Oprindeligt navngivet efter guden Maius, beslægtet med magnus, stor.


Naturen
Natuglens unger forlader reden og sidder på grene og venter på at solen går ned. Så vågner de op for nu fanger deres forældre mus til dem. Hele tiden kalder de på dem. Pindsvinene snøfter og knurrer for at gøre kur. Knopsvanen får sine grimme ællinger og svalen og gøgen er kommet. Rådyr og dådyr får kid i maj og mursejleren ankommer som den sidste.
Det næste hold forårsplanter springer ud, thi 'grøn er Vaarens Hæk, Kaaben kastes væk'. Ud springer skovmærke, også kendt som bukkar, ranunkel, mælkebøtte, violer, forglemmigej, klematis eller skovranke, pæretræer og kirsebær, solbær, gyvel, kørvel og kommen. I skovbunden kan man sågar finde en lækker spisesvamp i vårmusseronen. Gule rapsmarker blomstrer. Man høster asparges, men kun til skt. Hans. Bøgen springer ud! Det er forår.

Vær hilset, min sol som skyernes mure har flænget!
Vel mødt, min viol, som spreder din duft ud i vænget!
Hver spirende bregne, hver lukkende bøg,
hver kvidrende lærke, hver sukkende gøg,
jeg hilser jer alle med sang på min vej,
i den lyse, den unge, den dejlige maj!


En mere dybsindig udgave giver Christian Winther fra andet vers i 'Skøn er Vaaren';

Skøn er Vaaren! ak, men svinder flygtig som et Aandedrag;
om dens Herlighed den minder snart kun Løvets gule Lag.
Rosen slumrer, Liljen segner,
Løvet dør på Mark og Vang, Solens varme Kinder blegner,
stum er Lundens Klokkeklang.

Men en bedre Vaar jeg kender, ingen Veksel hersker der,
stadigt Rosens Flamme brænder, mildnet huldt af Liljens Skær.
Sjælens Blomster fine, unge, staa just der i frejdigt Flor,
og i Helligdommen sjunge evig unge Længslers Kor.

Hun er Vaaren, jeg har fundet, Paradisets unge Frugt!
Hun er den, som fast har bundet ved sin Trolddom Tidens Flugt!
Ak, i hendes Smil, i Sukket, i det milde kære Blik,
har mit Hjerte dybt inddrukket, Evighedens Ungdomsdrik.

1.
Det var under kristendommen farligt at være udenfor natten før, og alle mulige forholdsregler blev taget i brug, for at holde hekse, Djævlen og nattens yngel ude for hus og hjem. Man læste i biblen, havde gode råd med hvorhen man gik, som f.eks. at gemme sig under en plov eller andre jernredskaber hvis man skulle blive jaget af ovenstående uvæsner, og man stillede røn foran døre og ved kreaturerne for at holde hekse væk. Mennesker og kreaturerne skulle have speciel mad for ikke at blive syge eller dø af de besværgelser der føg igennem luften som bakterier. Man måtte holde utøjet, og i særdeleshed vandheldet, fra at træde ind over dørtærsklen.
Hvis man således havde overlevet natten, fulgte en del ritualer følgende morgen. Før solen stod op skulle pigerne feje hele huset og eventuelt strø det med hellig jord. Under arbejdet var de nøgne og måtte ikke tale.
Så samledes gårdenes karle og red ud i skoven for at hente grønt. Nu var ånden vendt tilbage og bøgen var sprunget ud. Man pyntede sig i naturens grønne pragt og red hjem ved at besøge alle gårde hvor der blev skænket en dram.
Skafferen, der var lederen, takkede og de red videre ind og bragte sommer til by. Man spiste også rigeligt med æg som ved påske af grunde beskrevet derunder.
I byens midte rejstes en majstang, det kunne være et træ fra skoven som man gravede op og siden plantede, eller det kunne være et fældet træ man rejste. Der blev sat en ring i toppen og bånd blev trukket ned til jorden.
Pigerne tog så hver deres bånd og begyndte at danse rundt om majstangen, der også kunne pyntes som en kvinde kaldet Maja, våren. De drejede forårets hjul i gang, og som dansen blev vildere og hurtigere blev de grebet af denne fornyede ånd der kom til dem ned i stangen og videre ned igennem båndene. Så kastede de, ekstatiske og opfylde, kranse efter de mænd de havde udset sig og fangede dem. Enkelte lå med hinanden, igen både af tiltrækning til hinanden, men også som sympatisk magi, 'se hvordan vi gør', for at få korn og kerne. Kvinderne var jorden og mændene den befrugtende ånd.
Man fandt også en brud og ved ringridning, eller anden konkurrence, kåredes en brudgom. De var konge og dronning som skovens Oberon og Titania.
Om aftenen festedes i den med grønt oppyntede gildesal, og her kunne man nogle steder overvære en kamp mellem en hr. Vinter, udklædt i gamle klæder, og den friske og nye hr. Sommer. De to majgrever sloges imod hinanden, og det endte selvfølgelig med at sommeren vandt.
Man sang og viserne var ønsker om årets frugtbarhed. I alle disse ritualer kan man se ældre i nyere og pænere versioner. Tidligere blotede man til alle fester, og de ofre man gav skulle styre årets skæbne hen mod frugtbarhed. Det var også sympatisk magi, men mere direkte.


Pinse
Pinsesolen danser, det ved de fleste, men de færreste ved at det oprindeligt var påskesolens opgave. Skiftet skete i sted i midten af 1800-tallet, men hvorfor vides ikke med sikkerhed. Selvom der intet skriftligt belæg findes, kan der ikke herske nogen tvivl om at det var en solfest ved første nymåne efter første maj. Rundt om i landet mødtes man ved byens højeste bakker og hyldede solens opgang og genkomst. I København tog man ud på det gamle solbjerg, senere omdøbt Frederiksbjerg, bakken i Frederiksberg have, og så solen danse om morgenen. Man dansede med solen og for solen.

Den jødiske fest var en såkaldt ugefest fordi den fejredes syv uger efter påsken. Oprindeligt var den en takkefest som afslutning på hvedehøsten, men ordet pinse kommer fra græsk pentekoste, den halvtredsindstyvende (dag). Rabbinerne opfattede den dog snarere som en takkefest for lovene på bjerget overgivet af Jahve til Moses.

Den kristne fest fejrer Helligåndens udgydelse over urmenigheden som man kan læse om det i Apostlenes gerninger. Disse udgydelser var en nedstigning og derved besættelse, og disciplene talte derfor i tunger. De talte fremmede sprog og opførte sig i det hele taget som berusede, hvilket de naturligvis også var i en vis forstand. Den slags kan vi ikke håndtere i dag, og må medicinere, eller i værste tilfælde institutionalisere, os ud af. Vores konsensuale behov er enormt, og er der nogen der falder lidt uden for normen, føler vi at det er vores gode kristne pligt at få dem tilbage i folden. Om de vil det eller ej er sagen uvedkommende, men disciplene følte sig heldige, beærede fordi ånden havde udvalgt at stige ned i dem og her skulle ingen helbredelse til. Helligånden var helbredelsen.

tilbage til kalender