Februar betyder renselse, den renselse de forestod inden det nye år for alvor kom i gang.

Naturen
Januar og februar er de golde måneder. Her er enten snehvidt eller bart. Sort jord og sorte træer. Frosten bider for alvor, men frem kommer de to elskede forårsbebudere, Erantissen og vintergækken. Faktisk kan en tredje, nemlig tusindfryd, også dukke op i februar, om end ikke blomstrende endnu.
Musvitten begynder ligeledes at synge ude i haven, og skovdueflokke ses hen over skoven. Skulle de lande i nærheden kan man høre dem kurre, en lyd byboere kender alt for godt.
Jeg har sat lærken til at synge i marts, men den kan allerede dukke op i februar som H. C. Andersen drømmer om nedenunder. I et gammelt digt advares der mod at lade dyrene spise for meget af kornet. Man kunne nemlig lade sig mislede af lærkens tidlige sang og tænke at foråret var kommet - men nej.
De utålmodige begynder at lave haveplan.

Ingemann har ramt årstidens drømme;

I sne staar Urt og Busk i Skjul, det er saa koldt derude,
dog synger der en lille Fugl paa Kvist ved frosne Rude.

Giv tid, giv tid, den nynner glad og ryster de smaa Vinger;
giv tid, og hver en Kvist faar Blad, giv tid, hver Blomst udspringer.

Giv tid, og Livets Træ blir grønt må Frosten det end kue;
giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i Sandhed skue.

Giv tid og Aandens Vinterblund skal fly for herlig Sommer;
giv tid, og bi på Herrens stund, hans Skønhedsrige kommer.

Men også H. C. Andersen er utålmodig;

Skyd frem, Skovmærke, frisk og prud, hæng, Pil, den uldne Vante ud!
Kom, Kukker, Lærke, syng, vi har alt Foraar sidst i Februar!


2.
Kyndelmisse. Årets første egentlige fest er en lysfest. Man tændte lys for at hidkalde solens kraft til markerne, men gik også med fakler gennem byerne for at lutre det gamle. Det blev til en kærtemesse eller kyndelmisse under kristendommen. Det er den koldeste måned på året og;

Det er hvidt herude, Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvad og hård; Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står Træ i Skoven som udi min Abildgaard.

Det er tyst herude, kun med sagte Pik paa Rude melder sig den smaa Musvit;
der er ingen Fugl som synger, Finken kun på Kvisten gynger, ser sig om og vipper lidt.

Det er koldt herude; Ravne skrige, Ugler tude, søge Føde, søge Læ;
Kragen spanker om med Skaden højt paa Rygningen af Laden, skele til det tamme Kræ.

Inderligt jeg længes efter Vaar, men Vintren strenges, atter Vinden om til Nord.
Kom Sydvest, som Frosten tvinger, kom med dine Taagevinger, kom og løs den bunde Jord.

Dagen ligger 40 dage efter Jesu fødsel og dermed er Maria atter ren ifølge moseloven. På denne dag blev Jesus derfor fremstillet i templet, hvor Maria indviede ham til Gud.


Fastelavn
Efter 2. februars lutring, tog man friske grene med knopper på ind i stuens varme. Her sprang de ud og indikerede for de andre stadig derude at nu var det snart tid. Man snød den ånd der var ved at falde ned på eller drive ind i jorden. Noget af den var i grenene man tog ind, og når de så sprang ud, ansporede de samtidig de andre uudsprungne til at følge trop.
Med disse grene der nu var kommet liv i, piskede man far og mor så de som bjørne vågnede op af deres hi. Som tak for ånden gav de så boller.
Men disse skikkene har vi fra Tyskland. Vores egne var noget anderledes. Først mødtes karlene i en konkurrence ved ringridning eller tøndeslagning. Vinderen blev konge, en repræsentant for selve kongen, og han skulle nu føre an i fastelavnsridtet hvor karlene red fra gård til gård. Om aften skulle der så være gilde og kongen valgte sig selvfølgelig en dronning.
Igen kan vi se de gamle frugtbarhedsritualer bagved. Hele året rundt handler om den mandlige ånds forening med den kvindelige jord. Han rejser som en anden Dionysos igennem landet, her som landets 'konge' og finder en kvinde underforstået at befrugte.

Efter Jesu dåb gik han i ørkenen for at finde sin egentlige far og fastede derfor i 40 dage, og dette skulle den gode kristne eftergøre. Men det gjorde ondt og man måtte sige farvel til maden på fasteaften, der blev til flæske- eller fedesøndag.
De øvrige søndage indtil påske kunne man spise kød, men ellers var det kun grøntsager, brød og kartofler. Hård faste!
Den første fastedag blev hos katolikkerne benævnt askeonsdag fordi man her tog i kirken i bodsdragt og med aske på hovedet.

tilbage til kalender