Chr. Richardt digter;

Naar Egene knoppes, og Granernes duppes, og Skræpperne kanter den støves Vej;
naar Frøen fortæller, mens Guldregnen hælder over Syrenen i hviskende leg,
da dages, da kommer den danske Skærsommer; farvel og på Gensyn, du liflige Maj.

Naar Rugen alt bølger, og Kornblomsten dølger sin blaa lille Kyse bag Gitter af Straa;
naar Føllene tumler, mens Køerne gumler, og Viben sig soler med Ungerne smaa,
da dages, da kommer den danske Skærsommer, og derom alt fløjter den Nattergal graa.

Naar Skoven har Skygge, og Bien gør Lykke, og Bøgen har mørknet sit lyseste Blad,
naar Roser udspringer blandt Torne som stinger, lig luende Elskov af truende Had,
da dages, da kommer den danske Skærsommer, den er der og gør selv den tungeste glad.

O fly ej for snarlig, men bring os lidt varlig fra Nætterne lyse til Tusmørkets Stund!
Vi vented så længe paa blomstrende Enge, paa Duften fra Rosernes svulmende Mund,
men bedst som du kommer, du favre Skærsommer, så hastigt du fly'r som et drømmerigt Blund!

24. Sommersolhverv
I den kolde tid ved jul, i mørket og hos døden, vender solen og dagene bliver længere, men om sommeren når det hele er smukkest, er solen modsat på sit højeste og begynder her at aftage i sin tilstedeværelse. Den ånd man har kunnet følge årets første halvdel igennem, med spirerne der er vokset og blevet til blade og med blomsterne, har endnu et trin tilbage i frugternes fremkomst og høst, inden den vender om og trækker sig ud.
Solen og derfor ånden er stærkest, og en fest blev holdt, et blot eller offer blev givet, i dens navn. I februar tændte man kærder for at kalde, men nu var blusset vokset og bålet tilsvarende større. Den stærke kraft naturen stadig bar på, kunne adopteres af syge til helbredelse, og hellige kilder var et populært udflugtsmål om natten. En sådan kilde var Tisvilde, eller Tirs væld, himmelguden Tyrs kultsted.
Hvis der ingen søer var, kunne man også rulle sig nøgen i natteduggen, hvis man da ikke lige var ude for at indsamle lægende urter. Der blev plukket buketter med 9 slags blomster, bregnens øje gjorde usynlig og ønskekviste klippet denne aften fandt underjordiske skatte.
Mange af skikkene mindede om 1. majfestens med løvkranse, midsommerstangen man dansede om, og mand og kvinde eller brud og brudgom der skulle forenes. Den ene var et menneske, den anden var guden, og festen blev til et hieros logos, et helligt bryllup.

Da går ungdom til dans, på dit bud sankte Hans. Kristendommen lagde også her sin fest ovenpå den tidligere og en helgen vægtig nok til at klare denne opgave var Johannes døberen - i Danmark kaldet Sankt Hans.
For de kristne var dagen også khartasisk. Johannes havde døbt i vand og derved fjernet synder, der underforstået gav sygdommene, en den selvforanstaltede neddyppen i vandet var derfor en lille dåb.