______________________________________________________________________

En af de fremherskende magiske videnskaber i middelalderen var den sympatetiske eller den sympatiske - 'Som i himlen således også på jorden'.
Man taler om at Gud, en eller anden gud, er verdens oprindelse. Han skabte orden af kaos og hvis vi læser kosmogonierne vil vi se at han gjorde det ifølge en model.
Jahve ville f.eks. have lys. Han gjorde en hvælving der adskilte dagen og natten og kaldte den himmel. Han skilte vand og land og så fremdeles. Hele tiden efter de forhåndenværende søms princip. Der var mørke han gjorde lys, der var nede han gjorde oppe, der var vand han gjorde land.
Men i skabelsens dikotomi lå også en forbindelse. Nat og dag er modsætninger, men de kan ikke eksistere uden hinanden og de påvirker derfor hinanden.
For mennesket kan der kun være én ting ad gangen. Enten er det dag eller også er det nat, enten er man oppe eller også er man nede. Men hvis de to er forbundet, påvirker det der sker nede det der sker oppe.

Det centrale er modellen. Der var et urkaos, men Gud lavede orden via en skabelon. I min artikel Hvad er meningen? under Historier og Artikler sættes dette på formel. Når vi ser på verden har vi altid briller på og disse briller er vores model som verden opstår igennem. Det er ikke solipsisme, som en vis anmelder på Weekendavisen mente det måtte være, for solipsisme er forestillingen om at et menneske skaber den fælles verden alene - det gør det ikke. Mennesket skaber den fælles verden sammen med alle andre mennesker igennem deres fælles sprog. Det kalder vi konsensus. Sproget er vores fælles fundament og ordet menneske og dermed definitionen på det hører til denne verden. Det vil sige den konsensuale materialisation der foregår igennem mennesket, gør det til et menneske. Det er selve forestillingen om et isoleret Jeg der alene gør at et menneske kan være iblandt andre, og dette faktum eliminere solipsismen.
Hvis et menneske skaber universet, hvad er det menneske andet end dets konsensuale sproglige definition. Skabelsen sker ved definitionen eller modellen, hvilket er hvorfor Jahve betyder 'Den der er ', 'at være' eller 'Jeg er'.

Selve den verdensskabende proces igennem en skabelon er derfor altafgørende for hvordan verden kommer til at se ud. Det er møntens to sider. En materialiseret igennem en anskuelsesmodel og en åndelig. De to sider er beslægtede og man kan finde deres bånd i deres lighed. Natten er beslægtet med Dødsriget og dagen med himlen, men alle genstande har to sider og når den ene påvirkes følger den anden med. Den symbiose ligger bag begrebet sympatisk magi fordi man således kan indvirke på en handlings udfald ved at ændre på dens anden side.

Den åndelige side, der blev isoleret da Gud satte skel mellem himlen og jorden, føler sig tiltrukket af sin manglende del, den kvindelig jord. Det er cirkulationens idé, og således er vi fremme ved året og dets forskellige tider.
Om vinteren er jorden død. Ånden har forladt hende. Det er koldt, mørkt og tomt, og især kvinder føler dette på deres krop og i deres sind. I februar måned er det næsten ikke til at bære mere og vi holder den første lysfest. Kyndelmisse er en kærdemesse hvor der blev tændt lys for at kalde på livet, og naturreligionernes hieros gamos, hvor en kvinde ligger med en udklædt mand der lader sig besætte af ånden, er det ritual der har hidkaldt det befrugtende liv. I april begynder der at ske noget. Vore hjemlig dyr begynder at vågne af vinterdvalen, og de første tegn på åndens tilbagekomst er anemoner og kodriver.
Han kommer med livet og hun giver ham foråret, sin skønhed, velduftende og indtagende. Pludselig tager det fart og snart er alt grønt og spirrende spændstigt. Bøgen springer ud, man bringer forår til by og holder en fest hvor alle mærker den fornyede kraft.
Foråret går over i sommeren, det grønne bliver til blomster der tillokker bierne med sin berusende nektar, fuldbyrdelsen ligger i frugten der høstes og naturen giver menneskene føde. Så bliver ånden træt. Den har givet sig selv og må 'hjem' for at fornyes og tanke op. Det bliver efterår, men i den nedfaldne frugt ligger frøene gemt som en evig rest af åndens besøg. Døden, der følger i ånden hæle, træder ind og slår skånselsløst med sin le, og vi er tilbage i mørket. Man hidkalder guden ved årsskiftet; Odin, Saturn eller Osiris - Hvor er du, kom tilbage!

I dag syntes vi at være meget fokuseret på 'det gode vejr'. Sommeren er god, vinteren er dårlig. Men de to kan naturligvis ikke undvære hinanden og tidligere havde hver tid sine gøremål og sine fester. Vi har det for godt nu om stunder. Vi skal ikke kæmpe for at få brød på bordet og vi er ikke afhængige af naturens luner. Der er næsten altid mad i supermarkeds kølediske. Vi skal arbejde for at få penge til at købe brødet, men brødet er der altid.

Tidligere var man afhængig af naturen på en anden måde og årets ritualer var affødt af dette afhængighedsforhold. Man ville påvirke mængden af næste års afgrøde, og så er vi tilbage til introduktionen. Verden skabes igennem en model, eller med de nye briller kan vi sige at ånden materialiseres på jorden igennem en vej, en skæbne. Denne skæbne kunne naturfolk påvirke. Hvis de ofrede, viste guden ære og således hidkaldte ham eller hende, ville gudens nærværd vise sig som et større udbytte på marken. Derfor ritualerne, og alle de måneder vi kommer igennem, vil vi se at festerne hele tiden forholdt sig til dette forhold mellem graden af åndens tilstedeværelse og naturens tilstand.

 

Tiden
At tiderne har forskellige nominelle værdier hentyder derfor til verdens kontinuerlige skabelse og fundament. Der er 60 sekunder, 60 minutter og 24 timer. Der er 7 dage, 4 uger og 12 måneder, og så er der den der lille skævhed der får det hele til at cirkulere. Det passer ikke præcist med at de hele tal bliver til et år uanset hvordan man vender og drejer det, men skævheden er nødvendig for at hjulet drejer.
Guder bundet til jordens gang indikerer denne uligevægt i deres handlinger og i deres symboler og boliger, men en ikkeaktualiseret 'perfekt' gud som jødernes JHVH eller egypternes Amun, kan kun bebo symmetrisk perfekte huse, som pagtens ark i det allerhelligste og pyramiden.

 

Dagene
Vi kan altså finde vores fundament og dets bevægelser i årets struktur, og det var med et grundigt kendskab til denne at vores forfædre navngav dagene. Hos englænderne er søndagen den første dag og den var derfor Sunday, den anden er månens dag, mens tirsdagen tilhører Tir, senere Tyr, romernes Mars. Onsdag er Odins og torsdag Thors, mens franskmændene tildeler dem de romerske pendanter Merkur og Jupiter. Fredagen er Magna mater eller Friggs dag, og mens den sidste tilhører Saturn i England, var den i Norden Løwerdagh - vaskedag! Helt pjattet var dette nu ikke, da Saturn var en gud der døde for at genopstå, en gud fejret ved nytårsfesten. Overgangen til det nye år, og dermed også den nye uge, var forbundet med afvaskelse. Vi vasker det gamle så væk og gør plads til det nye.

 

Fester
Alle vores kristne fester i dag er tidligere hedenske fester, og mange kirker ligger ligeledes ovenpå hedenske helligdomme. Det var en effektiv om end noget barbarisk og manipulerende måde at få gjort danerne kristne, men det virkede. Om de så virkelig blev kristne kan så diskuteres, men de glemte i hvert fald langsomt deres naturtro og gav således mere og mere plads til et alternativ.

Når de nu alligevel holdt østfest 1. maj eller nytårsfest 22. december, var det nemmere at få dem fra det, ved at lægge nye fester på de samme dage som pinsen og Jesu fødsel.
Det gav også anledning til en del forvirrende sammenblanding som f.eks. i Grundtvigs pinsevise;

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over naadestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spaar os mer' end englerøst,
i Jesu navn en gylden røst.

Lidt hedensk solhyldest krydret med den rette kristne tone og namedropping. Man kunne jo ikke rigtigt slippe naturen og kærligheden til den, altså de guder der derfor lå bag, men samtidig havde man jo lært at kristendommen var den rette vej så den skulle jo også lige huskes.

 

De fire årstider
Forår, sommer, efterår og vinter. Hvor ligger de? Et sted kunne være mellem jævndøgnspunkterne og solhvervsfesterne. Fra jul til 21. marts er det vinter, til sommersolhverv 21. juni er det forår, sommer går til 22. september og ved juletid bliver efteråret atter til jul. Det kræver selvfølgelig lidt god vilje da årstiderne sagtens kan bevæge sig frem og tilbage.
Selve dagene for solhvervsfesterne kan også variere eller det vil sige festerne lagde man på samme dag, men i dag hvor præcisionen er i højsæde måler vi det efter årets længste og korteste dag.

Omkring 21. marts ankommer forårsjævndøgnet og løvspringet, og midsommer eller sommersolhverv ligger ved den 21. juni. Mellem den 22. juli - 22. august ligger hundedagene, under 'normale' forhold den varmeste perioden mens hundestjernen er fremme. Efter høsten ankommer efteråret den 22. eller 23. som jævndøgn og året afsluttes med jul eller midvinter den 22. december.

 

Månen
Når månen er gold er dens påvirkning svag, og nymånen er derfor den ene af to døre. Det er en transition mellem udtømning og genopfyldning.
Månen bliver fuld og dens påvirkning stærk, hvor næmånen er den anden transition fra fuld mod begyndende udtømning.

 

Solen
Ved de fire døgntider starter solen med at stå op i øst, og alt det døde mørke forjages af livets genkomst. Ved middag står solen højst i zenit, den går ned i vestlandet og efterlader sig mørket igen, og endelig er den halvvejs igennem dødsriget, eller stående i nadir, ved midnat.



Tusmørket
I løbet af året ændrer varigheden af tusmørket sig. Det følger solens gang og placering i forhold til jorden. Den 22. december ved vintersolhverv varer det omkring 50 minutter. Det falder så hen mod forårsjævndøgnet til ca. 40 minutter. Så stiger det igen og ved Sankt Hans er det oppe på 65 minutter under de lyse nætter. Herfra falder varigheden af tusmørket mod efterårsjævnsøgn i september til omkring 40 minutter, indtil det igen stiger op til jul.