Den tiende måned efter marts, som romerne tidligere havde som deres første inden januar blev det.


Naturen
Den første sne;

Der er ingenting i Verden som stille som Sne, naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper dine Skridt, tysser, tysser blidt på de Stemmer, der for højlydt taler.

Julerosen, der ikke er en dansk plante, blomstrer. Den kaldes også nyserod fordi den i pulveriseret form bruges som nysepulver. Den indeholder digitalis og bruges blandt andet mod træthed. Måske nogle kunne bruge en rod eller to i salaten denne måned.


21-22 (24-25.)
Tidligere var juleaften også nytårsaften fordi det var årets vendepunkt så hvorfor ikke lægge ud med en sang;

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød!
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Ordet jul kan både betyde drejning eller årsskifte. Det er tid for vintersolhverv. Solen og lyset vender om og kommer tilbage.
At noget vender er et besynderligt fænomen. Hvis man forestiller sig en kontinuerlig glidende bevægelse der på et tidspunkt skal vende om, skal denne foretage et afbræk, et opbrud, for at vende om, og denne overgang var et punkt hvor alting blev vendt på hoved. Romerne holdt festen Saturnalia fra den 17. til den 23. december og intet måtte her være hvad det normalt var. Saturn var død og var rejst til underverdenen, og for at et nyt år kunne komme frem, en ny konge, måtte den gamle dræbes. Alle var ligemænd under festlighederne. Man forærede hinanden gaver og tændte masser af lys. Nogle skabte sig, ikke åndssvagt, men åndrigt, fordi dette punkts vildskab kom over én.

Herhjemme har traditionen ændret sig flere gange, men navnet og mange af ritualerne er tydeligvis inspireret af romerne. Et lille digt fra 872 er den første beskrivelse man har af julen i Norden. Her fortælles det at man skulle øve Frøjs leg. Denne leg peger hen til en anden tolkning af ordet jul, nemlig fra det latinske jocus der betyder leg eller spøg. Det kommer vi til, men først skal vi til juleaften på denne tid.
I 800-tallet drak mændene i tre døgn julen ind ude på havet, mens kvinderne og børn holdt jul foran arnen ved at stikke en træstamme ind i ilden. Når det første stykke var brændt, kan man forestille sig hvordan de rykkede resten længere ind i hak indtil den var væk som året.
Senere blev julen holdt på kongsgården sammen med hele familien. Det var en foreningsfest for brødre og ikke-brødre, høj og lav. Man offerslagtede og holdt et drikkelag til gudernes ære også kaldet full. Man drak til år og fred, og drikkehornet blev således til det horn der gav den ønskede overflod.
Høvdingen indviede offerkødet og drikkehornet, og siden blev hornet sendt rundt i forskellige skåle. Først drak man Odins horn eller full for kongens sejre og vælde.
Odin havde som bekendt hængt på livets træ i ni dage uden mad og drikke. En sådan handling var en form for selvindvielse som også Jesus og Buddha foretog. Faste og kontemplation kombineret med et fysisk ubehag, førte og fører bort fra bevidsthedens konsensusproduktion.
Konsensus er som bekendt den almenkendte virkeligheds fundament, altså kommunikation og enighed, men deltagelsen i en sådan kræver at man benytter sig af netop den sproglighed der er forbundet med kommunikation og enighed eller kommunikative parametre. Nægter man sig selv adgang til disse, vil bevidstheden gennemgå en transformation, hvis kulmination kun lader sig gøre igennem transcendens - symbolsk død.
Det var en sådan død Odin gennemgik. Han døde og genopstod, og kunne derfor bagefter kalde sig Fimbulthul der betyder den hoved-kloge eller den klogeste, og han kunne nu tilmed riste runer af sin viden.
Ser man på året sker der det samme. Der har været liv i form af et bryllup, åndens og jordens. Jorden var gold og død, men fik liv i sig om foråret. De favnede altså hinanden og jorden blomstrede op og endte med at give frugt, afkom. Herefter trak ånden sig ud igen, efterår, for til sidst helt at dø, jul eller midvinter den 22. december. Dette oplevede Odin, eller skulle man sige det skete igennem ham og Saturn. At han bagefter kunne riste runer skyldtes at han ved sin død opdagede at verden kun bliver aktualiseret igennem en model, en skabelon, og at magiske ord, eller at riste runer netop var at ændre på skabelonen og derved påvirke udfaldet. Jul var derfor en magisk tid og Odin fik endnu et tilnavn, Jólnir, Juleodin.
Julens varighed ændrede sig flere gange. I en periode fra 13. eller 14. januar og tre døgn frem, i andre perioder i 9 dage, samme tidsrum Odin hang på træet.
Omkring år 950-60 blev det igen ændret da kristendommen viste sit ansigt. Julen lå omkring den længste nat den 22. december, men blev rykket et par dage frem.

Tilbage på kongsgården lagde man nu hænderne på førergalten og aflagde løfter for det nye år. Herefter slagtede man den og spiste den.
Skålene fortsatte og nu drak man Njords horn og siden hans søn Frejs horn til år og fred. Senere i oldtiden drak man så Thors horn og et for de afdøde, at drikke minde.
Thor var som bekendt den tordenstærke med Mjølner, men Njord, hvis skæbne fletter ham ind i Odins død, er måske mindre kendt. Han havde oprindeligt været frugtbarhedsgudinden Nerthus' husbond.
Njord var guden for vinden, ilden og havet, mens Frej var regnen, solskinnet og afgrøden. De fleste af disse egenskaber er med til at give frugtbarheden, men hvad er frugtbarhed. Kartofler, vandmelon og korn, ja, men det er mere end det. Der ligger nemlig kultivering bag.
På naturfolkenes tid indsamlede man de ting man havde fundet kunne spises, men måtte følge dem hvor de var. Det gjaldt både kvæg og korn. Senere indfangede man kvæget og satte det i fold så man slap for at jage det når man var sulten, og kornet samlede man og såede på en mark.
Denne kultivering af naturen blev bragt af visse guder der rejste på jorden og gav deres viden videre til de mennesker der ville høre efter. Sådan hører vi om Demeter og sådan var det med Nerthus.
Når foråret skulle hidkaldes her i Norden kørte man Nerthus smukt udskårne og veldekorerede vogn frem, og når hun havde sat sig til rette kørte den igennem landsbyen der ønskede at nyde godt af hendes frugt. Den såkaldte Dejbjergvogn er en sådan. Ingen måtte røre vognen andet end hendes præst der blandt andet styrede det hellige spand af hvide køer.
Hendes bror Njord blev hendes husbond, men senere smeltede de to sammen til Njord, til hvilken man skålede for til jul.

For hundrede år siden eller mindre har man vidnesbyrd om en leg, der kunne forklare ordet jocus og udtalelsen Frøjs leg. Som vi så i august og september, blev det sidste neg holdt helligt. Man formede det til et væsen, 'Høstkællingen', 'Gammelmanden', 'Lussebruden' eller blot som en buk.
Nu var bukken blevet til Julegubben og den kom naturligvis med til julefesten, hvor den fik øl og en dram ud over sig. Med kristendommens behov for fjendebilleder blev det til stedet hvor fanden boede.
Det var årets sidste neg og ånden der havde givet dette, og de andre, skulle gerne komme igen til næste år. Så man tog bukken indenfor og gav den i overmål. Gav man bukken i overmål ville den også give i overmål. Drillede eller hånede man den derimod, kunne straffen være uheld igennem det nye år eller døden.
Legen var et ritual. Bukken var naturens kraft og han skulle som denne dø og genopstå. Man udklædte derfor en karl til at spille bukkens rolle, blindede ham, udmattede ham ved at skubbe til ham og lokke ham til at fange én, hvorefter man dræbte ham og lod ham genopstå. Herfra opstod legen blindebuk, og man kan se paralleller til behandlingen af offerkøer og ved tyrefægtning.
Det var sandsynligvis tidligere et seksuelt spil. Bukken har som bekendt lagt navn til overmåde stor seksuel lyst, og fra andre lande kender vi disse samlejer med guden.
Ved Babylons nytårsfest lå kongens stedfortræder med en skøge, for at føde det næste år og hos grækerne ankom Dionysos til festen anthesteria og lå med Basilinna, arkontens eller borgmesterens kone, der agerede jorden.
Bukken var den sidste kraft fra marken og i neget boede den. At den blev sammenlignet med satan er derfor ikke helt ude i skoven, men at der skulle være noget ondt i bukken, eller i satan for den sags skyld, er en forvrøvling. Dette bliver uddybet i min bog 'Væsner' side 223 og frem.
Bukken skulle nu give sin kraft videre til den golde jord, og her har en kvinde sikkert spillet rollen, ligesom i Grækenland og Babylon. Kristendommen har i længere perioder set seksualitet som en synd og den slags lege har derfor fået et mere tilforladeligt indhold.
Julenissen finder vi også i bukken. Enten som bukken selv, eller som den 'tæmmede' eller igennem gensidig pagt venliggjorte mark- eller skovbuk.
En anden variant omkring bukken har været at slagte en levende, spise den uden at knække benene - hvilket minder os om historien med Thors bukke - og så se den genopstå som en af karlene udklædt.
Pludselig kan man også genkende naturfolks ritualer omkring deres totemdyr. Stammens dyr var ikke blot beskytter, men i mange tilfælde den der leverede kød og derved overlevelse. Som tak for maden, genskabte man dyret ved at give noget af maden tilbage, hvoraf renen, eller oksen, kunne genopstå, så man atter kunne indfange den og dræbe den. Brækkede man et af benene, for at få marven ud, ville genskabelsen ikke blive den samme, men en halt udgave.
På den måde bliver julen hele denne cirkulations brændpunkt. Det gamle dør for at det nye kan genopstå, og hvis man, som Odin, og mange andre sejdmagere, kunne riste runerne på den rigtige måde, og ikke brække grundskelettet, blev dette til et effektivt ritual hvorigennem man kunne manipulere med fremtiden.

En tid med et sådant potentiale er selvfølgelig også farlig, og man skulle passe på når man var ude i nattens mørke. Døden var nær og dødsheksen red rundt i natten på sin ulv. Man hørte om vætten Grýla der tog rundt med sine bælge eller dyrehuder, hvori hun indsamlede børn.
Der var genfærd på færde, for ikke at tale om asaridtet (se en gengivelse i 'Væsner' side 275). Asgårdsrei, asernes ridt, var en vinterstorm der tog alt med sig, og ukært barn har ligeså mange navne; Juleridtet, Odinsjagt med hans følge kaldet julesvendene, eller oskereid betydende tordenridtet. Blev man fanget var følgerne som ved bjergtagningen; man kunne blive sindforvirret eller dø. Som forsvar brugte man stålredskaber eller ophængte en sigmundssvøbe, den sygelige udvækst på birketræer, indfiltrede grene der endte i en kost, derfor også kaldet en heksekost.
Det var den længste nat på året også kaldet lussenatten, og man kunne vælge at være bange og værge sig mod alskens uvætter og farlige natteridt, eller man kunne være en del af det med mindre risiko. Nogle klædte sig ud som var de deltagere af asaridtet fordi det førte tilbage til Asernes gård. Det var lidt som heksene Sankt Hans aften der fløj ind i bjergene, underforstået dødsriget eller underverdenen, hvorfra de så vendte berigede tilbage.

Farligheden er forsvundet fordi ritualerne kun er tilbage som skygger og derfor virkningsløse, og som alt andet nu om dage, tomme. Men vi skal ikke mere end 50 år tilbage før der stadig var spor fra disse tider.
Man satte en ekstra tallerken til den usynlige gæst, man gjorde alt rent og afviklede alt udestående. Man gjorde julevisit og tog selv imod alle der kom forbi med mad og drikke. Som man handlede i julen, denne overgangstid, ville forme ens nye år, så det var med at opføre sig ordentligt.
Det var også en tid for spådomme, og man aflæste hvordan det nye år ville blive igennem alle usædvanlige ting der skete. Blæste det mere end normalt, lå koen ned i stalden, var det en dør der smækkede udenfor?
Stuen blev pyntet med stedsegrønt som vedben, mistelten (se april), kristtorn og senere grantræet. Man dansede om træet som man gjorde det ved majfesten, for at holde JULet i gang og man skålede stadig for år og fred, altså for et frugtbart og fredfyld år.

Den kristne kirke havde sit fundament i denne dato, nemlig Jesu fødsel, men flere har gjort opmærksom på ligheden mellem denne fest og den tidligere mithraismes.
Mithra, der blev identificeret med solen, var kommet frem af jorden, sprunget ud af en hule i løndom. Kun nogle hyrder på marken i nærheden opdager fødslen, og han blev hyldet som den ubesejrede sol af romerne. De var som regel åbne overfor de fleste guder, det kunne jo ikke skade at have backups, så mithras blev adopteret af soldaterne i den romerske hær som en broderskabsguddom.
År 250 indstiftede kejser Aurelian 25. dec. som den uovervindelige sols dag, men kun 23 år senere valgte kirken denne dag som Jesu fødselsdag. 25. dec. blev også hovedfesten for Sankt Nikolas.
Julemanden eller Sankt Nikolaas er fra Holland. Han fulgte med da europæerne emigrerede til Amerika. Han var biskop og var den første der holdt en decideret fest for Kristus år 336. Inspireret af Saturnalia gav han børnene gaver, ikke den 6. Januar, Jesu dåbsdag og derfor epifani, men juleaften, og han var derfor noget skæggere, og blev med tiden noget mere populær end Kristus.


___________________________

Sådan slutter året og et nyt er på vej, men hver årstid har sine attributter og sin skønhed og man kunne passende runde af med en sang af J. Helms;

Jeg elsker de grønne Lunde med Tonernes vuggende Fald,
jeg elsker de blanke Sunde med sejlernes Tusindtal.

Jeg elsker hver Dal, hver Banke med Kornets bølgende flugt,
hvor flittige Hænder sanke at Arbejdets gyldne Frugt.

Jeg elsker de brede Sletter i Sollysets Sommerpragt,
i Vinterens Stjernenætter bag Snetæppets Julepragt.

Forstummed hver Røst i Skoven, og falmed hver gylden Frugt,
faldt Nat over Mark og Voven, jeg fandt det dog lige smukt.

tilbage til kalender