

Ajé: Irocos søster, heks.

Aroni: Ossaims tjener.

Axé: Ånd, livskraft.

Babalawo: Orakelpræst indviet i Ifa-kulten. Han har været igennem en lang og omfattende indvielsesproces, der blandt andet indbefatter, at han lærer de 200-400 orakeldigte udenad.

Ebo: Ofre, ritualer og forskellige magiske arbejder til en orixá. Efter ritualet stilles ofrene ud i naturen på de steder, der er knyttet til den pågældende orixá.

Efum: Et helligt hvidt pulver, der blandt andet bliver brugt til at male prikkerne på ião under indvielsen.

Egungum: Yorubaordet for en forfaderånd. I candomblé er det blevet til egum.

Eleguá: Et andet navn for Exú. Se denne.

Erinlé: Orixá, der i den nye verden dyrkes i det cubanske santaria. Han er jægeren, healeren og orixá for overflod og bor i skoven med sine brødre Ogum, Oxóssi og Ossaim.

Euá: En af de mindre udbredte orixáer. Hun er datter af Nanã og bror til Oxumaré. Nogle steder repræsenter hun kamp og indre krig. Her er hun skrøbelig, sensitiv og måske derfor bitter. Andre steder forbindes hun med skønhed og harmoni. Hun siges at være så smuk, at mænd vil dræbe hinanden for at få hende. Floden Euá ligger i Ogun-delstaten i det nuværende Nigeria.

Euê: Blade.

Exu: Korsvejenes herre og indgangens vogter. Sendebudet, der bringer bud imellem mennesker, orixáer og andre ånder. Han bryder enhver grænse og er det dynamiske princip i verden.  Ligesom vores hjemlige Loke har han magt over det magiske og kan betegnes som en trickster. I den nye verden forbindes han med Djævlen, men egentlig synes han at være hævet over godt og ondt. På den ene side kan han være godmodig og hjælpsom, på den anden drillende og grådig, men i reglen uden tanke for, om konsekvenserne af hans handlinger er gode eller onde. I kulten ofres til Exú før enhver ceremoni, for at han skal åbne portene, bringe ofrene til orixáerne og undlade at lave uorden i ceremoniens lange, komplicerede ritualer. Hvert menneske, terreiro (candomblé-tempel) og orixá har en personlig Exú med et specifikt navn og specifikke opgaver.

Iansã: Herskerinden over vindene, stormene og de dødes ånder (eguns). Denne orixá er stærk, udadvendt og åbenlyst seksuelt indladende. Som en anden Jeanne d'Arc er hun en rigtig kriger og altid i bevægelse. Hendes insignia er en fluedusk og et flammende sværd. Når hun sætter sig noget for øje, helmer hun ikke, før det er ført til ende, og knuser alt, der kommer i hendes vej. Hun er knyttet til floden Niger i Nigeria.

Ião: Nyindviet præstinde. Nogle steder dækker titlen over de præstinder, der har været indviet i mindre end syv år. Betydningen af ordet er 'gudens brud'.

Ibejí: Tvillingeguddommen. Når de besætter en præstinde er de fjantede, legesyge, begærlige, utålmodige og ligesom børn grundlæggende uvante med og umiddelbare over for verden. Samtidig beskytter de alle børn fra fødsel til ungdomsårene. Gennem deres umiddelbarhed og barnlige uskyld er de i stand til at ophæve selv den mest hårdføre magi. Ibejí bringer lykke og medgang, de markerer modsætninger og begyndelse.

Ibiri: Et scepter, et af Nanãs insignia.

Iemanjá: Havets gudinde. Anses af mange for at være orixáernes mor. Hun er en af de mest afholdte kvindelige orixáer i Brasilien. Årligt holdes store, offentlige ceremonier på Brasiliens strande til ære for hende. Hvor Oxum er knyttet til konceptionen og graviditet, er Iemanjá den opdragende mor, der beskytter sine børn. Hun er den voksne kvinde og beskytteren af familien.

Ifa: Yorubaernes divinatoriske system med sit eget præsteskab, knyttet til guderne Orunmilá og Ifa.

Ifé: Yorubafolkets hellige by beliggende i Osun-delstaten i det nuværende Nigeria. Det var der, guderne steg ned på jorden, da verden skulle skabes.

Iroco: Orixá for tiden, vejret og de skiftende årstider. Da det afrikanske iroco-træ (chlorophora excelsa) ikke vokser i Brasilien, flyttede han på den brasilianske jord ind i et figentræ. De to træer er af samme familie og bløder begge hvidt, når der skæres i dem. Træet prydes med stofbånd og et flag, og ofre lægges ved dets fod. Ligesom et træ hører Iroco både hjemme i himmelrummet og i jorden.

Iruquerê: Fluedusk lavet af hårene fra en hestehale. Bruges af forskellige orixá og afrikanske konger som symbol på deres magt.

Logum-Edé: Det tvekønnede barn af Erinlé og Oxum. I Brasilien, hvor Erinlé ikke dyrkes, har Oxóssi overtaget rollen som Logum-Edés far. Halvdelen af året bor Logum-Edé som mand i skoven og lever af sin jagt, mens hun den anden halvdel af året bor som kvinde i vandet og lever af fisk. Orixáens insignia er ligesom hos faren bue og pil, og moren et spejl.

Nanã Burucu: Hvis Oxum er den unge pige og Iemanjá den voksne kvinde, så er Nanã den gamle dame. Som orixáernes bedstemor er hun langsom, rolig og venlig. Hun er forbundet med jorden og med mudderet på bunden af floder og søer. Det er hende, der vogter porten til dødsriget, og hende, der fører de døde derind. Kun Nanã og hendes døtre kan bevæge sig frem og tilbage gennem porten uden at dø. Engang afslørede hun Oxalá i at snige sig ind i dødsriget forklædt som en af hendes døtre. Han fik lov til at komme ind, imod at han for fremtiden skulle bruge kvindetøj og modtage den slags offerdyr, der normalt bliver givet til de kvindelige orixáer.

Obá: Krigerisk gudinde, hvis insignia er et sværd og et lille skjold. Hun er en af Xangôs koner, og i den henseende repræsenterer hun den arbejdsomme kvinde, men også den svigtede. I sin ihærdighed for at behage Xangô blev hun engang narret af en af hans andre koner til at skære sit øre af. Hun hersker over floden Oba.

Obaluaê: Også kendt under navnet Omulu. Orixáen for sygdom, der både bringer og kurerer især epidemiske sygdomme. I Brasilien kaldes han de fattiges doktor. Nanã fødte ham, men Iemanjá tog ham til sig og sørgede for hans opvækst. Hans krop er dækket af voldsomme koppe-ar, og derfor ses han altid i en dragt, der skjuler hans krop bag lange strå. Han repræsenterer solen, og stråene beskytter samtidig tilskuerne mod at kigge direkte ind i det guddommelige lys. Obaluaê er den udstødte, der lever på trods, og har overvundet døden. Sammen med Exu er han en af jordens orixáer, og derfor stilles hans assentamento, "sædet", der knytter præstinden til orixáen, så tæt på jorden som muligt. Som hersker over de dødes ånder er hans domæne kirkegårde. Han har en uendelig viden og visdom, men er også utilnærmelig og mistænksom og passer nidkært på sine hemmeligheder. I hans nærvær skælver mennesket, hans gamle navn, Xapanã, er så frygtet, at ingen tør udtale det. Kun Nanã er stærk nok til at holde hans magi i tømme.

Obatalá: Betyder direkte 'kongen af det hvide klæde'. I Afrika er han himmelguden, der var med til at skabe Jorden og mennesket. I Brasilien forbindes han med Oxalá.

Orixá Ocô: Orixáen for agerbrug. Han er forbundet med jordens frugtbarhed og høsten af jams. Når han viser sig, bærer han en hyrdestav af træ, der viser hans forbindelse med træerne, og hans læderpisk og benfløjte gør opmærksom på relationen til seksualitet og frugtbarhed. Ocô dyrkes ikke i Brasilien, formentlig fordi slaverne, dengang candomblé kom til Brasilien, ikke havde megen gavn af at dyrke frugtbarhedskult i forbindelse med deres ejeres høst.

Odô Euá: Floden Euá, beliggende i Ogun-delstaten i det nuværende Nigeria.

Ofá: Oxóssis insignia, bue og pil.

Ofó: Troldsang.

Ogboí: Irocos søster.

Ogó: Exús insigne, en kølle med fallosform.

Ogum: Den godhjertede kriger, der hugger alt ned og rydder vejene. Orixáen for jernet og smedjen. Han er renhjertet og kæmper for de sager, han finder retfærdige, men også stædig, stolt og stridslysten. I det moderne Brasilien er han forbundet med teknologi, maskineri og ekspansion. Mange candomblé-templer har en Ogum, der sammen med Exu passer på indgangen.

Oiá: Et andet navn for gudinden Iansã. Se denne.

Olocum: I Afrika er hun havenes orixá og mor til Iemanjá, mens hun i Brasilien er en af Iemanjás manifestationer.

Olodumare: Yorubapanteonets øverste gud, der skabte alle orixáerne. Nogle steder falder han sammen med Olorum. Han er kendt i candomblé, men dyrkes ikke og lever en tilbagetrukket tilværelse.

Olodumare-Olofim: En af Olodumares manifestationsformer.

Olorum: En af skaberguderne. I Afrika er Olofim eller Alafim titlen på Oiós konge.

Omulu: Nogle steder er Omulu et andet navn for Obaluaê, andre steder er Obaluaê en af Omulus manifestationsformer. Se under Obaluaê.

Orixá: Yorubaordet for en gud eller gudinde i det afro-atlantiske panteon.

Orunmilá: Spådomsguden, der deltog i skabelsen af verden og derfor kender dens hemmeligheder.

Ossaim: Orixáen for bladene og urterne og den axé, der er i deres saft, "det mørke blod". De hellige plantedele bruges til renselser og helbredelse, og de er uundværlige i alle ritualer, fordi de gør det muligt for orixáerne at nedstige i ceremonierne. Dette understreges i et helligt yoruba-vers: kosi ewe, kosi orisa, 'ingen blade, ingen orixáer'. Ossaim bor alene i skoven og er hemmelighedsfuld og introverteret, og på samme måde er indsamlingen af hans blade og urter hemmelig og ritualiseret. Ifølge nogle myter er han søn af Nanã og bror til Obaluaê, Oxumaré og Euá. Hans peji, alter eller helligdom, står ulig de fleste andre orixáers under åben himmel omgivet af planter. Som beboer af skoven er han ligesom Oxóssi knyttet til cabocloerne, indianerånderne.

Oxalá: Skaberguden og orixáernes far, der i den nye verden er associeret til Jesus. I sin unge manifestation er han den modige, dynamiske kriger, i sin gamle den vise, rolige og krumbøjede mand. Når han danser, holder de andre orixáer respektfuldt et hvidt stykke stof over ham, som repræsenterer himlen, og som kan dække ham beskyttende, når han bliver for ivrig efter kvinder og palmevin. Nogle steder er han gift med Nanã, andre steder med Iemanjá. Med sin stav dømmer han de afdødes skæbne. Da han skulle skabe mennesket, drak han sig fuld i palmevin, og nogle af menneskene blev deforme. Derfor passer han på de handikappede. Ikke desto mindre associeres han med perfektion og renhed. I Brasilien er mange af de afrikanske himmel- og skaberguder blevet til manifestationsformer af Oxalá.

Oxé: Dobbeltøkse, et af Xangôs insignia.

Oxóssi: Orixáen for jagt og samtidig de vilde dyrs beskytter. Han hersker over alle skovens ånder, især de afdøde indianere, cabocloerne. Som den enlige jæger i skoven og vildmarken er han uafhængig og indadvendt og holder af ro og frihed. Han kan være den energiske mand, koncentreret og arbejdsom, men han har også en doven side, der kan lede til nølen, sjusk og stilstand. Han elsker alt, der er smukt, og anses for kunstens velgører. Når Oxóssi viser sig, går han altid klædt i grønt og er prydet med store fjer. Han siges at være næsten døv, så for at han kan bevæge sig i takt til musikken og følge de andre orixáer i ceremonien, leder en person ham rundt ved at gå foran ham og banke rytmen med to kohorn. Han er en særlig populær orixá i Brasilien, og siges endda at være kongen af en af de største og mest toneangivende candomblé-retninger.

Oxum: Orixáen for kærlighed og frugtbarhed. Hun er knyttet til floder og små vandfald og hersker over floden Osun. Hun er den fysiske kærlighed, kvindeligheden og sanseligheden, men også forfængeligheden, jalousien og selvoptagetheden. Indsmigrende og intrigant. Oxum holder af guld og alt, der er dyrt og luksuriøst. Som den yngste af Xangôs koner er hun lunefuld, listig og samvittighedsløs, og nedstiger hun samtidig med Obá, udvikler det sig som regel til skænderi imellem de to. Hendes mere dystre side er tæt forbundet med magien og heksene. På vegne af sin far, Oxalá, lokkede hun hemmelighederne om kauri-skallerne ud af Exú og har derfor også en rolle at spille i spådomskunsten. I sit aspekt af moren står hun for konceptionen og graviditeten.

Oxum-Ipondá: En manifestationsform af gudinden Oxum. Se denne.

Oxumarê: En slange- og regnbueguddom fra Dahomi. Han er altså forbundet til himlen og jorden og samtidig forbindelsen imellem dem. I begge formerne repræsenterer han det cykliske, den evige gentagelse, og dualiteten. I det morderne Brasilien er Oxumaré emblemet for fremgang, penge, præmier og glæde. Han er søn af Nanã eller Iemanjá.
 
Xangô: Orixá for lyn og torden, storm, ild og den faste klippe. Som den guddommeliggjorte konge er han ansvarlig for retfærdighed og justits. Under sig har han 12 ministre, seks anklagere og seks forsvarere. Den dag i dag påstår kongen af Oió, at han er direkte efterkommer af Xangô. Hvis Oxum kan siges at stå for frugtbarheden og det universelt kvindelige, står Xangô for viriliteten og det universelt mandlige. Han er kvindeglad, energisk, forfængelig og social og havde i sit kongeriges storhedstid tre koner: Iansã, Oxum og Obá. Men han kan også være hidsig, stolt og arrogant. Hans vrede er frygtindgydende, han kaster lyn ved hjælp af sin dobbeltøkse eller tordensten og brænder sine fjenders land af med sine ånde af ild. Mens han hos ewe-folket er det ildspyende væddertotem, er han i Brasilien knyttet til løven. Før sin guddommeliggørelse blev han fanget og begravet levende og er derfor skrækslagen for kirkegårde og eguns (de dødes ånder). I kristent regi er han blevet knyttet til Sankt Peter og vogter derfor på nøglen til Himlen. Det siges, at han var den første orixá til at sætte fod på den brasilianske jord. I Afrika er han søn af Aganju eller Oraniã, mens han i Brasilien er søn af Oxalá.

 

 

 


 

 

Cinema
The Dybbuk

Rolig, stille, små børn, ingen vugge skal jer holde, i intet  tøj kan I foldes. Døde, som levende ikke kan begræde, for tidligt tabt og ikke fødte.

Hvad er dog dette djævelskab?
Hvis man vil lære om dæmoner i ordbøger, ja selv i fagbøger om religion, finder man hurtigt, at de er onde. Det hjælper ikke at flere har gjort opmærksom på, at der nok er tale om kristen manipulation, den samme teknik George Bush og co. benytter sig af, ved at sværte upopulære ledere og deres ”regimer” til og placere dem i ”ondskabens akse”.
   I dag har alle over 18 år stemmeret, og vi bryster os af lighed og frihed i samfundet. Vi kunne også udvide ligheden og give stemmeret til kreaturbeholdningen og vores husdyr, men det gør dem desværre ikke mere egnede til at forstå endsige forholde sig til politik.
   På den humane front er tingene gudskelov helt anderledes. Når hr. og fru Danmark får stemmeret stiger deres intelligens pludselig faretruende, deres politiske forståelse tiltager dag for dag og andres dyrt købte erfaringer drages ind på scenen og afholder os fra at gentage fejl.
   Man kan desværre ikke tillade sig at kalde andre mennesker for mindre begavede, heller
ikke selv om det er et faktum. Dumhed er den værste menneskelige attribut, men når vi forsøger at tale op til ubegavede mennesker ved at rose deres dømmekraft og intelligens, taler vi i virkeligheden ned til dem.
   Dette er i den politiske verden ikke misforstået venlighed, men direkte spekulation. I det
repræsentative demokrati er politikerne nemlig afhængige af folkets stemmer, og det kan slet ikke betale sig at sige sandheden. En stemme er en stemme og målet helliger midlet.
   Nu ved de fleste politikere godt, at gennemsnitsdanskerens politiske forståelse og intelligens er begrænset, så man oversætter det svære til det lette. For at folket kan bestemme hvem de vil stemme på, må de jo først kunne forstå hvad de der politikere går og snakker om, og da er det at den sort/hvide verden kommer ind.
   Første lektion; Guds eget land, sport og demokrati er af det gode, mens den sydkoreanske regering, incest og dæmoner er af det onde. Det er nemt, overskueligt og så kan alle forstå det.
   Anden lektion; Hr. politiker: Jeg vil gøre alt for at fjerne den Sydkoreanske regering fra magten
og frigive det sydkoreanske folk fra undertrykkeren. Jeg vil arbejde for at indfange alle de forskruede mennesker der bliver tiltrukket af mindreårige og så vil jeg udrydde alle dæmoner! Stem på liste †.
   Når han så er ved magten kan han udføre sit politiske arbejde, som i de fleste tilfælde intet har at gøre med programmet.
   Enhver kan sige sig selv, at en politiker der stiller sig op og prøver at forsvare eller bare at forstå de førnævnte syndebukke, og stille spørgsmålstegn ved de udråbte helte, er dømt til bagerste række i folketinget, hvis han altså overhoved kommer ind.
   Den sort/hvide verden sælges hver dag fordi den virker. Det er nemlig meget bedre at lyve overfor folk og lade alle stemme, end at fortælle sandheden og kun at lade mennesker der interesserer sig for politik stemme.
   Når magtstillinger bliver eftertragtelige enten på grund af høj løn, frynsegoder, et jetset liv eller magten i sig selv, får de mennesker med reelle lederevner og den tilstrækkelige grad af empati og selvudslettelse, hård konkurrence fra de helt igennem talentløse stræbere der ikke ville kunne lede to mennesker sikkert igennem en urinprøve, men som har det rette smil, de rette fraser og den nødvendige totale mangel på anstændighed og medfølelse.
   Nu vil jeg så forsøge at vende tilbage til filmanmeldelsen efter denne bortførsel af en introduktion. Pointen er selvfølgelig, at man aldrig kan male fanden på væggen uden en forståelse for hvad fanden han laver der.
   Dæmoner er ikke onde. De er nysgerrige, kontaktsøgende og så er de fulde af skæbne, fulde af idéer til realisation. De hvisker og lokker, de er voldsomme og hårde, men hvis de ikke var det, ville der ikke være nogen verden. Det er nemlig deres idéer der ligger til grund for alt. De skaber verden sammen med mennesker, hvilket er at se som et fald, men hvis verden skabes i overensstemmelse med deres bud, bibeholdes ånden i den, og følger en naturlig cirkulation tilbage til udgangspunktet igen. Intet tages, som ikke gives tilbage, intet skabes, som ikke opløses igen. Livet er en gave, men sådan en man ikke kan beholde. Det eneste man skal gøre med det er at leve det, udleve det, bruge det, og det ligger derfor indkodet i alle skæbner hvordan.
   Når man at uvisse grunde ikke opfylder brugsanvisningen, lever sit liv, vender man ikke tilbage til himlen og ånden er uforløst. Det er så her visse vestlige kommentatorer har indlæst reinkarnationen for mennesket, men det er kun ånden der vender tilbage. Kroppen bliver som bekendt til jord og sjælen bliver hvor den slap eksistensen.
   Dette spil, eller denne vekselvirkning, bliver eksemplificeret på forunderlig vis i ”The Dybbuk” fra 1937.
   Historien handler i alle sine komplikationer om to venner der laver en pagt. Bliver deres børn af modsatte køn, skal de gives til hinanden. En omvandrende skæbnevarsler (en sandsiger) advarer mod at lave løfter for de ufødte, men de to jubelglade jøder hører ikke efter. Nu vil skæbnen, at den ene drukner, mens den andens kone dør under fødslen.
Mange år går, de to familier har ingen kontakt mere, og skæbnen fører de to børn sammen. De er nu blevet unge. Pagten syntes at opfylde sig selv.
   Men faderen, der har glemt alt om pagt og løfter, vil have en anden til sin datter. Channon, som den unge mand hedder, går ud af sit gode skind af kærlighed til Leah, og fremmaner Djævlen igennem Jahves dobbelte navn (”der smelter den højeste bjergtop og den dybeste dal”), desværre var han ikke klar til en sådan udladning af ånd, og hans krop brændes op.
   Han er blevet til en dybbuk, fordi hans kærlighed til Leah er uforløst, og hans sjæl vandrer hvileløst omkring, indtil Leah igennem en drøm erfarer, at han vil med til hendes bryllup. Hun inviterer ham derfor ved at besøge hans grav og ratificere invitationen, hvilket medfører hendes besættelse. Nu lever de begge i hendes sjæl, og den gamle rabbiner må have gang i eksorcismen. Hvordan det går, må man så selv finde ud af, men det ender som det kun kan og skal!
   Filmen omhandler Shir Hashirim eller sangens sang, om evig og uudslukkelig kærlighed. Jeg købte faktisk filmen på et site der kun handler med musikfilm og opera, for der er en del musik der følge de respektive ritualer, hvilket samtidig gør den til et interessant studie i chasidismen og jødedommen generelt. Ydermere synger tenoren Gerson Sirota til messen så mosaikkerne dirrer. Han var samtidig med Caruso og de holdt hinandens sang meget højt, hvilket i dette tilfælde siger mere om Sirota end om Caruso.
   Filmen eneste minus er tekstningen. Der tales på Yiddish, men oversætteren har af uvisse årsager kun oversat sporadisk, hvilket gør at man mister en del samtale.
   Historien berør mange aspekter. Vi genkender Faust i Channon, og hertil også det himmelgjorte match i deres forening, men det ellers velkendte romantiske/tragiske tema raffineres her igennem inddragelsen af en epistemologisk debat omkring at Jahve også skabte Satan, hvorfor han derfor ikke kan være ond!
   Desuden får vi indsigt i en række jødiske skikke og tabuer (hvis man altså ikke kendte dem i forvejen), som ikke at lade bruden alene inden brylluppet, hvilke danse, og for hvem, de danser og hvordan en eksorcisme udføres tankevækkende udramatisk, i hvert fald i forhold til Hollywood-udgaven. Ritualet er udelukkende verbalt, og man kunne se dets mål som areligiøst fordi det netop handler om at fjerne en forbindelse mellem en materie og en ånd.
   De underlige børn citatet i starten omtaler er Leah og Channons fællessjæl – hvilket en vulcan ville kalde a mind meld. For mig er det at se som en ophævelse af dualismen når en mand og kvinde forenes ideelt. Han bliver hendes tanker, og hun bliver til hans krop. Han inspirerer og hun udfører. Hun hidkalder og han kommer. Der er ingen oversættelse eller vurdering.
   Rabbinerens største trussel mod dybbukken er da også ekskommunikation, hvilket vil sige dematerialisation, og i dybbukkens tilfælde en potentiel evig tilværelse som hvileløs ånd. Hvad er værst, en ånd uden krop, eller en krop uden ånd? Under andre omstændigheder den første naturligvis, men ikke når den ikke ønsker at være det.

 

 

Kirikou og troldkvinden

En af de mange glæder ved at få børn, er alle de tegnefilm man bliver nødt til at se. Og der er lavet mange! Desværre er der langt mellem mesterværkerne, men hos Walt Disney og Hayao Miyazaki går man sjældent galt. Disneys første film er de bedste. ”Snehvide og de syv dværge” (1937) er den første tegnefilm i spillefilmslængde, og kvaliteten holdes op igennem 40’erne og 50’erne. Men så syntes Walt at have opbrugt sin magiske kugle(-pen) og efter hans død i 1966  år
det helt galt.
   Miyazaki, der startede sin karriere i 60’erne, har allerede fundet sin popularitet med ”Chihiro og heksene” og ”Det levende slot”, men i efterfølgende numre vil jeg vende tilbage med anmeldelser af nogle tidligere og mindre kendte film så som ”Min nabo Totoro” og ”Prinsesse Mononoke”.
   Man undres når man ser de moderne action-prægede tegnefilm, som kopieres i det uendelige. Hvad fokuserer de på? At børnene skal have nogle skægge og lidt fjollede dyr (moralister) de kan identificere sig med, og at de endelig ikke må kede sig! Dette er de to gyldne regler og de genfindes i de fleste film. Hvis man skulle være i tvivl om deres ringe kvalitet efter at have set på dem i to minutter, kan man blot overvære sine børns reaktion. De ser filmen, griner lidt, underholdes, men gider ikke se den igen.
   En tredje ting der adskiller de masseproducerede fra de seværdige film, er deres besættelse med at finde en skurk der skal overvindes og/eller ydmyges. I Miyazakis film ligger der altid en overmenneskelig tilgivelse og evne til at forstå selv de værste skurke, så man sidder og bliver helt flov over at man havde aversioner imod dem.
   Et eksempel på en god dansk(!) tegnefilm er ”Havets sang” om pigen Silke der elsker vand. Ja, hendes mor og far finder ud af, at hun ikke kan undvære det, og de søger læge (naturligvis).
   Hvad er der galt? Lægen tror at det er eksem og giver hende noget salve, og forældrene giver hende en hund. Hendes drift er dog stærkest og vandet vinder. Det er noget med havfruer og pirater i familien. Filmen er helt igennem uden specielle effekter, der er ingen eksplosioner, ingen biljagter og faktisk med en hel del dialog, og alligevel sidder børnene som hypnotiseret hver gang de ser den.

Et andet eksempel på en god tegnefilm er den afrikanske film Kirikou, om den lille dreng der føder sig selv. Inde fra sin mors mave spørger han, om han ikke snart skal ud, og hun giver det fornuftige svar, at hvis han kan tale allerede nu, burde han også selv kunne komme ud.
   En sådan dreng har evner ud over det sædvanlige, og historien handler da også om hvordan han overvinder troldkvinden Karaba. Alle fra landsbyen har prøvet at gå mod hende, men alle er de blevet transformeret til hendes slaver. De udgør, sammen med en række feticher, hendes hær, men ligeså stærke de er, ligeså nemme er de for Kirikou at narre.
   Karaba har efter sigende udtørret landsbyens kilde, og Kirikou træder selvfølgelig ind for at se hvorfor den ikke springer. Hele hans fremfærd er styret af gådeløsning, hans opfindsomhed, uimponerethed og vilje, men hans måske stærkeste drivkraft er nysgerrighed. Han spørger til alt og vil vide hvorfor Karaba er ond.
   Læsere har en tendens til at adskille hverdagen fra eventyr. En af årsagerne er nok de overnaturlige evner og væsner eventyrerne er fulde af, og man kan bringe en anmeldelse af ”Pans Labyrint” jeg læste som eksempel.
   Han syntes at filmen var god, men at det var så åndssvagt at historien lod pigen spise af vindruerne, når nu Pan havde advaret hende imod det! Altså det klassiske eventyrparadoks.
   Men vi oplever det alle. Vi ved godt hvordan vi kunne leve ultimativt, men det kan jo smutte, og samvittighedens begrænsninger, tabuer eller formaninger overtrædes.
   Grunden til at man kan se det klart i filmen, men ikke i sit eget liv, er naturligvis at man ikke sidestiller de to verdner. Virkeligheden er uformelig og skæbnetynget, mens eventyret er frit og fantasifuldt.
   Jeg har ved flere lejligheder anbefalet at anskue virkeligheden netop som gådeløsning, hvorigennem et mønster kan genkendes i flere situationer. Kirikou overtræder for eksempel et tabu ved at berøre den udtørrede brønd, men han overtræder det, fordi ingen kan forklare hvorfor han ikke må. For landsbyens folk er den farlig fordi Karaba har forhekset den, men ingen har spurgt sig selv hvorfor det forholder sig sådan. Tabuet er her ufarligt.
   Inde i bjerget taler han med vismanden, der viser sig at være i familie. Denne fortæller at troldkvinden lever af landsbyboernes angst, og at hendes kræfter kommer fra en torn i hendes ryg. Hun spreder død og ufrugtbarhed omkring sig, men ønsker ikke selv at omvendes.
   Kirikou har imidlertid forelsket sig i troldkvinden (selvom hun jo er ond!) og han forfølger derfor spørgsmålet om årsagen til hendes ondskab desto mere dedikeret. Hans kærlighed og determinisme trækker hendes torn ud, og slutningen er elegant.
   Desuden gives også en rammende karakteristik af de mistroiske landsbyboere. Vi kender dem alle. Hvis tingene bliver lidt farlige er tilbagetrækning det sikreste. Kirikou er anderledes og mødes hele tiden med mistro. Da han redder byens børn fra bortførsel hyldes han, når han får vandet til atter at løbe fra kilden hyldes han, men de glemmer hurtigt, og deres mistro træder atter frem.
   Filmen kan ses af alle, men for små børn har den stor effekt.

 

 

 


 

Links

www.olivefilms.com/
Nu er det sjældent et problem at finde film man vil købe, nærmere at få råd til dem alle, men er man på udkig efter de ekstraordinære film, skulle man måske kigge forbi denne adresse.
   Hvor ellers finder man ”An erotic Werewolf in London”, “Bacchanales Sexuelles” eller ”Blind Beast”. Alle tre er erotiske film, men gå ind under Cult i venstre margin og et ocean af underlige film fra Betty Page, til de Sade filmatiseringer, til film om slangekvinder, voyeurister, usynlige mennesker, ufoer og meget andet godt vælder frem. Det er bestemt et besøg værd.

http://home8.inet.tele.dk/larri/HALU/HALLISTE.HTM
Vores samfund er oversvømmet af stoffer. Langt den største del tages enten som en eskapisme eller for at fremtrække visse egenskaber i mennesket, så som mod og lykke!
   Man kan få en pille til alt, for alt, også til religiøse oplevelser.
   Jeg har det ambivalent med pillen, og her taler jeg bredt, altså både medicinsk, epistemologisk og eskapistisk.
   På den ene side er det nyttesløst, infantilt og direkte farligt at indtage piller der helbreder symptomer frem for årsager, eller giver oplevelser og egenskaber frem for at underbygge dem.
   Pointen er at en pille er dårlig når den skaber passage, der hvor ingen passage burde være, mens den er god, når den facilitere passage, der hvor den er, men ikke er bred nok.
   Det er jo ikke noget ukendt fænomen, at hekse brugte og visse shamaner bruger alskens urter og planter til at rejse, men de havde evnen og driften i forvejen, hvorfor planterne indgik i en symbiose med deres sind.
   Når man indtager disse stoffer af andre årsager, eksempelvis ved depression, for at få evner man ikke har, fordi det er på mode enten at tage stoffet eller at det giver egenskaber der er på mode, opstår der en frastødning ved indtagelsen, der enten giver bad trips, eller i bedste fald ikke-depression, og samtidig overvældes mennesket med bivirkninger som følelsesløshed, aseksualitet, manglende koncentration og lignende.
   Mit råd er, at man kun skal tage det, hvis driften er stor, og hvis man har evner på området i forvejen.
   Det er vel for en kvinde lidt som at dyrke sex med en mand der har fået sin rejsning af Viagra. Hun prøver at overbevise sig selv om, at han faktisk tænder på hende, men at han bare har en sygdom. Alle impotente mænd kan få rejsning, de har blot ikke fundet det ritual (fetich) der vækker deres lyst endnu.
   Hvem vil køre i bjergene med chaufføren, der kun har sit mod fra piller? Hvem vil opereres af kirurgen der kun holder hænderne i ro på grund af piller, og hvem vil give sin sjæl i hænderne på en vismand, der kun har sin viden fra rodede LSD-trips.
   På denne side forefindes en større viden om naturstoffer, og deres dosering. Det skal ikke forstås som en opfordring, men som en guide til de mennesker der alligevel benytter dem. En ting er, at stoffer er forbudte og at tage dem er utilrådeligt, noget andet er, at mange tager dem alligevel. Hvis man kun forholder sig til disse mennesker igennem straffesager, risikerer man, at de tager for meget, tager det på det forkerte tidspunkt eller på det forkerte sted. Hvorfor ikke acceptere, at der er en drift imod sjælens himmelflugt, og så rådgive og assistere i stedet for blot at kriminalisere.

 

http://www.capurromrc.it/dore/dante1.html
Skulle man have en udgave af Dantes komedie uden  illustrationer, og vil man gerne supplerer teksten med visuelle gengivelser, er det svært at finde bedre end Gustave Dores. Her gives en komplet samling, hvoraf flere er ganske fortrinlige.

 

 

 

 

 

 


 

Aristokratiet af grådighed

 


De sidste to artikler omhandlede kastesystemet, og skulle jeg have vækket en interesse for emnet, udkommer ”Lovbogen”, der har emnet som kerne, i nær fremtid.
   Vi slipper dog ikke helt de samfundsstrukturelle komplikationer. Tirsdag den syvende oktober holdt statsministeren en af sine uundgåelige årlige taler til folketinget, og tilstede var selvfølgelig også kongefamilien. De fleste kommentatorer så hurtigt at sikkerheden var dagens emne, sikkerheden i en utryg verden af terrorisme og organiseret kriminalitet og det er en pille der ryger nemt ned, når man som sædvanlig undlader at gøre opmærksom på hvorfor terroristerne handler som de gør. Men et måske vigtigere emne i talen, et der ikke blev nævnt direkte, men som altid ligger latent til stede i sådanne, er den fælles virkelighed.
   For det er os der er bange for terroristerne, det er os der er bange for de kriminelle, det er os der samlet skal gøre noget ved problemet. Udover at være et almenkendt retorisk trick, styrker det også konsensus.
   Undertitlen til min lovbog er ”En eskatologi” og mulig årsager til samfundets undergang er talrige. Jeg vil dog trække en særegen frem ved denne lejlighed, en der netop bygger på det manglende sammenhold.
   I et samfund der ikke længere er homogent og samstemmigt, kan man stadig benytte en ideel retorik, men det er bare ikke holdbart. Tag sammenholdet. At holde sammen og støtte hinanden er fint, vel at mærke når man kan med hinanden og når man udviser en hvis politisk enighed. Hvis ikke, bliver det i bedste fald kunstigt og i værste påtvunget og dræbende.
   Fra at staten var en håndfuld ældre med lederevner, som alle havde tiltro til, og som alle anså for vise og kyndige, forandrede stillingen som statsleder sig til noget eftertragteligt som alle ønskede selv at være. Ikke overraskende var dette også en anstødssten til, at der opstod et unaturligt skel mellem folk og stat. Man kunne fristes til at sætte skellet ved overgangen fra det direkte til det repræsentative demokrati, men flere ting har spillet ind. Dog kan man stadfæste, at betegnelsen os hørte til det direkte, homogene demokrati, mens betegnelsen overordnet set ingen mening giver i det repræsentative.
   Sidder vi så fast i saksen alle sammen, og kan ikke slippe ud af den båd regering og andre vil sammenføre os i? Her kommer vi til det eskatologiske element. Måske tænker mange mennesker ikke over det i dette perspektiv, men vi grupperer os. Enten ved at holde os til venner, eller ved at forene os med interessefæller. I vid udstrækning ses det som klubber, foreninger eller mere konkret som interessegrupper, mens man møder det i mindre grad i dissideret statsfjendtlige sammenslutninger.
   Jeg er ikke statsfjendtlig generelt, men fjende af den vestlige statsform og tilhørende demokrati og lighed. Og jeg står nok ikke helt alene. Det eskatologiske aspekt af dette fænomen, er ikke uenigheden eller modviljen fra en større eller mindre del af befolkningen, det er den manglende deltagelse.
I det omfang man er uenig med den siddende regering, men stadig stemmer og deltager i  samfundet, overlever det. I det omfang man hverken stemmer, ser mainstream-tv, eller deltager i det såkaldte offentlige rum, vil dette langsomt miste sin kraft. Hele den økonomiske struktur er fokuseret på mainstream. Det omhandler ikke, om jeg køber Bernsteins indspilning af ”Tristan og Isolde”, det handler om hvor mange der gør det. At have en virksomhed betyder i nogle tilfælde, at man skal blinde sig for moral, og enten finde markedet hvor det er, eller skabe et kunstigt.
   Privat er disse mennesker anstændige, velansete og noble, men ser man dem efter i kortene sælger de deres mor for en skilling. De syntes at satanisme, okkultisme og larmende musik er vederstyggeligt, men de sælge gerne cd’er med deathmetal-bands der dyrker alle disse ting.
   Forsvinder mainstream, forsvinder kundegrundlaget, som vi ser det med kopiering på Internettet, og det er derfor vi oplever en produktudvikling hen imod brugerens selvbestemmelse over alt fra design til indhold. I dag sælger ideologier ikke, det gør de personlige ønsker derimod.
   Hele individualiseringsbølgen og privatiseringen stemmer overens med disse tendenser. Intet mennesker kunne finde på at skænke samfundet en tanke når de vælger uddannelse, bygger hus eller handler ind. Men det er naturligvis samfundsopbrydende når ego er førsteprioriteten.
   Vi ofrer ikke os selv, vi ofrer til os selv, og sådan kan en stat ikke overleve. Kriminalitet og terrorisme er blot de voldsomme effekter herpå, men decentralismen vokser frem, både ved de der har trukket sig ud af samfundet, og ved de der tænker på sig selv først.
   Når Anders Fog Rasmussen taler om os, står han derfor forholdsvis alene. Jo, mange deler hans angst, men de gør ikke noget for at problemet skal forsvinde.
   Vi vil af med rockerne og de kriminelle, men enhver ved godt, at hårdere straffe ikke virker. Blot har vi ingen alternativer, i hvert fald ikke nogen der sælger lige så mange stemmer, som at ride med på folkestemningen.
   At accepterer folks forskellighed, at lade dem opbygge deres egne samfund og at lade dem beholde deres egne trossætninger er ikke på tale, men de skal holde op med at brokke sig, holde op med at være hvad de er og holde op med at ønske det de ønsker sig.
   Man kan ikke have et samfund, hvor en stor del er i opposition. Jeg er klar over at det er ”demokratiets spilleregler”, men det fungerer stadig ikke. Vi må lave spillereglerne om. Mennesket skal have mulighed for at gruppere sig, og sprede sig i mindre fraktioner, når de andre ikke kan bruges. For hvad sker der, når en borger bliver utilfreds med regeringen? Han bliver til et fremmedelement i helheden og er der tilstrækkeligt mange af dem, ender helheden med at være et fremmedgjort element.
   Idéer giver liv, men de må følges trofast og konsekvent. Når man går på kompromis, forlader idéerne formerne og de sidste bliver til tomme skaller. Sådan er det også med staten og især med politiske partier. Man må aldrig gå på kompromis med sin politik for  at få indflydelse (”det politiske spil”), man må stå fast og så nøjes med de få stemmer man får. Herigennem har man et fundament til en lille stat, og den er god så længe alle i den trives og enes.
   Der er ingen tvivl om, at vores land og alle andre i vesten er splittede i mindst to fraktioner. Men enten må man give plads til fraktioner, eller også må man inddele samfundet således at oppositionen gives forskellige områder for bestemmelse. Det nytter ikke, at man med djævlens vold og magt forsøger at klemme oppositionen ind under regeringens herredømme, og så regner med at det nok går. Hvis man ikke tager alle med, og giver dem plads undermineres fundamentet og bygningen falder.
   At fordele magten er en af pointerne i ”Lovbogen”. Præsten skal have den religiøse magt, kongen den lovgivende, soldaten der forsvarende, håndværkeren den skabende og arbejderen den sociale magt.
   De kasteløse må kun have magt over sig selv, og det er et sådant samfund vi lever i i dag. De skæbnesløse regerer, og kun få er placeret i de rette stænder (der naturligvis stadig er der og aldrig vil forsvinde). Dronning og prins har intet royalt i sig, politiske lederne er magtbegærlige og deres idéer er utopiske og styret af flertallets luner. Aristokratiet er et plutokrati, og de dygtige ledere der er inden for erhvervslivet, bruger deres evner til at akkumulere kapitel til deres egen virksomhed (og sig selv). Militæret fyldes af værnepligtige, en skøn blanding af nutidens forvirrede ungdom, mens håndværker- og arbejderkasten måske er de sidste der bare nærmer sig sit ideal.
   Magtfordelingen jeg nævner ligger også forbløffende nær de politiske partiers idealer. I det omfang man kan se forskel i dag, er det igennem købmandsregler man leder når Venstre regerer, når det er Socialdemokratiet forstærkes lighedsprincippet og formynderiet, og vi kan genkende kasterne herigennem. Købmandsreglerne er fra  håndværkerstanden, mens lighedsprincippet hører til arbejderstanden.
   De konservative er rester fra aristokratiet, hvorfor man finder de eneste reelle ledere her (i princippet!).
   Vores verden opdeles i fraktioner. Disse fraktioner afspejler de gamle stande, og i stedet for at de skal slås om magten, der kun burde gives til konger, skulle de have magten i deres egne stande.
   Hvorfor skal talentløse ministre cirkulerer i de forskellige ministerier, i stedet for at lade fagfolk vejlede. Svaret er enkelt, lige så enkelt som regeringens nedlægningen af de socialdemokratiske råd og udvalg. Hvad skete der? To år efter var der flere end da socialdemokraterne var ved magten. Forskellen var bare, at nu var det primært folk fra Venstre og De Konservative der sad på bestyrelsesposterne. Drivkraften er magt, og når man kan placere sine egne ministre på alle poster, styrer man det politiske liv. Så må trivialiteter som kompetence og evner komme i anden række.
   Liberalismen hersker, men dens lighedsprincipper er udelukkende tomme idealer, og ulighedens realitet skjules dygtigt, selvom alle ser den hver dag. Desuden er ligheden en utopi. Slutresultatet er, at vesten idealiserer et utopisk princip, den ikke overholder!
   Er der noget at sige til, at det lakker mod enden.

   Det bedste råd jeg kan give er, at styrke det lokale. Hermed ikke nødvendigvis ment som fraternisering med naboerne, men med venner og det man selv anser for familie. I interessegrupper er der liv, fordi de opstår af inspiration og, selvfølgelig, interesser. De bliver til broderskaber og kongenialiteten er både livfuld og appellerer til en mere ærefuld og ædel opførsel overfor hinanden.
   Vi hjælper nemlig den der har brug for det og glemmer egoet for en tid. Og den venlighed og empati man tager fra sig selv og ofrer til vennerne og idealerne, animerer og opløfter ånden. Her, ved siden af accepten og fremelskelsen af menneskets egenskaber, ligger kernen i et samfund.

 

 

 


 

Fabula

 

Morpheora III

   – Dø!?
   – Ja, svarede Sorensen, – det sagde du.
   Jeg rejste mig op i sengen, og svingede benene ud over kanten. Mine øjne havde endnu ikke vænnet sig til drømme-laboratoriets lys, og det hele havde et unaturligt skær.
   – Jeg husker stort set det hele, men ikke noget om  at dø.
   Professoren satte sig i sin lænestol og tog hornbrillerne af for at pudse dem. Kitlen fandt endelig en anvendelse, men da han var færdig lagde han dem i brystlommen i stedet for at tage dem på.
   – Hvis du ikke selv er klar over det, har du drømt for første gang i …
   – Fem år. Ja, det er sandt, jeg har drømt! Jeg må sige, at dine metoder er yderst effektive.
   – Ja, jo, du har drømt, og det er godt, men ikke overraskende. Det afgørende er nu, i hvor høj grad mine verbale suggestioner virkede og om der er overensstemmelse mellem dem og de øvrige stimulae.
   – Elektriske impulser, var det det?
   – Ja, vi påvirker de impulser der sendes til hypothalamus, men hypothalamus har også en del at skulle have sagt. I dine genfortællinger kan jeg både forsøge en kortlægning af dit … drømmeland hvis jeg må være så fri, samtidig med at jeg kan se, i hvor høj grad jeg kan påvirke dine drømme. Men vær så god at fortælle. Og husk alle detaljerne.
   Han lagde det venstre ben over det højre og foldede fingere i et vanemæssigt mønster, der dog hele tiden gennemgik finurlige transformationer.
   Jeg rejste mig og gik rundt mellem sengen og apparaterne der var som taget ud af en lavbudgeteret scifi-film.
   – For det meste var det forvirrende, men starten var klar. Jeg stod foran en jernlåge, der vel at mærke ikke var til at få op.
   – Ah, kom det prompte fra David.
   – Bag gitteret trådte en underlig mand frem. Han ville ikke sige hvad han vogtede, og jeg strålede i fraværet af mine fakulteter. Det var selvfølgelig drømmetilstanden, men jeg fangede den ikke. Han sagde, at jeg var der hver aften, men at jeg ikke kunne eller turde gå igennem. Det er første gang jeg husker at have været der.
   Professor Sorensen rettede sig op i stolen og førte de sammenflettede fingre op til skægget.
   – Jeg arbejder også med at motivere centret for hukommelse i forbindelse med drømmene. Mange mennesker drømmer faktisk uden at kunne genkalde sig oplevelsen.
   Jeg nikkede anerkendende.
   – Men jeg var ikke helt tabt bag en vogn. Jeg huskede min mytologi og tog noget ral fra jorden i tilfælde af, at jeg havde brug for at finde vej tilbage. Så hjalp vagten mig indenfor, og jeg husker at jeg løb fra nogle hunde. De gøede og jeg måtte springe over nogle lave tøjsnore for at slippe væk fra dem. Det var først nede på en havnemole, at jeg huskede stenene.
   Jeg var nået tilbage til min seng og satte mig atter på kanten, med ansigtet vendt mod Sorensen.
   – Så var der pigen med de to ansigter. Hun hed … Ulla tror jeg og … det andet navn har jeg glemt. Hun var kælen og talte om at månen snart ville komme frem. Så kom hundene og det næste var meget forvirrende, jeg kan ikke genfortælle det. Jeg tror drømmen sluttede der.
   David mumlede i skægget og kiggede op.
   – Det var godt, rigtig godt.
   – Hvordan passede det i forhold til dine suggestioner?
   – Det kan jeg ikke fortælle, ikke endnu i hvert fald. Du skal helst ikke blive påvirket af dem på denne måde.
   – Og døden, hvor kom den ind henne?
   – Jeg tror, det er sikkert at sige, at det var portvagten!
   – Ja, det lyder rimeligt, men Døden, det virker så voldsomt.
   – Tag dig ikke af detaljerne, menneskets sprog kan nemt omforme sig især i drømmeland. En konge kan have krone på, eller være en levende porcelænsfigur. Det er associationerne der bestemmer … sammen med mere praktiske foranstaltninger selvfølgelig.
   Det er et kendt faktum, at hjernen prøver at få orden på de dagligdags indtryk om natten. Drømmene er hovedrengøring og arkivering. Det er derfor også velkendt, at majoriteten af disse drømme, blot afspejler denne oprydning og derfor er af mindre værdi. De skal dog ikke helt afskrives, da vi heri kan ane undertrykte følelser, vrede og angst, og disse kan lede vejen dybere ind i menneskets underbevidsthed. Når jeg lærer dine tanker bedre at kende, kan jeg også bedre navigere rundt derinde.
   Jeg gled ned fra sengen og stod nu op ad den.
   – Det er jo i virkeligheden ret afslørende.
   – Jo, men du bestemmer jo, desværre, hvor meget du vil afsløre. Jeg kan ikke se noget du ikke fortæller mig.
   – Nej, det er sandt.
   – Men jeg må anspore dig til at videregive så meget som muligt, da det vil hjælpe mig til at hjælpe dig.
Så var der mad. Først var jeg alene, men siden kom der flere til. Beatrice var i halvtredserne, smilende og grinende, og hendes konturer var meget maleriske. Hun lignede et jysk bakkelandskab, en rigtig naturkvinde, og syntes at være hæmningsløs. At hun ikke kunne drømme fandt jeg uforståeligt.
   Siden kom den tredje deltager ved navn Thorbjørn, og han var noget mere reserveret. Han snakkede en del, men lyttede ikke til hvad vi andre sagde. Han var en borg af forsvarsværn, og passede bestemt ikke ind på Beatrices marker. Han var bleg og smal, blikket var konstant søgende og hans lemmer virkede som spidse lanser der stak ud fra borgens små vinduer.
   Efter laks og flutes blev jeg kaldt tilbage. Nu skulle der vandres i naturen. De nordsjællandske skove virkede opløftende, men jeg fik ikke lejlighed for at gå så dybt ind. Professoren havde advaret imod det. ”Man kan nemt fare vild” lød formaningen talt af erfaring, som om han selv havde mistet vejen derinde.
   To timer senere var jeg tilbage. Vi så lidt tv, spiste aftensmad og så var det i seng. Dynen kaldte og sengens behagelige konturer lokkede mig. Assistenten satte elektroderne på og jeg faldt i søvn.
   Snart stod jeg foran gitterporten igen.
   – Jeg ser, at du ikke har mistet modet?
   Der var ingen lugte, men muren lignede sig selv med sine brud og eroderinger. Jeg gik hen til gitteret, dog uden at røre de rustne stænger.
   – Tværtom. Jeg forstod hvor meget jeg har savnet at drømme. Det er svært at forklare, men det er vel lidt at sammenligne med en voksen, der oplever at være barn igen. Jeg havde ingen eller kun lidt kontrol, og alting syntes så levende.
   – Du kan måske selv åbne i dag?
   Gitteret syntes knap så fjendtligt, og jeg huskede passagen fra dagen før. Jernet føltes hårdt, og rusten dryssede ned i mine håndflade. Jeg skubbede let, uden at den gav sig, men med et ekstra tryk og en tanke på Ulla åbnede det sig.
   Der skete ikke noget.
   – Hvorfor bliver jeg ikke kastet derind, spurgte jeg vagten.
   – Sidst greb jeg dig, denne gang må du selv gå.
   – Gå?
   – Ja, gå. Og jeg kan ikke en gang dirigere dig, for jeg ved ikke hvor du skal hen.
   – Det ved jeg da heller ikke.
   – Nej, men det er dit problem, ikke mit.
   Så lukkede han porten bag mig og stillede sig som en statue, ventende. Jeg kiggede på ham, men forstod at det var nyttesløst. Jeg gik ind.
   Arkitekturen var egentlig som på den anden side. Kolde, bare murstensvægge der havde kastet store dele af murstenenes overflade af. Jord og ral udgjorde det for gulvet og fra et muret loft hang kalkrester i beskidte spindelvæv. Lyden fra mine skridt var intim, fugten fyldte luften, men der var ingen lugte. Gangene jeg gik af var uden belysning, men alting havde en glød, og jeg kunne se de mest nødvendige konturer. Sådan fortsatte det længe. Gange efter gange, og ingen muligheder for at vælge vej. Det kunne forekomme stereotypt, men der herskede en venlig og behagelig stemning mellem murstenene.
   For enden af gangen kom nu en større hal. Også den var lavet af rå murstensvægge og gulvet af en fugtig jord.
   Forandringen var velkommen, men tre skridt inde kollapsede gulvet pludseligt. Den venstre fod røg igennem, men jeg nåede at brede mine arme ud og forhindre et yderligere fald ned i mørket under mig. Rester af mugne gulvbrædder forsvandt sammen med en anseelig bunke jord, men jeg fik trukket mig op igen.
   – Sådan noget gammelt lort!
   Jeg prøvede at gå lidt til højre, da en underlig lyd fik mig til at vende mig om.
   Umiddelbart var der intet at se i hallen, men så gik det op for mig – hullet var lavet igen. Jeg gik derhen. Jo, der var intet hul. Hvordan …
   Jeg satte forsigtigt foden på stedet og igen brast den igennem. De samme brudstykker af træ faldt, og den samme mængde jord. Det var en fælde!
   Det var altså ikke sådan lige at bevæge sig. Måske skulle jeg benytte den samme teknik som med et lægge et spor af mursten. Hvis jeg lavede en vej igennem jorden kunne jeg se hvilken rute der var sikker, og på den måde forsigtigt træde frem henover gulvet, ind igennem hallen.
   Som tænkt, så gjort. Jeg fortsatte med varsomhed og lagde kun en ubetydelig vægt på den forreste fod. Men der var ingen huller, måske havde der kun været det ene. Jeg tog en lige linie for at skulle tilbagelægge den mindst mulige afstand, men ingen steder brast gulvet. Jeg var måske bare heldig.
   Jeg kunne skimte bagvæggen igennem det ulmende mørke, men da jeg rakte den ene arm frem for at feje et spindelvæv til sidst, stødte den ind i noget.
   Jeg trak hurtigt armen til mig, som havde jeg brændt den, men der var intet sket. Så prøvede jeg igen. Det var et malet lærred. Bagvæggen var malet. Jeg kiggede op og så hvordan det enorme maleri gyngede sløvt frem og tilbage efter jeg havde skubbet til det, men jeg kunne ikke fornemme bredden, der var ikke nok lys.
   Jeg skubbede til det igen, denne gang hårdere, og som vældige gardiner svingede det frem og tilbage og hvirvlede støv op. Jeg satte mig på hug for at løfte det, jeg var nysgerrig om hvad der lå bagved, men det var for tungt.
   Var det endnu en fælde? Jeg gik lidt til siden, men stødte her ind i et nyt lærred. Så vendte jeg mig for at gå tilbage, men her forhindrede endnu et maleri mit tilbagetog. Denne fælde havde fanget mig.
   Jeg sparkede til lærredet, men det gav sig dårligt. Jeg tog en skarp sten fra gulvet, men det var ikke til at skære igennem, jeg satte hånden og fulgte det rundt, men det var blevet til en cirkel. Jeg var fanget!
   Jeg kiggede op, hoppede, men de var i hvert fald tre meter høje, jeg prøvede at grave med hænderne, men nåede hurtigt trægulvet. Hvad skulle jeg gøre?
   Jeg kiggede rundt, cirklen jeg var fanget i havde en diameter på omkring fem meter. Så slog det mig – hullet. Jeg gik hen til hvor jeg erindrede det var. Lærredet gav sig en meter til halvanden hvis jeg skubbede til det, og sådan afsøgte jeg arealet, indtil brædderne gav efter.
   Der var mørkt og ingen bund at se, men i min nuværende situation så det ud som om, at  den ene fælde var den eneste vej ud af den anden fælde.
   Jeg tog fat i lærredets kant og trak det hen over hullet, så jeg kunne fire mig ned, men da jeg hang i udstrakt arm og endnu ikke havde nået noget fast nede i mørket, var der kun en vej tilbage.
   Jeg slap.


 


 

Mysterium

En ældre vis mand havde giftet sig med en yngre kvinde. En aften kom han tidligere hjem end normalt og mødte sin tro tjener, der kom ham i møde.
   ”Din hustru, min frue, opfører sig fordægtigt. Hun er inde på sit værelse med en kiste stor nok til at rumme en mand, og som engang har tilhørt din bedstemor. Den skulle indeholde nogle gamle broderier, men jeg tror der er meget mere i den nu, hun vil ikke lade mig, jeres ældste tjener, kigge i den”
   Manden gik ind til sin hustrus værelse, og fandt hende siddende fortvivlet ved siden af dragkisten.
   ”Vil du vise mig hvad der er i kisten?” spurgte han.
   ”På grund af din tjeners mistanke eller fordi du ikke stoler på mig?”
   ”Var det ikke lettere at åbne den, uden at tænke på de finere nuancer?” spurgte manden.
   ”Det tror jeg ikke er muligt”
   ”Er den låst?”
   ”Ja.”
   ”Hvor er nøglen?”
   Hun rakte den frem; ”Send tjeneren væk, så skal jeg give dig den.”
   Tjeneren blev sendt væk. Kvinden gav ham nøglen, og trak sig tilbage, tilsyneladende i voldsom sindsbevægelse.
   Manden tænkte meget længe. Så tilkaldte han fire gartnere fra sit gods. Sammen bar de ved nattetid kisten uåbnet ud til en fjern krog af godset og gravede den ned. Sagen blev aldrig omtalt siden.

Historien, som jeg også har med i ”Kulter og mysterieindvielse”, er et mysterium i den
 forstand, at det ikke bliver løst. Eller gør det? Vores nysgerrighed vil frygtelig gerne vide, om der ligger en mand i kisten eller ej. Den er lidt at se som videnskabsmanden, der vil kortlægge junglen. Dette kan, med en vis portion arbejde, godt lade sig gøre, men spørgsmålet er selvfølgelig, om den skov han har trampet igennem for at opmåle, nu også er den samme han havde fundet frem til, hvis han blot var gået en tur i den?
   Hvis vi ønsker at skifte fokus på verden, for at se en anden side af den, må vi aflægge én model og adoptere en anden. Vi må med andre ord begrave kisten, uden at se ned i den.

 

 

 


 

Epilog
 

Er det allerede slut? Nej, for de sex-hungrende er der meget mere. Appendix I er den i starten omtalte aiskrologi, hvor I kan blev svinet til helt gratis, mens appendix II er et foredrag om især kvindens rolle igennem tiderne.

Tingene går stærk i øjeblikket. Kort før dette nummers udgivelse, vendte forlaget Prudentia ikke overraskende tilbage med meddelelsen om, at jeg skulle forkorte min roman, hvis de skulle udgive den. Ikke fordi den var for lang, men fordi de ikke udgiver lange bøger! Øh, okay, hvor fristende det end lyder, kan man som bekendt ikke skære stammen over på et træ uden at det går ud.
   Min gode ven og protektor Maximilian er meget seriøs med ideen om det forlag der midlertidigt kun skulle opstå til udgivelsen af Diorama. Der ligger en stor portion bøger, der aldrig er oversat til dansk, her iblandt Marquis de Sades værker, og han er allerede i gang med at oversætte, og så ligger der snart tre bøger klar fra undertegnede hånd. Så måske udkommer jeg fremover i denne form. Livet er for kort til at spilde på ventetid og stridigheder med snæversynede forlag.
   Jeg har alligevel sat alle mine bøger selv, indsat billeder, rettet korrektur, designet forsiden, bagside, kolofon og alligevel er det lykkedes dem, at vende det hele på hovedet, så hvorfor ikke gøre det på mit eget forlag, hvor ingen forkludrer tingene. Jeg er træt af sløsede forlag uden evner, uden nerve, uden mod og uden mening.
   Nu skal det være. Look out! Der kommer et forlag til landet uden censur, fordomme, og forudindtagethed.
   Nu skal vi bare finde et godt navn til det!

 

 


 

Appendix I
 

Til foredraget fulgte en række videoklip, og oplæsning af fire af mine erotiske noveller fra ”Diorama”.

Aiskrologi
”I tror måske, at I bare skal sidde på jeres fede røve, uden at foretage jer noget, bare sidde og blive underholdt, drikke og æde, og så lade billederne pirrer jeres dovne sanser. Og hvad fanden får jer til at tro, at nogen gider vise jer noget som helst.
   Sådan en flok halvfede, velbehagelige, gamle, ildelugtende, bange mænd. Drengerøve er måske mere præcist. Hvad får jer til at tro, at en eneste kvinde på jordens overflade ville finde noget som helst tiltrækkende ved jer? Har de nogensinde gjort det med jer af anden grund end medlidenhed?
   I sveder, lugter, aner ikke hvordan man tilfredsstiller en kvinde, hvordan man elsker med hende, hvordan man får hende til at tilfredsstille jer.
   Jeres knogler er gamle og forkalkede, håret er ved at falde af, og endnu, på randen til jeres grav, har I ikke oplevet en kvinde elske jer. Hvorfor skulle hun? I er grimme, kedelige, uinteressante, dovne, dumme, skævøjede, platfodede, indtørrede, ynkelige, usympatiske, usikre, frastødende, infame, kvalmende, lumre, sveddryppende, ækle, indelukkede, forvirrede og fortabte.
   I er umættelige fordi I aldrig har mødt en rigtig kvinde. Hver gang I nærmer jer, er hun trukket ned i sit skjul, for at I ikke skal finde hende. Hun væmmes ved jer, fordi I ikke er værdige til at træde ind på hendes arena, ind i hendes tempel, ind i hendes sjæl. Hun er ren, men I lugter som rotter og er dumme som får. I står og brøler som køer og aner ikke hvad I skal gøre eller sige. I rødmer som kalkuner og kagler som høns. I er ugidelige som æsler, og bange som strudse. Som gorillaer slår I jer på brystet og ser ikke at kvinderne griner af jeres ynkelige magtopvisning.
   I er bygget forkert. En badering om livet, dobbelthager, for korte arme, for skæve ben, knæene sidder i forskellig højde, anklerne er knoglede, jeres fødder er sure, i er behårede som aber, jeres hud er ru som et næsehorns. I er blinde i dagslyset, famler jer rundt i mørket, lugtesansen er ødelagt af al den fede mad, jeres kroppe er i forfald, jeres sind er støvet, jeres ressourcer opbrugt, fedtdepoterne overfyldte. I er i vitaminunderskud, er hypokondere, i snor jer som slimede orme hen over jorden der ikke vil have jer.
   I brænder allerede langsomt i helvede over en lille ynkelig flamme der svider jer i evigheden. I drukner i et hav I ikke forstår, i det enorme er I som små grumsede vandpytter, stinkende som kloaker. I er som henfalden frugt, der først mugner og siden rådner.
   Hvor vil I hen? Ved I overhoved hvorfor I er født? Var det en fejltagelse, eller havde naturen bare brug for nogle få elendige bommerter, så den kunne fremvise at der altid er en undtagelse til reglen, i dette tilfælde perfektionens modstykke.
   Hvad er meningen med jeres mindreværdige og pauvre eksistens? I er ufarlige, fattige i
ånden, I har ingen ære, ingen tro, ingen forcer, ingen styrker, intet at byde på, intet håb.

For overhoved at komme ind i livet, for at mærke sin eksistens, for at føle verdens dunkende puls, dens drifter og lidenskaber, må I dvæle i jeres sørgelige misforståelse af et liv.
   I må kravle på jeres forkrøblede lemmer, æde støvet, rulle jer i skidtet og æde skarn. I skal opgive at komme ud af jeres hul, acceptere mørket og stanken, takke for de få kvadratmetre I allernådigst har fået tildelt.
   Og der, allerlængst nede i det ubeskrivelige mørke, i den umenneskelige hørm, i forfaldet og opgivelsen, når I kravler rundt i lig og knogler, lort og pis, i indvolde fra kujoner, i hjernemassen fra uslinge, i bræk fra krystere.
   Der, kan I måske gøre jer håb om, at komme hen til porten til hendes rige. Men hvor er denne port? Hvor føres man hen? Og hvorfor skal man igennem?
   Porten står ved verden ende, og verden ender dér hvor jeres fordomme, tillærte vaner, dovne reflekser og angst ikke kan nå længere. Det laveste menneskelige sted, er der hvor fællesnævneren er tryghed i enighed. Eventyrlysten holdes sovende, fordi den rokker båden, fordommene fungerer som fangevogtere, der er angste for udbrud og vi klamrer os til den fælles definition på genstande og begreber som skibsbrudne, fordi vi er bange for at slippe vores stykke drivtømmer i det oprørte hav. Denne isolationisme bunder i et ynkeligt forsøg på at skabe en kultur, men i virkeligheden er det en fælles angst for at slippe os selv.
   Her står porten, her står vi foran, mange banker på, men kun få igennem.
   Svin og hunde er i portvagtens følgeskab af forskellige årsager.
   Porten er det sted, hvor livet går ind og døden går ud, og disse dyr repræsenterer netop denne udveksling. Svinene fordi de æder alt og avler – som svin. De æder det døde, og de føder kuld på kuld, egenskaber der er gudindens attributter.
   Hunde er altædende som svin, men de har to yderligere, vigtige egenskaber. For det første er de skødehunde, og følger således deres herskerinde i et og alt. De kryber for hende og adlyder hendes mindste håndbevægelse. Desuden er de eminente vagthunde. Med deres uovertrufne hørelse og lugtesans kommer ingen indtrængere og ubudne gæster fordi. De slås til døden for hende og følger hende overalt; når hun kommer og når hun går.

Så forbered jer selv. Hvis I vil dele hendes glæder kan I glemme alt om kongen og præstens vej; kravl hen til hende som hunde, slip jeres ynk og håb, og giv jer hen til jeres eksistens som affald, som svin. Måske da vil hun samle jer op, måske hvis hun kan fornemme en inderlighed, en hengivelse, en selvopofrelse. Måske hvis hun fornemmer, at hun er det højeste for jer, at I har kastet jer i mudderet for hendes skyld, måske da vil hun lytte, se ned på jeres forkrøblede eksistens, og finde brug for jer.
   Jeg har også ondt af jer. Og har derfor besluttet at hjælpe jer. Jeg vil føre jer igennem underverdenen, vise jer nogen af de mange veje, føre jer igennem det labyrintiske mørke, vise jer lyset og give jer en forsmag på den opildnende fornemmelse det er, ikke at tænke på sig selv hele tiden!”

 

 


 

Appendiks II
 

Foredraget
Den historiske kvinde

Nu står vi altså ved porten; ydmyge, uselviske, egoløse, åbne som blanke sider i en bog, uden forventninger, uden forhåbninger, til stede, til rådighed.
   For at komme videre, skal vi nu se på kvinden igennem tiderne, forstå hende, sætte hende i forhold til manden, forstå vores interaktioner og vores plads.

En fjern ven sagde en gang; at den ultimative kvinde for ham, havde en kvindekrop,  en en mandesjæl. For mig fortalte det en del om denne person og om vores tid.
   Der er unægteligt forskel på konstruktionen af mænd og kvinders sjæle, men fosteret bestemmer sig først sent om det skal gå den maskuline eller feminine vej. Klitorisen er klar til at blive en penis eller omvendt, og manden har som bekendt også to bryster han ikke bruger til noget. Man hører om mandeben, der bliver brugt i reklamer for strømpebukser, og dygtige dragqueens, der kan give den største macho-mand tvivl.
   Denne indledning er ikke tænkt som en opmuntring til at skifte seksuelle præferencer, men for at vise, at skal vi finde den afgørende forskel ligger den ikke i kroppen, men så bestemt i sjælen.
   Når man ser sig rundt, skulle man ikke tro det, men mine bedste venner og dem jeg har haft flest af, er faktisk kvinder. De fleste mænd har ret hurtig tendens til at grynte, prale og pisse territoriet af, mens kvinder kan være noget af det mest behagelige selskab der findes.
   Vi kender alle til skrækhistorierne om kvinder. De er jaloux, forfængelige, pyntesyge, misundelige, selvmodsigende; eller som den danske socialdemokratiske politiker Steincke en gang sagde; Modsig aldrig en kvinde. Hold en pause, - og hun modsiger sig selv. De er sladderhanke, løgnere, rænkespillere, utro, hævngerrige, ja dødelige.
   Det er naturligvis alt sammen sandt, men det er en sandhed med modifikationer. Med mindre kvinder ikke er blevet ødelagt af manipulerende forældre, af generel dårlig opvækst eller af voldtægt og undertrykkelse, har de den unikke egenskab, at være totalt hengivne overfor den mand de elsker.
   Hvis en kvinde elsker en mand, vil hun bære hans verden på sine skuldre, hun vil være hans verden, følge hans regler, virkeliggøre hans visioner, støtte hans projekter, stemme på ham, købe hans bøger, se hans film, købe hans produkter, passe hans børn, lave hans mad og være hans hede elskerinde, MEN …
   Til gengæld kræver hun nogle få, enkle ting.
   Freud sagde en gang, at det store spørgsmål han ikke havde formået at besvare var, hvad en kvinde ønsker sig. Svaret er (selvfølgelig) at blive elsket, og ikke mindst at manden skal SE hende. Det ligger i hendes natur, er essensen af hele hendes væsen, at hun og kun hun skal kunne trække mandens tanker ned på jorden og skabe en verden. Hun har fået nogle dertil specielt indrettede evner og attributter der gør, at selv den mest standhaftige munk, kan have svært ved at forsage hende.
   Hun er smuk i mange afskygninger, og kun grim, når hun ikke bliver elsket.
   Hun er  mild, blid og elskværdig, men rummer et orkanisk temperament, når hun bliver svigtet.
   Hun er den hedeste elsker, hengiven, selvopofrende, fræk og pirrende tillokkende, men uhyggelig kold og fjern, melankolsk og uforståelig farlig når hun ignoreres.
   Hun er trofast som en skødehund, venter i årevis på mandens hjemkomst, men bagtaler og er utro overfor ham, hvis han har glemt hende.
   Hun arbejder i hjemmet, pynter det, som var det hende selv, men ofre manden det ingen interesse og ignorerer hendes indsats, falmer hjemmet såvel som kvinden.
   Kvinder er med andre ord kun skønne i en mands beundrende øjne, og hun finder sig derfor i meget for at nå derhen.
   Eller som Coco Chanel sagde det; Skønheden behøver vi kvinder for at mænd skal kunne elske os, og dumheden for at vi skal kunne elske mændene.

Nu kunne man så give kvinden skylden for hendes usympatiske sider; Det bedste våben mod en kvinde er din hat, sagde skuespilleren John Barrymore engang, Snup den og løb, men en sådan udtalelse nærmer sig det kvindeangste og misogyne, og det er nærlæggende, at søge problemet hos de dvaske, ligeglade, barnerøve af nogle mænd, der glemmer hvorfor de har giftet sig.
   Kærligheden og forelskelsen er en gave fra Amor, men en dag skal han videre og pludselig skal manden ville sin kvinde. Man skal ville sin kærlighed, man skal ville, at have hende, man skal ville hendes krop og sjæl, for ellers kan man ligeså godt forlade  hende som en MAND, end at blive hængende for tryghedens skyld, af dovenskab og ugidelighed, altså af strategiske årsager.
   Du skal elske hende og blive, eller respekterer hende og forlade hende.

Kvinden er ikke dum. Der er faktisk mange mænd der tror det, men de eneste idioter i den ligning er dem selv. De vil vågne op en morgen, og opdage alle de ting hun godt vidste, men ikke sagde, alle de ting hun havde fået fortalt af veninder men ikke reagerede på. For hende blev valget foretaget, da hun sagde ja ved brylluppet. Hun bliver ikke fordi hun er doven, eller strategisk, hun bliver fordi hun elsker dig – endnu!
   Når hun så bryder sammen, bliver hun anmassende. Hun vil vide hvorfor, eller hvorfor ikke. Hun vil vide hvad der er galt med hende, hvad hun mangler. Hvorfor du ikke er der mere, hvorfor, hvorfor, hvorfor? Og manden værger sig, forklarer roligt, agiterer, forsvarer sig til sidst i knæ, og her kommer skiftet. Enten bryder han sammen og forsøger at vende tilbage, hvilket sjældent går, eller også bryder han sammen og hun smider ham ud.
   Det er en ynkelig forestilling, og min sympati er helt på kvindens side. Elsker man en kvinde, skal man give hende alt, elsker man hende ikke, skal man give hende friheden uanset om hun vil have den eller ej. For som Gustav Wied siger det; Kvinder er ubetinget det bedste, man har af den slags.
   Mange mænd tør ikke elske, de er drenge der aldrig kan finde en kvinde at hengive sig til. De søger og søger, men tør ikke når hun kommer, de opstiller regler og forbehold i deres forhold, alt sammen for at undgå at miste sig selv til kvinden (for øvrigt den ENESTE SANDE satanisme!).
   Den eneste de nogensinde vil elske er enten deres mor, eller dem selv. Begge dele er en sørgelig erstatning for det kvindelige væsen de kunne forene sig med.
Det kræver en mand at have en kvinde, at lede hende, at tæmme hende.

Igennem historien har man også kunnet følge hvordan mænd har forholdt sig til hende. Den ultimative kultur, egypternes, var mandlig. Den øverste gud var en pater, en præst, en gud der havde loven og gav den til verden. Han gav den til gudinden, som Osiris gav den til Isis og de fik Horus.
   Osiris satte med hende verdenshjulet i gang.  Han gav hende sin sandhed, men evigheden ville han selv beholde. Da han havde mærket den tomhed der opstod efter han havde tømt sig til hende, og blomstret igennem hende, måtte han vende tilbage, og han blev det første menneske der døde. Med dødsguiden Anubis banede han en vej til dødsriget, ikke for at finde det, men for at skabe det. Igennem dødsriget kunne han nemlig vende tilbage til evigheden, hvor han for øvrigt sidder i dette øjeblik!
   Det er den samme overgang vi ser i Biblen, men beskrevet på en anden måde. Kundskabens træ giver lige præcis de æbler, den kundskab der fører ned på jorden og ind i cirkulationen. For når et koncept realiseres bliver det levende, og kan derfor dø. Det er samtidig den mest præcise definition på en kvinde. Det kvinden lokker idéen ned med er mening.
   Manden giver sæden, han er en giver. Kvinden er en modtager og en videregiver, men for at forme deres fælles afkom (virkeligheden) søger hun at forstå hvordan hun skal forme. Hun er nysgerrig til det farlige, som historierne om Eva og Pandora vidner om, og det er denne søgen efter forståelse der fører hende til manden, der fører mod at opsøge manden.
   Der har vi så den klassiske uafgjorthed, uforløsningen, hvorfor vi også hører forfatteren Ambrose Bierce sige; Bare man dog kunne falde i en kvindes arme uden også at falde i hendes kløer. Manden søger kvinden fordi hun forløser ham ved at virkeliggøre hans idé, kvinden søger manden, fordi hun ønsker at forstå denne. Sådan griber de hinanden, sådan løber de efter hinanden i ouroborosens bane, sådan opretholder de livet og sådan skal samlejet ses.
   Det er manden Pandora åbner, hun forløser hans hemmeligheder, men når disse mister deres plads, får de liv og betydning, bliver de fanget, grebet og dødelige, og deres frigørelse fører derfor også alle sølvalderens onder med sig. Det er derfor sølvalderen medførte modgang og hårdt arbejde.

Hos sumererne var Inanna gudinden over jorden og himlen. Det var en kvindelige kultur. Den egyptiske Osiris (der i Sumer var en kombination af hendes far Enlil og hendes elsker Dumuzi) havde trukket sig tilbage og var blevet potentiel. Den eneste vej ind til ham var igennem det dødsriget han havde skabt som port, men man kunne stadig nedkalde ham, hvilket nu var en religiøs handling (det er her vi finder omdrejningspunktet for ENWs forfatterskab i dag). Og hvem bedre til at forestå en sådan nedkaldelse end en hellig (altså en smuk og liderlig) kvinde.
   Denne gudinde var derfor uopnåelig for ”almindelige” mænd, og et russiske ordsprog passer godt her; En kvinde er som en skygge. Følg hende, så flygter hun. Flygt, så følger hun dig. Gudinden lokker disciple til sig, men er ikke til at gribe.

Hos grækerne ser vi kvinden fra flere perspektiver. I Demeter er hun netop idéen omkring cirkulationen, her omkring kornets såning, spiring, blomstring, høst, død og genkomst, og det er tydeligt at se den mandlige guds rolle, netop som den transcendente (altså ikkevirkelige), potentielle gud som den der befrugter, blomstrer, tager bort og kommer igen. Det er også derfor årstiderne begyndte med denne sølvalder, men vi ser i Grækenland også overgangen til den næste tid, for en angst for den vildskab Dionysos bragte med sig når han blev nedkaldt for at befrugte, degraderede det hellige samleje, og en mandlig tid kom igen.
   Denne ser vi især i romerriget med de berømte, berygtede kejsere. Men vi ser hurtigt, at han var en anden mand end Osiris. Denne var magtsyg, og på nær Cæsar og Augustus, der begge havde et højt ideal (altså et guldalderideal), excellerede kejserne i forfald. Kærlighed blev til voldtægt, teatrets gudespil blev til arenaens gladiatorkampe og kongens gavmildhed blev til kejserens erobringer.
   Pludselig var kvinden blevet til husmor uden stemmeret eller indflydelse. Hun blev nu beskrevet af romerske forfattere som værende evnesvag, det svage køn, infirmitas consilii manglede evne til at styre sit eget liv og levitas animi et overfladisk væsen.
   Målestokken gør forskellen. Hvis vi ser på samfundslagene eller kasterne, giver det mening. I Egypten var det brahmankasten, altså guderne der herskede. Hos sumererne var det kongerne, der stod i direkte forbindelse med guden. Men hos romerne var det soldaten, hvorfor vi ser at religionen for alvor begynder at træde i baggrund her. Når kvindens ”evner” vurderes, bliver det derfor i forhold til den mandlige styrke og lederevne, underforstået som soldaten, og her må hun melde pas på alle fronter. Vi finder hende derfor i hjemmet, som prostitueret eller i templet. Nu er det kvindens idé der er blevet potentiel. Hendes egenskaber ignoreres, og hendes idé bag landbruget bliver til et kultspil med en nødvendig indvielse for forståelsen. Til sidst adskilles hun og landbruget, og hendes rolle bliver rent kultisk.
   Men for at vende tilbage til forståelsen, virkeligheden, må man igennem hendes port igennem hendes død. Der I står nu.
   I romerriget lod soldaten sig derimod ikke lokke. Han er trofast og han parrede ordrer uden at tænke; den såkaldte kadaverdisciplin.
   Hermed var hendes nedtur forseglet. Hendes hellige rolle husker hun som nonnen, men hendes rolle som helligt væsen og hermed hendes seksualitet nedgøres i den grad efterhånden som kristendommen vokser.
   Denne religion er opstået netop som et modspil til hendes lokkerier ned, og da Konstantin underskrev sin pagt med den voksende skare af kristne, underskrev han samtidig kvindens dødsdom.
   I tiden efter blev hun som bekendt forfulgt som heksen, både fordi hun lokkede manden til sex, og fordi hun inspirerede til trolddom og magi, levnene efter de religiøse kulturer, hvor hun som tidligere beskrevet havde været forgudet for sine evner.
   Det er i dette perspektiv ikke overraskende, at middelalderen var sort og fattig, fordi kvinden jo ultimativt set er naturen og dens frugtbarhed. Verden var blevet gold, og kejsere og konger styrede med jerngreb i hård konkurrence med paver og præster. Magt og indflydelse var noget man enten købte eller stjal, og vi skal først op i renæssancen i 1500-tallet før vi ser en lempning.
   Den var en genfødsel af antikkens idealer inden for kunsten, hvor humanismen var det inden for litteraturen, og begge bragte mennesket tilbage som det centrale, underforstået spillet mellem det mandlige og kvindelige, cirkulationens natur, hedenskaben.
   Kunsten spirer frem, og kunstinteressen er netop en usagt, ubevidst søgen tilbage til religiøsiteten igennem kvinden. I kunsten hengiver vi os, opløftes, glemmer, vi søger den tabte mening, som den hårde kristne soldater-realisme ikke kunne tilfredsstille.
   Denne nye tid er i det hele taget en reaktion på den kristne junta. Vi ser en pacifisme hos Erasmus Montanus, vi ser en eventyrlyst hos Columbus, reformation hos Luther, magi
hos Agrippa, astronomi hos Kopernikus, litterær fantasteri hos Ariosto (ham med
Rolandskvadet) og maleriets mystificering i El Greco.
   Det var også en tid til frivolitet, og da kvinden igen begyndte at blive beundret, så nogen   det som indgangen til helvede.

Men en sådan frivolitet, menneskelighed og religiøs søgen kunne ikke ånde uforstyrret. Katolicismen havde stadig et stærkt greb om magten i hele Europa og den havde ikke tænkt sig sådan lige at give slip. Religionskrigene, som trediveårskrigen, den engelske borgerkrig og den franske krig mod huguenotterner, florerede og den hårde realisme vendte tilbage.
   Kvinden blev sekundær igen, og når vi møder hende verdenshistorisk som Elisabeth i England, som Marie Stuart i Skotland eller som Maria Theresia i Østrig er hun blevet til en mand.
   Kulden efter varmen afføder nye kapitler i filosofien med Descartes og Spinoza. Descartes var matematiker og søgte i sin filosofi derfor sikker viden, religionens modsætning (fordi den er opbygget af emotionelle, seksuelle og spirituelle principper), en modsætning der måske ses tydeligst hos Spinoza der vendte ortodoksien ryggen, altså hans jødiske folks tradition. Hans udgangspunkt var ligeledes matematikken og idealet klar, beregnelig viden!
   Igen beskuer de naturen og forholder sig til hende. Filosofferne vil forstå hendes grunde og årsager, men hun skjuler dem godt. De prøver på at gribe hende, afsløre hende, men så snart de griber, mister de hendes egentlige mening, hengivelse.
   Da filosofferne ikke er religiøse mennesker, og derfor ikke går til sagen med hjertet og drifterne, må de vælge andre briller at anskue hende med, og videnskaben opstod heraf og igennem alkymismen og astronomien som et erstatningsmiddel til sandhedssøgning. Men vores sanseapparat er vores begrebsapparat!
   Oplysningstiden ville se realiteterne i øjnene, men mens det på den ene side betød videnskabens dissektion og mistro til religionen, åbnede det på den anden side en fascination af naturen, og der var nu åbnet en vej til kvindens genkomst. Det er blandt andet igennem Rousseau, at vi møder denne glæde og tiltrækning, der naturligvis kun kunne accepteres fordi den var rettet mod naturens grønne og ikke dets protektor kvinden. Han gik imod civilisationen og især ejendomsretten, og vi ser en religiøsitet igen men uden direkte adressat.
   Endelig kommer vi til romantikken, der inspireret af Rousseau, forguder kvinden, besynger hende, drømmer om hende, men der er også en realisme på den måde forstået, at hun forgudes som uopnåelig. Romantikken drømte netop om hende, men som hos  Wagner nås hun sjældent, og indfanges hun, er kærligheden umulig og døden den eneste vej ud. Det er igen religiøsitet, fordi den implicerer døden som sin realisator.
   Som endnu er modreaktion ses 1800-tallets victorianisme, hvor kvinden meget beskrivende måtte skjule sine egenskaber og attributter, som lå de under jorden!
   Hendes seksualitet var tabu, det var hendes skyld at mænd var deres koner utro og at de i det hele taget fik lyster ud over det ”normale” eller med Strindbergs ord; Desværre fastsætter loven ingen straf for kvinder, der forfører mænd. Og hun blev derfor holdt i  bur, bogstaveligt talt, men også af regler for anstændighed og af enorme rober og krinoliner.

Det endelige brud med fordommen kom først i 60’erne og 70’erne hvor emancipationen blomstrede, men hvor frigørelsen kvindeligt og seksuelt hurtigt fortsatte over i den modsatte grøft. Måske var det de to fløjes (de liberaliserende [religiøse] og de konserverende [farisæerer]) uendelige fejder, der endeligt stødte ind i hinanden, men i hvert fald tog al tradition, visdom, religion og anstændighed med sig i faldet. Seksualiteten blev i mange tilfælde perverteret som forstået i forhold til naturlig. Det skal endelig ikke forstås hen ad den retning, at forskellige former for seksualitet var forkerte, men at den undertrykte eller tvungne seksualitet affødte en unaturlig.
   Dette skal næste afsnit omhandle. Men først vil jeg runde af med se på situationen i dag. Hvad er status? De mest populære kvinder, er med min ”vens” citat fra starten, dem der opfører sig som en af drengene, som man kan snakke med, pjatte med, drikke med og så
kneppe senere på aftenen.
   Så er der den selvrealiserende kvinde, der igen blot ønsker at blive set, og det kan gå frygteligt galt før det går godt. De finder ud af at de var dronninger i tidligere liv, de sætter kvinden på en piedestal og manden kaster de i mudderet og sviner til, de bliver til kunstnere, forfattere og direktører, de mediterer og ligger med krystaller for at opnå en glød og tiltrækning, de spiser underlige fødevarer og drikker uhyrlige væsker for at blive smukkere, og hvem var det der sagde; Min kone havde muddermaske på i fem dage. Først  var hun vitterligt blevet smukkere, men så faldt masken af.
   De prøver i det hele taget desperat på at blive set, at vi skal få øje på deres egenskaber, deres seksualitet, deres skønhed og opløftende evner. Der er også kvinder som har fundet en styrke, som tør vise deres seksualitet, og som går deres egne veje, uanset hvad andre siger, men de er stadig få. De fleste piger og kvinder prøver stadig at gøre deres far, eller mand glade, og taber sig selv i processen. Og som så mange gange før i historien, står hun standby!

 

Sex
SM, urinsex, bondage, analsex, dominans, indeburing, tvang, fetichisme. Ja, det klinger jo smukt og mangfoldigt, men i virkeligheden afspejler disse genrer kun få sider af den menneskelige seksualitet.
   I et forhold mellem mand og kvinde (hvilket det også er hvis det er homoseksuelt) vil enten manden eller kvinden dominerer. Det ligeværdige forhold er en illusion, og dem der lever i det lever ikke.
   SM er denne sandhed i sin yderste konsekvens. Enten dominerer en kvinde manden (slaven) eller en herre kvinden. Dominantens midler er pression, tvang, indeburing, pisk etc. og slavens viljen er indskrænket til det mest livsnødvendige.
   I fetichisme er det blot en genstand slaven tilbeder, i dyresex det dyriske.
   Det er nærliggende allerede her at trække religionen frem igen. For tilbedelse er som bekendt et religiøst kendetegn, og slavens tilstand er kvindelig. Vi så netop i starten hvordan kvinden lokker manden ned på sin jord, både for at få/tage hans sæd, men også af nysgerrighed for at forstå hans idé.
   Hendes midler er tilbedelse og tillokkelse med sine attributter, og hvis I nogensinde har undret jer (som så mange mænd før jer) over hvorfor hun kan syntes vægelsindet efter hun har indfanget jer i forhold eller ægteskab, er det fordi hun ikke fandt hvad hun søgte, altså hemmeligheden. Når en kvinde som regel ubevidst begynder at kede sig ved en mand, er det fordi hun ikke fandt mysteriet i ham.
   Alexander Dumas sagde en gang at; Det er tit den selv samme kvinde, der inspirerer os til store bedrifter og hindrer os i at udføre dem. De vil have mysteriet frem og fandt de ikke svaret, forlader de atter projektet. Det er hendes natur at trække idéen ned på jorden, for hendes oprindelige rolle var som giver af virkelighed, altså realisering af mandens ideal. Men hvis processen ikke opløfter hende, desillusioneres hun og effekten er øjeblikkelig.
   Mennesket har to grundliggende drifter, som Platon også gør opmærksom på. Den ene trækker det ned mod jorden, den anden trækker det op mod himlen. Den jordiske drift er undersøgelsen af selvet, af vore natur og skæbne, driften mod himlen er opløsning. Vi slipper vores hverdag, slipper vores spekulationer, slipper forventningerne, slipper forudindtagetheden, slipper angsten, slipper fortvivlelsen, slipper alt på nær drømmen, driften og ånden.
   Vi opløses, mister fodfæstet, stedsansen, tidsfornemmelsen, orienteringen generelt, og kastet ind i en tilstedeværelse så voldsom, at det forklarer hvorfor så mange er bange for den, og for døden.
   Her finder vi også seksualiteten. I hengivelsen slipper vi den fælles virkelighed (for nogle kun et kort øjeblik, for andre i lang tid) og modtager den personlige – IKKE ego, men genius.
   Pisken pisker kødet (den fælles virkelighed), båndet forhindrer bevægelse, undertrykkelsen forhindrer viljen, magtordene forhindrer egoet, og det hele sammen forhindrer normalitet, tryghed og konsensus.
   Og lighederne med ritualet er mange; fetichismens klædedragt er præstens efod – når den tages på besætter guden mennesket. Fetichismens forgudede genstand har samme elektriske udstråling som det religiøse relikvie, SM-redskaberne repræsenterer en funktion, men også en tilstand, nemlig den de kan bringe slaven og herren i, som nadverens genstande burde gøre det.
   Selve ritualets trin repræsenterer derfor en nedstigning i (opstigning til) en tilstand uanset om det er når det religiøse menneske tager sine hellige genstande frem, konsekrerer dem, bruger dem i ritualet, og erindrer dem i en mytologisk sammenhæng, eller når det seksuelle menneske vedligeholder, fremtager og bruger sine redskaber i den seksuelle akt og erindrer sig deres funktion i forhold til et spil.

I de to grupper, altså om manden eller kvinden dominerer, ser vi også forskellige grader, hvorved vi kan trække en række overnaturlige væsner ind.
   Hvis kvinden skal overtales, lokkes, drives bort fra en frigid tilværelse uden liv, varmt blod og erotik, træder vampyren ind. Han kurtiserer hende (i den oprindelige udgave), charmerer hende, lokker hende med ind i sin hule og bider hende, det vil sige giver hende sit eget lidenskabelige blod. Det er en vækkelse. Det er en overtalelse, men med en villig elev.
   Den anden er voldtægten og her er det varulven vi ser. Han tager kvinden med magt, overfaldet hende og flænser hendes kød (det dovne, almindelig liv) for at efterlade endnu en varulv!
   Er det manden der skal lokkes kender vi havfruen der kalder fra havets dybder, skovfruen der kalder fra skovens ensomhed eller elverpige der kalder med sin dans og skønhed på engen.
   Skal der andre mere hårde midler til, ankommer succubussen der overfalder manden og kvæler ham, den kvindelige vampyr eller mareridtet.
Nu har I måske fået en idé om hvorfor kvinder bruger så mange penge på tøj og så meget tid på sit udseende, og som Dolly Parton en gang sagde det; Du ville blive forbavset over, hvor meget det koster at se så billig ud. Eller Guy de Maupassant der en gang skrev; De kvinder, der ikke er til salg, koster mest.
   Hun skal lokke, tiltrække, for at realisere den mandlige idé og derfor er hun kvinde.
   Jeg har ofte undret mig over den anskuelse, at det er mænd der forfører og nedlægger kvinder. Det sker naturligvis, men oftest sker det kun fordi kvinde vil det. Det er hende der smiler forførende, der viser et lår, et bryst, hende der stiller de rigtige spørgsmål og hende der med det rette glimt i øjet, kan få de fleste mænd til at overgive sig.
   Kvinder, det er dem, der danser baglæns, sagde Bob Hope og Harly Foged, at; Kvinden er den eneste lystfisker, der bruger sig selv som madding.
   Kvinder er mestre i at forføre. Desværre får en letlevende kvinde hurtigt et dårligt ry, altså hos de forsmåede elskere. Lægger de mænd ned er de billige, lægger mænd kvinder ned er de macho. Og det har visse kvinder måtte føle igennem tiderne, men der har også været dem der tog let på dette også. I filmbranchen var det blandt andet Mae West der en gang sagde; Jeg har ikke altid været rig. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke anede, hvor min næste mand skulle komme fra. Men mændene er jo også selv uden om det, som hun siger; Når kvinder farer vild, følger mænd i hælene på dem.
   Her står vi så. Kom vi igennem. Ja, det tror jeg. Men i modsætning til kvinden, der grundet sin natur, kan blive længe i sin orgasme, og bibeholde sin brunst, så længe hun begæres, lukker manden selv porten til igen efter sin. Det er derfor vigtig at huske vejen tilbage, thi denne rundtur er nemlig vores natur.
   For at slippe overfladen og dens greb, må vi slippe os selv, ved at gå ind i verden og se den som en del af os selv. Alt er en del af os selv, vi går rundt inde i vores hoveder, men adskiller os alligevel fra alt emotionelt, fordi det betyder at vi skal give slip på vores eget ego, vores ynkelige stykke drivtømmer, og blive en del af verden.
   I seksualiteten oplever vi foran kvinden, at verden pludselig kommer nær. Vi dyrker hendes krop, hendes væsen, og finder, at hun er naturen, og det er hendes love, videnskabsmænd til alle tider, har forsøgt at finde mening i, den mening der undveg Freud.
   I vores sammensmeltning med hende, altså kvinden som realisatoren af idéen, ser vi pludselig på den anden side (altså inde i verden) at vi er den idé.
   Som svin og hunde skal vi bringe hendes bud videre på jorden, (der i virkeligheden er vores egne [ultimativt set]) være overbringere af hendes sandhed, og i hendes tjeneste, for vi måske lov til at betræde paradisets sirlige snoninger, der hvor vi er forenede med hende.
   Dette er den eneste virkelige virkelighed, netop fordi dens skabere, manden og kvinden, er bevidste om deres akt. Den er her afkommet af Osiris og Isis, livet som Horus, en rolle vi selv kan træde ind i.
   Det var paradisets sirlige snoninger. Man navigerer igennem verden, igennem sine handlinger og sine erkendelser. Man griber dæmoner eller engle inde i sig selv og får en virkelighed derefter, den kvindelige realisation. Det er vejen i underverdenen. Potentiel idé og dens virkeliggørelse. Man balancerer idealet og handlingen, altså udlever sin skæbne, følger sin vej, og i den proces er kvinden uundværlig.
   Og det der smeder de to normalt modsatte køn sammen i en kosmisk orgasme, er kærligheden, for som Shakespeare siger det; Love is the Devil.

 

© Mikkel Starup 2008