Da marts tidligere var den første måned i året hos romerne, var april 'den bagefter'.


Naturen.
Pindsvinet og flagermusen vågner af vinterdvalen. Frøer og tudser føder haletudser i vores søer. Gæssene har hvilet sig og drager videre mod nord for at yngle, mens solsortehannerne kæmper drabelige kampe om territorierne. Droslen og svalen ankommer.
Nu begynder foråret for alvor. Vår adonis, druehyld, anemoner, potentil, kodriver, tordenskræppe, måske bedre kendt som hestehov, de små ærenpris på skovstier, og korsknap med den specielle duft. Desuden springer ribs, hestekastagne, elm, hvis der efterhånden er flere tilbage og stikkelsbær, og i skoven begynder kaprifolien at dufte. Desuden begynder lærken og mistelten at skyde. Og misteltenen har vi haft en specielt forhold til i mange år. Kelterne hængte den op for at afværge onde ånder. Overtaget af englænderne ved juletid.
I nordisk mytologi var det den eneste plante guderne ikke havde taget i ed og Loke gav den som pil til den blinde Høder der således dræbte Balder.

Så er det også tid til at indvie jorden. Romerne spændte nøgne jomfruer foran ploven ved robigalia d. 25. og piskede dem hen over marken. Bagefter skulle de give mændene føde fordi de var som markerne der gav udbytte. Igen er ritualet sympatetisk. En jomfru tager rollen som den jomfruelige jord. Hun befrugtes som jorden, føder og giver derved sin afgrøde der afleveres til den sulte. Man siger til jorden 'sådan skal du gøre'.
Senere kom man herhjemme salt på hestens hoved og når man trak den ud af stalden var det hen over jern. Alt sammen for at afværge Det Onde, underforstået hekses forbandelser. Kvinderne må ikke have noget over ilden når husbonden pløjer første gang. I stedet fejer hun huset rent og et ordsprog siger at alt hvad der blev sået under aftagende måne eller næet voksede godt under jorden, altså rodfrugter og lign., men alt hvad der blev sået under nyet voksede godt over jorden.
Fra jorden tager bonden noget muld og lægger det op i sækkene med sæden. Så vier han høsten til julegubben, altså den nisse eller vætte der bestyrer marken og som man havde husket ved julen med mad, drikke og lege.
I køkkenhaven sår man resten af sommerens grøntsager.


30.
Natten før 1. maj hvor ånden og dermed foråret vendte tilbage, var en farlig nat. Det var Valborgsnat. Man havde bål og badede i kilder for at efterlade sygdommen i denne nats mørke inden sol kom frem.
'Bakkhantinderne' af Euripides omhandler denne nat på bjerget. Her er det Dionysos, naturkraften og kulturgiveren, der bruser frem fra Asien og giver af sin visdom, ånd. På samme måde som foråret spirer frem fordi det bliver befrugtet af Dionysos og derved får livet tilbage, giver han belæringer om livet igennem denne befrugtning. Han former spirernes vækst samtidig med at han skubber dem frem på grenene.
Denne visdom kom i et stød om natten når han vendte tilbage, og vi kan se den opdigtede, og af kristendommen formede, satanskikkelse som alle de små uskyldige lam skulle frygte igennem Dionysos. Hans 'ondskab' var hans brunst, befrugtning og derfor hans erigerede lem. Det var den vildskab han eller ånden inspirerede og selvfølgelig de amoralske handlinger de af guden 'besatte' tilhængere udførte. Jo nærmere man er åndens moral, jo fjernere er man hverdagens pæne moral. Selv de kristne blev 'besat' af Helligånden, hvorefter de opførte sig som berusede, men den besættelse var selvfølgelig i orden.
Ved hengivelse på Valborgsnat til Dionysos, eller hvem det nu end var, fik man altså del i ånden og derfor dens held og lykke, og man deltog aktivt i dens materialisation og kultivering af foråret frem til årets død ved efterår.
I norden var alle hekse og troldmænd ude på denne nat. Bestemte formler var mere kraftfulde, giftdrikke og underlige opkog var mere virksomme, og så blev der samlet bestemte urter, vand og meget andet. Vigtigst af alt var selvfølgelig mødet med djævlen og de evner og fortrin han kunne give fra sig hvis man solgte sin sjæl til ham. Det lyder voldsomt, men ved deltagelsen i årets fremstilling og fremkomst, formede man også sin egen sjæl og skæbne. Man ønskede held og lykke som alle andre, og selvfølgelig også en vis indflydelse på egen skæbne. Skæbnen og dermed sjælen udformes ifølge ens handlinger, og var disse dyrkelsen af den gud der bestemte over året, blev det en frugtbar og god årsskæbne.
Det var farligt at stille sig op imod denne ånd. Det måtte først den trakiske kong Lycurgus og siden kongen over Theben, Pentheus, sande. De fængslede blandt andet hans tilhængere og Dionysos gav selvfølgelig igen med landets ufrugtbarhed. Cornucopia eller overflødighedshornet er også Dionysos', men man må dyrke ham som man 'dyrker' jorden for at få del i hans frugt ellers bringer han død med sig.

tilbage til kalender